Litteratur, identitet og familie – Reportage fra Louisiana Literature

For fire år siden gav jeg festivalen et ny navn efter at have haft en samtale med festivalens leder Christian Lund. Jeg kaldte festivalen for ”Louisiana Communications”, fordi jeg oplevede, at litteraturen blev trængt i baggrunden af et fokus på sociale problemer og identitetspolitiske emner. Det forekommer fortsat at være et mere retvisende navn for festivalen.

Det er begrædeligt, fordi festivalen er en af de meget få institutioner i Danmark, der har muskler nok til at tiltrække store internationale navne. Derfor synes der at påhvile Louisiana et særligt ansvar for også at tage litteraturen alvorligt som litteratur og sprog – det er trods alt forfatterne og digterne og deres sprog, der giver os et sprog at tale sammen på. Uden dem ville det, som sker mellem vores kroppe, sind og sjæle være et helt udifferentieret, lydløst ingenting.

I stedet vælger museet at tilbyde platformen til en sociologisk analyse af fransk arbejdsklasse, private erfaringer af kærlighed mellem kvinder og identitetspolitiske markeringer.

Fransk lumpenproletariat

Torsdagens absolutte tilløbsstykke var Édouard Louis. Parkscenen var proppet, og den unge bedrestillede middelklasse sad tætklinet til græsplænen hele vejen op til cafeen på toppen af bakken. Forfatteren afslørede aldrig, at han er forfatter til flere bøger, men vi fik derimod et langt sociologisk foredrag om hans opvækst og familie formidlet og gengivet i forholdet 1:1. Hans veltalenhed og engagement var imponerende.

Flere gange under hans fortælling reagerede publikum begejstret, som om de kunne genkende sig selv i hans formuleringer, men denne privilegerede middelklasse har – gætter jeg på – ingen erfaringer, der kommer bare i nærheden af Louis’ klassebaggrund.

De unge drenge og piger finder fortællingen om det for dem totalt ukendte fascinerende og eksotisk. På et tidspunkt siger Louis, at hans motivation for at skrive bogen ”Kollaps”, der handler om hans bror, har været at forstå det ondskabsfulde og for ham frastødende, hvilket fik publikum til at juble, men jeg tvivler meget på, at de nogen sinde har forsøgt at forstå andet end deres eget feed på diverse platforme.

Derfor hænger løgnen som en tung, uigennemtrængelig tåge over græsplænen den aften i Humblebæk. Til allersidst får Edouard Louis det hele til at implodere ved at sige, at han måske ikke har skabt et sandfærdigt billede af sin bror men bare fremskrevet sine egne forestillinger. Dermed kommer vi en smule tættere på hans skrift, men seancen slutter, inden en samtale om litteratur kan opstå.

Sammensmeltning af biografisk stof, essay og filosofisk refleksion

Tidligere samme dag om eftermiddagen kunne man møde den amerikanske forfatter Maggie Nelson, som blev oversat til dansk af hedengangne Rosinante i 2021 (Argonauterne). Hun er aktuel, fordi Vinter Forlag har valgt at grave hende frem af glemslen og planlægger hele tre udgivelser det kommende år. Hos Maggie Nelson står både litteratur og sprog meget centralt, og derfor er hun i skarp kontrast til den tidligere fremsatte kritik af festivalen. Samtalen med hende føles som en befrielse.

Maggie Nelson arbejder meget med litteraturens forskellige genrer. Hun har udgivet mere klassiske akademiske essaysamlinger; fx ”Like Love”, ”On Freedom” og ”The Act of Cruelty”. Langt mere spændende, når tankerne falder på litteratur og sprog, er den tidligere nævnte ”Argonauterne” og den mere eksplicitte, poetiske ”Bluets”, som udkommer på dansk til foråret på Vinter Forlag. I ”Argonauterne” blandes, integreres og sammensmeltes Maggie Nelsons egen biografi med filosofisk refleksion på umærkelig vis.

Hendes nyeste bog ”The Story of My Mouth” afsætter imidlertid ikke mange spor hos mig. Den forekommer mere som et intermezzo mellem forskellige andre bøger eller en nødvendig tekst for forfatteren for at udholde isolation under pandemien. Jeg læste bogen før festivalen, og efter endt læsning opgav jeg at bede om en samtalen med hende, da jeg ikke længere vidste, hvad jeg skulle tale med hende om.

Efter festivalen fortryder jeg, fordi jeg egentlig tror, der kunne være kommet en vigtig samtale ud af at diskutere det, hun formår så mesterligt i ”Argonauterne”, men nu er det for sent.

Kvinders venskaber, døtre og deres mødre

Under stor hyldest træder Chimamanda Ngozi Adichie ind på scenen. Publikums begejstring synes ingen ende at få – især blandt en lille gruppe sorte kvinder på de forreste rækker. Chimamanda virker næsten lidt forlegen, om end hun jo må være vant til det. Lovprisningen af hende kommer ikke kun fra publikum, men også fra hendes interviewer på scenen Synne Rifbjerg, som også har svært ved at få armene ned.

Efter en rum tid får Chimamanda ørenlyd og må bekende, at hendes stemme næsten er forsvundet. Men i løbet af den efterfølgende time genvinder stemmen sin kraft og klarhed.

Samtalen tager udgangspunkt i hendes seneste roman ”Drømmetælling”. Den handler om fire kvinder, deres forhold til hinanden, til andre kvinder og mænd i deres liv – men måske handler romanen i virkeligheden om Chimamandas forhold til sin egen mor. Moderen døde kort tid efter faderen. Om faderen har Adichie skrevet et essay om sorg, men hun har endnu ikke skrevet om moderen. Det har hun så nu alligevel med ”Drømmetælling” – skønt i fiktionens form.

Chimamanda taler egentlig bare om sociale relationer mellem kvinder. I dagene efter festivalen undrer det mig, at jeg ikke har samme kritik af hende, som jeg retter mod Édouard Louis. Jeg er meget mere blid over for hende, accepterer meget mere – fordi hun er kvinde? Eller fordi jeg har en dyb, forudindtaget sympati for hende og hendes forfatterskab? Heller ikke hun taler særligt meget om litteratur eller sprog.

Hvis jeg skal være helt åbenhjertig, bryder jeg mig ikke særlig meget om hendes romaner. Både ”Americanah” og den aktuelle ”Drømmetælling” er sprogligt og narrativt lige ud ad landevejen – næsten som en Isabelle Allende. Hun synes at have fundet en form at skrive i, hvor vi hver gang får følelsen af, at det er lidt mere af det samme og udstrakt over for mange sider.

Til Chimamandas fordel vil jeg indvende, at hun skriver færre romaner, og mellem romanerne har vi fået nogle meget fine essays – ikke kun ”Noter om sorg”, men også det vidunderlige brev-essay ”Dear Ijeawele”. Begge bøger korte og præcise. Endelig er hun også aktuel med børnebogen ”Mors sovetørklæde”, måske en mere spændende og vigtig udgivelse end ”Drømmetælling”.

Mor og far

”Mors sovetørklæde” er skrevet under synonymet Nwa Grace-James. Det er en æstetisk elegant fortælling om en mor og hendes datter. Datteren er fascinereret af mors tørklæde. Som mange andre sorte kvinder sover moderen med tørklæde om håret for at beskytte håret, men om dagen får datteren lov til at lege med tørklædet. Sammen med tørklædet forsvinder pigen ind i en fantasiverden, eller også opbygger hun bare et intimt forhold til sin mor, uden at mor nødvendigvis hele tiden behøver at være til stede.

Udover at være en smuk og fin fortælling, tilbyder den også adgang til mange små pigers liv, piger som vokser op med tørklædet, et stykke stof som spiller en meget central rolle på mange tidspunkter i livet med kulturel betydning og konsekvenser.

På et tidspunkt taler Chimamanda om sit forhold til sin mor. Hun ville ønske, at hun havde været mere blid over for sin mor, mens hun levede. Hun siger, at døtre sætter meget høje standarder for deres mødre, mens de opfører sig meget mere overbærende og tilgivende over for deres fædre. Det er den eneste gang under samtalen den eftermiddag på Louisiana, hvor hun træder ud af romanen og dens karakterer.

Det ramte mig, fordi det var en præcis beskrivelse af mit forhold til min far – og jeg begyndte at græde, ligesom Chimamanda græd, mens hun talte om sin mor.

Hvis jeg havde skændtes mindre med min far, mens han levede, kunne vi måske have brugt tiden til noget andet. Det fik mig til at indse, at der er noget, som jeg fortryder – ligesom Chimamanda fortryder noget i sit forhold til sin mor.

Bagefter gik jeg ned og kiggede Alberto Giacometti-skulpturerne i øjnene og græd igen og så min far i deres øjne.

Det var min far, der introducerede mig til dem for 55 år siden, og de står stadigvæk på præcist det samme sted på museet, mens alle andre kunstgenstande for længst er udskiftet eller har skiftet plads.