Leila Stockmarr: Respekter iranernes håb – men tro ikke på Trump og Netanyahu

Jeg har rejst rundt i Iran flere gange. Når det handler om det brutale, perverse præstestyre, har jeg særligt et minde, der har brændt sig fast på min nethinde. I 2008 – på en internetcafe i den mindre by Yazd i det centrale Iran hvor jeg åbnede min mail via en ekstremt langsom internetforbindelse – sad jeg ved siden af en ung kvinde, som jeg fik øjenkontakt med.

Man kunne kun se hendes klare, brune øjne, ellers var hun helt dækket i sort. Men lige pludselig satte hun neglene i min arm og pressede til og hviskede:

“Help us, help us”.

Så desperat at blot synet af en udenlandsk, kvindelig turist kunne ses som en handlemulighed – en kilde til håb.

Det smerter at tænke på, at hun og millioner af andre kvinder (og mænd og børn) siden har levet i det jerngreb, som kun er blevet strammet mere og mere.

Vi skal ikke lade os spænde for Trump og Netanyahus vogn

Ja, det er selvsagt kun godt, at Khamenei er væk. Den øverste top af den forbryderiske kransekage. Og jeg er den sidste, der skal sidde med en moralsk pegefinger over den glæde, der spreder sig. Det er historisk – på mange (komplekse) måder.

Men, der er så mange balancer, vi skal ramme de her dage. Ingen af os kan hævde, at vi ved, hvordan det er at være iraner i Iran i dag. Og ingen af os ved, hvad de næste dage bringer. Men derfor skal vi heller ikke lade os spænde for Trump og Netanyahus vogn.

For det vil være et gigantisk selvbedrag at tro, at Netanyahu og Trump har gjort det her for at hjælpe civile iranere, for at befri kvinder og for at skabe demokrati.

Netanyahu har stadig gang i sit folkedrab i Gaza – dog på mindre blus og maskeret bag Trumps “fredsplan”. Han har aldrig taget en eneste beslutning for at hjælpe civile i Iran eller andre steder. Israel ønsker ikke demokrati i Iran eller andre lande i regionen. Han ønsker ledere, som han har været med til at “vælge”, som ikke udfordrer ham, og som kan stoppe enhver støtte til palæstinenserne – også blot solidaritet.

Hvad angår Trump, så har vi netop set udviklingen i Venezuela, hvor Trumps hule ord om demokrati og forandring ekstremt hurtigt blev reduceret til en cementering af nummer to i rækken som nikkedukke for Trumps imperialisme – kombineret med en rå plan for et kommercielt udtræk af landets olieressorucer.

Iran har tilsvarende rige olieressourcer, og mon ikke – hvis det kommer så langt – USA vil se venligt på et iransk lederskab, som åbner op for “liberalisering” og “investeringer” i Iranian National Oil Company.

Det er kun gisninger. Men historien viser os et klart mønster.

Trump og Netanyahus interesser – og måden de gennem folkeretsstridige angreb varetager disse på – overlapper ikke med civile iraneres langsigtede interesser og ønsker om frihed, menneskerettigheder og demokrati. De gør, hvad de gør, fordi det tjener dem selv og deres perverse magtstrategier.

For Netanyahu handler det nok primært om at lukke ned for den største regionale rival, om at stoppe forbindelsen mellem Iran, Hamas og Hizbollah og om at få national genoprejsning og vise verden sit parløb med Trump som den ultimative magtdemonstration – og så forsætte kolonisering og kontrol på “hjemmefronten”.

Man skal respektere folks håb

Jeg har selv med den største lup svært ved at se, at angrebet fra deres side handler om at befri kvinder, demokrati og menneskerettigheder.

Bare se på de civile tab i Iran. Og det er komplet naivt og farligt at hylde Israels og USA’s angreb som en kamp for frihed for iranere.

Omvendt skal jeg heller ikke tage fra en eneste iraner, at det må skabe håb og glæde, at der endelig sker noget – særligt efter de seneste måneders nedslagtning af tusinder civile demonstranter – men også frygt for fremtiden.

Ingen af os uden for Iran har en jordisk chance for at vide, hvordan det føles at have levet hele sit liv i det finmaskede fængsel, som præstestyret har bygget og raffineret siden 1979.

Man skal også huske på, at almindelige iranere har levet med de menneskelige konsekvenser af internationale sanktioner, stormagtsrivalisering og angreb fra Israel. Vi ved ikke, hvordan det føles at føle håb for første gang i årtier – men også frygt for, hvad der kommer til at ske.

Tilbage til internetcaféen i Yazd: Der går nok nogen tid, før kvinden med de brune øjne – som er tyve år ældre i dag – mærker konsekvenserne af det her på den ene eller den anden måde. Men det er kvinder som hende og alle civile i Iran, som det her bør handle om.