Jeremy Corbyn: Folk er blevet nægtet et alternativ

Parlamentsmedlemmet Zarah Sultanas planer om et nyt parti til venstre for Labour er blevet mødt med entusiasme fra millioner af briter, som desperat ønsker et alternativ til premierminister Keir Starmers støtte til folkedrab og sparepolitik.

I skrivende stund (13. august, red.) har mere end 650.000 mennesker meldt sig som interesserede i at blive medlemmer af partiet. Ud over de typisk uopmærksomme kommentarer i medierne har meddelelsen om det nye parti også ført til en opblomstring i politisk debat fra den britiske venstrefløj, som i de seneste år har været helt fraværende fra den politiske mainstream.

Assisterende redaktør ved Tribune, Marcus Barnett har interviewet den tidligere Labour-leder Jeremy Corbyn, som er en ledende skikkelse i dannelsen af ”det nye parti”. Her talte de om det nye partis muligheder. Hvordan tager man initiativet fra det højreradikale Reform-parti, hvordan kan man samarbejde med andre partier, herunder De Grønne, og hvordan undgår man igen at begå fortidens synder, som Labours venstrefløj tidligere har begået?

Den overordnede retning: fred og lighed

Marcus Barnett: Meddelelsen om et potentielt nyt parti har givet tusindvis af mennesker håbet tilbage om at kunne gøre deres land og resten af verden til et bedre sted. Hvad fortæller det i dine øjne om folks tro på, at politik kan gøre en forskel?

Jeremy Corbyn: Hvis 650.000 mennesker skriver sig på som støtter af et nyt projekt, gør de det ikke uden grund. De bakker op, fordi de har fået nok. De har fået nok af at blive fattigere, mens de rige bliver rigere. De har fået nok af højere vandregninger, mens vandrørene knækker, og der føres spildevand ud i havet. De har fået nok af at spørge om helt grundlæggende rettigheder – som folk med handicaps ret til at leve en værdig tilværelse – og bare blive ignoreret. De har fået nok af ikke at være en del af de beslutninger, som har indflydelse på deres liv.

Se på de problemer, der er i samfundet i dag: fødevarebanker er en fast bestanddel af tusindvis af menneskers liv. Folk i private lejeboliger betaler langt over halvdelen af deres indkomst i husleje. Folk i alle aldre lider af stress. Når en ny regering kommer til magten, lover de, at de vil ændre på tingenes tilstand, men der sker ikke noget. Så er det klart, at der må komme en reaktion. Ingen af disse problemer er nye, så folks energi har hobet sig op. Ingen af de seneste regeringer har gjort noget ved problemerne. Så må der komme en konsekvens. De høster, hvad de har sået.

Da vi lancerede partiets hjemmeside, var det som at se en dæmning briste. Folk, der aldrig havde haft et reelt alternativ, havde nu noget, de kunne melde sig til. De fik en grund til at håbe. Vi har lavet et ganske rudimentært politisk program, der har fred og lighed som grundlæggende principper. Der er punkter om offentligt ejerskab, formuebeskatning, investeringer i almene boliger og støtte til Palæstina. Når vi ikke skrev noget mere detaljeret, skyldes det, at det bliver medlemmernes opgave at beslutte grundlag og program. Men vi har givet en overordnet retning for partiet, og det er en retning, som folk i lang tid ikke har kunnet tage – en retning der vil omfordele penge og magt.

Et nyt politisk hjem

Har I en idé om hvilken type mennesker, der har skrevet sig på?

Som man kan forvente, er der mange fra de store byer – London, Liverpool, Manchester, Newcastle. Men jeg er blevet overrasket over, hvor bred opbakning der er fra alle områder og lande i Storbritannien. Der er størst opbakning i London, det nordvestlige England, Yorkshire og Humberside i Nordøstengland. Men der er bred, geografisk opbakning – også fra øerne Hebriderne nordvest for Skotland.

Denne opbakning beviser, at samfundets problemer rammer mennesker alle steder i landet. Det gælder fattigdom, faldende reallønninger, stress, offentlige ydelser i forfald og stigende social isolation.

De fleste af dem, som har fortalt mig, at de har skrevet sig på som interesseret i det nye parti, har tydeligvis ventet i et stykke tid på et projekt, de kunne se sig selv i. De lyder begejstrede, nærmest hvileløse. Men alt i alt lyder de håbefulde. Jeg har også talt med mennesker, som aldrig har været politisk aktive. Det minder om det, jeg mødte under sidste års parlamentsvalg. Vi er ved at bygge en ny slags parti, som skal være politisk hjemsted for alle de mennesker, som ikke har fået deres stemme hørt i toparti-systemet i Storbritannien.

Et nyt parti var ikke kun muligt – det var nødvendigt

Siden du blev udelukket fra Labour, har der været stigende ønsker om en ny politisk formation, der byggede på dine politiske budskaber. Annonceringen af det nye parti virker som afslutningen på en lang proces, der begyndte med højrefløjen i Labours angreb på dig og din person for omkring et halvt årti siden. Hvordan er det endt her – med et muligt nyt venstrefløjsparti?

I løbet af de seneste år har mange gode kammerater henvendt sig til mig med ønsket om, at landet har brug for en ny stemme i politikken.

Efter jeg blev suspenderet som medlem af Labour-gruppen i parlamentet, fortsatte jeg som menigt parlamentsmedlem og medlem af selve Labour-partiet, med støtte fra mange lokale partifæller, der ønskede at hævde deres demokratiske rettigheder som medlemmer af Labour lokalt. Til sidst var det Keir Starmer, der udelukkede mig fra at gå til valg som kandidat for Labour. Det var et frontalangreb på det lokale demokrati – i mine øjne burde den beslutning være op til borgerne. Derfor gik jeg til valg som løsgænger.

Jeg tror, det vil blive betydningsfuldt, at jeg vandt en plads i parlamentet som løsgænger – inden jeg var med til at lancere et parti. Valgsejren i Islington North (valgkreds i det nordlige London, red.) var vigtig – ikke kun for lokalområdet, men også for folk andre steder. Hvis jeg inden valget var med til at opbygge et nyt parti, ville jeg nok have været nødt til at rejse rundt i hele landet. Det ville være gået ud over min lokale valgkamp.

Under valgkampen blev jeg bevidst om, at det i den nærmeste fremtid ville være nødvendigt med en ny politisk stemme. Jeg blev meget imponeret over, hvor mange mennesker over hele landet – folk, jeg aldrig havde mødt, og som for manges vedkommende aldrig havde været politisk aktive – som pludselig ville være med i min valgkampagne. For mig at se var det et udtryk for opbakningen til et nyt politisk projekt.

Siden parlamentsvalget i juli 2024 er ønskerne om et nyt politisk parti blevet mere højlydte og udbredte. Jeg har diskuteret sagerne med mange folk, og det blev mere og mere klart, at et nyt parti ikke kun var muligt, men nødvendigt.

En ting er tydelig: Labour har fuldstændig fejlet i at handle på partiets løfter om forandring – hvad enten det er deres afvisning af at afskaffe loftet over børnetilskud til familier med mere end to børn, afskaffelsen af handicap-ydelser eller nedskæringerne i støtten til opvarmning om vinteren – eller partiets afskyelige delagtighed i nedslagtningen af palæstinenserne.

Lige nu er situationen den, at Labour baner vejen for en fremtidig højreradikal regering under Nigel Farage’s Reform-parti. Britisk politik står ved en skillevej, og derfor har vi valgt at lancere et nyt parti. Hvis vi gerne vil leve i et samfund, der står for lighed, inklusion og fred – ikke ulighed, splittelse og krig – var og er vi nødt til at præsentere vores alternativ.

Et åbent, inkluderende og demokratisk parti

Det lader til at have været en bevidst beslutning at danne en helt ny partistruktur. Hvorfor det? Skyldes det, at man gerne vil undgå et topstyret parti? Eller skyldes det dine erfaringer som både medlem og leder af Labour?

Gennem mine 40 år i parlamentet har jeg været vidne til, hvordan vores politiske system er brudt helt sammen.

En af årsagerne er den måde, vores politiske partier er indrettet på. De er topstyrede, centraliserede og bureaukratiske. Da jeg var formand for Labour, stødte jeg på stor modstand mod at give partiets lokale afdelinger større muligheder for at organisere sig selv – ud fra devisen om at de selv bedst kendte til deres lokale problemstillinger.

Det vil give mere tillid på tværs i partiet, og partiet bliver mere forankret i lokalområderne. I 2019 fik vi et bedre valg i de områder med større lokal selvbestemmelse for partiafdelingerne. Hvis partibureaukratiet ikke lagde forhindringer ud for at give flere lokale afdelinger mere selvbestemmelse, havde Labour kunnet få et bedre valg.

Ser man på Labour i dag, virker det som om, at partiets parlamentsmedlemmer er bange for de mennesker, de egentlig skal repræsentere. Når partiet bliver for centraliseret, ender det med at føre dårlig politik og tage dårlige beslutninger – fx privatisering af offentlige ydelser, Irakkrigen, sparepolitik.

Derfor prøver vi at gøre noget andet. Politik skal handle om at give folk magten tilbage – og det håber jeg, at det nye parti kan være en del af. Et åbent, græsrodsbaseret, demokratisk parti. Mange i medierne har svært ved at forstå ideen om at lade normale mennesker forme partiets politik. Men for de 650.000, der har skrevet sig på, var det ikke så svært at forstå.

Inden året er omme, vil vi gerne have en stiftende kongres, hvor vi kan beslutte os for, hvilken vej partiet skal gå, og hvad det skal stå for. Men denne kongres kan ikke bare komme ud af det blå. Det vil være produktet af møder over hele landet. Disse møder skal være en mulighed for, at lokalsamfund, bevægelser og fagforeninger kan finde sammen og diskutere de problemstillinger, vi står over for – både som parti og som nation. Det skal nok gå livligt for sig, og det er kun godt. Det er det, demokrati handler om.

Opblomstringen i de britiske bevægelser

Hvad betyder en demokratisk organisation egentlig i denne sammenhæng? Hvordan skal partiet samarbejde med folkelige bevægelser, som boligbevægelserne og antikrigs-bevægelsen?

Jeg skrev for nylig i en artikel, at en af de største fejl, et parti kan begå, er at tro, at det må vælge mellem parlamentarisk arbejde og andre former for handling. Vi er nødt til at organisere os alle steder: i parlamentet, på arbejdspladserne og i lokalsamfundene. Det er styrken ved et demokratisk parti – det giver alle folk muligheden for at ændre partiets prioriteter – ikke kun folk der er uddannet i at påvirke parlamentsmedlemmer. Vi skal samarbejde med bevægelser i hele samfundet.

Ser man på det seneste år i britisk politik, vil nogle nok sige, at det er kendetegnet ved Labours fiasko som regeringsparti. Jeg ser det lidt anderledes. Det er kendetegnet ved en opblomstring i bevægelserne: fagbevægelsen, bevægelsen for lejeres vilkår, kampagner for folk med handicap, kampagner mod racisme, klimaaktivisme og fredsaktivisme. Hver for sig er det begrænset, hvad disse bevægelser kan opnå. Tænk på, hvor meget de kan opnå sammen, hvis de bare havde muligheden for at gå sammen.

Både fagforeninger og Palæstina

Hvis vi ser nærmere på fagforeningerne, så er der mange fagforeningsfolk – der tidligere hang meget sammen med Labour – som virker meget nysgerrige på det nye partiprojekt.

Jeg taler jævnligt med fagforeningsledere og menige medlemmer. Det er kun mere end klart, at der er stor utilfredshed med den retning, den nuværende regering har taget. Jeg vil have, at vores nye parti arbejder sammen med fagforeninger og sociale bevægelser over hele landet. Personligt er jeg glad for at arbejde sammen med alle slags fagforeninger.

Jeg vil også gerne have, at partiet formår at støtte de arbejdere, som ikke har haft mulighed for at organisere sig, især i platformsøkonomien. Tidligere i år afholdt vi et fantastisk offentligt møde i Islington i London, hvor vi fokuserede på platformsøkonomien. Deltagerne var klar over, at reelle forbedringer sker, når arbejdere går sammen som en forenet kraft.

Det er også vigtigt, at vi ikke ser fagbevægelsen som en ting, der ikke hænger sammen med de andre dele af vores bevægelse, fx fredsbevægelsen. Jeg har været så heldig at møde den amerikanske fagforeningsaktivist Chris Smalls, som har organiseret arbejderne hos Amazon. For nylig var han også med på Freedom Flotillas skib til Gaza. Han er et levende bevis på, at vi ikke skal vælge mellem at føre kampagner for arbejderne eller at føre kampagne for Palæstina. Vi skal gøre begge dele!

Plads til uenigheder

Men kan en bevægelse også blive for bred? Hvilke modsætninger kan du spore, og hvordan kan man overvinde dem?

Jeg arbejder godt sammen med mine løsgænger-kolleger – især som en samlet stemme mod folkemordet i Gaza. De har givet håb til mange mennesker, som har kunnet se, at der er parlamentsmedlemmer, som kæmper for palæstinenserne. Vi er ikke enige om alting, men på flere punkter har vi været en klar opposition: mod loftet over børnetilskud til familier med mere end to børn, mod nedskæringerne i støtten til opvarmning om vinteren, mod nedskæringerne i støtten til folk med handicap og mod våbensalg til Israel.

Jeg tror på, at man står stærkere gennem enhed, og den enhed skal opnås demokratisk. Det nye parti skal nok skabe uenigheder og splittelser. Dem skal vi være åbne og ærlige om og tro på, at partiets demokratiske institutioner kan arbejde med dem på en konstruktiv måde. Vores bevægelse skal anerkende folks uenigheder, men den skal frem for alt stå fast på menneskerettigheder og menneskeværd. Vi skal stå sammen mod alle former for undertrykkelse og fordomme – og det kommer vil til.

“Det handler om dem, ikke om os”

Når man tænker på, hvordan det er gået i Scottish National Party og det tidligere venstrefløjsparti Respect, hvordan tror du så, at et venstrefløjsparti kan undgå de sædvanlige katastrofer, som bunder i personkulte og sekteriske krige mellem forskellige fløje?

Det nye parti skal være åbent, inkluderende og græsrodsbaseret. Partistrukturen skal på den ene eller den anden måde reflektere vores brede geografiske opbakning og give lokalområder muligheden for at bidrage til forandring fra neden. Jeg har virkelig ikke lyst til endeløse kampe om, hvem der skal sidde i en eller anden komité.

Man holder et parti sammen ved at fokusere på de grundlæggende budskaber og kampagner for emner som børnefattigdom, menneskerettigheder og fred. Vi må minde os om, hvorfor vi gør det her: Det handler om at ændre samfundet ved at omfordele penge og magt. Det handler ikke om os som aktivister. Det handler om de millioner af mennesker, som fortjener et bedre liv. Det handler om de børn, der lever i fattigdom. Det handler om Palæstina. Det handler om dem, ikke om os.

Samarbejde med De Grønne

Hvad tænker du om en alliance med De Grønne?

Dette nye parti kommer til at stå meget stærkt på miljøspørgsmål. Klimaretfærdighed og social retfærdighed går hånd i hånd. Vi vil samarbejde med De Grønne, når vi kan. Det gælder selvfølgelig miljøspørgsmål, men jeg håber også, at vi kan samarbejde om fred og menneskerettigheder. Jeg er altid åben for at samarbejde med ligesindede folk og grupper. Samarbejde gør os stærkere.

Jeg kender mange medlemmer af De Grønne, og jeg samarbejder godt med De Grønnes parlamentsmedlemmer. Her har vi dannet en samlet opposition inden for mange emner – særligt nedskæringerne for folk med handicap. Jeg har også ført flere kampagner sammen med Zack Polanski (De Grønnes næstformand, valgt i London, red.), hvor vi flere gange har udtalt os mod sparepolitikken.

Lige nu skal vi prioritere at stoppe boligminister Angela Rayners angreb på nyttehaverne.

---

Teksten er først udgivet 13. august i det britiske magasin Tribune. Den er oversat fra engelsk af Jonas Neivelt. Mellemrubrikkerne er Solidaritets.

Læs originalen her.