Meloni og Europa – Ventotene-Manifestet under angreb

Det skabte en del opstandelse blandt oppositionspartierne, da den italienske regeringsleder, Giorgia Meloni, gik direkte efter det såkaldte Ventotene-Manifest fra 1941 under et oplæg i parlamentet.

Meloni repræsenterer partiet Fratelli d’Italia (FdI, Italiens Brødre), der er en udløber af det nyfascistiske parti Movimento Sociale Italiano (MSI).

Midt i en situation med forhandlinger om Ukraine mellem russere og amerikanere hen over hovedet på Europa, med en amerikansk præsident, der anser europæerne for parasitter, der skal straffes med told, finder Meloni tiden inde til at miskreditere Manifestet og tømme det for enhver mening. Manifestet er ellers et af grundlæggelsesdokumenterne for Europatanken. Melonis nedsættende ord affødte noget, der nemt kunne være blevet til et større håndgemæng i parlamentssalen.

Men lad os tage et skridt af gangen for at udrede trådene i denne historie og begrunde dens relevans. På mange måder er den tidstypisk for disse års drejning væk fra demokratiets grundlæggende visioner. Hvor det vil ende, er det endnu usikkert at sige noget præcist om. Men der tegner sig unægtelig allerede nogle klare autoritære tendenser, som Donald Trumps afstumpede verdensbillede kun har været med til at accelerere.

Hvad er Ventotene-Manifestet?

Dokumentets oprindelse går tilbage til Anden Verdenskrig. Det blev forfattet af Altiero Spinelli, Ernesto Rossi og fik et forord af Eugenio Colorni. Bag deres forskellige rødder i de kommunistiske, socialistiske og progressivt liberale idéer var de blevet enige om det fælles udspil.

Alle var prominente antifascister og modstandere af Mussolinis fascistiske styre. Det var baggrunden for, at de blev interneret på en af regimets mange fangeøer, nemlig Ventotene, der på det tidspunkt husede op til 800 fanger, hvoraf langt de fleste var havnet der af politiske grunde. Spinelli, den mest kendte af de tre, blev senere en fremtrædende figur i Europaparlamenter og medlem af Kommissionen frem til sin død i 1986.

Manifestet findes overleveret i flere udgaver, hvoraf den første version stammer fra 1941. Krigen havde da endnu ikke nået sit vendepunkt. De tyske hære og deres italienske allierede havde fortsat fremgang på slagmarken. Senere versioner kom i omløb i 1943 og 1944 – altså på tidspunkter, hvor krigslykken var vendt efter de afgørende slag ved El-Alamein og Stalingrad fra juli 1942 til februar 1943.

I Rom var Mussolini blevet afsat i juli 1943, efter De Allierede var gået i land på Sicilien og rykkede nordpå. Siden blev han af Hitler udpeget til regeringsleder over en stødpudestat i Norditalien, mens tyskerne satte sig militært på de dele af landet, der endnu ikke var blevet befriet. Det var også på det tidspunkt, at der blev dannet en slagkraftig italiensk modstandsbevægelse mod de sidste rester af fascismen, der med den tyske tilstedeværelse havde fået et mere entydigt nazistisk præg.

De ændrede betingelser gjorde derfor Manifestets argumenter for nødvendigheden af et forenet, føderalt Europa så meget mere påtrængende. Man kunne nu skimte en afslutning på krigen og en ny fremtid på den anden side af de regimer, der havde det primære ansvar for den ufattelige tragedie.

Budskabet var klart. Sprogbrugen var stærkt farvet af forfatternes ståsted i 1930’ernes politiske kultur, der selvsagt også var blevet skærpet af den væbnede kamp mod de totalitære regimer. Krigen krævede handling, eftersom spørgsmålet om, hvilke præmisser fremtiden konkret skulle bygge på, først måtte afgøres på slagmarken, hvor kun krigens lovløshed herskede. Ifølge sagens natur var der ikke her megen plads til samtale og meningsudveksling om de mere detaljerede forfatningsproblemer, der dog snart skulle blive aktualiserede.

Men neden under disse givne vilkår lå der i Manifestet et ønske om, at skabe en bred alliance af antifascistiske kræfter om et føderalt Europa, en europæisk forbundsstat på et demokratisk og konstitutionelt grundlag. Det var i forfatternes øjne den eneste måde, hvorpå Europa kunne komme videre og hindre et tilbagefald til de faktorer, der havde udløst de to verdenskrige.

Kritikken af den nationsopfattelse, der definerede de totalitære regimer i datidens Italien og Tyskland, var derfor helt central i argumentationen. En nation, hed det, blev før anskuet som et produkt af historien, hvori der blev skabt “et større fællesskab af skikke og forventninger”. Det var denne opfattelse, der i forlængelse af Den Franske Revolution lå bag de store nationale selvstændighedsbevægelser. Men den viste sig hurtigt at have mere i sig, som de totalitære regimer udnyttede til fulde:

”Nationen er derimod blevet en guddommelig størrelse, en organisme, der alene skal tænke på sin egen eksistens og sin egen udvikling uden overhovedet at kere sig om den skade, som andre kan lide. De nationale staters absolutte suverænitet har udløst en vilje til herredømme i hver af disse stater, fordi de hver især føler sig truet af de andres magt og betragter stadig større territorier som deres ‘livsrum’, der tillader dem at bevæge sig frit og sikre sig de nødvendige eksistensmidler uden at være afhængige af andre. Den vilje til herredømme ville kun kunne bilægges med den stærkeste stats hegemoni over de underkuede stater.”

Forfatterne var godt klar over, at denne model allerede havde dikteret europæernes imperialistiske erobringer af verden. I virkeligheden trak de totalitære regimer på erfaringerne fra kolonierne og førte den repressive og racistisk begrundede politik tilbage til moderlandene, hvori de blev forstærket af disses større ideologiske og teknokratiske beredskab.

Det gav sig selv, at den brede antifascistiske front, der foresvævede Manifestets ophavsmænd, måtte markere sig over for fascismen. De lagde imidlertid også afstand til kommunismen, som den var sandet til i Stalins terrorregime i Sovjetunionen.

Budskabet var, at det nye Europa efter 1945 måtte give afkald på sine koloniriger og samtidig udstikke nogle konstitutionelle og institutionelle garantier mod en genoptagelse af det destruktive parløb, som imperialismen og totalitarismen repræsenterede. Man kunne måske med et velkendt udtryk sige, at hvad der blev tabt udadtil, skulle vindes indadtil.

For forfatterne betød det opbygningen af en velfærdsstat med alle de nødvendige rettigheder, det krævede. Men det stod dem også klart, at de bedste og mere langsigtede muligheder for udbygningen af den sociale solidaritet nu ikke længere lå i den enkelte europæiske nationalstat men i et føderalt, altså i et postnationalt Europa.  

Hvad sagde Meloni så – og hvorfor?

Premierministeren slog ned på flere passager i Manifestet, der ikke var forenelige med det Europa, hun så frem til.

Nu er det i sig selv ikke nogen hemmelighed, at Meloni ønsker et andet Europa end det føderale. Hun hælder i retning af Viktor Orbàns konføderale Europa – altså et Europa, der alene består af selvstændige nationalstater. I et nyligt interview til Financial Times(29. marts) bekræftede Meloni denne indstilling ved at mene, at Bruxelles har mistet orienteringen og gav på dette punkt JD Vance ret. Ved samme lejlighed lagde hun i øvrigt ikke skjul på sin sympati for Donald Trumps dagsorden.

På dette sted skal der blot slås ned på et af Melonis anklagepunkter mod Manifestet, hvori det et sted hedder: “Den private ejendomsret skal afskaffes, begrænses, korrigeres og udvides fra sag til sag, dog ikke på en dogmatisk måde”. Ret beset er det en ret rummelig formulering, der ikke burde skræmme nogen, og hvis formål da også var møntet på at sikre en så bred opbakning til det europæiske projekt som muligt.

Faktisk blev der skrevet noget lignende ind i den nye italienske forfatning fra 1948, der foreskrev, at den private økonomiske aktivitet ikke måtte stride imod “den offentlige nytte”. Forfatningen åbnede endvidere op for, at der kunne være situationer, hvori nationaliseringer kunne være nødvendige.

Hvis Meloni var i besiddelse af et minimum af historisk forståelse, ville hun vide, at store dele af den italienske industri, finansverden og energiforsyning var på statens hænder frem til den nyliberalistiske privatiseringsbølge i 1990’erne.

Det var faktisk en linje, som efterkrigstidens politikere udbyggede fra fascismens krisepolitik i første halvdel af 1930’erne for at dæmme op for de ødelæggende virkninger af det amerikanske børskrak i 1929. Den italienske stat sidder den dag i dag fortsat på betydelige andele i nøglevirksomhederne.

Det er også et strejf af historiens ironi, at nogle dage efter Meloni fremsatte sin forstillede frygt for justerende indgreb i den frie markedsøkonomi, købte det offentlige italienske postvæsen sig til en bestemmende indflydelse i teleselskabet Telecom Italia, som ellers tidligere var blevet privatiseret.

Hvad kan man så konkludere af denne lemfældige og temmelig selektive læsning af Ventotene-Manifestet? For det første, at Meloni har et forbavsende ringe kendskab til forfatningen og til nyere italiensk historie.

For det andet, at hun udvælger sig mindre brudstykker for at delegitimere Manifestets overordnede anliggende: et føderalt og demokratisk Europa, der har taget ved lære af fortidens totalitarisme.

For det tredje afspejler indlægget et grundtræk ved den højrepopulistiske retorik – nemlig at bringe modparten i forsvarsposition ved at rykke hurtigt ud, overraske og bryde ned.        

Forskellige historieopfattelser og forventninger til fremtiden

Når Giorgia Meloni gør, som hun gør, har det ikke så lidt at gøre med de dybereliggende inspirationskilder til hendes egen politiske kultur. Den unge Meloni meldte sig i 1992 ind i det daværende nyfascistiske MSI og tilsluttede sig et parti, hvis grundlæggere havde indledt deres politiske karriere under den historiske fascisme.

Silvio Berlusconi lukkede partiet ind i sin første regering i 1994 og ‘hvidvaskede’ dermed en politisk tradition, som både den italienske forfatning og Ventotene-Manifestet ønskede at marginalisere ved at lancere en bedre og mere overbevisende samfundsmodel. Man så allerede her de første konturer af en udvikling, der senere skulle bringe Meloni til magten ved valget i 2022 – og få en bredere resonans med Trump 2.0. 

Når det har kunnet ske, har det en forklaring i, at efterkrigstidens socialliberale demokratier og den europæiske konstruktion har haft svært ved at indfri forventningerne til dem.

Det politiske og kulturelle tomrum, som dermed er blevet skabt, har banet vejen for stærke højrepopulistiske bevægelser. Som det er tilfældet med Melonis Fratelli d’Italia, trækker disse bevægelser på gammelt tankegods, som mange troede, havde udlevet sig selv, men som nu er vendt tilbage med en hidtil uset kraft.

Politik er i stor stil igen blevet reduceret til et spørgsmål om at identificere indre og ydre fjender, der ikke bare sprogligt skal nedgøres, men som også helst skal bringes til tavshed med aggressioner og retsstridige indgreb.

Ved at samle op på det bedste fra en lang socialliberal og socialistisk tradition står Ventotene-Manifestet i dag som et passende udgangspunkt for at gentænke den europæiske situation. For at forstå baggrunden for den europæiske tankes opståen og fortsatte relevans – og for at modvirke den igangværende omskrivning af antifascismen og undermineringen af de demokratiske idealer.