På sporet af socialistisk reformpolitik

Der var fulde huse i Dansk Forfatterforenings lokaler torsdag 29. januar 2026, hvor forlaget Solidaritet præsenterede Søren Kolstrups og Per Bregengaards bog med titlen ”Socialistisk reformpolitik”.

Ud over forfatterne var der også et panel af ”opponenter”: Emil Samaras Eriksen, medlem af Frederiksberg kommunalbestyrelse for Enhedslisten, Pernille Frahm, forhenværende medlem af folketinget for SF, og Sinem Demir, folketingskandidat for Enhedslisten. De var alle tre meget positive over for bogen, men havde også relevante spørgsmål til forfatterne. Dem vender jeg tilbage til nedenfor.

Titlen er et godt signal. Reformer af det nuværende kapitalistiske samfund er en nødvendig del af kampen for socialisme. Det synspunkt er nok ikke længere så konfliktfyldt, som det har været tidligere, hvor grupper på venstrefløjen rynkede på næsen af reformkamp som sådan. Det er godt, at vi er kommet ud over det og i stedet kan gå i dybden med, hvilke reformer der er brug for, og hvordan vi kan kæmpe for dem.

I forordet præsenterer forfatterne selv deres projekt således: ”Vi har formuleret processen som realiseringen af en socialistisk reformpolitik, der gennem forskellige typer indgreb i de eksisterende forhold, begrænser og nedbryder kapitalismen og således kapitalens magt. Vi ser vores reformpolitik som et socialistiske perspektiv i en demokratisk, rød og grøn omstilling”.

Efter denne åbningsfanfare beskæftiger bogens første del sig med analysen af kapitalens ”akkumulationstvang” og profitøgning – og de problemer, det påfører menneskeheden. Her beskrives også de grundlæggende værdier og principper, som ligger til grund for forfatternes opfattelse af socialismen og de socialistiske reformkrav.

De 13 reformforslag

I del 2 præsenteres 13 politiske udspil, der hver især og sammen skal bringe os nærmere socialismen. Her er mange gode svar på vigtige spørgsmål. Herunder:

Hvordan får vi en produktion, der tilgodeser almenvellets behov?
Hvordan styrker vi borgernes indflydelse på de store økonomiske og fordelingsmæssige problemer?
Hvordan stækker vi tech-giganterne?
Hvordan styrker vi den almene dannelse og lønarbejdernes kontrol med produktion og arbejdslivet?
Hvordan stækker vi kapitalmagten i almindelighed og den finansielle sektor i særdeleshed?
Hvordan kan vi forny kooperationen og andelsbevægelsen og styrke det offentliges rolle i produktionen?
Hvordan omstiller vi det kriseramte landbrug og skovbrug?
Hvordan sikrer vi, at kritisk infrastruktur kommer på samfundets hænder?
Hvordan opfylder vi boligbehovet.

De mange udspil skal ikke læses som en samlet pakke, der skal gennemføres her og nu. Forfatterne gør klogt opmærksom på, at det i høj grad må afhænge af den konkrete situation, og om man kan vinde opbakning i befolkningen. Men samlet set lægger forfatterne ikke skjul på, at vi skal frem til en situation, hvor kapitalens magt er stækket, begrænset og i sidste ende reduceret til en ligegyldig parentes.

Tankegangen er, at man skridt for skridt (stort eller lille) trænger den private kapitals indflydelse tilbage til fordel for fælles ejendomsret til produktionsmidlerne. Hvis man forestiller sig, at alle forslagene bliver gennemført, så vil der samlet set være tale om ganske betydelige ændringer af magtforholdene til fordel for det store flertal af befolkningen.

Tag bare et af forslagene i bogen, nemlig nr. 8 om, at den finansielle sektor skal ændres til en samfundsgavnlig non-profit størrelse.

Intet værn imod kapitalflugt

Her savner jeg – ligesom Sinem Demir – en refleksion over, hvilken modstand vi vil blive mødt med i denne proces. Det er ikke sandsynligt, at de store kapitalinteresser i Danmark og i vores nabolande uden videre vil finde sig i en udvikling, der i den grad begrænser deres profitmuligheder – især ikke efter nyliberalismens ”gyldne år”, der startede i 1980´erne, og som ikke er slut endnu. En periode hvor velfærdsstaten er blevet alvorligt svækket, og kapitalejerne har vundet stor frihed til at gøre, som det passer dem.

Frem til begyndelsen af 1980´erne havde vi i Danmark faktisk regler, der kunne bruges imod trusler om kapitalflugt. Det var bl.a. regler om valutakontrol og en tilladelsesordning, som var administreret af Nationalbanken og betød, at man ikke uden videre kunne flytte kapital over grænserne. Stort set alt sammen er væk. I stedet fik vi Lissabon-traktaten (TEUF, artikel 63-66), der klart siger, at som hovedregel er enhver forhindring af kapitalens fri bevægelighed forbudt, ikke bare inden for EU, men også mellem EU-lande og lande uden for unionen.  

Det betyder, at der under enhver forhandling om reformer – der går tæt på danske og udenlandske kapitalinteresser – vil ligge en latent trussel om at flytte kapital og arbejdspladser ud af landet. Alene truslen vil være nok til, at mange politikere bliver bløde i knæene. Selv den rødeste regering vil ikke kunne stille noget effektivt værn op imod det.

Konsekvensen vil ofte blive yderligere indrømmelser til kapitalejerne, fx i form af skattesænkning, og at danske arbejdere tvinges til at skærpe konkurrencen mod arbejdere i andre lande for at beholde produktionen i Danmark.   

Som socialister skal vi selvfølgelig ikke bare bøje nakken og opgive at gennemføre indgreb mod kapitalen, heller ikke selv om det kræver ændringer af EU-retten. Det er en helt nødvendig kamp. Men det er vigtigt, at vi giver befolkningen et realistisk billede af, hvad vi er oppe imod, og hvilke forudsætninger der skal være til stede for at gennemføre og fastholde en progressiv politik.

Her er værnet mod kapitalflugt helt afgørende. Forfatterne erkender problemet (s. 24) men det er desværre ikke fulgt op med konkrete forslag, så hermed en opfordring til at næste oplag af bogen bliver tilføjet et forslag om det.

Velfærdsreformer er helt afgørende

På mødet i Forfatterforeningen efterlyste Pernille Frahm fokus på socialpolitikken: Hvorfor står der ikke noget om det i Kolstrups og Bregengaards bog?

Den undren vil jeg gerne tilslutte mig – og efterlyse behovet for en velfærdsreform med det hovedsigte at rulle nogle af de mange forringelser tilbage, som siden 1990’erne er gennemført af skiftende regeringer, herunder socialdemokratiske. Jeg tænker især på de forringelser, der vedrører arbejderklassens tryghed ved arbejdsløshed, sygdom og alderdom, med massive forringelser af dagpenge, sygedagpenge, kontanthjælp, førtidspension, efterløn, pensionsalder.

Jeg ved, at forfatterne er helt enige i kritikken af det, men de har måske udeladt det, fordi det ikke i sig selv er ”systemgennembrydende” krav? I så fald synes jeg, det er en fejlprioritering. Opfyldelsen af disse og andre basale velfærdskrav er helt afgørende for arbejderklassens samlede styrke over for kapitalen og skiftende regeringer.

Når frygten for at blive syg og arbejdsløs breder sig, så er der ikke mange ressourcer til de nære kampe for bedre vilkår på jobbet. Og da slet ikke til store kampe om grundlæggende reformer af samfundet – som også bør indeholde en massiv omfordeling af rigdommen gennem en gennemgribende skattereform.

Det radikale demokrati

Emil Samaras Eriksen rejste spørgsmål om rækkevidden af det ”radikale demokrati” som fx beskrives i udspil nr. 2 om indførelse af et ”borgerting med politisk kompetence”. Det vil jeg også gerne følge op på. For det første synes jeg, at det er ganske uklart, hvordan magtfordelingen er. Ifølge forslaget skal et borgerting have magt til at ”definere de alment menneskelige behov”, der skal ligge til grund for en ”behovsstyret økonomi”. Det skal have ”bindende magt” og kaldes en form for ”tokammersystem”. Ikke så lidt, må man sige.

Det er muligvis gammeldags at holde fast i den gamle præmis ”ingen over, og ingen ved siden af Folketinget”, men så må jeg være gammeldags. Afskaffelsen af Landstinget og etableringen af Folketinget som den øverste lovgivende magt og udtryk for ”folkets vilje” gennem hemmelige, frie og direkte valg er et kæmpe demokratisk fremskridt. Det skal ikke undermineres af uklare magtfordelinger og indbyrdes kamp mellem institutioner.

Det udelukker ikke, at man udtænker nye former for borgerinitiativer, der kan kvalificere de politiske beslutninger (ud over de udmærkede redskaber, vi allerede har, i form af offentlige høringer af lovforslag).

Vi må spørge os selv: Hvad er hovedproblemet i det parlamentariske demokrati? Det er den manglende repræsentation på alle niveauer af arbejderklassen i al dens mangfoldighed. Det problem løser vi ikke ved at oprette nye magtstrukturer (som sikkert vil afspejle samme mangel). Det er de politiske organisationers og især venstrefløjens opgave at inkludere arbejderklassen i det politiske arbejde, ligesom det er venstrefløjens opgave at styrke indsatsen i de frivilliges masseorganisationer.

En anden forudsætning er en massiv oprustning af folkeskole, erhvervsfaglige og professionsuddannelser, og voksen efter- og videreuddannelse fra 9. – 10. klasses niveau (VEU og AMU). I det danske klassesamfund er de riges og de højt uddannedes børn foran på point fra start af.

Hvis arbejderklassens børn og unge skal kunne gøre sig gældende, så skal de udstyres med den viden og de færdigheder, der skal til. Det er også forudsætningen for, at arbejderklassen kan blive i stand til at styre landet i socialistisk retning. Viden er magt.

Den danske overenskomstmodel

Sinem Demir efterlyste også nogle svar på, hvad bogens forslag om ”radikalt demokrati” med indførelse af diverse arbejderråd på forskellige niveauer vil få for den nuværende model. Denne model kendetegnes af, at fagforeninger og arbejdsgivere selv aftaler spillereglerne på arbejdsmarkedet, og selv løser indbyrdes konflikter, enten via det arbejdsretlige system eller gennem konflikt.

Det er en stærk model, fordi den – i modsætning til lovgivning – giver arbejderne muligheden for at få direkte indflydelse på deres arbejdsliv og det sidste ord, når der skal indgås kollektive aftaler. Men hvad forestiller forfatterne sig? Vil de ændre de kollektivt aftalte strukturer og indføre ”arbejderråd” gennem lovgivning?

Svaret ligger ikke i det pågældende reformforslag (Udspil nr. 6 s. 239), der begrænser sig til ændringer af arbejdsmiljøloven, som kan give mere magt til de ansatte for at beskytte sig imod farligt arbejdsmiljø – og tak for det.

Det er åbenlyst for enhver, at den danske fagbevægelse er i krise, hvilket bl.a. giver sig udslag i støt faldende medlemstal, især i den private sektor. Men det løser ingenting, at lovgivningsmagten blander sig i det.

Løsningen er, at fagbevægelsen fokuserer langt mere på at inddrage medlemmerne, så fagforeningerne kan blive det, de oprindelig er bestemt for: Kamporganisationer der kan holde en socialistisk regering på rette kurs.

Mangelfuld klasseanalyse

I forlængelse af det synes jeg, at klasseanalysen er stedmoderligt behandlet, ja ligefrem bevidst nedprioriteret. Det er ikke godt nok.

Klasseanalysen skal ikke kun bruges til at definere de samfundsforandrende kræfter helt overordnet. Den skal også kunne identificere de grupper, der har en fælles objektiv interesse i et givent reformforslag – og deres potentiale for at kæmpe for det. Men også de kræfter som må forventes at gøre modstand. Klasseanalysen skal identificere det politiske flertal, der skal gennemføre reformerne.

Hvad det overordnede niveau angår, så må jeg lige indskyde: Det er lidt for frisk at definere arbejderklassen som alle lønarbejdere, der ikke har direktørtitler. Mellem virksomhedsejeren / direktøren på den ene side og arbejderklassen på den anden, er der en række grupper af mellemledere, der står med et ben i hver lejr.

De er underordnede som de fleste andre lønarbejdere, men deres funktion er, at de – om nødvendigt med tvang – skal gennemføre virksomhedsejernes vilje over for lønarbejderen. Derfor er der stadig brug for et begreb som ”mellemlag” (se fx min artikel herom).

På sporet

Trods alt dette – og mange andre indvendinger og kommentarer, som jeg har måttet lade ligge for ikke at sprænge rammerne for en anmeldelse mere, end jeg allerede har gjort – så vil jeg takke Kolstrup og Bregengaard for et godt stykke arbejde.

Det er et vægtigt bidrag til debatten og fælles analyse. Så jo, forfatterne er bestemt på sporet af socialistisk reformpolitik. Den mere langhårede diskussion om den dybere sammenhæng mellem reformer og overgangen til socialisme kan vi vende tilbage til.

---

Bogen kan købes på Solidaritets hjemmeside.