Polens unge venstrefløj gentænker spillereglerne

Vi står i et gråt forstadskvarter. Vi har aviser og flyers i hænderne, og kulden bider. Venstrefløjens præsidentkandidat, Adrian Zandbergs ansigt er overalt på vores materiale, og hans smil på papiret lader sig ikke påvirke af vejret.

Han stiller op til præsidentvalget for et lille parti, Razem. En venstreorienteret outsider i et land, hvor man nærmest ikke må være venstreorienteret. Adrian er oprindeligt fra Aalborg, men fortæller os, at han kun taler lidt dansk. Han flyttede til Polen i 1980’erne – midt i oprør og befrielse. I dag leder han venstrefløjens håb i landet.

Når vi deler flyers ud med hans ansigt, afviser de fleste ældre os. Unge mennesker har det anderledes. Helt anderledes. Cirka hver anden, vi møder, tager imod en avis. Nogle af dem nysgerrigt. Andre smiler stort. Store grupper af gutter løber tilbage mod os, når de ser Adrians ansigt forrest på avisen. Nogle kvinder vil have flere – ”til deres venner”, som de formulerer det. Den slags interesse har vi aldrig oplevet i Danmark til en politisk kampagne – så hvad foregår der i Polen?

De unges håb

Regnen siler ned, men hundredvis af studerende er tilsyneladende ligeglade: De samles i centrum af Warszawa foran et teknisk universitet, hvor neonlys og partifarver stråler frem.

Polske flag og lilla partiflag svajer, mens solen kigger frem, da hovedpersonen går på scenen. Hans stemme er dyb, nærmest som en radioværts, når han taler til den unge skare foran ham. Adrian taler om håb, om vækst, om fremtiden for alle dem, som skal arbejde i landets teknik- og industrisektor.

Han nævner også sygeplejen, velfærdsstaten, som står i knæ. For polakkerne er den nordiske velfærdsstat et ideal. Adrians ord virker til at give håb i en region, hvor alt for mange flytter væk. Da talen er afsluttet, spilles der en sang – en remixed version af popsangen Freed From Desire – og de unge, som udgjorde stort set hele publikum, står i kø for at tage selfies med Adrian på scenen. Der er ikke tvivl: Polens venstrefløj er populær.

Eller – den eksisterer i hvert fald.

Pis og lort – topartisystemet

Præsidentvalget, vi deltager i, domineres af landets to magtpartier, det højrenationalistiske PiS og Donald Tusks centrum-liberale parti, forkortet PO. Selvom de nationalkonservative kræfter skal holdes fra døren, er de liberale ikke meget bedre: Som vores venner i partiet siger, står valget vitterligt mellem ”pis og lort” – hvis du udtaler partiernes forkortelser på engelsk.

Så Adrian og venstrefløjen repræsenterer for alvor en tredje vej – ligesom Bernie Sanders i USA giver han håb til tusindvis af unge. Budskabet er: Politik behøver ikke at være de ældre eliters spil. Skyhøje huslejer, grådige banker og gamle magtpartier behøver ikke vare ud i al evighed. De ældre har givet op på positiv forandring og kigger mod USA og liberalisering, men de nye generationer tænker anderledes.

Budskabet betaler sig: Adrians parti Razem startede på få procent, men er nu tredoblet og scorer seks procent i meningsmålingerne. Og det tal er langt højere blandt yngre vælgere, hvoraf knap hver femte afgav sin stemme på Adrian.

Ikke ortodokse

Polens Razem er ikke ortodokse socialister: Det ville være svært i Polen, som har en traumatisk historie med kommunismen. Razem har derfor droppet mærkaterne og har til gengæld forstået, at man kan overbevise liberale sjæle ved at tale om reel økonomisk udvikling og frihed.

Et ulige samfund skader økonomien, og som Adrian uddyber i taler, videoer, interviews i tusindtal, så ligger løsningerne ligefor: Investér i sundhedsvæsnet, i uddannelse, i teknologi – og i atomkraft. Polens fossile industri vejer tungt, og de polske progressive satser hårdt på kernekraft som en løsning for deres land. Razem lader sig ikke tegne af venstrefløjens typiske tendenser, men forsøger målrettet at bygge en platform, som er tilpasset tiden og deres visioner for landet.

Vi så en lignende opfindsomhed fra partiet i Ukrainekrigens start: Mens venstrefløjen rev hovedet af sig selv i interne diskussioner, stod Razem offensivt på et stærkt venstreorienteret krav: Annuller Ukraines gæld. Progressivt, værdifuldt og helt aldeles autentisk.

Razems slogan er det samme som Enhedslistens: ’På din side’. Da jeg taler med en aktivist, nævner jeg, at Enhedslisten tidligere har haft et slogan, som hedder ’Fællesskab fungerer’. Den parole ville ikke fungere i Polen, mener han – med henvisning til kommunismens arv, som lægger sig tungt i Polen. Selv ord som ’fællesskab’ er påvirket af historien.

Det ekstreme højre

Mens vi venter på, at stemmerne tælles op, besøger vi en abortklinik. Her står frivillige aktivister og tilbyder hjælp og rådgivning til kvinder – uden modkrav. Du kan også købe T-shirts for at støtte projektet, og det koster ”en halv abort”, som de med et glimt i øjet formulerer prisen.

Men abortspørgsmålet er ingen joke, og presset på stedet vokser: Der er blevet kastet syre på abortklinikken. Læger kan afvise kvinder grundet religiøs overbevisning. Aktivisten Justyna Wydrzyńska blev dømt til samfundstjeneste, fordi hun gav abortpiller til en kvinde i et voldeligt forhold. Og der er ganske enkelt for få aktivister til at hjælpe tusindvis af kvinder landet over.

Da stemmerne bliver talt op, har det ekstreme højre scoret stort. Ganske vist vandt den liberale præsidentkandidat med et par procent over centrum-højrepartiet PiS. Men trods danske mediers dækning af PiS, vokser langt værre kræfter:

Det ekstreme højre – til højre for PiS – sneg sig op imod 20 procent af stemmerne. Antisemitiske partier, som oven i hatten ville deportere ukrainske flygtninge og svigte de svageste i samfundet. De er modstandere af kvinders ret til egen krop. Vilkårene for vores fælles frihedsrettigheder ser ikke bedre ud efter valget.

Venstrefløjens potentiale

Selvom venstrefløjen kan gøre små comebacks, som fx i Tyskland, taler tidens tendenser stadig om et højreskred i Europa: I Portugal, på præcis samme valgdag som i Polen, tabte det ydre venstre alt på jorden, mens højrefløjen byggede muskler. I Rumænien voksede den yderste, pro-russiske højrefløj også over weekenden. I Polen er venstrefløjen ganske vist i vækst, men det ekstreme højre står også stærkt i både meningsmålinger og på TikTok.

Alle kamppladser kræver benhård organisering og et budskab, der kan rykke. Adrian og Razems kampagne har vist, at man – trods et betonhårdt politisk klima – kan organisere og bygge bevægelse af håb og optimisme, som fanger nye generationer.

Planen er, at vi både nationalt og internationalt kan bygge fællesskaber, som kan bryde spærregrænser, vinde magt og særligt unges entusiasme og energi.