Om det nødvendige alternativ til højredrejningen – Svar til Sejer Folke og Ali Hansen

Sejer Folke og Ali Hansen går i rette med mig ang. min sprogbrug. Jeg kalder Rødt Venstre for et ”parti”, hvilket ikke er korrekt i forfatternes selvforståelse. Rødt Venstre en ikke et parti, men en ”venstrealliance”. Denne venstrealliance har til formål at forene den splittede venstrefløj til venstre for Enhedslisten.

Wikipedias definition på et ”politisk parti” lyder således:

”Et politisk parti er en kreds af personer, som tilslutter sig en ideologi eller et sæt grundholdninger. Disse mennesker har sluttet sig sammen for at prøve at påvirke den politiske udvikling.”

Det lyder meget præcist som det projekt, Rødt Venstre præsenterer på deres hjemmeside. Jeg kan kun gætte på, hvorfor Folke og Hansen ikke ønsker at bruge betegnelsen ”parti” om deres projekt. Mit gæt er, at de ønsker at tiltrække medlemmer af de mange allerede eksisterende partier på venstrefløjen, og de ønsker ikke, at projektet skal fremstå som en konkurrent til disse eksisterende partier.

Dermed tegner der sig et billede af et fællesskab, som skal rumme trotskister, stalinister, maoister mv. Altså et fællesskab for politiske aktive med så stærke specifikke analyser og konklusioner, at de ikke kan være i samme parti.

Dette nye fællesskab vil altså være et fællesskab uden en primær loyalitet. Alle de erfarne aktive kræfter i venstrealliancen vil have deres primære loyalitet uden for alliancen. Det er en god organiseringsmodel for ad hoc-aktiviteter som demonstrationer eller sommerlejre (tør jeg skrive en folkefront), men det er selvmord for en permanent politisk organisering.

Den historiske marxisme

For Folke og Hansen er Enhedslistens højredrejning et faktum, og når jeg omtaler det som en intern magtkamp, er det fordi jeg ignorerer de konkrete politiske skridt, der undergraver Enhedslistens historiske anti-imperialistiske og anti-kapitalistiske linje.

Det centrale ord er Enhedslistens ”historiske” linje.

Enhedslisten har faktuelt bevæget sig væk fra den historiske linje, og det er sket, fordi den historiske linje blev fastlagt under den kolde krig. Folke og Hansen har alderen til at huske datidens marxistiske analyser, men for eventuelle yngre læsere vil jeg kort opridse situationen inden den virkeliggjorte socialismes sammenbrud.

Alle venstrefløjens partier var erklærede marxistiske (!), og da marxismen var en videnskab, var de politiske programmer således også videnskabelige. Alle venstrefløjens partier delte den sandhed, at kapitalismen ville blive efterfulgt af socialistiske samfund. Kapitalismen havde nået sin endelige form i kraft af imperialismen, og det næste uundgåelige skridt i samfundsudviklingen var et socialistisk samfund.

Med udgangspunkt i denne viden kunne vi analysere os frem til, at NATO var ondt, og alternativet (den sovjetiske Warszawa-pagt) var mindre ondt og måske endda godt. EU var et forsøg på at give de vesteuropæiske (kapitalistiske) virksomheder bedre betingelser for at udnytte arbejderne, og alternativet var den østeuropæiske blok af socialistiske lande.

Solidariteten med Palæstina var også en ting dengang. Vi sang sange om de tapre fedayeen’er, som kæmpede for Palæstinas befrielse. Den dominerende organisering for palæstinenserne var den socialistisk, marxistisk inspirerede PFLP.

Det er analyserne fra dengang, Folke og Hansen nu forsøger at gøre til en form for ”målepunkt” ift. Enhedslisten og Socialistisk Folkepartis politik. Rødt Venstre repræsenterer dermed de dele af venstrefløjen, hvor analyserne har skiftet karakter fra at være analyser til at være aksiomer – altså grundlæggende sandheder, hvis sandhedsværdi man ikke behøver at argumentere for. Dermed bliver afvigelser fra disse målepunkter per definition ”højredrejning”.

Højredrejning eller ej

Når Rødt Venstre vælger at splitte Enhedslisten på en angivelig politisk højredrejning, er det et forsøg på at fastholde disse aksiomer. Rødt Venstre har ikke leveret en analyse af hverken NATO, EU eller den zionistiske undertrykkelse af palæstinenserne, som inddrager den geopolitiske virkelighed.

Måske er NATO fortsat den vigtigste brik i USA-imperialismens forsøg på at sikre sig verdens dominans. Jeg ved det ikke, men jeg ved, at de vestlige lande har invaderet og bombet til højre og venstre, uden at NATO har været en aktør.

Måske er EU fortsat de europæiske virksomheders vigtigste redskab ift. at udbytte arbejderne. Jeg ved det ikke, men jeg ved, at der ikke findes noget sted i verden, hvor arbejderne har bedre forhold og rettigheder end i EU-landene.

Palæstinenserne har valgt PFLP fra og Hamas til. De har fravalgt socialismen og tilvalgt religionen. Og nej, det var ikke et frivilligt valg, men et valg som skyldtes den zionistiske nedkæmpelse af PFLP og støtte til Hamas. Et undertrykt folk har altid ret, men der er forskel mellem at støtte en socialistisk bevægelse – og at støtte en fascistisk bevægelse.

Det eneste argument for at Enhedslisten har været udsat for en højredrejning er, at en generation, som ikke har aktier i fortidens (forkerte) analyser, har foretaget deres egne analyser og konkluderet anderledes.

Rødt Venstre bidrager til debatten med dokumentation for NATO, EU og zionismens lange liste af modbydeligheder. Det dokumenterer alene, at det kapitalistiske system er modbydeligt. Der er ingen analyse af, hvordan arbejderklassen i EU ville stå uden et EU, eller af hvordan NATO kan være det onde dyr i analysen, når virkeligheden nu viser os, at NATO’s mulige sammenbrud medfører massivt øgede investeringer i våbenindustrien.

Marxismen har lært os, at folket ikke får noget forærende. Vi får kun det, vi har styrken til at fravriste kapitalismen. Rødt Venstre lever i en virkelighed, hvor klassekampens styrkeforhold ikke er en faktor.

Derfor bliver analyserne foretaget med den forudsætning, at vi selv kan vælge, hvad der kommer efter NATO og EU. Det kan vi ikke. Vi har ikke styrken til selv at vælge alternativet til det eksisterende, og det må vores analyser forholde sig til.

Venstrefløjens vej frem

Folke og Hansen kritiserer mig for ikke at anerkende størrelsen på utilfredsheden med Enhedslistens højredrejning. Jeg kunne let overbevises om, jeg tager fejl. Rødt Venstre kunne jo fortælle, hvor mange der har sluttet sig til oprøret. Omvendt vil jeg meget gerne anerkende den utrolige aktivisme og de mange kræfter, dette ”Rødt Venstre-oprør” repræsenterer.

Billeder og fortællinger fra møder og aktiviteter peger på, at Rødt Venstre primært tiltrækker de generationer, som er opvokset med og skolet i den videnskabelige marxisme – og dermed også at Rødt Venstre tiltrækker mennesker, som gennem årtier utrætteligt har arbejdet for socialismen. Det er indlysende et tab for venstrefløjen at miste disse aktivister.

Vejen frem for Rødt Venstre og venstrefløjen er ikke, at samles om et forsøg på at fastholde fortidens aksiomer.

Vejen frem for venstrefløjen er

• At kunne svare på, hvorfor NATO skulle være en større trussel imod verdensfreden end Rusland eller Iran?
  
• At kunne svare på, hvad pokker vi mener med at afskaffe kapitalismen – må vi gerne eje vores egen tandbørste, eller hvordan er status pt?
  
• At kunne svare på, hvordan det socialistiske projekt harmonerer med at modtage flere flygtninge – hvis vi tager udgangspunkt i arbejderklassen og ikke i borgerlig humanisme?

Vejen frem er, at vi alle forstår at der er mere end ét skridt på vejen til det socialistiske samfund, og at det næste skridt ikke er en højredrejning, men blot et skridt på vejen.

Vejen frem er at tage alle de grimme diskussioner, som den aktuelle politiske virkelighed afkræver os – selvom det er mere trygt at samles om fortidens minder.