Har Danmark brug for et nyt venstrefløjsparti? Lærdomme fra Corbyns comeback

Jeremy Corbyn, den tidligere Labour-leder i Storbritannien, har sammen med den unge parlamentariker Zarah Sultana lanceret et helt nyt venstrefløjsparti, og de første resultater er opsigtsvækkende. Partiet – med arbejdstitlen “Your Party” – søger at trække den britiske politik mod venstre og udfordre Labours nuværende, mere centristiske linje.

På kort tid har næsten 700.000 mennesker skrevet sig op som interesserede – et tal der forventes at runde trekvart million. Denne udvikling rejser spørgsmålet: Hvis et nyt venstrefløjsparti kan mobilisere så massiv opbakning i Storbritannien, kan noget lignende så være løsningen på venstrefløjens udfordringer herhjemme i Danmark?

Corbyn og Sultana giver den britiske venstrefløj nyt håb

Corbyns nye venstreorienterede parti udspringer af en dyb utilfredshed med Labour under Keir Starmer, der af mange venstresindede anses for at have rykket partiet for langt mod midten og højre. Starmer har som oppositionsleder og nu premierminister skuffet partiets venstrefløj, bl.a. ved at foreslå velfærdsnedskæringer og indtage en hård linje i udenrigspolitikken, hvilket udløste interne oprør. 

Zarah Sultana blev for eksempel suspenderet fra Labour i 2024, efter at hun nægtede at støtte et loft over børnefamilieydelserne. Denne kurs har skabt et “hul” på venstrefløjen i britisk politik, som Corbyn og Sultana nu søger at udfylde.

Social retfærdighed, krigsmodstand og massiv omfordeling af magt

Det nye parti positionerer sig klart til venstre for Labour og appellerer til vælgere, som er trætte af “business-as-usual”. Corbyn erklærede ved lanceringen, at “systemet er svindel, når regeringen siger, der ikke er penge til de fattige, men milliarder til krig” – en direkte kritik af etableret politik, der understreger partiets fokus på social retfærdighed og krigsmodstand.

Partiets foreløbige manifest taler om en massiv omfordeling af velstand og magt samt støtte til et frit Palæstina. Denne klare ideologiske profil, kombineret med Corbyns personlige popularitet hos græsrødderne, har udløst en bølge af opbakning. At næsten trekvart million allerede har tilkendegivet interesse, beskrives som “lidt af en sensation” i britiske medier. 

Det tyder på, at Corbyn og Sultana rammer ned i en udbredt utilfredshed med status quo, ikke kun i England, men også i Skotland, hvor endda nogle unge SNP-vælgere og tidligere Labour-tilhængere skulle være på vej over til det nye parti.

Allerede nu spekuleres der i, om denne venstreorienterede mobilisering kan forandre det politiske landskab frem mod næste valg. Ved parlamentsvalget i 2024 vandt Starmer en stor sejr med blot cirka en tredjedel af stemmerne på landsplan. Det illustrerer, at selv en relativt lille forskydning af vælgerstemmer kan få enorm betydning under Storbritanniens valgsystem.

Hvis Corbyns parti formår at fastholde momentum, kan det muligvis tippe balancen og skabe et hung parliament ved valget i 2029, hvor ingen af de traditionelle blokke står med flertal alene. I så fald vil en koalition af progressive kræfter måske kunne dele magten. Det scenarie virkede for få år siden utænkeligt.

Samtidig presser det nye parti både Labour fra venstre og overhaler potentielt Nigel Farages højrepopulistiske Reform Party i indflydelse. Farages parti nyder allerede godt af politikerleden og fører i øjeblikket komfortabelt over Labour i meningsmålingerne i England. Corbyns projekt ses derfor af nogle som venstrefløjens svar på denne krise. I stedet for at lade proteststemmerne gå til højrefløjen kanaliseres vreden nu over i et progressivt alternativ.

Danske tilstande: En fragmenteret venstrefløj uden gennemslagskraft

Situationen i Danmark er på mange måder bekymrende for venstrefløjen. Socialdemokratiet har gennem de seneste år drejet mod højre på en række områder, ikke mindst udlændinge- og værdipolitikken. Kulminationen kom med den såkaldte SVM-midterregering, hvor Socialdemokratiet regerer sammen med de traditionelle borgerlige.

Med Mette Frederiksens beslutning om at gå i regering med Venstre og Moderaterne har Socialdemokratiet i praksis viklet sig fri af venstrefløjens indflydelse. SF og Enhedslisten, der tidligere udgjorde et slags anker om benet på Socialdemokratiet, står nu tilbage uden for direkte indflydelse på regeringspolitikken. Spørgsmålet melder sig: Hvad skal venstrefløjen så stille op nu?

Desværre har venstrefløjen herhjemme ikke formået at forny sig i samme grad som højrefløjen. Ser man bort fra det kortlivede eksperiment Alternativet, har de politiske nybrud i Danmark de seneste 10-15 år næsten udelukkende fundet sted på højrefløjen. Nye partier som Nye Borgerlige og Liberal Alliance, med en markant økonomisk liberal, ja nærmest neoliberalt orienteret politik, er dukket op og har spist sig ind på den borgerlige side.

Disse to partier fik tilsammen 11,6 procent af stemmerne ved folketingsvalget i 2022 – næsten lige så meget som SF og Enhedslisten tilsammen (13,5 procent). Det virker bizart, at nye politiske idéer primært spirer frem på højrefløjen, når man tænker på de enorme samfundsproblemer, verden står over for – problemer der om noget kalder på venstreorienterede løsninger.

Klimakrise, stigende ulighed og pres på velfærdsmodellen er alt sammen udfordringer, som klassisk venstrefløjspolitik er gearet til at håndtere. Alligevel har venstrefløjens partier tilsyneladende siddet fast i gamle spor, mens de gamle magtpartier samlet er rykket mod højre.

Det store paradoks i dansk politik er nemlig, at befolkningens holdninger ikke har rykket sig tilsvarende mod højre på fordelingspolitikken. De fleste vælgere er fortsat rimeligt venstreorienterede i synet på samfundsmodellen og ønsker grundlæggende at bevare og forbedre velfærdsstaten. Vælgernes opbakning til omfordeling, offentlig sundhed og social sikring er stadig høj – også blandt mange, der stemmer på midterpartier eller grønne partier.

Denne kombination udgør måske venstrefløjens største problem i dag. Mange danskere vil gerne have progressiv politik, hvis den bliver præsenteret klart og tillidsvækkende – men når næsten alle partier kappes om at fremstå ansvarlige forvaltere af centrum, bliver venstrefløjens projekter nemt marginaliseret som “urealistiske”.

Når centrum-venstre rykker til højre – hvad siger forskningen?

Socialdemokratiets strategi under Mette Frederiksen har til dels været at kopiere højrefløjens stramninger på fx udlændingeområdet og føre en økonomisk politik tæt på midten, angiveligt for at vinde de midtervælgere, der ellers kunne gå til blå blok. Men virker den strategi? Ny forskning tyder på, at svaret er nej. 

En omfattende analyse af europæiske valgdata (publiceret i januar 2024) viser, at centrum-venstre-partier ikke vinder på at overtage højrefløjens politik, tværtimod risikerer de at støde deres kernevælgere fra sig. Forskerholdet bag studiet konkluderer, at når socialdemokratiske partier lover  stram udlændingepolitik eller begrænsninger i offentligt forbrug i håb om at tiltrække højreorienterede vælgere, så “foretrækker vælgerne originalen frem for kopien”.

Med andre ord bliver de borgerlige vælgere, hvor de er, mens nogle af venstrefløjens egne vælgere føler sig svigtet og måske bliver hjemme på sofaen eller søger nye alternativer længere til venstre. Denne dynamik kender vi allerede fra de seneste årtiers politiske historie, tænk blot på hvordan Socialdemokratiets højredrejning i 1990’erne og 2000’erne var med til at give plads til nye protestpartier, om end mest på højrefløjen (DF, senere Nye Borgerlige).

Samtidig peger valgforskningen på, at venstreorienterede kerneværdier stadig står stærkt blandt brede vælgergrupper, blot i nye former. Ifølge politologerne Macarena Ares og Silja Häusermann er det misvisende kun at måle venstrefløjens “krise” på socialdemokratiske partiers faldende stemmetal. I en kommentar i The Guardian fremhæver de, at progressive ideer om lighed, inklusion og bæredygtighed trives, om end via et mere fragmenteret parti-landskab end tidligere.

Hvor den traditionelle industrielle arbejderklasse fylder mindre i dag, vokser andre grupper frem som venstreorienterede kernestøtter, fx unge med uddannelse, offentligt ansatte, servicearbejdere, kvinder og borgere med minoritetsbaggrund. Disse vælgergrupper kombinerer typisk ønske om økonomisk omfordeling med krav om social tolerance og grøn omstilling. Dermed er venstrefløjens vælgerkoalition mere mangfoldig nu end i efterkrigstiden, men på ingen måde forsvundet.

Den store udfordring ligger i at forene disse forskellige, progressive segmenter politisk. Ares og Häusermann påpeger, at fremtiden for venstrefløjen nok ikke bliver ét stort folkeparti som i gamle dage, men snarere alliancer mellem flere partier og bevægelser, der tilsammen dækker den brede progressive dagsorden. Herhjemme ser vi allerede et spektrum, fra Enhedslistens socialistiske politik over SF’s grønnere socialdemokratisme til Alternativets grønne systemkritik.

Men spørgsmålet er, om disse eksisterende partier formår at begejstre og mobilisere den store gruppe af potentielle venstreorienterede vælgere. Valget 2022 tydede ikke på det, og det lader til, at der skal nye idéer eller nye konstellationer til, hvis venstrefløjen igen skal vinde terræn.

Et nyt venstrefløjsparti i Danmark?

Flere stemmer på den danske venstrefløj efterlyser netop nu et politisk nybrud inspireret af det britiske. “Vi har brug for et nyt venstrefløjsparti med en sammenhængende og bred samfundsanalyse i Danmark til venstre for Enhedslisten,” argumenterede skribenten Hamda Dol i 2023 i Solidaritet. Hun efterspørger et “nyt rødt parti i helt klassisk forstand, ikke udbrydere af Alternativet eller enkeltsagspartier”, men et parti der kan løfte arven fra arbejderbevægelsens klassebevidsthed ind i nutiden.

Pointen er klar, at venstrefløjen mangler en samlet, slagkraftig platform, som både kan tænke nyt og favne bredt. Enhedslisten og SF alene har ikke formået at udfylde dette tomrum. Selv interne iagttagere fra Enhedslisten erkender, at partiet trods gode intentioner ikke har præsenteret noget “banebrydende”, der kan gøre dem til det folkelige masseparti, venstrefløjen har brug for.

Man kan pege på, at der allerede er blevet forsøgt at etablere nye partier til venstre for Socialdemokratiet. Partiet Frie Grønne blev lanceret i 2020 som “Danmarks nye venstrefløjsparti” af Sikandar Siddique og Susanne Zimmer, med en erklæret solidarisk-anarkistisk ideologi. Frie Grønne slog dog aldrig for alvor igennem og røg ud af Folketinget. Tilsvarende har Alternativet været igennem kriser og interne splittelser. Disse erfaringer viser, at det ikke er nok blot at oprette et parti, det kræver de rigtige betingelser og det rigtige budskab at samle vælgerne. 

Hvad skal der til for, at et nyt venstrefløjsparti får succes? Her kan Corbyns eksempel give nogle fingerpeg:

• Klare værdier og ideologisk retning: Corbyns parti har tydelige mærkesager – kamp mod ulighed, investeringer i velfærd og en udenrigspolitisk kurs baseret på fred og menneskerettigheder. Tilsvarende vil et dansk venstrefløjsparti skulle formulere en enkel og visionær fortælling om fremtiden, der adskiller sig markant fra både regeringens og Socialdemokratiets linje. Vælgerne skal vide, hvad de får, og at det ikke fås andre steder.
  
  
• Bred appel og bevægelsesstrategi: Corbyn og Sultana har mobiliseret hundredtusinder ved at række ud til græsrødder, fagforeninger og unge førstegangsvælgere. Et nyt dansk projekt skal tilsvarende opstå nedefra som en bevægelse, ikke som endnu et topstyret projekt. Alliancer med civilsamfund, klimaaktivister, fagbevægelse og minoritetsgrupper kan sikre, at partiet favner bredt og repræsenterer folket, ikke kun en snæver elite.
  
  
• Troværdighed som alternativ: For at lokke vælgere fra både sofavælgerne og de etablerede partier, skal et nyt parti fremstå regeringsdueligt uden at blive “mere af det samme”. Det er en svær balance. Corbyns parti insisterer på, at de ikke blot vil være et protestparti, men faktisk går efter indflydelse og regeringsmagt. I Danmark vil et nyt venstreparti skulle overbevise om, at det både kan og vil tage ansvar, på sine egne præmisser. Det kan kræve nye ansigter med politisk erfaring og integritet, som folk har tillid til.

Fornyet kraft til venstrefløjen

Formålet med et nyt venstrefløjsparti er ikke blot at være opposition for oppositionens skyld. Pointen er at styrke demokratiet ved at tilbyde vælgerne et reelt valg. Som tingene står nu, risikerer store dele af befolkningen at blive politisk hjemløse, da mange ønsker en mere retfærdig og grøn politik end det, midterfløjen leverer. Men de er splittet mellem flere mindre partier eller stemmer slet ikke, fordi de ikke tror på effekten.

Et samlet, stærkt venstrefløjsprojekt kunne samle disse stemmer og trække debatten tilbage på sporet af lighed og solidaritet. Samtidig ville det lægge pres på Socialdemokratiet om at genfinde sin sociale samvittighed, præcis som Corbyns udfordring af Labour presser Starmer til ikke at tage venstreorienterede vælgere for givet.

Danmark mangler et kraftcenter på venstrefløjen. Om det skal ske ved at omforme de eksisterende partier eller stifte et helt nyt parti, kan diskuteres, men noget må ske. Hvis ikke risikerer vi, at højrefløjen fortsætter med at sætte dagsordenen og skubber grænserne for, hvad der anses som “nødvendig politik”, endnu længere mod højre.

Corbyn og Sultanas projekt viser, at et alternativ kan samle stor folkelig opbakning, selv i et land med en stærk to-parti-tradition. I Danmark har venstrefløjen historisk set været fragmenteret, men aldrig helt uden indflydelse. Skal den genvinde sin styrke, kræver det formentlig et nyt samlingspunkt – et parti eller en alliance – der har modet til at sige tingene ligeud, tænke stort og geninspirere vælgerne. 

Det er på høje tid, at den danske venstrefløj spænder musklerne og igen tilbyder et håbefuldt, progressivt projekt for fremtiden. Velfærdssamfundets overlevelse og fornyelse kan meget vel afhænge af det.