Kommunalvalget er over os – venstrefløjens valgperspektiver

Onsdag 22. oktober landede den så, den måling alle med en unormalt stor interesse i det forestående kommunalvalg har ventet på. En stor Epinion-måling som optakt til kommunalvalget i alle landets 98 kommuner. Og den er altså spændende.

København

Vi kan starte i landets hovedstad. 27 procent til Enhedslisten, 21,5 procent til SF og 5,1 procent til Alternativet. Det er absolut flertal, kammerater, hvis den betydelige statistiske usikkerhed falder ud i venstrefløjens favør.

Lad os få nogle realiteter på plads. Selv med absolut flertal kommer vi ikke til at se en rent rødgrøn ”regering” i arbejderkommunen København. Magistratstyret med borgmestre fra de fleste partier består, og der vil med al sandsynlighed fortsat være brede forlig bag de kommunale budgetter. Måske vil det også være for risikabelt at lade flertallet være afhængigt af Alternativet, som kommer ind til valget med en nylig eksklusionssag af partiets borgerrepræsentant Troels Christian Jakobsen.

Under alle omstændigheder vil et flertal give venstrefløjen muligheder for at lave seriøse reformer, der kan give en grønnere og mere socialt retfærdig by. Det kræver også mere medgørlighed fra Christiansborgs side – og det er spørgsmålet, om Folketinget og den nuværende regering vil være tilbøjelig til det.

Med to overborgmesterkandidater fra venstrefløjen – Enhedslistens Line Barfod og SF’s Sisse Marie Welling – er det vigtigt at holde øjnene på muligheden for at gennemføre politik og ikke lade sig forblinde af muligheden for at blive indehaver af den flotte titel.

Nok er det fristende at lade Socialdemokratiets Pernille Rosenkrantz-Theil – hvis kampagnestil synes inspireret af Borgmester Humdinger – blive den socialdemokrat, der taber overborgmesterposten i København efter en evighed med socialdemokratisk styre.

Det vil føles godt – især efter hendes valgkampagne, hvor hun bogstaveligt talt blev hevet ind fra højre, har fået lokaler stillet til rådighed af ejendomsvirksomheden Jeudan og nu mener, at flere parkeringspladser er det vigtigste emne i byen. Og nu turnerer Rosenkrantz-Theil med dommedagsbulletiner om venstrefløjens mulige magtovertagelse, hvor SF er et ”yderfløjsparti, der ikke tager ansvar.” Hvis det virker desperat, er det, fordi det er desperat.

Socialdemokratiets katastrofemåling på 10,4 procent giver da også en behagelig fornemmelse af skadefryd. Men måske kan man få mere ud af at lade være med at falde for fristelsen og i stedet få gennemtrumfet noget politik.

Samtidig skal Københavns venstrefløj overvinde en del indbyrdes uenigheder. Det gælder især den kunstige ø Lynetteholmen, som SF bakker op om, men som Enhedslisten og Alternativet er arge modstandere af.

Mens man kan håbe, at det venstreorienterede samarbejde kan give grønne og solidariske forandringer i København, skal man huske på, at alting er muligt. Sådan er kommunalpolitik. Men under alle omstændigheder kommer ingen konstellation langt – uden at tage den store venstrefløj meget langt med ind i overvejelserne om de næste fire års udvikling i København.

Aarhus

Også i Aarhus står venstrefløjen stærkt. SF ligger til 19,9 procent, og Enhedslisten får en overraskende flot måling på 13 procents opbakning. Det er noget af et comeback oven på en valgperiode, hvor Enhedslisten – efter at have fået tre mandater i Byrådet – nu ikke har nogen tilbage. De valgte er enten gået selv eller er blevet ekskluderet.

For venstrefløjen vil det være af stor betydning at få en velfungerende Enhedsliste ind i byrådet. Med den årelange turbulens i Enhedslisten Aarhus har SF ikke haft reelle muligheder for at kigge til Enhedslisten efter en samarbejdspartner i Byrådet.

SF har derfor samarbejdet bredt, og det har de gjort med pæn succes, hvilket også kommer til udtryk i den flotte meningsmåling. Det vil SF også gøre fremover, men en velfungerende Enhedsliste vil give en samlet venstrefløj mulighed for at markere sig på flere og mere progressive emner.

Enhedslisten er stadig et storbyparti – SF er udbredt i hele landet

Hvor Enhedslisten står til fine valg i landets største byer – sammen med traditionelle højborge som fx Svendborg – står det langt mere vanskeligt til, når vi bevæger os væk fra storbyerne.

I landets niendestørste by Vejle ligger Enhedslisten og roder rundt med en måling på 3,1 procent, mens SF klarer sig meget bedre med en måling på 12,4 procent. I nabobyerne Horsens og Kolding er der et tilsvarende billede. Det er ikke prangende, at et parti – som trods alt går frem i de nationale meningsmålinger – ikke formår at skabe bedre opbakning i de større provinsbyer, hvor det befolkningsmæssige potentiale for et grønt og systemkritisk parti må være til stede.

Det billede går igen mange steder. SF ligger i mange kommuner med flotte, tocifrede målinger, mens Enhedslisten ligger nede omkring 5 procent. Nogle gange lidt mere, andre gange lidt mindre. Hvis de da overhovedet stiller op. SF stiller op i samtlige kommuner, men Enhedslisten mangler stadig på stemmelisten flere steder i landets mindre kommuner.

SF er selvfølgelig hjulpet på vej af de pæne landspolitiske meningsmålinger, men disse målinger viser også, at Enhedslistens kommunalpolitiske gennembrud over hele landet fortsat lader vente på sig. Bevares, SF klarer sig da også bedre i de lidt større byer, men forskellen mellem SF og Enhedslisten er markant.

Det må være grund til overvejelser i Enhedslisten, hvordan partiet kan gøre sig mere attraktivt i lokalvalgene uden for landets største byer. Måske skal man lade sig inspirere af den nye bog Klima og Klasse. Man må formå at koble klassespørgsmålet på klimakampen, så den ikke fremstår som et elitært storbyprojekt – og dermed giver Inger Støjbergs provinspopulisme få frit spil.

Vestegnen

En honourable mention skal gå til meningsmålingerne i hovedstadens forstadskommuner. Her ligger både SF og Enhedslisten til at få fine valg. Her er et par eksempler:

Albertslund: 22,8 procent til SF og 17,4 procent til Enhedslisten.
Den ellers dybt borgerlige kommune Allerød: 10,8 procent til SF og 10,3 procent til Enhedslisten.
Gladsaxe: 19,4 procent til SF og 13 procent til Enhedslisten.

Men også i omegnskommunerne ligger SF mere konsistent højt i målingerne. Der er meget store udsving i Enhedslistens procenttal. Tag bare Lyngby-Taarbæk, hvor SF ligger til 15,2 procent, mens Enhedslisten må nøjes med 4,3 procent.

Og i Hvidovre skal det nævnes, at den siddende borgmester Anders Wolf Andresen og hans SF står til et ufatteligt flot resultat med en måling på 29,1 procent! Efter sigende har borgmester Andresen været meget dygtig i samarbejdet med kommunens øvrige partier, og det belønnes altså nu, hvis målingerne holder. Four more years! Enhedslisten ligger her på 7,7 procent.

De socialistiske folkepartier

Hvor SF kan se frem til flotte flertal over hele landet, hvis målingerne holder – og de lokalpolitiske rævekager ikke bider alt for meget fra sig – mangler Enhedslisten altså stadig sit politiske gennembrud i hele landet. Det er en opgave for partiet, hvis det skal leve op til den politiske ordfører Pelle Dragsteds målsætning om, at Enhedslisten skal være et folkeparti.

Måske handler det om øget kompromisvillighed. Det er blevet beskrevet, at ”SF’ere er mere venstreorienterede end Lenin, indtil det øjeblik de observeres i et forhandlingslokale.”

Det er måske det, de adspurgte i meningsmålingerne belønner. Kommunalpolitik er konkret, og det har direkte konsekvenser for folks liv. Her belønnes det muligvis, at SF er bedre til at tage del i de kommunalpolitiske aftaler og trække dem i en så solidarisk retning som muligt.

Men det kan selvfølgelig være svært at tage del i de kommunale kompromisser, hvis man ikke er ordentligt repræsenteret i byrådene.

For SF ligger en udfordring i, at partiet og dets formentlig mange nyvalgte byrådsmedlemmer skal huske, at kompromisset er meget, men ikke alt. At huske ”socialistisk”-delen af partiets navn – også i det lokalpolitiske arbejde.