Socialistisk reformpolitik – genmæle I

Kapitalismen er ikke urokkelig

Karen Helveg Petersen skriver i en kommentar i Arbejderen 5. februar:

”Bogen er baseret på, at eksisterende politiske systemer og de grundlæggende kapitalistiske rammer på mirakuløs vis vil tillade temmelig gennemgribende reformer på vej til socialismen”.

Der trækkes lidt i land med, at forfatterne ikke mener, at det er en nem vej til socialismen, vi begiver os ud på – med vores henvisninger til kapitalakkumulationstvangen og kapitalens stumme tvang. Men vi ”forbigår imidlertid, at kapitalismen kan forhindre og fordreje gode hensigter.”

Tja… Vi understreger flere gange den benhårde klassekamp som et grundvilkår og skriver blandt andet:

”Betingelsen for at tale om en socialistisk reformpolitik er, at man i en brydsom verden med uforsonlige klassemodsætninger – realistisk set med mange bump på vejen i form af tilbageslag – kan nærme sig socialismen” (s.153).

Vi omtaler kortfattet – men trækker ikke for alvor på omfattende historiske erfaringer og går i dybden med – hvordan kapitalen og dens kilder til magt har saboteret en socialistisk politik og dens landvindinger. Vi beskæftiger os heller ikke for alvor med socialisters historiske fejltagelser set i bagklogskabens klare lys. Alt det har vi ganske enkelt ikke stillet os som opgave.

Vi har på socialismens vegne i stedet anlagt en optimistisk synsvinkel.

Vi omtaler og giver eksempler på, at den modsætningsfyldte kapitalismes mangfoldige kriser – fra klima- og biodiversitetskrisen, over de forskellige former for økonomiske kriser til stressepidemi og umyndiggørelse – gør, at vi organiserer os, udvikler politik, kæmper for og imod.

Den modsætningsfyldte kapitalismes mangfoldige kriser gør kapitalismen stærkt afhængig af staten. Afhængigheden skal vi bruge i udviklingen og realiseringen af en socialistisk reformpolitik, når betingelserne er til stede og mulighederne for mindre og større brud med kapitalens magt og vilkår på forskellige felter åbner sig.

Vi synes, at Pelle Dragsted ødsler med begrebet socialisme, når han skriver, at socialismen allerede er begyndt. Men der findes siden kapitalismens barndom kim til socialisme med demokratisk besluttede begrænsninger i anvendelsen af private ejendomsrettigheder, udviklingen af en velfærdsstat baseret på beslutninger i parlamentariske forsamlinger – altså en form for behovsstyring på bekostning af markedsstyring, og civilsamfundets samarbejdsrelationer (s. 39ff, s 86ff).

Socialister skal kort sagt kære sig om kimene og ”søge at slå bro mellem den umiddelbare, kortsigtede kamp for et bedre liv, bedre kår under kapitalismen, som trænger sig på, og den langsigtede kamp for at løse problemerne gennem afskaffelsen af kapitalismen til fordel for socialismen” (s. 24).

Karen Helveg Petersen går ikke ind i denne diskussion eller diskussionen af vores konkrete politiske udspil. Hendes kritiske, afvisende pen bærer i stedet brænde til en forestilling om, at vi er afmægtige og det kapitalistiske system urokkeligt.

Vi fornemmer afvisningen af vores gradualistiske strategi – der rummer en fleksibel strategi for at gribe ind i små og store forandringsprocesser, altså en perlerække skelsættende forandringer – til fordel for attentismen, den afventende holdning hos marxister af Karen Helveg Petersens støbning, hvis ærinde begrænser sig til at ”prøve at diagnosticere den nuværende kapitalisme”.

Kapitalismen er ikke urokkelig. Vi diagnosticerer – men for at diskutere konkrete forandringer med et socialistisk perspektiv, vilkår, forudsætninger, og hvem der skal bære forandringerne igennem.

Succesrige socialistiske forandringer vil være et globalt fænomen

Finn Sørensen mener ikke, at kapitalismen er urokkelig, når han i sin anmeldelse: ”På sporet af socialistisk reformpolitik” i Solidaritet skriver:

”Titlen er et godt signal. Reformer af det nuværende kapitalistiske samfund er en nødvendig del af kampen for socialisme. Det synspunkt er nok ikke længere så konfliktfyldt, som det har været tidligere, hvor grupper på venstrefløjen rynkede på næsen af reformkamp som sådan”.

Men også han løfter pegefingeren: ”Under enhver forhandling om reformer – der går tæt på danske og udenlandske kapitalinteresser – vil ligge en latent trussel om at flytte kapital og arbejdspladser ud af landet. Her er værnet mod kapitalflugt helt afgørende. Forfatterne erkender problemet (s. 24) men det er desværre ikke fulgt op med konkrete forslag, så hermed en opfordring til at næste oplag af bogen bliver tilføjet et forslag om det.”

Denne konkrete kritik tager vi til os, selvom vi omtaler ansatte, brugere og det offentliges forkøbsret i forhold til virksomheder, der udflager (bl.a. s. 411).

Vi kunne fx have præciseret og skærpet den såkaldte ”havelågeskat” på værdipapirer for ejere, der flytter til udlandet. Lågeskattens princip er, at der betales samme skat, som hvis ejeren havde solgt sine værdipapirer. Der eksisterer her en henstandsordning, som kunne afskaffes. Værdiforøgelse og profitter, som opnås, mens man bor i udlandet, berøres ikke.

USA kan i den forbindelse være et forbillede. Amerikanske statsborgere skal betale skat i USA uanset, hvor de bor, som den franske økonom Gabriel Zucman siger i Politiken 18. marts.

De erhvervsdrivende fonde kan ikke flytte ud af landet. Da A.P. Møller flyttede familiefonden til Liechtenstein som modtræk over for Anker Jørgensen-regeringens – ifølge Mærsk Mc-Kinney Møller – uhørte tilsynsindgreb, pålagde Østre Landsret ved dom, at familiefonden flyttede tilbage til Danmark. Man kunne vedtage regler for andre selskabskonstruktioner, der forhindrer en udflytning.

Udforingen er imidlertid større, end hvad værn mod udflytning kan rumme, hvis nationale reformer skal fungere midt i en neoliberalistisk globaliseret kapitalisme, hvor store dele af produktionsapparatet er afhængig af underleverandører spredt over hele kloden. Og ikke mindst hvor andre stater og overnationale myndigheder på legal eller suverænitetskrænkende vis på forskellig måde kan gribe ind over for markante socialistiske tiltag.

Vores afgørende afvæbning af defaitismen er derfor, at ”magtfulde politiske strømninger og bevægelser er sjældent eller aldrig isoleret til en enkel lokalitet, men et mere eller mindre udtalt globalt fænomen. Succesrige socialistiske forandringer vil efter al sandsynlighed forløbe forskelligt, men mere eller mindre parallelt i det mindste i større dele af verden. Opgaven er, at både bevægelser og forandringer bliver koordineret bedst muligt. Men vi skal selvfølgelig ikke opgive forsøg på at gå foran, hvis den mulighed byder sig” (s. 26).

Lad os til en begyndelse hoppe med på den internationale bevægelse for en skat på de superriges formuer. Den ender med, at milliardærerne ikke kan flytte sig ud af en beskatning.

Klasseanalyse og alliancer

Betingelsen for gennemførelsen af en socialistisk reformpolitik er, at den vinder opbakning i arbejderklassen, og at forskellige typer af alliancer står bag de mange forskellige politiske tiltag, den rummer. At der eksisterer et ejerskab til reformerne, er uhyre vigtigt for, at de ikke bliver blæst omkuld ved først givne lejlighed.

Finn Sørensen skriver i den sammenhæng, ”at klasseanalysen er stedmoderligt behandlet, ja ligefrem bevidst nedprioriteret. Det er ikke godt nok. Hvad det overordnede niveau angår, så må jeg lige indskyde: Det er lidt for frisk at definere arbejderklassen som alle lønarbejdere, der ikke har direktørtitler. Mellem virksomhedsejeren/direktøren på den ene side og arbejderklassen på den anden, er der en række grupper af mellemledere, der står med et ben i hver lejr”.

Vi indrømmer, at vi ikke har stillet os som opgave at foretage en detaljeret og nuanceret klasseanalyse. Vi har den i Finn Sørensens øjne friske definition af ”arbejderklassen som alle ansatte lønarbejdere, der ikke indgår i ledende stillinger på, hvad man normalt opfatter som direktørniveau” (s. 25).

Vi tilføjer imidlertid følgende nuancering: ”Et socialistisk flertal kan imidlertid være vanskeligt at fastholde på grund af modstand, især fra den kapitalejende kapitalistklasse og andre, der mister flere goder, særlige privilegier og mere rigdom og magt end det, de vinder ved samfundsforandringerne” (s. 25).

Der er store forskelle inden for arbejderklassen, hvad angår indkomst, formue, uddannelse, fysisk nedslidning m.m., men der er ikke det, som sætter skellet mellem klasser for os og for Finn Sørensen, jf. hans artikel i Kritisk Revy: ”Klasseanalyse: Mere fokus på arbejderklassen”.

For Finn Sørensen er det afgørende, om du ”i kraft af din placering i den samfundsmæssige produktion udøver magt over andre lønarbejdere for eksempel i form af kontrol og sanktioner (advarsler, afskedigelse), eller om du er placeret som underordnet lønarbejder uden nogen form for ledelsesansvar. Med andre ord: Er din funktion at være kapitalens forlængede arm over for arbejderne – hvis ja, så tilhører du mellemlagene og ikke arbejderklassen.”

Finn Sørensens definition sætter skolens pedel, også kaldet teknisk ejendomsleder, der har ansvar og kompetencer i forhold til skolens rengøringspersonale, uden for klassen. En gruppe murersvendes sjakbajs ryger vel også ud af klassen? Er det ikke også lige lovlig friskt?

Og hvad med fagforeningsformanden og bestyrelsesmedlemmerne i forhold til de ansatte på kontoret? Hvad med tillidsmanden, der kan sætte sin magt igennem og erobre ledelseskompetencer i forhold til arbejdsgiveren? Vi omtaler i den forbindelse et eksempel inden for den grafiske branche (s. 248).

Vi koncentrerer os om alliancemulighederne

Vi parkerer uden de store betænkeligheder diskussionen om afgrænsninger og mellemlag. Det store spørgsmål i vores kontekst er, om forskellene i definitionen af arbejderklassen har konsekvenser for vores bogs indhold og vores politiske udspil? Det har Finn Sørensen i al fald til gode at demonstrere.

Når vi taler om socialisme og en antikapitalistisk strategi på et overordnet plan, er klasseperspektivet centralt. Men vi tror ikke, at en udpinding og nuancering af klassebegrebet på grundlag af produktionsforholdene bringer os meget videre. Vi har derfor i diskussionen af -hvem der kan mobiliseres for og føre vores politiske udspil igennem – koncentreret os om alliancemuligheder mellem forskellige lag og grupper, hvor klassebegreberne til tider er mindre brugbare.

Set med vores øjne er én ting definitionen af klasser på grundlag af produktionsforholdene. Noget andet er de mangfoldige andre skel i samfundet fra, om man arbejder i en sort eller grøn industri, i en virksomhed, der konkurrerer på det globale marked, eller i det offentliges sundheds-, omsorgs- og socialsektor, om man er boligejer eller bor til leje, om man bor på landet eller i byen, om man kører i egen bil eller er afhængig af den kollektive trafikbetjening, om man er grøn vegetar eller ej.

Alle sådanne skel har betydning for ens identitet, specifikke samfundsinteresser og politiske valg for og imod.

Mangfoldige identiteter konkurrerer med socialisters traditionelle fokus på klassebevidsthed, altså definitionen af, hvem vi føler, vi er i samme båd med, altså klassen ”für sich”.

Vores boligpolitiske udspil (s. 367ff) er et godt eksempel.

En del faglærte arbejdere er vellønnede. Nogle af dem har i en del år været boligejere i Københavnsområdet og Nordsjælland. Det neoliberalistiske kapitalistiske samfund har bevirket, at de i lange perioder har haft et større arbejdsfrit afkast af deres private ejendom end af deres lønarbejde.

Vi vil gerne inddrage den arbejdsfrie samfundsskabte værdiforøgelse uanset, hvilket klassetilhørsforhold ejerne har. At den privilegerede del af boligejernes formuevækst bliver inddraget, er ikke i deres interesse, selvom man udmærket kan argumentere for, at forslaget er almennyttigt. Det gavner arbejderklassen og samfundet, som de også er en del af.

Der mangler flere politiske udspil

Det boligpolitiske udspil: ”Opfyld boligbehovet” er et af 13 politiske udspil, som vi præsenterer. Alle udspil resulterer i parlamentariske beslutningsforslag.

Vi skriver:

”Vores politiske udspil er et katalog med indbyrdes sammenhænge, men repræsenterer langt fra det samlede katalog over de store samfundsforandringer, der samlet set udgør vejen til socialisme”.

Det er således naturligt, at læserne efterlyser flere udspil.

Finn Sørensen savner et politisk velfærdsudspil og argumenterer for, at tryghedsskabende velfærdsrettigheder i et samfundsforandrende perspektiv ”er helt afgørende for arbejderklassens samlede styrke over for kapitalen og skiftende regeringer”. Det er vi enige i.

Erik Christensen efterlyser i sin artikel i Solidaritet: ”Socialistisk reformpolitik og de marginaliserede borgere” i stedet for et par bemærkninger (s. 69f) et udbygget forslag til en universel ubetinget basisindkomst/borgerløn kombineret med en jobgaranti uden pligt til at arbejde, herunder et opgør med aktiveringstvangen.

Vi må her nøjes med at henvise til forskellige forslag til borgerløn, der blev debatteret på Enhedslistens årsmøde 2023, samt til Per Bregengaards artikel fra maj 2023 i Solidaritet: ”Borgerløn skal op af syltekrukken”, der opererer med en trinvis indførelse af borgerløn, som justeres efter erfaringerne, herunder de arbejdsmæssige, sociale og økonomiske konsekvenser.

Andre har i kritikken af bogen peget på gennemgribende forandringer i uddannelsessystemet. Vi har kun enkelte pip om en almen og politisk dannelse (s. 46f, s. 231ff). Et bredere kulturpolitisk udspil end vores om litteraturen (s. 231ff) har også været efterlyst.

Vi peger selv på manglen af et sundhedsudspil og et skatteudspil, der er bredere end ejendomsskatter, og må her nøjes med at henvise til Per Bregengaards (red.) bog: ”Skattens skarpe klo – et skattepolitisk bidrag til udviklingen af en demokratisk, rød og grøn omstillingspolitik” (Solidaritet 2021).

Vores ambition har været at fremkomme med socialistiske reformudspil, der er tilstrækkelig detaljerede og konkrete til, at der kan formuleres beslutningsforslag. Det sætter sine naturlige begrænsninger på antallet af udspil, men vi kunne have… Og udspillene kunne endog udbygges med en højere grad af visualisering, sådan som Ole Erik Hansen og Sommer Raunkjær foreslår i deres anmeldelse i Rød+Grøn: ”Socialistisk reformpolitik – en værdifuld bog, der holder fast ved kapitalismekritikken”.

Vi har bevidst valgt at formulere de enkelte udspil og den samlede buket, så det anskueliggør forestillinger om en demokratisk styring, skitserer et opgør med kapitalmagten på væsentlige felter, fremmer forskellige aspekter af lighed og dækker en bred vifte af initiativer til grøn omstilling med hensyn til klima, biodiversitet og miljø.

En socialistisk reformpolitik med fokus på at demokratisere økonomien

Mandag 27. april kl. 19.30-22.00
Studiestræde 24 – stuen over gården, København K.
Mulighed for at deltage over zoom
Passcode 968696 som vi ikke plejer at benytte – til dem som ikke har linket

Oplæg ved Søren Kolstrup og Per Bregengaard, forfattere til ”Socialistisk reformpolitik – bryd med kapitalismen gennem en demokratisk, rød og grøn omstilling” (Solidaritet 2026).

• Socialisme fra neden starter med arbejdspladserne. Samtidig hævder vi den gyldne middelvej i fordeling af magten. (SK)
• En doughnut-økonomisk ramme for samfundsøkonomien. Men Folketingssocialisme fra oven er ikke vores kop te. (PB)
• Magt over investeringspolitikken og dens finansiering. Det kan blive en trussel mod sunde virksomheder, initiativ og virkelyst. (SK)
• Demokratiske, rød-grønne andelsforetagender. Men markedets tvang kvæler de gode intentioner. (PB)

Socialismen er fælles eje. Fælleseje er ensbetydende med demokratisk styring. Omdrejningspunktet for en socialistisk reformpolitik er således en demokratisering af økonomien.

Vi har valgt fire nedslag i præsentationen af en socialistisk reformpolitik.

Vi lægger op til en diskussion af dilemmaer, udfordringer og faldgruber. Et er modstand og vanskeligheder ved at få gennemført vores forslag til reformer. At praktisere dem har sine egne udfordringer.