It’s not just the economy, stupid!

Under valgkampen mellem Clinton og Bush senior i 1992, formulerede en af Clintons rådgivere, James Carville, et slogan, som siden er blevet gentaget igen og igen: ’It’s the economy, stupid’. Meningen var at fortælle vælgerne, at man godt var klar over betydningen af den daglige økonomi for almindelige familier, og at Bush-administrationen havde ført en økonomisk politik, som havde skadet den amerikanske økonomi.

Sloganet er siden blevet brugt til at forklare, at det i sidste instans er økonomien, der gør udslaget, når vælgerne skal sætte deres kryds. Det angives som forklaring på, at mange arbejdere i det såkaldte rust-bælte i USA har stemt på Trump på grund af nedgangen for den tunge industri og en social deroute for mange arbejdere i denne industri. 

Men forklaringen kan ikke stå alene. Der er mange andre og mere ideologiske forklaringer på, at arbejdere og andre befolkningsgrupper – som ingen gavn har af de økonomiske konsekvenser af Trumps politik – stemmer på Trump og er en del af MAGA-bevægelsen. De ideologiske forklaringer er centrale. It’s not just the economy, stupid!

Ideologiske strømninger

I denne artikel vil jeg gennemgå nogle af de mest betydningsfulde ideologiske og politiske strømninger bag støtten til Trump. Flere af disse strømninger findes ligeledes i andre verdensdele, herunder Europa. Men der er også nogle specifikke træk ved den amerikanske situation.

Der er tale om en blanding af forskellige strømninger i samfundet, som løber sammen – men til tider også er i konflikt med hinanden. Som Project 2025 skriver, er tiden inde til, at ’vi samler os bag en stor leder og store ideer, ser bort fra vores forskelligheder, redder vores nation, og forandrer verden’. Project 2025 er nok den vigtigste, akademisk baserede inspirationskilde for Trumps politiske initiativer.

Blandt de vigtigste ideologiske strømninger i opbakningen til Trump og MAGA-bevægelsen er:

• Højreorienteret identitetspolitik herunder modstand mod diversitet, ligestilling og inklusion og mod alt, der anses for at være woke.
• Modstand mod det, som opfattes som eliten, som primært omfatter mennesker med universitetsuddannelser og universiteterne i sig selv.
• Nostalgisk fornemmelse af, at al ting var bedre ’i gamle dage’ – med 1950’erne som et glansbillede af en svunden tid med kernefamilie og thanksgiving dinners.
• Hvid racisme, som lancerer sig selv som ’farveblind’.
• Isolationisme og nationalisme, som er kommet til udtryk i sloganet America First.
• Lederkult med stærke paternalistiske træk.
• Dyrkelse af styrke og maskulinitet og foragt for svaghed.

Dertil kommer nogle bredere ideologiske og politiske strømninger og positioner såsom den mere traditionelle og dybe konservatisme, som i mange år har præget det republikanske parti og de evangeliske kirker med stor indflydelse i det såkaldte Midtvesten.

Man kan umiddelbart undre sig over, at renfærdige evangeliske kristne har adopteret en obskøn figur som Donald Trump, men på en mærkværdig religiøs vis er han kommet til at blive anset for en form for frelser i forklædning. Den katolske kirke, hvis medlemmer i mange år primært har stemt demokratisk, er i de senere år også blevet stadig tættere knyttet til Republikanerne.

Hvad angår de mere traditionelle konservative i det republikanske parti, er de blevet underlagt Trump og MAGA-bevægelsen og har ’samlet sig bag en stor leder og store ideer’, som Project 2025 skriver. Når Trump en dag er færdig i politik, vil nogle af disse traditionelt konservative nok stikke hovederne frem igen. Men foreløbig har de helt underlagt sig Trump. Trumps hegemoni ser meget stærkt ud.

Identitetspolitik

Ordet ’identitetspolitik’ er ofte blevet forbundet med venstreorienterede eller såkaldte woke dagsordener. Men i realiteten er identitetspolitik i dag i meget højere grad et højreorienteret fænomen. Det gælder især modstand og kamp imod diversitet, ligestilling og integration (Diversity, Equity and Integration, DEI). Og det gælder også modstand mod en relativt udefineret elite.

Men der er også mere ’proaktive’ elementer i identitetspolitikken, og det gælder først og fremmest en stærk nationalisme, hvor dyrkelsen af alt, hvad der anses for at være ærkeamerikansk, er i højsædet med Stars and Stripes og slagsange om at være ’proud to be an American’.

Det er selvsagt – tør man næsten sige – en eksklusiv form for nationalisme, som ikke omfatter de mange forskellige kulturer, som findes i USA, men er centreret omkring en hvid, kristen kultur og en exceptionalisme, som lægger vægt på, at det er noget helt særligt at være amerikaner.

Eliten

Modstand mod en elite eller eliterne er et kernelement i meget højreorienteret ideologi. Nu er der jo ikke noget progressivt ved at forsvare eliters privilegier – tværtimod. Men spørgsmålet er, hvordan man definerer eliter, og hvad man gør for at hindre deres særlige privilegier.

I højreorienteret ideologi er der sjældent tale om rige mennesker og mennesker med stor økonomisk og politisk magt. Det er ikke kapitalisterne, som udgør eliten. Det er gerne de akademisk uddannede eller ’lærde’, som er den elite, der skal bekæmpes.

Det ser man tydeligt i USA i dag, hvor de store universiteter er under angreb både økonomisk og politisk. I Trumps og vicepræsident Vances verden udgør denne elite en ’indre fjende’.

Man kan undre sig over, at en figur som Trump og hans ultrarige venner – som i dén grad udgør en økonomisk og politisk elite – kan være bannerførere for en kamp imod ’eliten’. Men historisk set er der intet ualmindeligt ved det.

Det er tidligere set, at højreekstreme politikere med stor økonomisk og politisk magt har slået sig op på modstand mod særlige befolkningsgrupper og relativt udefinerbare eliter. Project 2025, som er en vigtig ideologisk inspirationskilde for Trump-styret, er et rigtig godt eksempel på en sådan ’elite-modstand’.   

Nostalgi

Nostalgi er også gerne et kerneelement i højreorienteret ideologi. Angiveligt var mange ting meget bedre i ’gamle dage’. Det er en kendt tankefigur, at ’gamle dage’ skulle være en gylden tid, hvor ting var mere stabile og ikke så foranderlige som i dag.

Tænk bare på det vigtigste slogan for Trump i dag: Make America Great Again. Men for mange af Trumps tilhængere er der det reelle i det, at 1950’erne og begyndelsen af 60’erne var en tid med stor økonomisk fremgang for de fleste amerikanere.

Den amerikanske fremstillingsindustri stod stærkt, og den internationale arbejdsdeling var ikke udviklet i nær samme grad som i dag. Det var også en tid før masseimmigrationen fra Sydamerika til USA, og så var det en tid med en stærk hvid dominans, hvor en familie var en kernefamilie med far, mor og børn, og hvor man begyndte at have råd til et hus, en bil og et TV.

Trumps identitetspolitik er klart en appel til en sådan nostalgi, og i øvrigt ligger den politisk-økonomiske forestillingsverden – som er baggrunden for Trumps toldpolitik og tanker om ’re-industrialisering’ af USA – i forlængelse heraf.

Selvom USA i dag helt overvejende er en serviceøkonomi, og selvom de USA-baserede Big Tech selskaber i høj grad er servicevirksomheder og står fantastisk stærkt i den internationale økonomi, så er det fremstillingsindustrien, der skal genopbygges, og tilsyneladende er den eneste rigtig værdifulde form for industri. Det svarer til de daværende fysiokraters forestilling om, at landbrug var den eneste form for produktion, der kunne forøge et lands rigdom.

‘Farveblindhed’

Trump og hans folk taler gerne om, at hans politik er ’farveblind’. Med det mener de, at der ikke skal være nogen positiv særbehandling (på amerikansk kaldet affirmative action). Formålet med positiv særbehandling er at skabe mere ligestilling, hvor der traditionelt har været stor ulighed, f.eks. mellem hvide og sorte. Men det skal afskaffes, hvilket er kernen i Trumps kamp mod DEI-politikken.

Men der er ikke blot tale om at afskaffe positiv særbehandling. Der er også tale om egentlig, hvid racisme. Det kommer tydeligt frem i sagen med de hvide sydafrikanske farmere, der har fået asyl i USA. De skulle angiveligt have været forfulgt i Sydafrika og været i akut livsfare.

På det dybere plan er der i USA stadig en hvid racisme, som dog ikke er nær så udtalt, som den var helt op i 1960’erne og 1970’erne. Den findes dybere indlejret i tankegange og sociale strukturer. Der er næppe nogen tvivl om, at en del af årsagen til Trumps sejr i 2016 blandt mange andre ting også var en reaktion på, at Obama havde været præsident fra 2009 til 2017. 

Indvandring er i USA som mange andre lande en kilde til højreorienteret reaktion. Men USA har altid været et indvandringsland, og den type xenofobi, som findes mange lande, herunder i Europa, synes ikke at være den primære drivkraft i USA. Det handler mere om indvandringen af fattige mennesker fra Sydamerika, som presser arbejdsmarkedet.

Men det handler også om, at indvandringen forrykker den dominerende position, som de hvide har haft. På den måde er modstanden mod indvandring forbundet med den traditionelle hvide racisme.

Isolationisme

Der er i USA en lang tradition for isolationisme. Både før og efter Første Verdenskrig var den isolationistiske ideologi og politik fremtrædende. ”America First” er ikke et slogan, Trump har fundet på. Det er et slogan med dyb resonans i den amerikanske befolkning, som bl.a. bunder i en ulyst til at blive en del af krigene på europæisk jord.

Men det er også en bredere tendens, som kendes fra langt de fleste lande og ligeledes internt i landene mellem rigere og fattigere regioner. Hvorfor bruge penge på bistand til andre lande, når vi har økonomiske problemer herhjemme, lyder argumentationen. I forlængelse heraf har Trump-administrationen nærmest nedlagt USAID, den amerikanske bistandsorganisation. I Europa har flere lande kraftigt beskåret udviklingsbistanden i de senere år.

Det har været diskuteret, hvordan isolationismen spiller sammen med den ekspansionisme, som kommer til udtryk i Trumps ønsker om at overtage Canada og Grønland. Tilsyneladende giver det ikke anledning til store ideologiske brydninger. Isolationismen og ekspansionismen spiller på forskellige baner.

Ekspansionismen har ikke ligesom isolationismen stor folkelig opbakning. Her handler det om Trump-styrets magtpolitik. På sin vis står Trump-styrets to vigtigste slogans i modsætning til hinanden: America First og Make America Great Again. Det ene slogan er isolationistisk, det andet ekspansionistisk. Og det ser ud til, at MAGA for tiden har den dominerende rolle i Trump-styrets profil.

Men i den folkelige opbakning er der ikke nogen modsætning. America First er udtryk for en selvtilstrækkelighed, og MAGA udtrykker styrke og magt, som MAGA-bevægelsen dyrker.

Lederkult

Der er intet usædvanligt i, at præsidentvalgkampe i USA omfatter store rallies, hvor kandidaterne samler begejstrede fanskarer til det, som vel bedst kan karakteriseres som politiske shows. Kandidaterne mødes ikke til debatmøder med hinanden – andet end et par enkelte TV-debatter. Men Trumps rallies minder mest om en slags person- og lederkult.

Lederdyrkelsen er en vigtig del af de ekstreme højreorienterede bevægelser, hvor lederen ikke kan gøre noget galt overhovedet. Ligegyldigt hvilket totalt vrøvl Trump står og lukker ud, er responsen begejstret. Jo flere spydige angreb på politiske modstandere og politiske synspunkter, man er modstander af, desto bedre. Det samme gælder løgne og fordrejninger. Og efter de store rallies kan deltagerne fremsige de simple slogans til medierne. 

Lederkulten betyder også, at lederen har en absolut magt. I USA har man med basis i forfatningen forsøgt at holde på magtens tredeling mellem den lovgivende, udøvende og dømmende magt. Men Trump respekterer ikke denne tredeling. Han har mandat fra folket, lyder argumentationen – til at gøre ’det der skal til’.

Lederkulten er forbundet med en form for paternalisme, som også kendes fra f.eks. mafia-væsenet. Der er store ligheder mellem, hvordan Trump opfatter sine beføjelser, når han har erobret statsmagten, og den måde mafia-ledere agerer på. 

Det indebærer en ledelsesform, som i management-litteraturen kaldes management-by-fear. Det er tydeligt, at han kræver total loyalitet, og at hans medarbejdere og politiske allierede er bange for ham og for hvad han kan finde på.  

Styrke og maskulinitet

Manifestationen af styrke og magt og foragten for svaghed er et vigtigt grundlag for stærkt højreorienterede bevægelser. Det kan være ’folkets styrke’, og det kan være den individuelle demonstration af styrke og magt.  Ved sine ralles har Trump omgivet sig med stærke mænd fra f.eks. fribrydning. Og macho-attituderne florerer.

Også herhjemme i Danmark tales der for tiden meget om, hvordan den såkaldte manosfære på internettet kan påvirke drenge. Men det handler ikke kun om drenge, men også om yngre mænd, som synes, at de undertrykkes af kvinder og ’kvindelige værdier’. En sådan dyrkelse af maskulinitet udgør også en del af forklaringen på Trumps popularitet blandt visse grupper af unge mænd. Men det er ikke kun mænd. Det gælder også kvinder, som værdsætter stærke mænd og traditionelle kønsroller.

Foragten for svaghed er også tydelig. Når Trump fortæller andre statsledere, at ’you have no cards’, er det et udtryk for en magtpolitik, hvor den stærke har ret, og den svage må leve med det.

Kristne kirker

De evangeliske kirker har længe været en fast støtte for højreorienterede politiske kræfter i USA. Allerede i forbindelse med den præsidentielle valgkamp i 2016 fik Trump støtte fra disse religiøse kredse.

Man kan som nævnt undre sig over, at Trump – en playboy-type fra New York med skilsmisse og pornoskandaler i bagagen – har været i stand til at få så stærk en støtte fra de evangeliske kristne.

Om Trump selv i sit lønkammer er troende, skal ikke kunne siges. Men han dyrker i hvert fald forbindelsen og henviste f.eks. i forbindelse med attentatforsøget ved et vælgermøde i Pennsylvania til Guds indgriben. For de evangeliske kristne har det sikkert også været betydningsfuldt, at Trump i sin første regeringsperiode indsatte konservative højesteretsdommere, som siden omgjorde den føderale ret til abort.

Men måske skal man ikke undre sig så meget over alliancen mellem Trump og de evangeliske kirker. De evangeliske kirker har længe dyrket lederskikkelser i en form for lederkult, som kan sammenlignes med den, Trump er genstand for. Og måske nok endnu vigtigere – så har evangeliske kirker traditionelt kæmpet for segregering, raceadskillelsen mellem hvis og sorte.  

Traditionel konservatisme

Måske vigtigst af alt for de ideologiske strømninger bag Trump er den traditionelt stærke konservatisme i USA. I USA er der som bekendt kun to store politiske partier, Demokraterne og Republikanerne. Begge partier kan derfor være relativt politisk brede. I det demokratiske parti er der f.eks. folk, som i Europa nok ville være i socialdemokratiske eller endda socialistiske partier.

Men hovedstrømningen hos Demokraterne er borgerligt liberal. Der er derfor kun borgerligt dominerede partier, hvor Republikanerne er konservative og Demokraterne borgerligt liberale. Til tider er der også andre mere progressive politiske lister og partier, der stikker hovederne frem. Men det amerikanske valgsystem med flertalsvalg i enkeltmandskredse hindrer en mere permanent fremkomst af sådanne lister og partier.

Også i det republikanske parti er der forskellige strømninger. Mere traditionelt konservative som f.eks. Bush-familien har i perioder domineret partiet, men der har længe i det republikanske parti også været stærkt højreorienterede strømninger, som f.eks. støttede mccarthyismen i 1950’erne, og som både Nixon og Reagan lænede sig kraftigt op ad, og som kom til udtryk i den såkaldte Tea Party bevægelse i 2010’erne.

Det konservative republikanske parti er traditionelt modstander af større sociale statslige udgifter, og de er stærke fortalere for lavere skatter. Og så findes flere af de strømninger, som er nævnt i denne artikel, med forskellig styrke i det republikanske parti. Trump er derfor ikke en fremmed figur hos republikanerne – men han er en ekstrem udgave af strømninger, som allerede har været der længe.

Det som er sket i det republikanske parti er, at Trump og MAGA-bevægelsen har vundet den totale magt over partiet. Alle andre enten skubbes til side eller underlægger sig Trumps hegemoni. Om dette vil ændre sig om få eller flere år, skal der ikke gisnes om her. Lige nu ser grebet om det republikanske parti stærkt ud.

Ideologiens betydning

I diskussioner om fænomenet Trump og MAGA-bevægelsen er der ofte to hovedpositioner. Den ene fokuserer på de reaktionære ideologier og politiske strømninger, som Trump baserer sig på. Den anden fremhæver de forsvundne industriarbejdspladser. I denne artikel har jeg fokuseret på de reaktionære ideologiske strømninger. It’s not just the economy, stupid!

I hvert fald skal man være varsom med at forestille sig, at der er et umiddelbart progressivt potentiale i vreden over de forsvundne industriarbejdspladser. Der kan givetvis være mange arbejdere og socialt udsatte, som ikke har haft lyst til at stemme på Det Demokratiske Parti, fordi det anses for at være status quo og ’mere af det samme’.

Men reaktionær ideologi spiller en hovedrolle. Forskellige reaktionære strømninger fletter sig sammen og forbinder sig med den økonomiske og sociale vrede. Hvordan skal man ellers forklare opbakningen bag Trump på trods af hans økonomiske og sociale politik?

I det store sammensurium af lovforslag, som er indeholdt i ’One Big Beautiful Bill Act’, som for nylig blev stemt igennem i Repræsentanternes Hus og herefter skal igennem Senatet, er der bl.a. store skattelettelser, som primært gavner de velstillede, og kraftige nedskæringer af Medicaid, som vil ramme millioner af fattige amerikanere.

At økonomien ’i sidste instans’ er bestemmende for den generelle samfundsudvikling, som den franske marxist Louis Althusser fastslog for over 50 år siden, er givetvis sandt. Men det betyder ikke, at politiske og ideologiske faktorer ikke kan spille en dominerende rolle på kortere og mellemlangt sigt i den samfundsmæssige udvikling.