Klima og klasse til diskussion

Klima og Klasse blev introduceret for Solidaritets læsere 30. september gennem Finn Kjellers interview med Christophs Ellersgaard. ”Kulturkamp og kapitalinteresser er ved at køre den grønne omstilling i sænk”, lyder det advarende.

Bogen fik også en fin anmeldelse af den gamle bryggeriarbejder og folketingsmedlem for Enhedslisten, Finn Sørensen. Anmeldelsen rummer et par kritiske bemærkninger. Vi vil gerne fortsætte diskussionen.

Bogens budskab er, at klimakamp skal være klassekamp, hvis den grønne omstilling for alvor skal vinde opbakning i arbejderklassen og derfra opbakningen fra et markant flertal i befolkningen.

Klimakamp skal være klassekamp, fordi menneskets umiddelbare materielle interesser har stor betydning for dets holdning til vigtige politiske spørgsmål. Derfor er klasseperspektivet og alliancemulighederne vigtige, mener forfatterne. Der skal tages hånd om ”almindelige menneskers” problemer og vilkår i den grønne omstilling gennem social sikkerhed og fordelingspolitikken.

Kun i kraft af jobsikring og omfordeling er det muligt at få en bredere og større del af befolkningen med på den grønne omstilling.

Vi er ganske enige, men der er blinde vinkler, når det handler om at skabe en bred klimaalliance.

Klassekamp er klimakamp

Klimakamp er klassekamp. Der er svage ansatser til den omvendte problemstilling. Den fortjener at blive skærpet: Klassekamp er klimakamp.

Sygeplejersker og lærere – og vel alle lønarbejdere i velfærdssektoren – fremstilles som stående i en neutral position mellem afhængighed af grøn omstilling og fossil økonomi.

Det er her et problem, at forfatterne ikke definerer grøn omstilling. Det sejler, når de skriver, at ”folkeskolen som arbejdsplads ikke er afhængig af hverken grøn omstilling eller sort kapital”. Vi er uenige, hvilket vi vender tilbage til.

Det letter ikke forståelsen af begrebet grøn omstilling, når det umiddelbart efter følges op af, hvis ”folkeskolen fra politisk hånd blev lavet om, og alle skulle undervise i bæredygtighed, så ville folkeskolelærernes strukturelle position begynde at bevæge sig i retning af den grønne pol”.

Hvorfor dog det? Det kan være, at besluttede forandringer af undervisningen påvirker lærernes bevidsthed, men egentlig ikke deres materielle position.

Hvis vi ser bort fra den sidste svipser, så fornemmer vi, at forfatternes begreb om grøn omstilling er tæt forbundet med Christiansborgs og andre foras klimahandleplaner. De handler om den materielle produktion og det materielle forbrug – men rummer ikke omlægning fra materiel produktion og materielt forbrug til det generelt meget mindre klimabelastende immaterielle – i form af service, omsorg, læring, fritidssysler og afkobling.

For os at se er sygeplejersker, lærere og mange andre offentligt ansattes klare materielle interesse forbundet med grøn omstilling, defineret som ændringer, der nedbringer udledningen af drivhusgasser. Deres materielle interesse – som er forfatternes primære udgangspunkt for alliancer i klimakampen – handler både om deres beskæftigelse, deres arbejdsmiljø og et meningsfyldt arbejde.

At slås for det er klassekamp. Men kulturarbejdere og velfærdarbejdere og andre grupper af offentligt ansattes klassekamp – understøttet af den generelle kamp for befolkningens velfærd – er også klimakamp! – Det er vigtigt at få italesat!

Den kapitalismepositive grønne omstilling handler i høj grad om tekniske løsninger, foruden sol og vind fx at pumpe CO₂ ned i undergrunden. Mange tekniske løsninger er overoptimistiske, og de tager for lang tid at udvikle, når det er her og nu, udledningen af klimagasser skal nedbringes.

Den mere indgribende og aktuelt virkningsfulde grønne omstilling skildres derefter gerne som modvækst i det materielle forbrug, selvom noget af det snarere er en omlægning.

Eksempler på modvækst er et mindre forbrug af dyre animalske fødevarer, af tøj som ikke slides op, og af hyppige flyrejser. En anden type modvækst er at tage fra de rige, der har et forbrug med et stort CO₂-indhold, og begunstige overførselsindkomsterne, der har en lav CO₂-belastning. Det kunne være i form af billig eller gratis offentlig transport, gratis adgang til kultur og fritidsfaciliteter mm.

Vi kan også bevæge os ud i klassekampen inden for den materielle produktion, herunder den fossile. Arbejdspladsernes kamp for mere fritid er klimakamp. Der skal være vækst i også den form for værdifuld tid til hinanden, der er forudsætningen for et godt liv.

Bort fra afsavnsfortællingen

Vi kan med klimakampen for det gode liv bevæge os bort fra afsavnsfortællingen. Vi får noget, de fleste oplever som værdifuldt, men ofte ikke kan købe sig til.

Kampen for det gode liv er klassekamp. Det er vigtigt at betone. Men kampen om, hvad det gode liv er, er vel i høj grad også en kulturkamp, som venstrefløjen skal engagere sig i, uanset om der i arbejderklassen – ligegyldigt hvordan man definerer den – selvfølgelig også er påvirkninger fra et grundlæggende materielt orienteret kapitalistisk samfund.

Den politiske kulturkamp for solidaritet – at det gode liv i høj grad handler om tid til hinanden og den fælles velfærd – den skal bestemt ikke kastes på møddingen. Den politiske kulturkamp skal ikke reduceres til jordbundne livsnydere versus frelste dydsmønstre. Den skal meget hellere gøres til en diskussion om forskellige måder at forvalte livet på og skabe noget meningsfuldt.

Kulturkløften

Bogens forfattere kritiserer ideen om et klasseløst perspektiv på klimahandlinger med det velkendte ”vi er alle i samme båd” – sammen med klimaaktivisters og den intellektuelle elites for store vægt på det personlige ansvar. Det skærper kulturkløften mellem den intellektuelle elite i storbyerne og ”almindelige mennesker”, der har vanskeligt ved at få indkomsten til at slå til.

Elitens klimakamp i storbyen – med elektriske ladcykler og havremælk – bærer ofte præg af manglende indsigt i andre befolkningsgruppers vilkår og problemer.

Det forhold har den verdensomspændende højrefløj – og på hjemmefronten Inger Støjberg m.fl. – med dygtighed formået at udnytte i deres politiske projekt med at hente arbejder- og lavere middelklasse-vælgere over den politiske midte. De lykkes med at skabe en vigtig politisk konfliktlinje: kulturkløften. Mange af dem benægter sådan set ikke klimaforandringerne, men de gør den grønne omstilling til et elitært projekt – og ad den vej bliver den til et hadeobjekt.

Vi er enige med forfatterne i, at det er skadeligt for klimakampen at håne folk, der elsker en hakkebøf og vil have spaghetti med kødsovs, og udskammer dem, der kører på benzin. Og vi er enige med forfatterne i, at klimaaktioner ikke skal genere ”almindelige mennesker”, hvis klimabevægelsen skal vinde deres opbakning.

Alligevel rejser det for os spørgsmålet, om forfatterne for ukritisk er faldet for højrefløjspolitikernes patent på sandheden, om klimabevægelsen og dens ”grønne brahminer” (de lærde). Den har karakter af en karikatur.

Hvem er klimabevægelsen?

Et er, at den grønne omstilling ikke er klart defineret, noget andet er, at klimabevægelsen heller ikke er det.

Vores karakteristik kunne være et konglomerat af: Borgere, der aktivt giver sig til kende ved at aktionere (den lille kerne) og deltager i klimamarcher. Borgere, der i deres forbrugsadfærd forsøger at tage hensyn til klimaet. Det handler bl.a. om indkøbsvaner og transport. Borgere, der i deres virke skaber alternativer, der modvirker klimaforandringer. Det handler bl.a. om iværksættelse af produktion af bæredygtige løsninger, ”tiny houses” og reparationsværksteder. Borgere, der vægter klimaet, når de afgiver deres stemme ved politiske valg.

Forfatternes udokumenterede påstand er, at den udefinerede klimabevægelse er karakteriseret ved at bestå af privilegerede, altså eliten, der har deres på det tørre. At være med i bevægelsen forudsætter overskud på bundlinjen. Set med forfatternes øjne er det ensbetydende med, at man har en god indtægt. Dertil føjer sig et sikkert job. – Men hvem har det nu om dage?

Forfatternes påstand baseres på ‘fornemmelser’. Og så længe den er det, skal den ikke bruges til at pege fingre ad klimabevægelsen.

Mennesker på kontanthjælp og dagpenge er i den aktuelle neoliberale æra konstant politisk truede på deres levebrød. Der er ingen tvivl om, at de er og føler sig udsatte. Men bekymringen for at gå ned i indkomst og miste levestandard er forankret i alle samfundslag. Vi sammenligner vores levestandard og inkorporerer en livsstil, der passer ind i den samfundsgruppe vi primært omgås og det kan give dybe økonomiske bekymringer – blot fra et højere niveau.

Og store dele af konglomeratet klimabevægelsen kan ikke karakteriseres som socialt bedrestillede med stor jobsikkerhed. Nogle er måske blot mindre materielt bekymrede, fordi de har en mindre materialistisk livsstil.

Det er måske også en slags privilegie? Men vel ikke ét, der skal peges klassekamp-fingre ad.

Det ville være mere givtigt, hvis forfatterne og vi anlagde den frække definition af den sande klimabevægelse: Dem der gennem deres forbrug forårsager den laveste udledning af klimagasser. Her kommer lavindkomstgrupperne i front. De bruger den offentlige transport, cykel og ben. De flyver ikke. Osv. At lavindkomstgrupper udleder mindre end de velhavende, dokumenterer bogen til fulde.

Behov for en bevægelse, der går foran

Bogens tendens er, at en sund kritik af fejlagtige strategier bevæger sig i retning af en stempling af bevægelsen med det negativt klingende ord elitær. Vi vil vende det om og sige, at vi har behov for en elite, en bevægelse, der går foran for at skabe efterspørgsel efter sunde økologiske og bæredygtige varer, fjerntog frem for flyrejser osv. Stor efterspørgsel er grundlaget for billig masseproduktion.

Den politiske forbruger og projektmager er set med vores øjne nok ikke opgaveløseren, men i al fald en uundværlig inspirator og igangsætter. Det mener forfatterne sådan set også. Vores kritik er, at det kun udtrykkes i en bisætning uden strategisk værdi.

Opgaven er med forfatternes ord at indrette en økonomi, som virker – altså en grundlæggende ændring af det økonomiske system. Det har de mange gode ideer til og lige til at sætte ind i ethvert politisk program.

Alternativet til den grønne kapitalisme

Forfatterne har en fin, omfattende og konkret kritik af den grønne kapitalisme som den grønne omstillings problemløser: Dels er det arbejderklassen, der betaler gennem udbytning og forhøjede leveomkostninger bl.a. forårsaget af kompromiser med den sorte kapitalisme, og dels er markedsmekanismen sjældent særlig effektiv. Desuden er den grønne kapitalisme naturligvis også vækstdrevet.

Det interessante opstår, når vi kommer til den aktive stat med udgangspunkt i økonomen Mariana Mazzucatos forskning. Hun viser, at historisk set er offentlig forskning og offentlige projekter som hovedregel betingelsen for banebrydende teknologiske fremskridt og spring – og med vores tilføjelse ofte styrende for produktivkræfternes udvikling. Det handler f.eks. om atomenergien og dens afløser: sol og vind.

I stedet for at det offentlige holder fast i det, ”skatteyderne” har betalt, er hovedreglen også at overlade resultaterne til den profitdrevne privatkapital. Her bliver den økonomiske bundlinje det altafgørende – ikke miljøgevinsten, velfærden mm.

Alternativet burde være skåret ud i pap. Det er kort sagt, at det offentlige holder fast i ejerskabet til den teknologi, det skaber, og i mange sammenhænge sikrer en profitfri og samfundsgavnlig udnyttelse.

En af forfatternes veje til at vinde arbejderklassen, ”almindelige mennesker” handler om deres ejerskab til den grønne omstilling. At få del i gevinsten er et stykke ad vejen ud af protesterne mod vindmøller og opsætning af solceller.

Demokratisk deltagelse og medejerskab involverer aspekter af aktiviteter, der er forbundet med klimabevægelsen, og bidrager således til opbygningen af en klimakoalition.

Klimabæredygtige, demokratiske rød-grønne andelsforetagender, som får skattemæssige fordele og eventuelt særlige rettigheder i forsyningen samt sikre afsætningsaftaler med det offentlige, udgør en tredje vej mellem profitdrevne virksomheder og offentligt ejede virksomheder.

Særlige privilegier forbundet med specifikke krav til foretagenderne skal naturligvis følges op af særlige værn mod at udnytte dem til berigelse af andelshavere og andre.

Den udmærkede bog giver anledning til mange overvejelser.

---

Fortsæt diskussionen

Offentligt debatmøde:

Klima og klasse – hvordan vinder vi kampen for den grønne omstilling?”

Mandag 8. december kl. 19.00-21.00.
Studiestræde 24 – 1. sal, opgang i porten. København K

Deltagelse på zoom: mail: [email protected]

Oplæg til diskussion: Rune Møller Stahl, medforfatter til bogen ”Klima og klasse”

Kommentar om Enhedslistens klasseperspektiv: Leila Stockmarr, Enhedslistens klimaordfører.

Arr.: Enhedslistens Miljøpolitiske Udvalg og Politiske Økonomiske Udvalg