Omgangsstrejke lammer dele af nederlandsk togtrafik
I foråret gik overenskomst-forhandlingerne i stå, og nu strejker togarbejderne i Nederlandene på skift. De vil have bedre arbejdsvilkår, og bakkes op af en række støtteorganisationer.
Siden onsdag sidste uge (24. august, red.) har medlemmer af de nederlandske togarbejderes fagforbund (VVMC, FNV, CNV) nedlagt arbejdet i protest mod manglende resultater ved de igangværende overenskomstforhandlinger.
Strejken er planlagt til ikke at ramme hele landet på én gang, men flytter på forskellige dage rundt mellem de forskellige nederlandske regioner. Onsdag gjaldt det den nordlige del af landet, hvor nederlandske medier kunne melde, at ingen tog kørte fra byen Groningen. Fredag ramte strejken den vestlige del af landet, og påvirkede dermed også de store knudepunkter Haag og Rotterdam.
Fredagens strejke betød, at der fra morgenstunden ikke kørte nogle tog i den folkerige provins Sydholland, mens strejken hen ad formiddagen også kunne mærkes uden for det strejkeramte område. I andre områder af landet kørte togtrafikken fortsat, men mange toge stoppede deres planlagte rejse før de kom ind på strejkeramt område.
Det hollandske togfartselskab (Nederlands Spoor – NS, red.) vurderede, at strejken påvirkede togtrafikken markant og meldte, at det ikke var muligt at indsætte togbusser til at erstatte de aflyste tog grundet strejkens omfang. Fagforbundet VVMC vurderer, at strejken har været en succes med stor deltagelse fra deres medlemmer.
Mandag fortsætter strejken i den nordvestlige del af landet. Dagen efter er strejken planlagt til at ramme midten af landet med det afgørende knudepunkt Utrecht, og onsdag 31. august strejker personalet i den sydlige og østlige del af landet. Onsdag er sat til at være det foreløbige slutpunkt for den planlagte strejke.
Fagforbundene melder, at de regionale strejker skal forstås som en hensyntagen til de rejsende, hvorfor forbundene også har meldt strejken ud i god tid. Accepterer NS ikke deres krav inden onsdag – vil der i næste uge følge en landsdækkende strejke.
Markant afvisning af tilbud
Baggrunden for strejken er fastlåste overenskomstforhandlinger mellem fagforeningerne og togfartsselskabet, der har stået på siden maj. Togfartsselskabets medarbejdere ønsker mere værdsættelse af deres arbejde, herunder en højere løn, lyder det fra fagforbundene. Fagforbundene kræver derfor markante lønstigninger og mere fleksibilitet for medarbejderne til at planlægge deres arbejde.
“I slutningen af juli blev fagforbundenes medlemmer bedt om at tage stilling til togfartselskabets udspil. Dette blev afvist af 96 % af FNV’s medlemmer.”
Fagforbundet FNV har krævet dyrtidsregulering for at imødegå inflationen og en forbedring af deres medlemmers købekraft på 100 € (744 kr.) om måneden. Togfartselskabet er derimod kommet med et udspil, hvor lønnen bliver hævet med 8 % over en periode på 2,5 år. Det udspil vurderer fagforbundet vil gå hårdt ud over medlemmernes købekraft. Den årlige inflation i Nederlandene ramte i perioden juni-juli 10,2 % på årsbasis.
De forskellige fagforbund for de nederlandske togarbejdere har også krævet mere fleksibel skemalægning, hvilket blandt andet ville indebære færre weekendvagter, og at natarbejdet stopper tidligere.
I slutningen af juli blev fagforbundenes medlemmer bedt om at tage stilling til togfartselskabets udspil. Dette blev afvist af 96 % af FNV’s medlemmer. Hos fagforbundet CNV stemte 76 % mod det forslag der var fremsat af togfartsselskabet, lige som kollegaerne hos VVMC afviste det med over 70 %.
I byerne Groeningen, Maastricht og Amsterdam har der været solidaritetsaktioner med det strejkende togpersonale. Her har aktivister fra Internationale Socialister, Fridays for Future, Extinction Rebellion og den antifascistiske bevægelse samlet underskrifter ind til støtte for strejken.
Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet
Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.
Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.
Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.
Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.
20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER
Deltag i debatten og kommenter på artiklen (kun for medlemmer)
[…] tre ugers omgangsstrejker indstiller de nederlandske togarbejderes fagforbund nu de planlagte strejker. Det sker som følge […]