Kernevåben er sikkerhedspolitikkens hårde valuta

Med den erosion af NATO, der vel egentlig begyndte med Murens og kommunismens fald i 1989 – og som er blevet voldsomt accelereret under præsident Trumps anden periode – kom det ikke helt uventet, at den danske regering 3. marts på et særligt indkaldt pressemøde meddelte, at man havde takket ja til Frankrigs tilbud om et nærmere, men ikke for offentligheden veldefineret sikkerhedspolitisk samarbejde om kernevåben.

Samtidig understregede regering, at aftalen ikke ændrede ved, at Danmark ikke ønsker kernevåben på sit territorium i fredstid.

HVAD OMFATTER AFTALEN MED FRANKRIG?
 
Det har ikke været muligt at finde en aftaletekst til samarbejdet mellem Frankrig og Danmark, men på det pressemøde – hvor man bekendtgjorde samarbejdet om strategi, videndeling og øvelser, men ikke om udstationering af franske kernevåben på dansk territorium. Ifølge netmediet ”Forsvarsoverblikket” omfatter samarbejdet bl.a.:
 
    – Fælles forståelse af trusselsbilledet
    – Dansk deltagelse i franske strategiske øvelser
    – Fælles strategisk kommunikation
   –  Løbende koordinering om relevante kapabiliteter, fx tidligere luftvarsling og luftovervågning
    – Tættere dansk indsigt i fransk nuklear afskrækkelse og samspillet mellem konventionelle og nukleare kapaciteter
 
Samarbejdet begrænses af:
    – Ingen franske atomvåben på dansk territorium
    – Samarbejdet komplementerer NATO – det erstatter ikke NATOs nukleare afskrækkelse
    – Aftalen gælder alene det egentlige Danmark – ikke andre dele af Rigsfællesskabet
 
Den danske regering vil fremover deltage aktivt i NATOs nuklearplanlægning.
Se også ”Glem alt om atomvåben på dansk jord”, Jakob Beim og Hans Davidsen-Nielsen, Politiken, 8. marts 2026.

Tvivl om musketereden

Som bekendt indeholder NATO-traktaten en paragraf 5, den såkaldte musketéred, hvorefter et angreb på et medlemsland skal betragte som et angreb på alle medlemslande. Hvad der er mindre velkendt er, at det er op til det enkelte medlemsland at vælge, hvorledes der skal svares igen. Der er derfor i modsætning til, hvad man almindeligvis tror – ingen garanti for et militært gensvar.

Danmarks sikkerhedspolitik hviler på paragraf 5 – og i forlængelse heraf den atomparaply, som USA formodes at holde over de europæiske medlemslande. Udtrykket ’formodes’ dækker over den tvivl, der i stigende grad er sået om USA’s villighed til fx at modgå de trusler om brug af kernevåben (over 200), som Rusland i forbindelse med aggressionen mod Ukraine udsender i en lind strøm.

Denne tvivl er naturligvis ikke noget, de vestlige medlemslande – og slet ikke småstater som Danmark – udtrykker højt.

Tværtimod følger de fleste europæiske medlemslande – på nær Spanien – en kurs, hvor man over for USA holder gode miner til slet spil i håb om at fastholde USA’s sikkerhedspolitiske interesse for Europa – først og fremmest støtten til Ukraine, atomparaplyen og paragraf 5.

På den ene side lader man, som om alt er godt for ikke at tirre et USA, hvis politik er uforudsigelig og som man er afhængig af. På den anden side arbejder man under overfladen febrilsk på at skaffe sig i det mindste lidt strategisk autonomi stillet over for USA’s upålidelighed.

Dette sikkerhedspolitiske forsøg på at ride på to heste kommer også til udtryk i, at det er Det Udenrigspolitiske Selskab og ikke Udenrigsministeriet, der udgiver ajourføringen ”Dansk sikkerhed og forsvar efter Trump”.

Det er ellers den samme sikkerhedspolitiske analysegruppe, der under den daværende topdiplomat Zilmer-Johns ledelse i september 2022 udgav Udenrigsministeriets rapport ”Dansk sikkerhed og forsvar frem mod 2025”. På den måde undgår man, at det er selve ministeriet, der er afsenderen til de nye meldinger om USA’s forhold til kongeriget og resten af Europa.

Europæisk splittelse

Samtidig er landene udmærket klar over, at de europæiske NATO-lande hverken politisk eller militært endnu kan stå på egne ben. Politisk fordi EU-landene er splittet på kryds og tværs i deres holdninger til fx Ukraine-krigen, til flygtningestrømmen over Middelhavet, Israels krig mod Gaza, og militært, fordi man ikke er enige om, hvor mange penge der skal oprustes for.

Samtidig er samtlige lande helt afhængige af efterretningssamarbejdet med USA, af USA’s luftoptanknings- og lufttransport-kapacitet og mangler en sammenhængende og ensartet våbenproduktion – og i denne sammenhæng først og fremmest USAs atomparaply.

Dette efterslæb menes i bedste fald at tage 5-10 år at indhente. Det er også et åbent spørgsmål, om NATOs integrerede kommandostruktur kan fungere uden USA – alt for mange systemer er afhængige af amerikansk hard- og software og personel.

HVAD ER EN ATOMPARAPLY?
 
Militæranalytiker Anders Puck Nielsen opstiller i sin bog ”Krigens Politik” disse tre kriterier for, at en atomparaply er effektiv. Atomparaplyen skal:
                         – Levere skadesbegrænsning til dem, der er omfattet af paraplyen
                         – Kunne udkæmpe en atomkrig på alle eskalationstrin
                         – Have tilstrækkelig med kernevåben til at kunne afpresse modstanderen  

Hvis Rusland vinder

I sikkerhedspolitiske kredse er det en udbredt antagelse, at faren for russisk aggression vil vokse efter en afslutning af krigen i Ukraine, hvis denne ender med, at Ukraine bliver tvunget til en fred, der vil være et faktisk nederlag.

Denne udgang på krigen kan blive betinget af, at USA – som allerede nu overlader betalingen for de våben, der sendes til Ukraine til de europæiske lande – simpelthen stopper våbenleverancerne til Ukraine, måske kombineret med åbenlys splid mellem de europæiske lande.

Rusland kan i sådan et tilfælde være fristet til at afprøve holdbarheden af NATOs paragraf 5 ved fx at lave en begrænset militæroperation mod Estland af en karakter, der gør, at man altid kan sige undskyld, hvis den slår fejl. Det er scenariet i Carlo Masalas lille bog ”If Russia Wins”. Også militæranalytikeren Anders Puck Nielsen er i sin bog ”Krigens politik” inde på noget lignende.

Besiddelse af kernevåben er den hårde valuta

Efter den første forfærdelse havde lagt sig, stod det efter USA’s atombombardementer af Hirsoshima og Nagasaki 6. og 9. august 1945 hurtigt klart, at verden aldrig ville blive den samme.

Fra da af var sikkerhedspolitikkens hårde valuta besiddelsen af kernevåben og fremføringsmidler til disse. Andre af datidens stormagter indså hurtigt dette og skyndte sig at følge i USA’s fodspor – i første række Sovjetunionen og Storbritannien. Senere fulgte Frankrig, Israel, Kina, Pakistan, Indien og på det seneste Nordkorea, mens Iran indtil for nylig var på et tærskelstade.

Og nu har USA’s politik gjort faren for yderligere spredning af kernevåben overhængende. Hvem kan vide sig sikker, når den ene supermagt truer, og den anden er upålidelig i forhold til sine allierede? Logikken er derfor: Hellere safe end sorry. Man kan derfor være nogenlunde sikker på, at der bag de europæiske kulisser har været ført indledende drøftelser om en erstatning for den mildest talt usikre amerikanske atomparaply.

I begyndelsen trægt, fordi de to eneste atommagter i Vesteuropa – Storbritannien og Frankrig – har vidt forskellig politik med hensyn til disse våben. Storbritanniens kernevåbenbesiddelse hviler nemlig i vid udstrækning på USA’s nåde – vedligehold og software ligger i amerikanske hænder. De franske kernevåben er et barn af præsident De Gaulles mistillid til netop USA’s vilje til at opfylde paragraf 5 – og er derfor helt og holdent franske.

KERNEVÅBENS BETYDNING
 
I den første Zilmer-Johns rapport fra 2022 var hovedvurderingen vedrørende kernevåben:
 
▶ Den stigende stormagtskonkurrence giver atomvåben en vigtigere plads i global
sikkerhedspolitik.
▶ Kinas nukleare kapacitet udvikler sig hurtigt og nærmer sig USA’s og Ruslands.
▶ Gentagne russiske trusler om at anvende atomvåben understreger den nukleare
dimensions forøgede vægt i fremtidens trusselsbillede.
▶ Øget risiko for yderligere spredning af atomvåben til nye lande.
▶ Finland og Sverige overvejer nukleare forbehold i forbindelse med optagelse i NATO.
 
I opdateringen fra 2026 hedder det:
 
”Atomvåben bliver som forudset stadig vigtigere i global sikkerhedspolitik. Tvivlen om USA’s atomgaranti har igangsat overvejelser om en selvstændig nuklear afskrækkelse i Europa. Storbritanniens og Frankrigs atomvåben må forventes at komme til at udgøre rygraden af en eventuel europæisk sikkerhedsgaranti. Japan, Sydkorea og flere lande i Mellemøsten vil overveje at anskaffe atomvåben frem mod 2035.”

Et signal om mistillid

Og her står vi så nu med en slet skjult mistillid til USA, hvis berettigelse landet gang på gang bekræfter. For ret beset er aftalen mellem Frankrig og en række europæiske lande det hidtil klareste udtryk for denne mistillid til USA. Også selvom de europæiske lande ivrigt forsikrer Daddy om deres loyalitet, og at det skam blot er en indfrielse af løfterne om militært i højere grad at stå på egen-betalte ben.

Hvis man vil have bevis for, hvor effektiv en afskrækkelseseffekt besiddelsen eller truslen om besiddelse af kernevåben udgør, er det tilstrækkeligt at se på udviklingen af krigen i Ukraine. Havde Rusland ikke besiddet et kernevåbenarsenal, ville de vestlige lande ikke have været så tilbageholdende med den militære assistance til Ukraine. Man ville simpelthen have forsynet Ukraine med det, der var nødvendigt, for at rulle Ruslands overfald tilbage – og krigen ville være relativt hurtigt ovre, fordi Vestens konventionelle arsenal er så stort.

Eller tag Israel og USA’s angreb på Iran, som USA gentagne gange har begrundet med at ville forhindre, at Iran udvikler kernevåben og de dertilhørende fremføringsmidler.

Det er denne militære asymmetri, der udgør et problem for småstater som Danmark – ja for de fleste europæiske NATO-lande. En atommagt har meget større råderum for sine magtambitioner, fordi man frit kan bruge sine konventionelle våben mod lande uden kernevåben. Og Anders Puck Nielsen stiller med rette spørgsmålet: Kan man overhovedet stole på en militæralliance, hvis man ikke selv er en kernevåbenbesiddende stat?

Truslen opstår ikke på grund af Danmarks aftale med Frankrig, der måske, måske ikke med tiden kan komme til at erstatte eller komplementere USA’s atomparaply. Den opstår som følge af tvivlen om USA’s beredvillighed.

Derfor diskuterer de europæiske lande nu åbent fælles kernevåbenafskrækkelse – enten baseret på de britiske og franske kernevåben, en decideret fælles atomafskrækkelse eller nationale kernevåben (Polen, Tyskland). Det sidste eksempel ville betyde en tilsidesættelse af ikke-spredningsaftalen.

Og uanset hvad regeringen siger, betyder denne udvikling ifølge Det udenrigspolitiske Selskabs rapport, at ”Danmark blandt andet kan komme til at skulle tage stilling til, om vi vil bidrage til finansiering af en europæisk afskrækkelse eller tillade udstationering af europæiske atomvåben i Danmark.”

Venstrefløjen

Fremstillingen ovenfor fokuserer på Danmark som småstat i stormagtspillet og en hastigt forandrende verdensorden. Men hvordan stiller den danske venstrefløj – der jo traditionelt har været imod NATO, imod ’det militære’ og imod kernevåben – sig?

SF, der nu er helt integreret i forsvarsforligene og fuldblods tilhænger af NATO-medlemsskabet, går meget stille med dørene, når det gælder diskussionen om kernevåben. Formentlig i erkendelse af at atomparaplyer og terrorbalance i disse valgkampstider forståeligt nok ikke er en vindersag i pædagogernes parti.

SF’s grænse går formentlig ved danske kernevåben eller udstationering af kernevåben på dansk territorium. Men mon ikke deltagelse i forsvarsforlig her til lands kræver, om ikke andet så mundtlig tilslutning til den danske doktrin om ingen kernevåben på dansk territorium i fredstid, og at man ikke går ind for underskrivelse af den foreslåede traktat om afskaffelse af kernevåben?

Hvad siger Enhedslisten?

Enhedslistens forsvars- og sikkerhedspolitik har været i opbrud, siden man ved Ruslands overfald på Ukraine i 2022 udtalte, at der for tiden ikke var noget brugbart alternativ til NATO. Det gik derefter slag i slag i lyset af en verdensorden i hastig forandring. Med en gryende forståelse for de faktiske forhold i geopolitikken begyndte partiet at bakke op om ’omrustning’ til et dansk territorialforsvar, indgåelse af alliancer især med de nordiske lande og fuld opbakning til den militære og økonomiske assistance til Ukraine.

Partiets ledelse satte derefter en omfattende diskussion af partiets forsvars- og sikkerhedspolitik i gang. Det resulterede i, at konklusionerne på debatten blev nedfældet i et programdokument, som vedtaget på årsmødet 2025. Her hedder det blandt andet, at Danmark skal tage et opgør med NATOs atomvåbendoktrin og underskrive FN’s traktat om afskaffelse af atomvåben. Vedtagelsen skete ganske vist med et flertal, men et betydeligt mindretal var meget uenig i dokumentets konklusioner.

I et interview i Politiken 1. marts i år sammenfattede Enhedslistens forsvarsordfører Trine Pertou Mach – på et spørgsmål om hun tror, at Rusland vil nedruste sin militære magt lige foreløbig – Enhedslistens standpunkt:

”Det er ikke der, diskussionen er. Spørgsmålet er, om atomvåben skal være en del af Danmarks forsvar eller ej. Om det øger sikkerhed, eller om det ikke gør. Jeg mener ikke, at det øger sikkerheden. Det er ikke et gratis synspunkt at ville have atomvåben. For pointen er, hvis vi skal have atomare sprænghoveder, så skal andre lande også have det. Der er en grund til, at Danmark i sin tid har underskrevet ikke-spredningstraktaten og forpligtede sig til at arbejde for ikke-spredning af atomvåben.”

Hvis man ser bort fra, at interviewet handler om, hvorvidt Danmark selv skal have kernevåben – og det er jo ikke det, samarbejdet med Frankrig handler om – så rammer spørgsmålet og svaret direkte ned i Enhedslistens dilemma. For det er netop dér – Ruslands trusler – diskussionen står. Uden en eller anden form for adgang til atomar afskrækkelse er småstater som de nordiske lande ilde stedt i rovdyrenes tid.

Det er ikke alene et militært spørgsmål, men også et spørgsmål om afpresning, der vil forskyde magtbalancerne. Og når man nu ikke kan regne med den amerikanske atomparaply, hvordan skal et fælles europæisk atomforsvar så indrettes, uden at det fører til et atomart våbenkapløb? Kan man overhovedet i sidste instans forsvare sig uden en eller anden form for atomar trussel?

Ikke-spredningstraktaten og det mindste onde

Det rejser naturligvis spørgsmålet om ikke-spredningstraktaten. Kan den i det lange løb opretholdes med de udsigter Danmark er stillet overfor?

For som Anders Puck Nielsen skriver i sin bog Krigens Politik er ikke-spredningstraktaten ’mølædt’. For det første indeholder den ingen sanktioner mod dem, der bryder den, og for det andet er verdens store atommagter i fuld færd med at modernisere deres kernevåbenarsenaler og overholder dermed ikke aftalen.

I lyset af de faktiske forhold i geopolitikken og de spørgsmål, der er fremsat ovenfor, er det derfor nødvendigt, at venstrefløjen – hvor ubehageligt det end er – åbner øjnene for de geopolitiske realiteter og spørger sig selv:

Hvis man på én gang vil beskytte sig og samtidigt forhindre et atomart våbenkapløb, kunne det så tænkes, at det at give sig ind under en franske atomparaply kunne være det mindste onde – Frankrig er jo i forvejen en atommagt, så derfor undgår Danmark at overtræde ikke-spredningstraktaten.