Succesfuld faglig blokade og sympatikonflikt hos Novo Nordisk i Kalundborg
Organiserede bygningshåndværkere kunne torsdag morgen råbe ”sejr” i en faglig konflikt på Novo Nordisks byggeplads i Kalundborg, hvor polske tømrere blev underbetalt. Blokade og arbejdsnedlæggelse gav gennembrud, men fagbevægelsen nægtes fortsat adgang til byggepladsen, lyder kritikken
”STOOOP – har I adgangskort??”
Den hjelmklædte byggeleder hæver stemmen og vifter febrilsk med armene, mens han sætter i løb efter demonstranterne, der målrettet træder over det væltede hegn og går med hastige skridt ind på byggepladsen.
Der opstår kortvarigt tumult. Men byggelederen må hurtigt opgive at spærre vejen for de 10-15 kampklare håndværkere. De er fast besluttet på at støtte op om deres kollegaer, som har nedlagt arbejdet og blokerer Novo Nordisks byggeplads i Kalundborg.
Klokken er ikke mange minutter over 5 torsdag morgen 12. marts. Endnu et slag om vilkårene på det danske arbejdsmarked er i gang, og Solidaritets udsendte er med.
En lektion i den danske model
Demonstrationen torsdag morgen bunder i en faglig konflikt med virksomhederne Staler Industries og Pro-Grex Cleanroom Installation, der er underleverandører til Novo Nordisk, og som ikke vil tegne overenskomst med 3F.
De to virksomheder har samme ejerkreds og betaler deres polske ansatte under mindstelønnen for tømrerarbejde, ligesom de ansatte snydes for rettigheder, som lønmodtagere på det danske arbejdsmarked er sikret.
Fagbevægelsen har dokumenteret problemerne, men Novo Nordisk har igennem et halvt år afvist at hjælpe med at finde en løsning.
Den fastlåste situation har ført til, at virksomhederne og Novo Nordisk nu får en lektion i den danske model: Først en venlig, men bestemt mail med formel varsling af en mulig kommende konflikt sendt til arbejdsgiverforeningen.
Siden kom et varsel om sympatikonflikt underskrevet personligt af formanden for Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH), Morten Skov, med opbakning fra 3F’s bygge- og transportgrupper sammen med Malerforbundet, Dansk El-Forbund, Blik- og Rørarbejderforbundet og Dansk Metal.
Ualmindeligt almindeligt
Varsling om sympatikonflikt er ikke et ualmindeligt fagligt skridt. Det benyttes jævnligt for at lægge pres på firmaer, der nægter at følge spillereglerne på det danske arbejdsmarked.
I det aktuelle tilfælde betyder udvidelsen af konflikten, at medlemmer af de involverede forbund ikke må udføre arbejde for eller levere ydelser til Staler Industries.
Det gælder også arbejde på byggepladsen i Kalundborg, hvor virksomheden udfører opgaver, og det betyder, at de ansatte lovligt kan medvirke i en arbejdsnedlæggelse.
Her kunne historien væres slut.
For sandheden er, at fagbevægelsen sjældent har ressourcerne til at håndhæve varslerne mod de mere end 2.6000 firmaer, der i dag optræder på den officielle liste over konfliktramte virksomheder i Danmark.
Man er oppe imod arbejdsgivere, særligt i bygge- og anlægsbranchen, der gemmer sig bag dyre advokater, lange kæder af underentreprenører og store presseafdelinger eller ligefrem benytter konkurser eller stråmænd for at undgår forpligtende aftaler og overenskomster. Men torsdag morgen gik det anderledes.
Smil i kulden
I rundkørslen på Hallas Allé ved indgangen til byggepladsen M3 North står en midaldrende mand i rød vest og rød kasket og svinger en rød fane med budskabet: Mod Social Dumping. På fanen er også en knyttet næve fra afsenderen: ”Aktionsgruppen”.
Selvom solen endnu ikke er stået op, er der allerede tung trafik på vejene, der fører ind i hjertet af Danmarks måske største erhvervseventyr: Opførelsen af de fabrikker, som skal producere Novo Nordisk insulin- og fedmemedicin til verdensmarkedet.
Flere end 100 håndværkere og faglige aktivister har allerede samlet sig omkring en kaffevogn og et højtaleranlæg, der spiller høj musik, mens folk skutter sig i morgenkulden.
Der går ikke længe, så begynder en lind strøm af bygningshåndværkere i refleks- og arbejdstøj at ankomme til stedet. De bliver opsøgt af de storsmilende søstre Michala og Cecilie Rünitz, der selv kommer fra Kalundborg, og bakker op om dagens aktion ved at dele løbesedler ud for 3F Slagelse på forskellige sprog.
”Det er vigtigt at vise, at vi ikke blokerer vejen bare for at provokere eller være træls. Helt almindelige mennesker skal vide, at der er problemer med arbejdsforholdene hos Novo,” siger Michala Rünitz til Solidaritet.

Skumle ting
Det er langt fra første gang, at der er kritik af arbejdsmiljø -og vilkårene hos Novo Nordisk. Særligt udenlandske bygningsarbejdere, der ansat af underleverandører, er udsat.
Så sent som i denne uge kunne Ekstra Bladet og Fagbladet 3F berette, hvordan isolereringsarbejdere fra Peru oplever underbetaling og uhumske indkvarteringsforhold.
Solidaritet har beskrevet utilfredsheden blandt tillidsfolk på pladserne og fortalt, hvordan fagligt aktive har protesteret ved virksomhedens generalforsamling.
Der tales mange forskellige sprog i demonstrationen torsdag morgen. Og arrangementet lader til at have opbakning blandt de mange ansatte, som tilslutter sig den lovlige arbejdsnedlæggelse, som følger af sympatikonflikten.
”Vi strejker, fordi nogle firmaer ikke vil betale en fair løn til deres ansatte. Vi viser vores solidaritet med dem, fordi hvis ikke vi stopper udnyttelsen, så rammer det os selv næste gang. Jeg kender flere, der bliver svindlet for løn. Der sker mange skumle ting derinde,” siger en elektriker fra Litauen, der arbejder på pladsen, på engelsk til Solidaritet.
Politi på pletten
Da føreren af en gaffeltruck helt uden situationsfornemmelse starter motoren og vil begynde dagens arbejde, omringes maskinen hurtigt af demonstranter. Folk stiller sig i vejen, samles på begge sider af maskinen. Råber på dansk og engelsk, at han straks skal stoppe.
Først da truckførerens overordnede bryder ind og beordrer ham til at indstille arbejdet, falder der ro over gemytterne.
Men det går op for folkemængden, at der kan være andre strejkebrydere i området. Derfor sætter flokken i hastige skridt direkte ind på byggepladsen og forbi byggeleren for at komme frem til deres kollegaer, der har blokeret en anden indgang 300 meter derfra.
Det lykkes at få forstærkningerne frem og holde blokaden. Snart kommer der også kaffe, som deles ud til de udenlandske bygningsarbejdere, der ligner nogen, som bare gerne vil i gang med arbejdsdagen.
Optrinnet er medvirkende til, at der tilkaldes mere politi.
Fire patruljevogne og en civil politibil ankommer. Betjentene stiger ud af bilerne og rejser det gule hegn, som tidligere var blevet væltet. En hundevogn kredser i området, mens betjentene tager opstilling på en række og afventer situationen.
På afstand skimtes ansatte, der bevæger sig rundt inde på pladsen, og som formentlig er kommet ind via områdets mange andre adgangsporte, som ikke er blokeret af demonstranter.
Fyrværkeri og demokrati
Farverigt fyrværkeri flyver til vejrs og udløser flere brag på himlen, der nu er blevet blå og solrig. Flere talere gør sig klar foran kaffevognen og det annonceres, at bandet Strejkedrengene spiller et par numre.
“Bevidst eller ubevidst medvirker Novo til, at der kan foregå social dumping på deres byggerier. Det er meget svært at stoppe, når vi som fagforening ikke har adgang til byggepladserne og dermed ikke kan kortlægge omfanget. Hvis der ikke er noget at skjule, bør de give os adgang,” siger formand for 3F Slagelse, Rune Hansen, til Solidaritet.

Imellem tiden har Peter Christensen fra Murer og Murerarbejdsmændenes Faglige Klub i København fået fat i en mikrofon og råber forsamlingen op.
”Lige nu er der valg til folketinget, og mange mener, at det er demokratiets højdepunkt.
Men de glemmer, at demokrati også er noget der foregår i hverdagen. På arbejdspladserne.
I dag kæmper vi også for at tage magt fra en magtfuldkommen arbejdsgiver og give den til arbejderne. Med andre ord: Når vi kæmper for vores rettigheder, kæmper vi for at udvide demokratiet i hverdagen. Og den kamp skal styrkes,” lyder det fra Peter Christensen, som høster et bifald.

Sejr til fagbevægelsen
Ikke langt derfra har repræsentanter for Novo Nordisk og Danske Byggefag sat sig sammen om et bord. Her forhandler de sig frem til en midlertidig løsning, så arbejdet på pladsen snart kan genoptages, og blokaden afblæses.
Omkring klokken 11 stiller forhandlingsgruppen sig frem foran demonstranterne og erklærer, at det konfliktramte Staler Industries ”suspenderes” fra byggepladsen, og at deres ansatte hjemsendes med løn betalt af Novo Nordisk. Virksomheden kan først komme tilbage, når eller hvis de indgår overenskomst, lyder aftalen mellem parterne.
Aktionen udråbes hurtigt til en sejr for fagbevægelsen og de modige ansatte, der har deltaget, så blokaden indstilles.
Ifølge Danske Byggefag erkendte bygherren under mødet, at situationen var problematisk og lovede at se nærmere på procedurerne for brug af underentreprenører.
3F København udråbte dagens aktion som en sejr i en udtalelse på deres Facebook-side:
“Sejr! Efter 6 timers blokade gik Novo Nordisk til forhandlingsbordet. De har nu forpligtet sig til at sørge for, at de 2 sympatikonfliktramte firmaer underskriver overenskomst, før de får lov at udføre arbejde på byggepladsen. Vi lykønsker de seje faglige aktive og forhandlere med en sejr for den danske model, ordentlige løn og arbejdsvilkår for alle. Et skridt i den rigtige retning imod social dumping! Sammen er vi stærke!”
Imens vil Murer og Murerarbejdsmændenes Faglige Klub følge udviklingen tæt, lyder det i en udtalelse på deres Facebook-side:
”Vi regner med, at der sker en konkret ændring i deres praksis, så vores fagforeninger får adgang til byggepladsen og at der bliver sat en effektiv stopper for social dumping på deres byggepladser. Vi holder øje og er klar til at fortsætte kampen, indtil der kommer ordnede forhold på ALLE Novos byggepladser.”
Rettelse 13. februar 2026: Tidligere stod der, at Peter Christensen fra Murer og Murerarbejdsmændenes Faglige Klub hed Peter Nielsen og kom fra Murersvendenes Brancheklub. Det er rettet.
Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet
Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.
Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.
Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.
Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.
20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER
