Ny regering på vej i Polen

Efter valget søndag 15. oktober får Polen med al sandsynlighed en ny regering under ledelse af Donald Tusk. Den 66-årige Tusk har en lang politisk karriere bag sig. Han har været aktiv i polsk politik lige siden 1989 og tidligere været både landets ministerpræsident og derefter EU-præsident. Resultatet er hilst meget velkomment i Europas liberale mainstream. Allerede før regeringsforhandlingerne for alvor er begyndt, har Tusk været på besøg i Bruxelles.

Det hidtidig regeringsbærende parti, Lov og Retfærdighedspartiet (PiS), blev med 35,4 procent af stemmerne det største parti ved valget, men partiet mangler støttepartier for at kunne danne regering. Det højrepopulistiske parti Konføderationen, der havde slået sig op på en voldsom modstand mod EU og indvandring – også ukrainsk indvandring – klarede sig langt dårligere end forventet med blot lidt over syv procent af stemmerne. Målinger i ugerne op til valget havde givet partiet klart større opbakning.

Ud over Borgerkoalitionen (KO) opnåede Den Tredje Vej og Venstreblokken pladser i parlamentet. De vil formentlig være med i en ny regering. Det centrum-liberale parti Tredje Vej klarede sig overraskende godt og fik 14,5 procent af stemmerne. Nogle meningsmålinger havde spået, at partiet ikke ville klare spærregrænsen, der for partikoalitioner er på 8 pct. Venstrefløjspartiet Nyt Venstre måtte nøjes med godt og vel otte procent. Men venstrefløjspartier har det lige nu svært i både det “gamle” og det “nye” Europa.

Valgdeltagelsen på 74 procent var efter polske standarder usædvanligt høj. Ved det første frie valg tilbage i 1989 var valgdeltagelsen klart lavere, på 62 procent. En stærk mobilisering af vælgerne og valgets store betydning er tilsyneladende mest kommet oppositionen til gode. Ved valget i 2005 var stemmeprocenten ved valget helt nede på blot 40 procent.

Svær ny regeringskoalition

Polens præsident Andrzej Duda, der er valgt for Lov og Retfærdighedspartiet (PiS), er tvunget til at lade Borgerkoalitionens leder Donald Tusk lede regeringsforhandlingerne.

Forhandlingerne mellem oppositionspartierne bliver ikke lette. Kemien mellem Tusk og Den Tredje Vejs partileder Szymon Holowna er ikke god. Samtidig skal man forsøge at danne en koalition mellem de to liberale centrumpartier, det kristne Bondeparti, der – som navnet antyder – fører en meget landbrugsvenlig politik, og venstrefløjspartiet Nyt Venstre, som formentlig vil presse den kommende regering på velfærdsspørgsmålene.

Netop velfærdsspørgsmålet har gjort, at Nyt Venstre i flere omgange har støttet den hidtidige PiS-regering, som på mange økonomiske områder har opført sig mere venstreorienteret, end hvad man kan forvente fra Donald Tusk.

Den eneste mulighed for, at Lov og Retfærdighedspartiet (PiS) kan fortsætte som regeringsparti, er at Nyt Venstre og/eller Bondepartiet (PSL) springer fra regeringsforhandlingerne og ikke møder en ny PiS-ledet regering med et mistillidsvotum. Det forekommer ikke sandsynligt. Men meget kan ske.

Svære emner vil være højt på dagsordenen. Ud over regeringens program og konkrete politiske spørgsmål skal ministerposterne fordeles, og det i sig selv er bestemt ikke en enkelt sag. Det viser erfaringer fra andre lande.

Polen, EU og Ukraine

Under den nye “iskolde krig” med Rusland og krigen i Ukraine har udenrigsministeriet og forsvarsministeriet fået ekstra betydning. Forholdet til EU og NATO vil næppe volde de store problemer, som det gjorde under den forrige regering. Den anti-tyske retorik vil holde op. Polen vil dog næppe bøje sig for EU’s krav på immigrationsområdet. De sanktioner, EU har gennemført over for PiS-regeringen, bliver formentlig ophævet, helt eller gradvist.

Emnet var allerede på dagsordenen, da Tusk for nyligt aflagde besøg i Bruxelles. Politikken over for Rusland vil fortsat være hård, men mere i overensstemmelse med den linje, NATO og EU står for. Under PiS-regeringen var Polen i en form for “krig” med Rusland, EU og Tyskland på samme tid. Forholdet til Ukraine var ret anspændt, også efter Ruslands invasion.

Uoverensstemmelserne mellem Warszawa og Kyiv ophører næppe, men de bliver næppe heller så åbenlyse som i tiden op til valget. Den ny regering bliver i en eller anden udstrækning tvunget til at tage højde for, at en “Ukraine-træthed” har bredt sig i den polske befolkning.

Præsidenten er PiS-mand

Som sagt er præsident Duda nært knyttet til PiS, det hidtidige regeringsparti. Han vil kunne lægge forhindringer i vejen for en ny Tusk-ledet regering ved at bruge sin vetoret. Polen har et semi-præsidentielt system. Et præsidentielt veto mod love kan kun omgås med et kvalificeret flertal i parlamentet på 60 procent.

Der skal først være præsidentvalg i Polen i 2025. Så indtil da må regeringen leve med Duda som præsident. Kort sagt kan vi se frem til uger med svære regeringsforhandlinger. Bryder de sammen, skal vælgerne igen til stemmeurnerne, måske allerede i februar 2024. Det forekommer ikke sandsynligt, men heller ikke umuligt. Polsk politik har lige siden 1989 været ganske uforudsigelig. 

Donald Tusk udtrykte naturligt nok begejstring, da resultatet af valget forelå. Han erklærede med henvisning til mandatfordelingen, at det var den bedste andenplads, han havde opnået. EU har som sagt hilst valgresultatet velkomment, i hvert fald flertallet. Men Polen bliver næppe noget stabilt EU-medlemsland. Lov og Retfærdighedspartiet (PiS) vil givetvis føre en stærkt aktivistisk linje som opposition.

Parlamentsvalget var kun det første i en serie af valg. Næste forår skal der afholdes lokal- og regionalvalg, i juni måned valg til Europaparlamentet og i 2025 præsidentvalg. Alle er vigtige, ikke mindst præsidentvalget. Det er afgørende for den politiske stabilitet, at præsident og regering hører til samme parti. Det vil ikke være tilfældet i den nye regerings første par leveår.