Skal Danmark i krig mod USA for Grønland? Et svar til Pelle Dragsted

Pelle Dragsted svarer på spørgsmålet om krig med USA med en sætning, der lyder nøgtern, men som i praksis afskaffer politik: “Vi har et forsvar til at forsvare vores land og rige. Det ligger ligesom i jobbeskrivelsen.”

Det er netop den slags formuleringer, der gør krig til noget, man ikke længere diskuterer, men blot administrerer. Som om krig ikke er et valg, men en funktion. Som om ’forsvar’ ikke er en politik med mål, midler og konsekvenser, men et naturvilkår: Når alarmen går, så rykker vi ud!

Den logik er farlig. Ikke fordi man skal “bukke sig for tyranner”, som Dragsted skriver på Facebook, men fordi man dermed gør krig til en moralsk refleks – og lader staten definere, hvad der tæller som nødvendighed.

Mit udgangspunkt er enkelt: Krig er ikke et argument. Krig er organiseret død og ødelæggelse. Når politikere taler om krig, taler de om, at mennesker skal lemlæstes, dø, miste hjem, fremtid og familie – og at det skal ske i statens navn. Den virkelighed forsvinder, når man gemmer sig bag “jobbeskrivelsen”.

Vil du gå i krig mod USA?

Lad os gøre det konkret, for det er her, retorikken normalt bliver til tåger.

Hvis spørgsmålet er ’vil du gå i krig mod USA for Grønland?’, så kan man ikke svare administrativt, men må spørge politisk: Hvad er målet? Hvad er midlerne? Hvad er risikoen? Hvem betaler prisen?

En krig mod USA er ikke en gentagelse af 9. april som moralsk symbol. Den er en eskalationsrisiko af en helt anden størrelsesorden. Den vil ikke forsvare riget i nogen forstand, men sandsynligvis ødelægge samfund, økonomi, velfærd – og koste liv, mange liv. Hvis man alligevel gør det til pligt, er det ikke mod, men politisk uansvarlighed forklædt som moral.

Moralens fælde: Altid militært forsvar

Den centrale pointe er denne: Hvis man siger, at ’vi skal altid forsvare os militært’ som en fast regel, så kan man ende med det stik modsatte af det, man ønsker.

For i virkeligheden betyder reglen, at en lille stat kun har to muligheder: Enten at kæmpe – selv når det er håbløst – eller at give op. Og fordi små stater oftest ikke kan vinde over en langt stærkere modstander, bliver den skjulte konsekvens: Den stærke får i sidste ende, hvad den vil have. Ikke fordi det er rigtigt, men fordi den kan.

Det er netop sådan en standard, der kan bruges mod alle små parter: Ukraine, palæstinenserne, Taiwan, Baltikum – hvem som helst, der står over for en større militærmagt. Når man gør ’kæmp uanset udsigt’ til en moralsk pligt, gør man samtidig krig til et spørgsmål om karakter og ære; og så bliver befolkningen dem, der skal betale prisen med liv og ødelæggelse, for at politikerne kan føle, at princippet blev holdt.

Det er ikke at nægte tyrannerne. Det er at acceptere, at politik ender i dødskult: Enten vinder man, eller også dør man for ærens skyld. Venstrefløjen bør afvise den logik.

Suverænitet er ikke en romantisk fortælling

Det betyder ikke, at jeg accepterer erobring. Tværtimod. Erobringer bliver ikke legitime, fordi den stærke kan. Omvendt er militær eskalation ikke altid et forsvar, hvis modparten er så overlegen, at den kan optrappe krigen på egne vilkår. I så fald kan forsvar i praksis føre til ødelæggelsen af egen befolkning.

Pointen er, at stater bruger suverænitet som et absolut mål, der kan retfærdiggøre hvad som helst, og at befolkningen i den proces gøres til middel. Den moralske fortælling om at ’stå fast’ fungerer som mobilisering: Den gør krigen til borgernes pligt, mens formålene formuleres som statens nødvendighed. Det er den ideologiske mekanisme, der får almindelige mennesker til at se deres egen risiko som noget ophøjet, som højner krigsmoralen.

Man kan godt forsvare selvbestemmelse uden at gøre selvmordspolitik til dyd.

Forhandling er ikke kapitulation

Her er den skelnen, der bør være venstrefløjens: Forhandlinger kan være nødvendige for at stoppe drab og ødelæggelse, men de må ikke bruges til at normalisere erobring og varig underordning.

Hvis forhandlinger betyder ’lad den stærke få ret’, så har man opgivet princippet. Hvis forhandlinger betyder ’stop krigen, begræns skaden, red liv’ uden at ophøje overtagelse til ny normal, så er det ikke kapitulation, men skadesbegrænsning.

Det er ikke en smuk løsning; krig producerer sjældent smukke løsninger. Men det er netop derfor, man ikke bør gøre krig til automat-reaktion.

Venstrefløjens opgave

Venstrefløjens opgave er i mine øjne ikke at levere bedre moral til krigen, men at udstille hvad krigen gør ved samfundet; også længe inden den begynder.

Oprustning er ikke et neutralt forsikringsprodukt. Oprustning er statslig selvforstærkning. Den bygger nye institutioner, nye budgetter, nye ’nødvendigheder’ – og flytter ressourcer, opmærksomhed og disciplin fra velfærd, arbejdsliv og demokratisk prioritering til militær kapacitet. Oprustningen kræver loyalitet, konsensus og nationalt fællesskab ovenfra. Og den gør kritik mistænkelig: Hvis du ikke bakker op, svigter du!

Derfor er det ikke ligegyldigt, når Dragsted og andre reducerer diskussionen til noget selvfølgeligt – til “jobbeskrivelsen”. Det medvirker til at lukke munden på politikken.

Så svaret til Pelle er dette

Hvis du vil have en venstrefløj, der tager liv alvorligt, så kan du ikke svare “jobbeskrivelsen”, når nogen spørger, om du vil gå i krig mod USA for Grønland.

Du må svare ved at spørge politisk: Hvad er målet? Hvad er udsigten? Hvad koster det? Hvem betaler? Og hvad gør oprustningen ved vores samfund – allerede inden skuddene falder?

At afvise en håbløs krig mod en supermagt er ikke at give supermagten ret. Det er at nægte at gøre befolkningen til middel i en eskalation, som staten definerer, men som almindelige mennesker dør af.

Og hvis venstrefløjen ikke kan holde fast i den skelnen – mellem principper og selvmordspolitik – så ender den ikke som modmagt, men som leverandør af moralsk retfærdiggørelse af statens ’nødvendigheder’ – og af den næste krig.