Poetisk nomade og hverdagsanarkist – Mindeord for Morten Ranum

Min nære ven, forfatter og livskunstner Morten Ranum er gået bort. I en alder af blot 61 år. Det er alt for tidligt. Men Morten vil ikke blive glemt.

Fra mit første møde til min sidste gåtur var Morten et menneske, der bevægede sig gennem verden i sit eget tempo, i sin egen rytme med sine egne sanser. Ikke bare i weekenden, men som et fuldtidsjob. For den såkaldt “seriøse verden” af travle, arbejdsstræbende, stressede mennesker interesserede ham ikke.

Mens alle andre taler om dette stadig mere tyngende åg – men uden at gøre noget ved det – valgte Morten at stemple helt ud, at leve sin egen drøm ud som poetisk nomade, blue-collar-arbejder og hverdagsanarkist. Altid spadserende omkring i egen by eller andre byer, som han yndede at besøge. København, Venedig, Budapest, Miami, Dakar, Johannesburg osv.

Og i denne byernes ensomhed og anonymitet fandt han altid i taxamanden, i galleristen, i barmanden, eller hoteldamen noget af sig selv. Og når de var gået hjem og han selv gik hjem, fortsatte han sin samtale med de sovende og de næsten sovende og døde, der talte til ham, fra husgavle, udeserveringer, i parker, i små gadestrøg, fra de små hotelværelser ved floderne som løber gennem byerne.

Afrika

Den, som hører deres stemmer, har rådgivere og forbundsfæller overalt. Morten havde sådanne synlige og usynlige fæller, som holdt ham kørende. Altid alene, altid sammen. Både hjemme og ude. Ikke mindst i Afrika som var og blev hans andet hjem.

Afrika, sagde han engang til mig, findes ikke. Det er et kludetæppe. Ingen kan trevle det op, ingen ved hvad det er. Men han elskede det, og han elskede dets folk. Dets livskraft og ægthed. Siden han første gang satte sine ben i Kampala, Uganda for over 25 år siden, har han aldrig sluppet det. Et liv og et ophold der fik ny næring af hans kæreste Bussi fra Sydafrika, hvis datter Lucca Morten med årene tog til sig som en far. Morten der selv aldrig fik børn.

I Afrika følte han sig mere levende, mere fri. Med årene sagde han ofte til mig: Danskere interesserer sig ikke længere for verden. Kun deres eget spejlbillede. Og vi er mange, der har gået og ventet på Mortens Afrika-bog, hans essaycollage om mødet med kontinentet, som ikke findes, og som ingen ved hvad er.

Men Morten var, med årene, måske mere livskunstner og livsperformer, end han var nogen klassisk forfatter. Med tiden fandt han større glæde ved at lave radioreportager fra Afrika eller om sine møder med digtere, som han også oversatte, eller samtaler med galleriejere om kunstens nye bevægelser og veje.

Det Poetiske Bureau og politik

Også vennerne omkring Det Poetiske Bureau husker Morten som en ekspressiv, performativ oplæser af egne og andres digte. Morten var med lige fra starten i Bureauets gyldne år, hvor poesi, venskab og arbejdsværksteder gik hånd i hånd. Og i Mortens store poetiske inspirator – den spanske digter Federico Garcia Lorca – mødes poesi, krop, performance og politisk engagement – og en dyb omsorg for de udsatte og denne verdens elendige.

Morten var da heller ikke for fin til ikke at holde fast i sit politiske engagement og bidrog med talrige artikler og anmeldelser til både Global Nyt og Solidaritet. Også her foretrak han kunsten – litteratur og teater især – som en måde at sætte ord på det politiske som livsform – der hvor livet, smerten og skønheden er på spil og finder sin egen form.

“Jeg er meget politisk”, skrev Morten til mig i sommers. Men tilføjede så, at “det begynder et helt andet sted.” Jeg vidste godt, hvad han mente. Det politiske begynder før institutionerne, før diskurserne, før fjernsynsudsendelserne, før folketingsvalgene. Det begynder i det sanselige rum mellem mennesker og kroppe og verden. Det begynder i disse møder, hvor folk er berørt og finder sammen og skaber noget.

Et følsomt og skrøbeligt menneske

Morten var for mig en levende bekræftelse af, at der er noget i os, som ikke vil styres og regeres. Den uformbare rest i mennesket. Denne livets egen modstandskraft, drift og overskud. Utallige er de museumsbesøg, byvandringer og digtoplæsninger, vi har delt sammen. Vores fælles interesse for en udvidet kunstforståelse bragte os flere gange sammen til Venedig kunstbiennale. Det som står tilbage, er et menneske der turde leve sit eget liv – ikke andres. Men også fremfor alt et følsomt og skrøbeligt menneske. I de senere år blev hans fars skrøbelige helbred et stadig mere presserende anliggende.

Hele livet havde Morten en levende samtale med sin far om kunst og kunsthåndværk. Farens død i maj måned efterlod Morten i dyb sorg. Men helt til det sidste evnede Morten at bringe sin kritiske sans i spil med det mere essayistisk-personlige – også i hans sidste artikel, udgivet i Solidaritet i september – en reportage fra Louisiana Literature i sommeren 2025.

Et møde med den afrikanske forfatter Chimamanda og hendes litteratur får ham til at spørge sig selv, om der er noget, han fortryder i forhold til sin egen far – om der var noget, der kunne have været anderledes. Han kender ikke helt svaret, og måske er det ikke så afgørende.

Men så gør han noget, som måske alligevel har gjort en stor forskel. Han slentrer væk fra festivalens søgelys og hen til en helt anden kunstner, som har betydet meget for ham. Han skriver: “Bagefter gik jeg ned og kiggede Giacomettiskulpturerne i øjnene og græd igen og så min far i deres øjne. Det var min far, der introducerede mig til dem for 55 år siden, og de står stadigvæk på præcis det samme sted på museet, mens alle andre kunstgenstande for længst er udskiftet eller har skiftet plads.”

I to sætninger mødes det personlige og det alment kunstneriske. Man kunne sige, at her mødes det, Morten til alle tider stræbte efter – en skønhed, en smerte og en livskraft der kan stå af sig selv.

Æret være dit minde.

Morten Ranum bisættes fredag 7. november kl. 13.00 i Nordre Kapel, Vestre Kirkegård i København. Alle er velkomne.