Indkøbskurv: 0,00kr. Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Generic filters
Menu
19. marts. 2026

Kampvalg til daglig ledelse i SFU – Energien og entusiasmen skal tilbage

Ved SFU’s landsmøde i påsken vil der for første gang siden 2008 være kampvalg om posterne i ungdomspartiets daglige ledelse. Solidaritet har talt med de to kandidater til posten som politisk leder – Sonja Agerbæk og Magnus Flensborg. De er enige om, at SFU har brug for en energiindsprøjtning, men de er uenige om, hvornår og hvordan SFU skal kunne kritisere moderpartiet i SF

Sonja Agerbæk og Magnus Flensborg. Privatfotos.

Der er ikke kun folketingsvalgkamp for tiden. Et mindre omtalt valg finder nemlig sted, når medlemmerne af Socialistisk Folkepartis Ungdom (SFU) samles til årsmøde i påsken. Her er der for første gang siden 2008 kampvalg om de tre poster i ungdomspartiets daglige ledelse.

To hold er stillet op. Det ene består af Magnus Flensborg, der stiller op som politisk leder, Emma List, der stiller op som økonomisk leder, og Cecilie Touborg, der stiller op som organisatorisk leder.

Det andet holds kandidater består af Sonja Agerbæk som politisk leder, Julie Runge som økonomisk leder og Sebastian Grobry som organisatorisk leder.

Valget handler ikke kun om politiske mærkesager. Det handler i lige så høj grad om SFU’s tilstand – hvordan SFU kan få liv i lokalafdelingerne og flere medlemmer – og om ungdomspartiets forhold til voksenpartiet SF.

Solidaritet har talt om det kommende kampvalg med Magnus Flensborg og Sonja Agerbæk. De er begge 23 år. Magnus kommer fra Vejle, men bor i dag i Aarhus, hvor han læser statskundskab og stiller op til Folketinget for SF. Sonja kommer fra København, hvor hun studerer samfundsfag og for nylig er blevet valgt til Borgerrepræsentationen i Københavns Kommune.

Emma List (tv.), Magnus Flensborg (i midten) og Cecilie Touborg (th.). Privatfoto.

“SFU står ved en skillelinje”

Sonja Agerbæk fortæller, at hun stiller op, fordi SFU i hendes øjne har mistet retning og energi, og det vil hun gerne gøre noget ved.

”Jeg tror, SFU står ved en skillelinje. Vi har haft et dalende medlemstal de seneste år, ligesom mange andre ungdomspartier og voksenpartier for den sags skyld. I forhold til at SF er gået så meget frem i meningsmålingerne, er det ikke smittet af på SFU. Der er ikke den energi, vi burde have,” siger hun.

Hun peger på, at SFU – ligesom mange andre politiske organisationer – har mistet en del medlemmer gennem de senere år.

“Tilbage i 2008 var der 3.000 medlemmer. I dag har vi svært ved at komme op på 1.000, og vi er faldet i økonomisk støtte fra DUF (Dansk Ungdoms Fællesråd) på grund af det dalende medlemstal.”

Ifølge hende handler SFU’s manglende energi ikke kun om medlemstallet – men også om identiteten som SFU’er.

“Vi i SFU skal ikke bare føre de samme politiske kampe som SF med fokus på fx børnefamilier. Jeg savner, at vi som SFU’ere viser stolthed over at være en del af et venstrefløjsparti, der søger indflydelse og kompromiser. Man skal være stolt af at være en del af et parti, der tager ansvar.”

Julie Runge (tv.), Sonja Agerbæk (i midten) og Sebastian Grobry (th.). Privatfoto.

Entusiasmen skal tilbage

Magnus Flensborg ser også et stort potentiale for SFU.

“Jeg synes, at SFU har stort potentiale og skal stå stærkere. Målingerne tyder på, at SF kan komme i regering, og derfor er det vigtigt, at SFU kan stå stærkt. SFU skal ikke kun lave parlamentarisk arbejde, men også sørge for at lave sjove ting udadtil.”

Magnus Flensborg forestiller sig fx, at en gruppe SFU’ere til efteråret kan tage til USA for at føre kampagne for progressive, måske endda socialistiske, kandidater ved det amerikanske midtvejsvalg.

”Jeg tror, at sådan et projekt vil være med til at sparke noget liv ind i SFU igen ved at vise, at vi er med til at kæmpe for en bedre verden – over hele verden. Også når der ikke er valgkamp herhjemme i Danmark.”

Organisationen halter

Begge kandidater fortæller, at en stor del af deres projekt for SFU handler om at skabe en mere velfungerende organisation med fokus på det daglige sekretariatsarbejde.

Sonja Agerbæk taler om et “tabt momentum” i organisationen.

“For mig betyder momentum, at SFU skal op i omdrejninger. Der er nogle projekter, som er blevet skåret fra på grund af dalende medlemstal. Vi plejede at være ude på skolerne hvert år i august, men det er ligesom blevet glemt.”

Hun peger på, at nye lokalafdelinger i provinsbyer ikke får den nødvendige støtte:

“Vi har fået en del nye afdelinger rundt om i landet i de større provinsbyer, men når der ikke er et skolingsforløb og yderligere hjælp fra organisationen, er det svært at sætte gang i det.”

For at få dette momentum tilbage er den daglige ledelse i Sonja Agerbæks øjne nødt til at fokusere på det daglige, organisatoriske rugbrødsarbejde.

“Man skal svare på mails, tage telefonen, betale refusion tilbage. Det skal ikke tage ugevis at få svar.”

Magnus Flensborg deler kritikken af de lange svartider og den manglende støtte til lokalafdelingerne rundt om i landet.

“Der går for lang tid, før lokalafdelingerne kan få hjælp til et konkret spørgsmål. Og det nytter ikke, at folk ikke ved, om de har råd til at deltage i et arrangement, fordi der kan gå lang tid, før de får rejserefusion.”

Magnus Flensborg fortæller, at han og hans hold vil styrke de små afdelinger og vende styringskæden om.

“Organisationen skal være bedre til at understøtte lokalafdelingerne. Den daglige ledelse skal høre på, hvad lokalafdelingerne gerne vil engagere sig i og bakke op om det – og ikke lægge centrale kampagner for organisationen. Det lokale skal forme det nationale – ikke omvendt.”

Samarbejdspartner eller kritiker – forholdet til SF

Hvor de to kandidater diagnosticerer SFU’s aktuelle tilstand på ret ens måder, er der forskel på, hvordan de ser SFU’s rolle over for voksenpartiet SF. Fx kan SF’s deltagelse i regeringen betyde, at partiet kommer til at gøre politiske indrømmelser, der går imod mange SFU’eres politiske holdninger.

“Ligesom moderpartiet ser jeg det også som SFU’s mål, at SF skal i regering. Vi ønsker et folkesocialistisk samfund, og jeg tror, at den bedste måde at opnå det på er, at SF kommer i regering – men selvfølgelig ikke for enhver pris”, fortæller Sonja Agerbæk.

Hun mener, at SFU skal vælge sine kampe, når og hvis ungdomspartiet vælger at kritisere SF.

“Jeg synes, det er vigtigt, at vi kan gå ud og kritisere SF. Men jeg synes måske ikke altid, at vi gør det så strategisk. Hvis man er bedre til at gøre det internt, tror jeg også, at der vil blive hørt mere, når man kritiserer.”

Magnus Flensborg betegner i højere grad SFU’s som en ”ideologisk vagthund” over for SF:

“Man skal ikke bare gå ud i alle medier, hver gang man er uenig. Men man skal heller ikke være bange for den offentlige debat, hvis vi vil rykke partiet. Min følelse er, at der er mange SF’ere – særligt i baglandet – der er glade for det, når SFU er ude at kritisere SF for at gå i en retning, vi ikke bakker op om.”

“SFU er ikke kun plakat-ophængere og flyer-uddelere. Folk virker glade for, at SFU er en aktør, der også har egne tanker og ideer og egen stemme”, fortsætter Magnus Flensborg.

Kampvalget er et sundhedstegn

Begge kandidater ser det som et sundhedstegn for SFU, at ungdomspartiet kan rumme et kampvalg om posterne i den daglige ledelse. Mens kampvalget i SFU i 2008 var præget af skarpere fløje, handler årets valg mindre om ideologiske brudlinjer og mere om strategi, organisering og forholdet til moderpartiet.

De to kandidater er fx meget enige om deres politiske mærkesager, hvor de begge ønsker et øget fokus på økonomisk ulighed i samfundet, og at klimakampen får øget politisk opmærksomhed i en tid, hvor de begge oplever, at klimaet bliver glemt i alle de andre kriser i verden.

SFU vælger den daglige ledelse gennem direkte valg på deres landsmøde, som finder sted i påsken. Den daglige ledelse består af en politisk leder, en organisatorisk leder og en økonomisk leder, og der er direkte valg til alle tre poster. Det er således muligt, at der fx bliver valgt en politisk leder fra et af de opstillede hold og en økonomisk leder fra det andet.

Deltag i debatten og kommenter på artiklen (kun for medlemmer)

  • […] af en hilsningstale fra Dansk Metals Claus Jensen, som sagde, at SF skam er gode nok, samt fra den afgående politiske leder for SFU, Jesper Dyhrberg, som også mente, at Danmark har brug for en rød regering. Derudover var der et […]

  • […] (3. – 5. april) skulle folkesocialisternes ungdomsparti for første gang siden 2008 afholde kampvalg om posterne i den daglige ledelse. Landsmødet fandt sted på Midtsjællands Gymnasium i Ringsted, og valget stod mellem to […]

  • Om skribenten

    Jonas Neivelt

    Jonas Neivelt

    Redaktør på solidaritet.dk Læs mere

    Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet

    Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.

    Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.

    Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.

    Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.

    20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.

    Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER