Øjet – et essay

Jeg så første gang Øjet som 3-årig i mit hjem, hvor min mor lukkede ham ind i den 2-værelses lejlighed, vi havde fået af kommunen. Jeg husker, jeg gik fra dagplejen og op på parkeringspladsen, hvor han holdt i sin røde bil.

Jeg husker, at jeg aldrig før havde haft en mand i mit hjem eller en far, og derfor blev jeg instinktivt nervøs, når jeg var hjemme hos legekammerater, som havde en, eller der bare sad en mand ved siden af mig. Min mor præsenterede ham som sin nye kæreste, og nu hang hans øjne over hver en kvadratmeter af vores liv, og jeg vidste, at alt var forandret.

Øjet flyttede hurtigt ind. Han sagde ofte, han var træt og havde smerter i ryggen fra jobbet som rengøringsmand. Han mente heller ikke, at han skulle lave mad, købe ind, gøre rent eller vaske tøj, fordi han var mand. Efter nogen tid blev han sygemeldt, fordi han ikke kunne tåle vand, og efterfølgende fyret, så han tjente ikke længere nogle penge.

Forholdene på virksomheden, hvor han arbejdede, havde måske allerede ædt af hans tålmodighed og overskud, og nu begyndte han langsomt at æde af os. Jeg så tydeligt, hvordan det samme var sket med hans far, der havde haft et par blodpropper. Jeg så alle fra hans familie med krumme rygge, hævede ansigter, prustende, hostende, efter alt for lange dage på de forskellige arbejdspladser. Og de både blå, gule og grønne mærker på deres børns hud. Som om de lod deres underskud gå ud over dem. Og hvordan de én efter én, som min egen familie senere har gjort det, forlod arbejdsmarkedet. 

Øjet fortalte, hvordan hans far havde slået ham og hans søskende, for at de skulle lære ikke at tale med mad i munden, råbe, slås og huske at børste tænder, rede hår og så videre. Og så begyndte han at gøre det samme. For min mor havde ikke haft overskud til at lære mig noget af det.

Var det så kun hendes skyld, eller var det også, fordi hun fik dårlig løn og skulle skaffe de penge, som min far aldrig gjorde, og kom smadret hjem fra sit arbejde til vasketøj, madlavning, rengøring. Selvfølgelig kunne hun have gjort det anderledes, men når man siger det, kan man så ikke også sige, at samfundet kunne havde gjort det anderledes?

Slik opad, spark nedad

Måske var det i køkkenet, Øjet slog første gang? Jeg husker det ikke, men jeg husker slaget og lyden. 

Var det konsekvensen af alt det, jeg lige har nævnt? At de ikke havde midler til at tale med andet end næverne i hans familie. Og i stedet for at rette skylden mod deres løn, deres arbejdsforhold, deres manglende uddannelse, dem selv, så rettede de den mod deres børn. Som var endnu mere udsat end dem. Og nu flød det gennem deres familie og ind i vores som en sygdom.

Som når Øjet foragtede mennesker med tørklæder, andre religioner eller hudfarver. Altid fordi han mente, de på en eller anden måde fik mere end ham, mere i kontanthjælp, mere i løn, eller at de nægtede at arbejde. Som om han aldrig kunne gå til angreb på dem, der havde mere end ham, men kun dem der intet havde. Som når han slog mig, fordi jeg havde givet noget af vores frugt til en legekammerat, som ikke havde fået aftensmad.

Mens både han og min mor praktiserede at køre til Hellerup for at se på de imponerende huse og drømme om, hvordan det ville være at være en af de rige, men uden nogensinde at sige noget grimt. Som om deres succes og penge ikke stod på ryggen af tusindvis af andre mennesker? Måske troede de, at en sportsvogn udelukkende blev produceret og lavet i en af kæmpevillaerne.

Og så viste de os Nørrebro, så vi kunne se, hvordan muslimerne ville “overtage Danmark” og senere Istedgade, så vi kunne se, hvordan det ikke skulle gå os. Og den effekt har de begge fået på mig i dag. Den, som mennesker med andre religioner og hudfarver, de prostituerede og narkomanerne, skulle havde haft. 

Så kan jeg spørge mig selv, om Øjet ikke havde et frit valg? Om han ville ligne sin far eller ej? Jo, men havde virksomhederne ikke også et valg, om de ville smadre hans far eller ej. Som de havde valg, om de ville smadre min mor. Som politikerne har et valg, om hvordan de vil håndtere vold i hjemmet og fattigdom. Hvordan de vil behandle under- og arbejderklassen. Om de vil betale en SOSU, en rengøringsmand, en sygeplejerske, en pædagog, en lærer en god løn? Eller give Mærsk og Novo endnu en skattelettelse.

I min familie mærkede jeg måske konsekvenserne af, at politikerne altid tog og stadig tager det sidste valg. For det gav Øjet og min mor endnu færre penge, mindre overskud, og hans raseri blev længere og hyppigere. Næven i bordet hårdere, stemmen højere, spyttet vådere og slagene mere kraftfulde. Og hadet mod de andre udsatte voldsommere.

Et rødt glimt i bilen

Øjet tjente nu sine penge ved at sælge ure på loppemarkeder, når han ikke hævede min mors løn – som hans far havde gjort det med hans mors og derefter givet hende lommepenge, som han nu gjorde til min mor. Min mor og Øjet stod månedens sidste dag ved hæveautomaten, og så stak han sedlerne i inderlommen, og de kyssede, og det var den eneste dag på måneden, hvor de begge havde parfume på og nynnede Kim Larsen med Tarzan Mamma Mia. 

Når jeg tænker på dem den ene dag om måneden, hvor pengene fik dem til at virke frie og ubekymrede. Så er det et bevis på, hvor meget magt penge kan havde over et menneskes liv.

Min mor som var enlig. Som var SOSU-assistent, som passede de gamle og syge. Som vaskede deres slidte kroppe, klippede deres negle og redte deres hår. Men som havde præcis de samme hænder som dem i en alder af 30 år. Min mor som cyklede på arbejde i alle årstider, fordi hun ikke havde penge til et kørekort.

Min mor som nu både skulle forsørge Øjet og os børn. Min mor som lod Øjet styre sit hjem, sin økonomi, sin krop. Og fordi hun var kvinde og arbejdede i et af de mange omsorgsfag, fik hun dårlig løn. Og fordi min far var mand, fik han lov til at skride og kun betale 4.000 kroner hver fjerde måned, og aldrig vise sit ansigt igen, og min mor skulle for altid være i underskud.

Og så endte vi der på bagsædet af Øjets egen bil, hvor han brugte sine arme til at slå mig og hende med, mens han tændte den ene Cecil med den anden. Og hvis jeg sagde eller gjorde noget, som han ikke brød sig som om, kunne han slå mig der eller på toilettet, ved emhætten, i stuen og gangen. Gerne i ansigtet eller på ballerne. Og når det ikke var mig, så var det min mor og omvendt. Skal jeg så hade Øjet, min mor og far eller den struktur, som måske gjorde dem sådan?

Når jeg ser, hvordan præsidenter tror, de kan købe eller overtage lande, en ø, et område, minder det mig igen om, hvor meget magt penge kan få og har fået. Men det minder mig også om, når Øjet skulle have den største frikadelle, den største kartoffel – og stak lussinger ind over spisebordet, hvis han ikke fik sin vilje. Det minder mig om, når han bestemte med sin brystkasse, sine overarme, sine knytnæver, sin stemme, sit køn. 

Og hvis Øjet ikke fik sin vilje, eller jeg spurgte, hvorfor det var sådan, så brugte han alt dette og mere til. Når det blev for meget, sov vi hos min mormor, mens han holdt uden for hendes hus i sin bil i mørket og røg cigaretter. Jeg husker tydeligt den lille glød som en rød lampe. Der bare ventede på at genvinde magten. Og jeg får her lyst til at sammenligne flere præsidenter med ham! Igen! Hvorfor? Fordi det i begge tilfælde er strukturen, der giver dem lov.

Hvem kan reddes fra Øjet?

Kunne flere penge, mere i løn, en bedre bolig have forhindret dette? Nej, men det kunne have været en del af det. For var vi ikke blevet placeret – alle os, jeg før har beskrevet – i et socialt byggeri med andre slidte mødre med overfyldte vasketøjskurve, gigt og små budgetter, havde min mor måske ikke mødt en af de mænd, der gik rundt med dårlig ryg, og ventede på at bære deres fars had videre? 

For dér holdt de til som hvepse om en gæret pære. Alle mine venner fra dengang havde et Øje, og flere af os har dem stadig siddende i os, og kæmper med dem. Som min fætter – hvis far ikke længere kan finde ud af at hilse på ham, fordi han måske inde i min fætters øjne kan se, hvor mange ting han har kastet med, smidt med, hvor mange gange, han har sparket døren til hans værelse ind, og hvor ofte han har ladet sit manglende overskud gå ud over ham.

Og havde alle de enlige mødre haft boliger som dem i Hellerup og Gentofte med udsigt til havet og en god løn, så var de nok heller ikke endt på den lukkede afdeling med førtidspension og smadrede kroppe. Eller begge dele. Som min bedste ven Brians mor gjorde. Hun sad og stirrede tomt ind i fjernsynet, mens Brian spiste regnbueis til aftensmad og aldrig kom i bad, og en dag blev han hentet af en socialrådgiver. Og jeg så ham aldrig igen.

Havde hun haft penge til en vaskemaskine, en opvaskemaskine, en bil, en bolig ved havet, en rejse til Tyrkiet, et spa-ophold, så var hun måske heller ikke blevet så syg? Men det havde hun ikke.

Havde samfundet hevet masken af Øjet, så havde han måske aldrig gjort, som hans far gjorde. Så havde Øjet måske rejst sig fra sofaen og hjulpet min mor og tænkt, at også det var en del af hans arbejde.

Var min far kommet og hentet mig hver anden weekend og vist mig, at ikke alle mænd var som Øjet, så havde jeg måske kunnet stole bare lidt mere på dem. Og ikke været så ødelagt af vrede.

Og havde vores samfund skabt en struktur, hvor der ikke var så stor forskel på køn, hvor det slet ikke kunne lade sig gøre at tage en maske på – om den så er fra ens far, fra en politiker, eller nogen anden person – så havde vi måske talt sammen i dag? Min mor og jeg?

For jeg kan selvfølgelig aldrig tilgive de hænder, jeg var udsat for, men jeg kan heller aldrig tilgive det, der skabte dem. Og derfor vil jeg ikke nævne, hvordan jeg selv aldrig tog masken på. For hver en rehabiliterings-historie er begyndt at blive en historie om, hvor lidt brug vi har for velfærd og hinanden, og hvor meget det enkelte individ kan, hvis det bare “tror på sig selv”, og den historie vil jeg ikke bidrage til.

Øjet på talerstolen

Nej, jeg vil fortælle om, hvordan Øjet stod i køkkenet og bestemte, om jeg måtte have omvendt kasket eller hængerøvsbukser på. Om min mor måtte tage neglelak og læbestift på. Om jeg måtte gå til spejder. Og hvis der var mænd med, så måtte jeg ikke blive hentet af hende, og jeg måtte også holde op med at gå til det, for han gad ikke hente mig. 

Når jeg kigger på verdenssituationen. Hvad er så forskellen på Øjet og de politikere, kapitalister, herskende klasser, der vil bestemme, hvilket køn folk ser sig selv som? Hvordan de skal klæde sig? Om kvinder må få abort? Hvem folk må tilbede? Hvem de må sympatisere med? Hvad de skal have i løn? Hvilken seksualitet de må have?

Står Øjet eller Øjnene ikke bare oppe på talerstolen nu? Parate til at udøve vold for at beholde deres magt? Som når Øjet sad i sin bil uden for min mormors hus? Ser vi dem ikke både i Danmark og i alle andre lande? Store, rige Øjne, der køber sig til tårnhøje pladser i regeringer, lobbyer, NATO, EU, fonde, organisationer. Og ja, jeg frygter tech-giganterne og oligarkierne.

Men jeg er også bekymret over, hvor mange danske politikere der kan være i lommen på virksomhederne, og hvor længe de har været det? Bare se, alle dem der får topposter, når de stopper. Og nej, Øjet i mit barndomshjem ville aldrig have kunnet købe sig til en talerstol, men blev hans knyttede næver ikke skabt af netop dem? Fordi de aldrig tog ham alvorligt? Tog han ikke af min mors løn, som politikerne bliver ved med at tage penge fra pensionen, kontanthjælpen, velfærden?

Og er velfærden ikke endt med at blive præcis lige så udhulet som de arbejdere, den skulle hjælpe? Mens virksomhederne er blevet så magtfulde, at de ikke længere skal stilles til ansvar, når de skaber våben, som dræber børn i Gaza? Når de udrydder Amazonas’ skove? Havet? Dyr? Som de heller aldrig bliver det, når stadig flere bliver fattigere og fattigere. Mens de skaber endnu en skyskraber, endnu en rumraket, endnu et hotel, endnu en våbenfabrik. Og man kan stille spørgsmålet, er det ikke på tide, vi begynder at gå andre veje? Måske en, hvor mennesket er i fokus? Og ikke kapitalismen?

Et møde med en politiker

Og foregår volden stadig? Selvfølgelig gør den det, og ja, det er mere end 30 år siden, jeg mødte Øjet. Men selvom jeg har uddannet mig ud af min mors og hans skygge, så ser og mærker jeg forsat uligheden. Begge mine søskende har aldrig haft et fast arbejde, i hvert fald ikke sidst vi talte sammen. Min mor og far er førtidspensionister.

Jeg har ikke talt med min far i 17 år og min mor i fire år. Min ældste søsters far er død af misbrug, min yngstes er Øjet. Min egen far er smadret af jobbet som slagter. En af mine venner fra dengang er blevet rocker, mens en anden er død af narko. Og når jeg kører forbi, der hvor vi boede dengang, går de samme kroppe rundt, bare med andre ansigter. 

Og hvem er Øjnene så? Øjnene er politikere, der er i lommerne på virksomhederne. Der konstant giver skattelettelser til de rigeste. Der lader volden på kvinder, homoseksuelle, fortsætte, fattigdommen og racehadet fortsætte. Øjnene er dem med våbenhandel og olie. Øjnene er dem med så mange penge. Penge som giver dem lov til at omgå demokrati, menneskerettigheder, konventioner, lovgivning, klima, grænser, fagforeninger. Alt det som skulle passe på arbejderklassen, underklassen og middelklassen. 

Øjne som ikke følger de regler, som alle os andre følger. Os som slæber vores kroppe op til den ene stemmeurne efter den anden i håb om, at bare et løfte bliver overholdt. Som betaler for de konsekvenser, som rovdriften på naturen nu er begyndt at koste. Som bader i det fiskedøde hav og får oversvømmet vores hjem, mens endnu en rørledning bliver gravet ned. Og en flok storkapitalister selv bestemmer, hvad de vil betale i skat og får et personligt møde med politikerne, hvis de er uenige om noget.

Jeg har endnu ikke oplevet, at bare et af mine familiemedlemmer har haft et møde med en politiker, hvor deres skat skulle diskuteres? Men jeg har oplevet, hvordan de er gået ind i et jobcenter og kommet ud med lyst til at begå selvmord. Jeg har oplevet, hvordan det har gjort flere af dem i stand til at stemme ultraliberale og racistiske partier ind. Hvordan de er blevet vildledt til at give lgbtqia2s+-miljøet, de hjemløse, indvandrere, flygtninge, andre førtidspensionister, kunstnere, skylden. Præcis som Øjet prøvede det med mig da jeg var barn.

Strukturen – vi må altid gå demokratiets vej

Men hvem udhuler psykiatrien, folkeskolen, hospitalerne, plejehjemmene, børnehaverne og vuggestuerne? Det er ikke de førnævnte.

Hvem inviterer storkapitalisterne fra Amerika – som netop repræsenterer en hadefuld retorik over for de førnævnte grupper – og deres militærbaser til Danmark?

Hvem giver virksomhederne lov til at udrydde naturen, på trods af gentagne advarsler? For nu er det ikke kun nok med vores kroppe, nu skal også fiskene, skovene og havet dø.

Og er naturen ikke også bare blevet en krop? Som min mors var, som min var? Som man kan bruge, så snart man gerne vil tjene penge? Hvem giver nogen lov til alt dette? Ikke noget andet end strukturen. Og lige nu er den kapitalistisk.

Det er også strukturen, der får os til at tro, at klimakrisen udelukkende er et personligt ansvar, men det tror jeg ikke længere. For selvom jeg lever økologisk og er klimabevidst, er jeg nødt til igen at pege på strukturen. For mens arbejderklassen og underklassen og middelklassen skal betale tårnhøje priser for varer i indkøbscenteret, spare på deres forbrug, betale afgifter og kæmpe regninger for varme og vand, så fortsætter virksomhederne og politikerne deres skruppelløse adfærd.

Så hvem betaler prisen? Det skaber ganske vist arbejdspladser at have sådan et system, men det skaber også vrede Øjne, som er parate til vold. Og volden ender i de små hjem, men måske er det på tide, vi tager et opgør med alle de sammenhænge?

Nej, det her er ikke en solskinshistorie, som ender med, at min mor til sidst klarede den. Hun fik pension, vi har ikke talt sammen i fire år, og kommer aldrig til det igen. Så tro ikke, at jeg hun slipper for sit ansvar. For volden sidder i min krop lige meget, hvor meget jeg forsøger at tilgive hende, sidder den i rygsøjlen som en syg orm. Men nu kan skylden ikke længere kun være hendes.

Lige nu er strukturen sådan, at det Øje, der har skabt mest profit, skabt en bil, som kører på strøm, skabt en hotelkæde, en indkøbskæde, kæmpe virksomheder som Facebook og Instagram, får rettigheder til at udøve vold, og den vold kan blive værre end noget, vi tidligere har set, værre end noget jeg har beskrevet her.

Jeg behøver bare at gå online, så ser jeg det ene foto efter det andet af, hvordan de puster mere og mere, hvordan de æder sig længere og længere ind i vores kroppe. Hvad gør vi så ved det? Jeg tror, vi må stoppe den vold, vi bliver ved med at udøve mod hinanden, og pege i en anden retning. Ikke med vold, men hvad så?

Jeg blev ved med at give mig selv og min familie skylden for den i mange år, men nu planter jeg den i en fælles modstand. En modstand mod enhver, der har så mange penge, at de kan købe sig til en talerstol, til stemmer, til storkrige og ud af demokratiet.

For ja, Øjnene har altid været i nærheden af min nakke, og måske alle de andre udsattes. Men hvis noget skal forandres, må vi vende os om – ikke kun mig, men alle os, som er blevet pustet på, og spytte i ansigtet på nogle andre end hinanden. Jeg vil foreslå, vi starter med strukturen. Og dens pengemænd! Og gør det igennem demokratiet!

Vi har haft en spændende tid i juryen for Solidaritets essay-konkurrence. Der er kommet flere og meget forskellige bud.

Blandt dem har vi kåret Jonas Reppels bidrag om “Øjet” som vinder. Teksten kommer tæt på, den gør ondt at læse, og alligevel kan man ikke slippe den, når man først er gået i gang. Den sidder fast i hukommelsen bagefter som en kantet sten i skoen. Teksten tager det indre og private op på en måde, der knytter det sammen med det ydre og politiske. Det er en tekst om mennesker, som har mistet håbet og troen på, at samfundet kan tilbyde dem et godt liv. Og de viser os, at noget er gået galt – også for venstrefløjen, når der ikke er opmærksomhed på disse menneskers liv.

Vi venter med spænding på flere bidrag fra Jonas Reppel, og vi er glade for at kåre ham som vinder.

Juryen for Solidaritets essay-konkurrence – Pernille Frahm, Sidsel Vedel, Reinout Bosch og Mikael Hertoft.

Læs et interview med Jonas Reppel her.