Hvis Rusland vinder

”If Russia Wins”

For nylig udkom Carlo Masalas dystopiske bog, If Russia Wins, A scenario, som Marcus Rubin i Politiken har beskrevet som ” …den uhyggeligste bog, du kommer til at læse i meget,meget lang tid.”

Carlo Masala er professor i international politik, og siden januar 2024 har han været direktør for The Center for Intelligence and Security Studies ved Bundeshærens Universitet i München.

Om sin motivation til at skrive denne bog om udsigterne til en mulig afslutning på krigen mellem Rusland og Ukraine, skriver Carlo Masala (min oversættelse pmc) ” Vi er vant til at forestille os, at alting nok skal ende lige så lykkeligt som i en Hollywoodfilm…. Men hvad nu hvis tingene udvikler sig på en anden måde? Hvad nu hvis Rusland vinder?”

Med udgangspunkt i sin egen forskning og samtaler med kolleger forsøger han at forestille sig hvordan det kunne udvikle sig, hvis Rusland vandt krigen. Der er altså tale om et tankeeksperiment – et dystopisk fremtidsscenarie baseret på grundig forskning.

I et af bogens indledende kapitler beskrives det, hvordan den ukrainske regering kunne blive tvunget til at kapitulere:

”Geneve-kapitulationen”

I 2025 ankommer repræsentanter for den ukrainske regering til Geneve for at underskrive en fredsaftale, som i realiteten er en aftale om ukrainsk kapitulation. Ukraine vil ifølge aftalen være nødt til at afgive 20% af landets territorium, land som de har kæmpet i 4 års blodig krig for at beholde, men nu har de ikke længere mandskab og materiel eller tilstrækkelig støtte fra Vesten til at fortsætte krigen, så de er nødt til at overgive sig.

På mødet udtaler den amerikanske præsident, at det er længe siden, der har været fremgang for Ukraine. Hvis han købte Grønland for den sum penge, USA har brugt på krigen i Ukraine, ville han kunne få mere land for hver dollar. EU kan ikke erstatte tabet af støtten fra USA. Den økonomiske situation i de fleste europæiske lande er så skrøbelig, at regeringerne tøver med at øge støtten til Ukraine. Desuden er politikerne bekymrede over den øgede støtte til populistiske partier – på både højre- og venstrefløjen – som har succes med at tiltrække vælgere ved at kritisere støtten til Ukraine. Resultatet af forhandlingerne præsenteres for den internationale offentlighed som ”Geneve- freden” – men i virkeligheden burde den hedde ”Geneve-kapitulationen”.

Udover at give afkald på 20% af sit territorium må Ukraine indsætte en permanent neutralitets-klausul i sin forfatning, hvilket udelukker et fremtidigt NATO- medlemskab.

De russiske medier fejrer aftalen, som det den er: en sejr. Russiske kommentatorer udtaler, at projektet Den Russiske Verden – der handler om at bringe alle russisktalende regioner tilbage i Ruslands indflydelsessfære – langt fra er slut.

I Vesten er der bemærkelsesværdigt få, der beskriver Ukraines nederlag som en trussel mod europæiske landes sikkerhed. Den dominerende stemning er en udbredt lettelse over at krigen nu er forbi.

Og Masala fortsætter med at beskrive den udvikling, man kunne forestille sig ville følge efter en ukrainsk kapitulation:

Tre år senere – i det sidste år af Trumps præsidentperiode – invaderer Rusland Narva i Estland under påskud af at ville forsvare den russisktalende befolkning. Estland opfordrer NATO til som svar på invasionen at iværksætte artikel 5 i NATO-traktaten – den såkaldte musketered – og komme Estland til undsætning. NATO-landene kan imidlertid ikke nå til enighed. Især den amerikanske præsident og den nyligt tiltrådte franske præsident, Marine Le Pen, advarer kraftigt mod, at man iværksætter artikel 5, fordi man så risikerer at starte en atomkrig med Rusland. NATO har dermed åbenbaret sin interne splittelse og afmagt, og Rusland kan indlemme den russisktalende region i Estland i det russiske rige.

Masalas forudsigelse af processen frem mod Ukraines kapitulation ligger uhyggeligt tæt på, hvad man kunne forestille sig ville blive resultatet, hvis den amerikansk-russiske 28-punkts plan var blevet accepteret og ført ud livet. (se Mikael Hertofts artikel i Solidaritet https://solidaritet.dk/usa-og-ruslands-proxyfred-i-ukraine/)

Det ser imidlertid ikke ud til at ske, men spørgsmålet er stadig, i hvor høj grad de fortsatte fredsforhandlinger vil føre til et resultat, der er grundlæggende forskelligt fra Masalas dystre forudsigelse.

Kan Europa stille noget op?

Fredsforhandlingerne kan udvikle sig på flere måder. Det lader til, at de europæiske regeringer – EU plus Storbrittannien og Norge, men minus Ungarn og Slovakiet – sammen med Ukraine vil stå fast på, at grænser ikke kan ændres med militærmagt, og at den russiske aggression mod Ukraine derfor ikke må belønnes med, at Ukraine tvinges til at overgive territorium til Rusland. Hvis denne del af aftalen falder bort, er det ikke sandsynligt, at den russiske regering overhovedet er interesseret i (eller kan) indgå i en aftale alene af den grund, at det er indføjet i den russiske forfatning, at de østukrainske regioner udgør en uadskillelig del af Rusland.

Spørgsmålet er så, hvordan den følelsesmæssigt ustabile amerikanske præsident vil reagere i en sådan situation. Vil han i irritation over Ruslands åbenbare uvilje mod at indgå en fredsaftale øge den økonomiske og militære støtte til Ukraine, eller vil han i irritation over, at Ukraine og de europæiske regeringer ikke vil acceptere den amerikansk-russiske plan standse enhver støtte til Ukraine.

Hvis det sidstnævnte bliver tilfældet – altså at den amerikanske regering trækker al støtte til Ukraine – vil de europæiske lande så kunne kompensere for den amerikanske støtte til Ukraine?

En rapport fra Norsk Utenrikspolitiske Institut konkluderer, at det formentlig vil være muligt, og at det i realiteten vil være billigere for de europæiske lande at støtte Ukraine, så de kan vinde krigen, end hvis Rusland vinder.

Rapporten har titlen To scenarier for krigen i Ukraine: Hva betyr det for Europa – og hva vil det koste?

Den er skrevet af 7 forskere, hvoraf de fleste er tilknyttet Norsk Utenrikspolitisk Institut. Forskerne har gennem en grundig forskningsproces og behandling af en stor mængde data undersøgt ” De materielle og økonomiske omkostninger for Europa og Norge, hvis Rusland har succes med sin krigsførelse versus en situation, hvor Ukraine igen går i offensiven og tvinger Rusland til at slutte fred.”

Rapporten skitserer to mulige scenarier.

Første scenarie – Rusland sejrer

Det første scenarie går ud på, at Rusland sejrer og får tvunget Ukraine til at acceptere en fredsaftale på Ruslands betingelser..

I det andet scenarie forudsættes det, at Ukraine genvinder terræn på slagmarken og tvinger Rusland til at slutte fred på ukrainske betigelser.

Rapporten viser, at en fortsættelse af de europæiske landes nuværende støtte til Ukraine gradvist vil forværre situationen og føre til russisk sejr. Det vil for Europa blive dobbelt så dyrt, som hvis de europæiske lande bevilliger det, der skal til for at sikre ukrainsk militær overlegenhed på slagmarken og presse Rusland til at acceptere en fredsslutning.

De totale omkostninger for Europa ved det første scenarie – altså en russisk sejr – anslås at ville være på 1.205 -1.633 milliarder euro over fire år. Forskerne forventer, at hvis dette scenarie bliver til virkelighed, vil yderligere 6-11 millioner ukrainske flygtninge strømme til resten af Europa. De økonomiske omkostninger ved en sådan tilstrømning anslås over en fireårig periode at ville være på 524 – 952 milliarder euro.

En russisk sejr vil desuden i værste fald føre til russiske militære trusler mod Europa. At imødegå disse trusler vil de følgende fire år koste Europa 256 milliarder euro i øget oprustning for at forsvare Baltikum, Nordnorge, Nordsverige og Finland og støtte Restukraine. De totale omkostninger – øgede udgifter til det forventet stigende antal flygtninge fra Ukraine og de øgede forsvarsudgifter – anslås derfor at ville være på 1.205 -1.633 millioner euro over fire år.

Andet scenarie – Ukraine sejrer

I det andet scenarie -hvor Ukraine sejrer – anslår forskerne, at hvis Europa støtter Ukraine med så betragtelige mængder militært udstyr, at landet opnår klar overlegenhed på slagmarken, vil de næste fire år give totalt op mod 838 milliarder i øgede omkostninger for Europa.

For at muliggøre scenarie 2 – dvs. ukrainsk sejr – må Ukraine tilføres langt større mængder våben end i dag. Forskerne understreger, at Ukraine i 2022 og 2023 viste, at de kunne gennemføre effektive offensiver og tilbageerobre besatte territorier, hvis de får stillet tilstrækkelige mængder af militært udstyr til rådighed.

Ved en ukrainsk sejr forventer forskerne, at ca 1,5 millioner ukrainske flygtninge vil vende tilbage til Ukraine.

Den samlede europæiske støtte, som skal til for at realisere scenarie 2 anslås at ville være mellem 522 og 838 milliarder euro over fire år, afhængigt af, hvor mange ukrainske flygtninge vender tilbage til Ukraine.

I begge scenarier anser forskerne det for realistisk, at Europa vil være nødt til at mobilisere og finansiere den væsentligste del af støtten til Ukraine suppleret med bidrag også fra Canada, Japan, Australien og New Zealand, mens det forudsættes, at USA vil standse sin støtte til Ukraine og det europæiske forsvar, men formentlig være villig til at sælge våben og videreføre centrale sanktioner mod Rusland.

Hvis den amerikanske regering skærer ned på eller sætter en stopper for den direkte eller indirekte eksport af våben til Ukraine, hvor skal våbnene så komme fra ?

Det er en udbredt holdning i diskussionerne om Ukraines muligheder for at vinde krigen, at der ikke produceres våben nok i Europa, og at det vil tage mange år at opbygge en militærindustri, der kan kompensere for leverancerne af våben fra USA.

Denne forestilling sætter de norske forskere et stort spørgsmålstegn ved.

For det første har den ukrainske militærindustri i dag en betydelig overkapacitet. Man har beregnet, at de ukrainske våbenfabrikker kun producerer mellem 30 og 50 procent af deres egentlige kapacitet. Våbenfabrikkerne mangler simpelthen finansiering til at øge produktionen, så man kan nærme sig en 100 procents kapacitetsudnyttelse. Med tilstrækkelig økonomisk støtte vil Ukraine altså – ud fra disse beregninger – ca. kunne fordoble sin egen våbenproduktion.

Forskerne konkluderer desuden, at der også er ledig kapacitet i Europas militærindustri, og at størsteparten af eksporten af militært udstyr fra den europæiske militærindustri sendes til lande uden for Europa, hvor de største importører af europæiske våben er Saudi Arabien, Qatar og De Forenede Arabiske Emirater.

I en oversigt over den globale våbeneksport fremgår det, at USA står for 43%, mens 10 europæiske lande – Frankrig, Tyskland, Italien, Storbritannien, Spanien, Holland, Polen, Sverige, Norge og Tjekkiet – tilsammen tegner sig for 31% af den globale våbeneksport.

De fleste af disse lande eksporterer imidlertid kun en brøkdel af deres våbeneksport til Ukraine. USA eksporterer således 9 procent af sin samlede våbeneksport til Ukraine, og de ovennævnte 10 europæiske lande eksporterer samlet set under 10% af sin samlede våbeneksport til Ukraine. Kun i Polens og Tjekkiets tilfælde går størstedelen af deres våbeneksport til Ukraine, For Polens vedkommende er det 96% og for Tjekkiet 78%.

Mens Europa mangler våben, har europæiske lande altså en stor eksport til tre diktaturer i Mellemøsten: Saudi Araben, Qatar og De Forenede Arabiske Emirater. Andelen af våbeneksporten, som i årene 2020 til 2024 gik til Mellemøsten, var 71% for Italiens vedkommende, 37% fra Tyskland og 28% fra Frankrig.

Der er altså stor kapacitet i den europæiske militærindustri til at bidrage til Ukrainsk sejr – også hvis USA stopper sine våbenleverancer.

Fremtiden

Man må håbe, at de europæiske politikere er opmærksomme på, hvad der står på spil for Europa, hvis Rusland vinder krigen i Ukraine og sammen med den amerikanske præsident får gennemtrumfet, at man internationalt skal acceptere anneksion af suveræne staters territorium med militærmagt. Det vil være et alvorligt skred i den internationale retsorden. Det er vigtigt at de europæiske lande står fast i deres støtte til Ukraine og kæmper for at opretholde respekten for suveræne staters integritet. Ikke mindst for Danmark er det vigtigt set i lyset af Trumps ønske om at annektere Grønland.

Det er også vigtigt at gøre op med illusionen om, at man kan spare penge til velfærd og klima ved at skære ned på støtten til Ukraine. Som rapporten fra Norsk Utenrikspolitisk Institut viser, vil det være meget dyrere for de europæiske lande, hvis Rusland får lov til at vinde krigen, end hvis man støtter Ukraine, så man kan slå den russiske aggression tilbage.

Det er også vigtigt, at forestillingen om den manglende europæiske våbenindustri udfordres. Hvis det er rigtigt, som de norske forskere påstår, at den ukrainske militærindustri kunne producere dobbelt så meget, hvis den fik tilført tilstrækkelig ressourcer, er det jo oplagt at de europæiske lande bør øge støtten til de ukrainske våbenfabrikker.

Det må også kunne lade sig gøre at kanalisere en større del af den europæiske våbenproduktion til Ukraine, i stedet for at den eksporteres til mellemøstlige diktaturstater.

Sidst men ikke mindst er det vigtigt, at de europæiske ledere ser i øjnene, at det ikke nytter noget at tale Trump efter munden. Her kunne man måske lære noget af Marjorie Taylor Green!

Om Trump i virkeligheden er russisk agent, vil jeg overlade til amerikanske konspirationsteoretikere at diskutere, selv om det forekommer mig at være den mest plausible konspirationsteori, jeg har hørt længe.

Kilder:

Marcus Rubin : ” Dette mesterværk er den uhyggeligste bog, du kommer til at læse i meget, meget lang tid.” Politiken 20. 0ktober 2025.

Carlo Masala : If Russia Wins- A Scenario. Atlantic Books , London 2025, oprindeligt udgivet på tysk med titlen Wenn Russland Gewinnt. Ein Scenario. C.H.Beck 2025. Udkommer på dansk 10. december 2025.

Norsk Utenrikspolitisk Institut: To scenarier for krigen i Ukraina: Hva betyr de for Europa – og hva vil det koste? Report – 7/ 2025.

Deltag i debatten og kommenter på artiklen (kun for medlemmer)

Kernevåben er sikkerhedspolitikkens hårde valuta | Solidaritet 14. marts 2026 9:03

[…] at man altid kan sige undskyld, hvis den slår fejl. Det er scenariet i Carlo Masalas lille bog ”If Russia Wins”. Også militæranalytikeren Anders Puck Nielsen er i sin bog ”Krigens politik” inde på […]