Socialistisk reformpolitik – genmæle II

Klima og stat

Claus Bryld giver os et hak i sin artikel i Eftertryk: ”Kan Eduard Bernsteins klassiske reformisme inspirere os i dag?”, når han skriver:

”Klimaaspektet må altså ind i socialismedebatten. Indtil nu er det, som om, at det er blevet holdt uden for denne debat. Men prognoserne for klimaets udvikling bygger jo på klimavidenskaben, som er svær at fortrænge. Det er netop det, jeg synes Bregengaard og Kolstrup gør”.

I vores bog om socialistisk reformpolitik anvendes begrebet klima 143 gange og bæredygtig 56 gange, så det er nok vanskeligt at tale om en fortrængning. Vi skriver indgående bl.a. om fremme af en ny, grøn virksomhedsform, en gennemgribende omstilling af landbrug og skovbrug, hele det landbrugsindustrielle kompleks i klimaets tegn. Det samme gælder for boligsektoren og det nødvendige fælleseje af energisektoren.

Vores artikel i Eftertryk: ”En demokratisk vej fra kapitalisme til socialisme” har et særligt fokus, som titlen angiver. Det er derfor ikke rimeligt at dokumentere en fortrængning ved hjælp af den.

Både i artiklen i Eftertryk og i vores bog, jf. undertitlen: ”Bryd med kapitalismen gennem en demokratisk, rød og grøn omstillingspolitik” opererer vi med de tre nævnte aspekter i reformpolitikken og vejen til socialisme, men uden at give klimaet en særlig forrang, således som Bryld ønsker.

Om den igangværende klimakatastrofe skriver han i sin artikel i Eftertryk:

”… problemet vil kun kunne bekæmpes gennem en stærk stat, en slags ”krigssocialisme” eller ”krigssocialisme, som vi så det i Tyskland under 1. Verdenskrig og Rusland efter 1917-revolutionen”.

”Man må ikke håbe, at sådan en stat vil blive fascistisk, sådan som Bregengaard og Kolstrup mener, det kan gå, den behøver for eksempel ikke være racistisk. Men den vil være nødt til at gribe ind mod forskellige former for landbrug og industri samt mod både individuelt og kollektivt overforbrug. Klimaforandringernes hårde nødvendighed må føre til, at den private ejendomsret bliver kraftigt indskrænket. Og det kan give en sådan stat klare autoritære træk…”.

Det følges op med, at Kina måske kan blive en model.

Kapitalismens forsøg på krisehåndtering har gjort den stærkt statsafhængig. Det skal udnyttes i en socialistisk reformpolitik, hvilket vi allerede har været inde på. Men vi er modstandere ikke alene af et undertrykkelsens Kina som model og de mulige autoritære træk, men også af en stærk stat, der står over og over for borgerne. Vi skriver i vores bog i tråd med den marxistiske tradition, der skildrer staten som et undertrykkelsesapparat:

”At staten visner og dør bort, er et visionært mål for en socialisme fra neden. Befrielsen fra staten kan kædes sammen med en nedbrydning af de politiske og økonomiske magthierarkier gennem en omfattende demokratisering af samfundet” (s. 66).

Visionen om en stat, der visner og dør, og en konkretisering af processen gennem en socialistisk reformpolitik, er baggrunden for vores arbejde med den demokratiske dimension. Den demokratiske dimension i en socialistisk politik kan imidlertid også anskues som en nødvendighed – og ikke mindst i indsatsen for at afbøde den igangværende klimakatastrofe.

En stærk stat til sikring af klimaet er et fantasifoster

Lad os begynde med en aktuel bevægelse: En stærk statsmagt har affejet lokale oprør mod tilladelser til, at jernmarker uden andre hensyn end til kapitalens profit breder sig i landskabet.

Udbredelsen af solcelleanlæg er et vigtigt led i formindskelse af CO₂-udledningen, men forvandles af højrefløjspopulister til et elitært hadeprojekt styret af København. Højrefløjspopulisterne er ikke nødvendigvis klimabenægtere, men fokuserer på de omkostninger mindre eller større dele af befolkningen må bære. Det har de haft rimelig succes med.

Og succesen fortsætter i forhold til protesterne mod de stigende benzin-, diesel- og gaspriser som følge af USA og Israels angreb på Iran. De stigende priser bør enhver klimabevidst borger umiddelbart glæde sig over. Og en stærk klimastatsmagt bør således ikke bukke under for det folkelige pres, en udhuling af manges realløn skaber.

Den stærke statsmagt, som Claus Bryld i klimaets navn anser som nødvendig for at begrænse den igangværende klimakatastrofe, er et fantasifoster. Anvendelsen af en mere og mere tonedøv klimastatsmagts autoritet vil krakelere i presset fra en populistisk modmagt.

Det er derfor, vi søger udvejen i nedbrydningen af den stærke statsmagt gennem en demokratisering og basisdemokratiske løsninger. Det handler bl.a. om en massiv udbredelse af solcelleprojekter på tage, stimulering af en klimavenlig varmeforsyning og kollektiv trafikbetjening. Det er fællesskaberne og fællesskabet, der skal inddrages og have magt i den grønne omstilling, hvis den skal lykkes. Det er derfor, vi betoner lokalt og fælles ejerskab til løsningerne.

Claus Bryld peger på behovet for, at den stærke stat indskrænker den private ejendomsret. Det kan være såkaldte funktionssocialistiske tiltag, som vi er enige i (se s. 91, 98, 409, 411). Men vi pointerer nok så meget udbredelsen af forskellige former for fælleseje (se bl.a. vores politiske udspil 9-12 om fornyelse af andelsbevægelsen, offentlig produktion, landbrug og skovbrug samt infrastruktur).

På samme måde som den demokratiske dimension er en nødvendighed i nedbringelse af den klimakatastrofale udledning af drivhusgasser, er den røde dimension bl.a. i form af økonomisk, social og arbejdsmæssig tryghed også en forudsætning for at vinde alle dele af arbejderklassen for projektet.

Vi skriver blandt andet:

”En klimavenlig omstilling af landbruget kræver nedlæggelse af konventionelle arbejdspladser og oprettelse af nye. Mennesker rives op med rode. Sociale konflikter toner frem. Kravet om reduktion af den animalske produktion vil kræve nedlæggelse af svinefabrikker, fyring af slagteriarbejdere. Situationen inviterer til oprør og socialt kaos.

Alternativet er en demokratisk planlægning, der sikrer tryghed for de involverede og har øje for opbygningen af fremtidens arbejdspladser…” (s. 330).

Rune Møller Stahl, Christoph Houman Ellersgaard og Andreas Møller Mulvad: ”Klima og klasse” (Informations forlag 2025) dokumenterer og betoner det røde klasseaspekt og det demokratiske ejerskab, hvis den grønne klimakamp skal vindes. En stærk stat med autoritære træk indgår ikke i deres strategi.

Se også Finn Kjellers interview i Solidaritet: ”Klimabevægelsen må skifte gear for at få den brede befolkning med”, Finn Sørensens anmeldelse i Solidaritet: ”Klimakamp er klassekamp – anmeldelse af ”Klima og klasse”, Per Bregengaard og Lene Bregengaard artikel i Solidaritet: ”Klima og klasse til diskussion” (Solidaritet d. 1.12,2025) og Eskild Halbergs anmeldelse i Eftertryk: ”Reformer med revolutionerende konsekvenser”.

Vi skal give os i kast med klimaudfordringen – ingen tvivl om det. Vores succes afhænger ikke af en stærk stat, tværtimod. Den grønne, røde og demokratiske dimension i kampen for skelsættende forandringer er hinandens forudsætninger.

Ingen over og ingen ved siden af Folketinget

Finn Sørensen beskæftiger sig også med staten i sin anmeldelse af vores bog, når han skriver:

”Det er muligvis gammeldags at holde fast i den gamle præmis ”ingen over, og ingen ved siden af Folketinget”, men så må jeg være gammeldags. …  Det skal ikke undermineres af uklare magtfordelinger og indbyrdes kamp mellem institutioner”.

Finn Sørensen plejer at protestere, når Folketinget blander sig i overenskomsterne og dikterer løn, arbejdsvilkår m.m. Institutionen “arbejdsmarkedets parter” står på den måde over – eller i hvert fald uden for – Folketingets magt. Vi ønsker ikke en korporativ stat. Den holdning deler vi.

Vi ønsker ikke at kuldkaste sentensen: ”Ingen over, og ingen ved siden af Folketinget”, hvis vi ser bort fra Grundlovens begrænsninger, men vi ønsker flere magtcentre, så statsmagten i form af Folketinget og dets regering ikke står alene, men både afbalanceres og aflastes af andre beslutningsfora.

Vi har i dag andre parlamentariske forsamlinger: kommunalbestyrelser og regionsråd, som vi gerne vil tillægge flere kompetencer og befri fra mange af de alt for snærende bånd, staten binder dem med. Vi har også folkeafstemninger og borgerting, som vi gerne vil opdyrke jf. politisk udspil 2.

Spørgsmålet om andre beslutningscentre handler ikke mindst om en moderne udgave af rådsideen med udgangspunkt i de forskellige funktioner og roller, man indtager i samfundet som ansat, beboer, forbruger m.v., altså som interessent (s. 50ff og 128ff). Nogle råd f.eks. i form af bestyrelser kan gå på tværs af interessenter. Vi giver skolebestyrelsen som eksempel (s. 53f) og opererer med andelsråd i vores politiske udspil 9, der handler om en fornyelse af andelsbevægelsen og kooperationen (s. 296, 300).

”Tilhængere af den nuværende samfundsform vil sige, at det parlamentariske systems politisk-økonomiske beslutninger ikke alene afbalanceres af den personlige frihed, men også af den ”ukrænkelige” private ejendomsret.

En samfundsform, som mere bygger på forskellige former for en kollektiv ejendomsret og fælles prioriteringer end på individuel privat ejendomsret, der normalt anvendes til, hvad der tjener mig – skal således give anledning til systemændringer, der matcher kollektive ejendomsrettigheder.

Et avanceret rådsdemokratis udgangspunkt som – må det understreges – supplement til det parlamentariske system og bestyrelser m.m. bør være menneskenes forskellige roller i form af måder, hvorpå vi indgår i økonomi og samfund” (s. 129).

En socialistisk reformpolitik med fokus på at demokratisere økonomien

Mandag 27. april kl. 19.30-22.00
Studiestræde 24 – stuen over gården, København K.
Mulighed for at deltage over zoom
Passcode 968696 som vi ikke plejer at benytte – til dem som ikke har linket

Oplæg ved Søren Kolstrup og Per Bregengaard, forfattere til ”Socialistisk reformpolitik – bryd med kapitalismen gennem en demokratisk, rød og grøn omstilling” (Solidaritet 2026).

• Socialisme fra neden starter med arbejdspladserne. Samtidig hævder vi den gyldne middelvej i fordeling af magten. (SK)
• En doughnut-økonomisk ramme for samfundsøkonomien. Men Folketingssocialisme fra oven er ikke vores kop te. (PB)
• Magt over investeringspolitikken og dens finansiering. Det kan blive en trussel mod sunde virksomheder, initiativ og virkelyst. (SK)
• Demokratiske, rød-grønne andelsforetagender. Men markedets tvang kvæler de gode intentioner. (PB)

Socialismen er fælles eje. Fælleseje er ensbetydende med demokratisk styring. Omdrejningspunktet for en socialistisk reformpolitik er således en demokratisering af økonomien.

Vi har valgt fire nedslag i præsentationen af en socialistisk reformpolitik.

Vi lægger op til en diskussion af dilemmaer, udfordringer og faldgruber. Et er modstand og vanskeligheder ved at få gennemført vores forslag til reformer. At praktisere dem har sine egne udfordringer.