Teknisk Klub protesterer uden for Politikens Hus imod ledelsens planer om at udlicitere trykkeriet. Johnna står i midten med et skilt, 'Nej til afvikling - Ja til udvikling' . Protesten fandt sted et par år før udflytningen af trykkeriet til Avedøre i 2004. Foto: Tommy Hartvigsen
12 min. læsetid

De grafiske arbejdere skabte en form for solidarisk arbejdermagt i en privatkapitalistisk virksomhed. Adam Johansen fortæller om en usædvanlig arbejdsplads fra 1960erne og frem til 2008.


Af Adam Johansen

Politiken bliver stadig trykt på papir og har i dag en kapital på 1 mia. kr. i ryggen. I 2004 lukkede Politikens Hus trykkeriet på Rådhuspladsen – og fik sat en stopper for de arbejdsforhold og den magt, trykkerne havde opbygget gennem 30 år fra slutningen af 1960erne. I trykkeriet skabte typograferne et usædvanligt selvstyre for, hvordan deres arbejde skulle foregå. De kæmpede for at opbygge et demokratisk sammenhold og for at opnå aftaler og opretholde normer og værdier, det fortsat er værd at blive inspireret af. Fx rekruttering af kvinder og af arbejdsløse, afskaffelse af hierarki i organiseringen af arbejdet, 100 % organisering i fagforening og arbejdspladsklub, og en uskreven norm om at man aldrig gik til ledelsen uden en tillidsrepræsentant. De skabte en form for solidarisk arbejdermagt i en privatkapitalistisk virksomhed. Der blev taget fagpolitiske stormskridt fx for ansættelse af de arbejdsløse – og der blev selvfølgelig begået fejl.

Men – det kan være anderledes at gå på arbejde, og at være sammen om at slås for og opnå solidaritet. Solidaritet bringer her den anden af tre artikler, som ikke er historiske, men slår ned på udvalgte temaer. Artiklerne bygger på samtaler med tidligere trykker-tillidsrepræsentanter og klubformænd, Poul Kent og Peer Sture, og med tidligere talsmand Stine Andersen og listefører Johnna Mortensen. Den første artikel beskrev nogle af årsagerne til trykkernes styrkeposition. Anden artikel beskriver, hvordan de arbejdsløse var en del af fællesskabet. Denne sidste i serien handler om, hvordan opløsningen af værdier og normer gjorde det umuligt at tage en konflikt frem mod det endelige opgør i 2008.


I 2004 fusionerede Politikens og Berlingske Tidendes trykkerier på Avedøre Holme, hvor trykkerne fra Berlingske Tidende allerede havde arbejdet i mange år. I 2008 blev næsten alle trykkere fyret. Dermed blev det arbejdsfællesskab, trykkerne på Politiken havde opbygget gennem mere end 30 år til slut knust. Det viste sig, at de uskrevne regler og den kultur, som udmøntede de opnåede aftaler i hverdagen, blev udslagsgivende for, at trykkerne fra Politiken mistede alt det, de havde skabt på Rådhuspladsen.

Socialt fællesskab og omsorg

Der blev tit festet, med og uden anledning, og drukket meget øl. Der var særlige traditioner, fx blev der holdt ’svendegilde’, når kolleger blev fastansat (det var ikke en lærlingeuddannelse men en kortere oplæring). De skulle trække papirbanen på, som blev sprængt igen og igen. De fik hatte på, og der blev sunget sange med vers, der var skrevet til dem personligt. Det var særlig på dagturen og efter at Ekstra Bladet var trykt, for så var der tid til skæg og ballade, ”Vi kommer aldrig til at grine så meget igen,” fortæller Stine.

Mange havde en stor del af deres sociale liv i trykkeriet, og de var en del af fællesskabet, fortsætter Stine: ”Når man var de her 6-7 stykker på maskinen, så var man et kollektiv.” ”Man fik jo venner, det var ligesom at være en familie,” siger Johnna. Der kunne også tages hensyn til særlige private behov.  Stine fortæller, at i de år, hvor hendes datter gik i børnehave, byttede hun sig til dagture og kunne altid arrangere sig, så hun kunne hente sin datter til tiden.

Johnna fortæller, at nogle kolleger på et tidspunkt, hvor hun var listefører, henvendte sig til hende og bad om ikke at skulle arbejde sammen med den og den kollega: ”Så blev de prompte sat til at arbejde sammen med netop de kolleger. Vi skulle ikke have nogen klikedannelse,” fortæller Johnna.

Partikampe og fagstridigheder skabte forandringer i trykkeriet, men ikke splittelser i de grafiske arbejderes Teknisk klub. Trykkerne var organiseret i Dansk Typograf Forbund (DTF), men i 1984 indgik Dansk Litografisk Forbund en bemandingsaftale på maskinerne – bagom ryggen på de typografiske trykkere. Det kom som et chok for trykkere og trykkeriarbejdere, og det skabte interne modsætninger, som dog blev overvundet. Det var Socialdemokraternes politiske kamp imod DKP’s ledelse af DTF og indflydelse i de grafiske fag, der lå bag overgrebet, men fællesskabet i trykkeriet holdt.     

Jens ovenpå Poul, ovenpå Peer, ovenpå Trompet Svend fra dengang de skrev til Skifteholdets forestilling, Hvor blev avisen af? Foto: Ebbe Andersen/pol/Ritzau Scanpix

Alkohol

Der blev drukket ’helt vildt mange’ øl. Det blev der også på mange andre arbejdspladser dengang. ”Næst efter Tivoli og Berlingske Tidende var Politiken det sted, hvor der blev drukket mest øl i København,” ifølge Peer. Det var også journalister og redaktører, politikere og kunstnere, og andre gæster der drak – meget. ”Når man skulle hygge sig, gav man en omgang bajere,” fortæller Stine Dengang var det almindeligt at drikke øl i arbejdstiden. Det kan være svært at se en mening med i dag. Men en øl gav anledning til en pause, til socialt samvær og kunne også være en kompensation for hårdt arbejde.

Hvis en kollega mødte op og var fuld, blev de altid dækket ind: ”Gå ind i samaritter rummet og sov branderten ud – og vis dig for Guds skyld ikke herude,” som Johnna sagde: ”Men der var aldrig ulykker på grund af alkohol.” Peer og John var engang på druk i tre dage, hvor de samtidig gik på arbejde. De blev holdt væk fra maskinerne, ”du er i overskud, du er i overskud, blev der sagt som ordre fra en TR, men Peer og John var begejstrede, ’så kan vi feste videre’,” fortæller Johnna.

Politiken var det billigste værtshus i byen. Det sørgede trykkerne for, ledelsen kunne ikke altid komme igennem med en prisstigning. Folk skulle også have noget at spise, Poul kunne fortælle en god historie tilbage fra 1960erne: ”Engang var de røde pølser udsolgt… og en anden gang var den ene af dagens to retter udsolgt. Sætterne holdt fagligt møde, og så var de røde pølser tilbage, og den anden gang var det ombryderne, der gik til møde for at få to dagens retter igen.”

Tålmodigheden med de alkoholiserede var stor, men fællesskabet kunne også ende med at sige dem op. ”Folk kom til kammeratlige samtaler, nogle havde drukket i lang tid. Jeg tror Rørberg fik 10 advarsler, hvor han så endte med at blive fyret på trykkerklubbens generalforsamling,” fortæller Peer: ”Firmaet havde brugt mange penge på afvænningsforløb for Rørberg, og det gjorde man også for andre. Han var selvfølgelig ikke glad for at blive fyret af sine egne kolleger. Men som han selv sagde, ’hellere dø af druk end af tørst’.”

”De senere år var det nemmere ikke at drikke,” fortæller Peer. Normen var på retur, men alkohol fyldte meget. ”Der var mange alkoholikere,” siger Johnna.

’Det opvarmede lig’

Mange i trykkeriet havde øgenavne. ”De fleste øgenavne var kærligt ment,” siger Stine, og Poul tilføjer, at det ikke var hans indtryk, at der var kolleger, der helst var fri for deres øgenavn. Et ex på tilsyneladende godmodige øgenavne var et telefonopkald efter en afløser, som kunne lyde sådan her: ”Hallo det er Snotberg, jeg ringer for Geden. Kosten har lagt sig syg og Pillerik står på bolle (bolle stod for at være på tilkaldevagt).” ’Snotberg’ præsenterede sig i telefonen med sit øgenavn, så måske var det ok for ham. Poul blev kaldt ’Den lille formand’ og Peer ’Bornholmeren’.

“De senere år var det nemmere ikke at drikke. Normen var på retur, men alkohol fyldte meget. ”Der var mange alkoholikere”

+

Nogen satte sig udenfor. ”Der vil altid være nogen, der ikke kan indordne sig,” som Poul sagde, ”og de kunne godt få at høre for det.” Peer uddyber: ”’Sorte Flemming’ og ’Den Hvide Hval’… ’Det opvarmede lig’, de var edder mane mig stride at arbejde sammen med, de lavede ingenting og byttede sig altid til de samme ture, hvor de meldte sig syge efter weekenden, der jo udløste flest tillæg og afspadseringstimer.”

”Der var tilfælde af mobning,” siger Johnna, ”fx troede Sorte-Flemming, som var meget glad for sit sortfarvede hår, at det netop var håret, der blev hentydet til med øgenavnet. Men han fik ikke lov at blive i troen. Næ, han fik at vide, at det var hans sorte tænder, der var anledningen… Dertil skal det lige siges, at han selv kunne være virkelig strid overfor kollegerne.” Johnna fortsætter: ”Der var også mandschauvinisme. Når vi fx ikke syntes, at en af de mandlige trykkere var lige så tiltrækkende og fantastisk, som han selv mente, kunne vi blive spurgt, ’er du lesbisk’?”

Til Politikens Tekniske Klub på 95 års dagen

– melodi: Sangen om Larsen

Her er en sang om en gammel forening,
en fælles klub, der igen fylder år.
Og den har altid holdt målet for øje;
at teknikkens folk sku’ ha’ de bedste kår.
Det har været så godt – men nu’ det faktisk skidt.

Vi voksed’ op i en grafisk familie,
med tradition for lidt indbyrdes kiv.
Men vi var fast og forankret i troen:
”typografen er historiens lok’motiv.”
Det har været så godt – men nu’ det faktisk skidt.

Og vi var først med en hel uges ferie,
og otte timer på jobbet hver dag.
En arbejdsgiver som ville diktere;
kunne komme an og få det glatte lag.
Det har været så godt – men nu’ det faktisk skidt.

Og der var strejker og kampe mod uret,
og klubben levede op til sit ry.
For uden os kom der ingen aviser;
der var eneret på arbejde med bly.
Det har været så godt – men nu’ det faktisk skidt.

Men tider skifter – metoderne ændres,
det nye våben var teknologi.
Og langsomt måtte vi alle erkende;
at den gyldne tid for faget var forbi.
Det har været så godt – men nu’ det faktisk skidt.

Og vores Forbund det mistede gejsten,
de gamle dyder blev smidt over bord.
Og da man slukkede lyset på Lygten;
blev vi medlemmer af Handel og Kontor.
Det har været så godt – men nu’ det faktisk skidt.

Fra Jyllands-Posten til Avedøre,
det hele ender i fælles fusion.
På Rådhuspladsen skal ven og kollega
snart ta’ afsked med den gamle rotation.
Det har været så godt – men nu’ det faktisk skidt.

Skønt vi har stået mod muren,
har vi bevaret vor identitet.
Vi har principper der aldrig forældes:
det er sammenhold og solidaritet.
Det har været så skidt – nu må det blive godt.

For det er tid til at kræfter forenes
og vi vil kæmpe alt det, vi formår,
for vores ret til at lave aviser
både nu – og i de næste hundred’ år.
Det har været så skidt – nu kan det kun gå godt!

Melodi: Bernhard Christensen/Herman Koppel. Tekst: Stine Andersen, 2002

+

Flere faktorer havde øgenavne, en af dem havde tidligere været klubkasserer for trykkernes klub på Husum tryk. Han var så løbet med kassen og blev derfor konsekvent kaldt ’Ærlige Bent’. En anden faktor blev afsløret i at dyrke sex med en kontordame på sit kontor, hvorefter han blev kaldt ’Svend Erik Kedelig’. Der var endda en faktor, hvor ledelsen bad trykkerne om at holde op med at kalde ham ’Klaus Kludder’. Det tog hårdt på ham. Det omgik trykkerne ved – hver gang han viste sig – at vinke til ham med en klud. Det var mobning, og det var en fejl. Men det var udtryk for, at ledelsesrepræsentanter blev opfattet som klassefjenden.

’Dem og os’

De mange år, de fire trykkere var ansat, var Politikens Hus en god forretning. Alligevel var den overordnede fortjeneste hele tiden på spil. Ledelsen prøvede konstant at forringe bemandingsaftalerne, og trykkerne stillede omvendt krav om bedre aftaler og højere løn. Det skabte et skarpt skel mellem ledelse og ansatte.

På gulvplan var nærmeste leder den såkaldte faktor. Til forskel fra trykkerne havde de ikke megen indflydelse på deres forhold. ”De blev kostet rundt af ledelsen og kunne fx blive beordret til at aflyse en ferie på Mallorca,” som Peer fortalte. Som sagt styrede trykkerne selv, hvornår de havde ferie, og den blev ikke inddraget.

Overfor trykkerne forholdt faktorerne sig meget forsigtigt. Nogle af dem var bange og nervøse. ”De var ret ensomme,” som Peer sagde. Ingen typografer var bange for dem. Faktorerne blev helt udelukket fra trykkernes fællesskab og havde knap nogen reel funktion. De var som en lus mellem to negle, der reelt ikke havde noget at skulle have sagt overfor trykkerne, og de var samtidig dem, ledelsen pukkede på, når noget ikke kørte, som det skulle. Og når der var konflikt, var det ledelsen og ikke faktorerne, der forhandlede.

For at der ikke skulle finde nogen forskelsbehandling sted, var det kun tilladt at gå ind på faktorens kontor, når man var sammen med en TR. Det sikrede en kollektiv og vidtgående ligestilling, og opretholdt den disciplin blandt ’os’, som var bygget op i fællesskabet. Kolleger og de nærmeste arbejdsledere skulle ikke blande sig med hinanden. ”Selv når gode kollegaer gik over og blev faktor, blev der cuttet,” som Peer siger: ”Det er ikke til at forstå, at folk ikke kunne lære det.” Engang indkaldte en tillidsrepræsentant til møde, hvor han spurgte, om der var nogen til stede, der havde søgt en opslået stilling som faktor. For så kunne de godt forlade mødet. Det var der én, der gjorde. Men det viste sig senere, at selvsamme tillidsrepræsentant også havde søgt jobbet som faktor. Da det blev afsløret, blev han fyret af trykkerne.

’Vi skulle have taget kampen’

Da Politikens trykkere blev fusioneret med Berlingske Tidendes trykkere i Trykkompagniet på Avedøre Holme, mødte de en helt anden kultur. ”Efter lange forhandlinger og aktioner fik vi 95 % af vores krav opfyldt i de aftaler, vi fik med,” som Poul Kent fortæller. Men det skulle vise sig, at aftalerne ikke kunne hamle op med den kultur, der var i det nye trykkeri. De uskrevne regler og den praksis, der udfyldte de formelle aftaler, viste sig at være den afgørende forskel. Peer siger: ”Vi blev bombet så mange år tilbage.” Johnna afbryder: ”Jeg troede ikke mine egne ører, nu var det tilladt at være racist. Det kunne man ikke på Politiken… ’Det der racisme, det kan du godt stoppe’.” Og Peer fortsætter: ”Det var ikke aftalesættet, det var galt med. Det var det hele. Kulturen på de to arbejdspladser, Politiken og Trykkompagniet, var som nat og dag. Mange af de kolleger, vi mødte dér, var virkelig usolidariske. Folk gik bag om ryggen på hinanden og lavede aftaler for deres eget hold med en faktor… De hængte hinanden ud og støttede ikke hinanden.” Stine tilføjer: ”Ledelsen havde et kæmpe ord at skulle have sagt, mange kolleger var skrækslagne for lederne – de følte sig ikke beskyttet af fællesskabet.”

I årene fra 2004 og frem blev de stærke værdier og normer fra Politiken nedbrudt. I 2008 meldte ledelsen ud, at ud af de 110 trykkere kunne 12 fortsætte på nye og ringere vilkår. Stine siger: ”Vi vidste ikke hvem, de 12 var, og der blev vi stillet overfor et klassisk dilemma, skal vi redde røven på de få, eller kæmpe for de mange? På trods af, at der blandt trykkerne var stort flertal for at vælge forhandlingsløsningen, var det en situation der skabte vrede og bitterhed… Vi skulle have taget en kollektiv kamp, så vi kunne være gået ud ad porten på en anden måde – med stoltheden i behold, også selvom vi havde tabt… Man fik det så dårligt… flere af kollegerne fra Trykkompagniet blev præget for livet af sammenbruddet i arbejdsfællesskabet,” siger Stine om afslutningen i 2008.


Adam Johansen

Pensioneret lektor og tidligere litograf.

Læs mere af Adam Johansen