“Det er også en form for boykot at stemme på os.” Til valgmøde med Frankrigs radikale venstrefløj

Valget af rammer er emblematisk: Ville d’Ivry, lige uden for Paris er et gammelt arbejderkvarter, hvor gaderne har navne efter historiske venstrefløjsledere, og hvis lokalbefolkning i dag har et multikulturelt præg. Mødet afholdt af Nouveau Parti anticapitaliste (Det Nye Antikapitalistiske Parti, NPA) denne lørdag aften finder sted på Voltaire-pladsen. Det er lige over for restauranten Le Plaza, som denne lørdag aften lader til at have mere held med at tiltrække folk. Her afholdes der bryllup med vestafrikansk islæt.

NPA-mødets ydmyge omgivelser – en sal med plads til maksimalt 120, som bliver godt fyldt – afspejler vel også partiets økonomiske formåen. Men for det radikale venstrefløjsparti er mødet med vælgerne blot endnu en måde at gøre opmærksom på, fremme og diskutere sine ideer – ganske som partiets deltagelse i sociale kampe i det daglige.

Lokale problemer i forgrunden

På de kommunale stole og de hårde bænke sætter sig en blanding af ældre, tilsyneladende veteranmedlemmer, og ganske unge. I modsætning til restauranten på den anden side af pladsen er her få af såkaldt ”anden herkomst”. Mødet er annonceret på plakater og internet, men får ved det indledningsvise valg af nære temaer, den urbane tone og det begrænsede antal fremmødte et noget indforstået præg.

“De andre kandidaters kampagnemøder ville måske snarere begynde med at pege på globale udfordringer. Men hos NPA afspejles snarere det gamle slogan: ”Tænk globalt, handl lokalt.”

De indledende oplæg tager udgangspunkt i ganske lokale kampe og almindelige franskmænds daglige bekymringer. ”Folk i Frankrig skal vælge mellem at varme hjemmet op, eller at køre på arbejde”, siger en taler med henvisning til de hastigt stigende energipriser.

Der lægges, ganske overraskende for en fransk præsidentvalgkamp, ud med omtale af de stærkt forurenende, lokale industrier, og en række arbejdskampe rundt i Frankrig. De andre kandidaters kampagnemøder ville måske snarere begynde med at pege på globale udfordringer. Men hos NPA afspejles snarere det gamle slogan: ”Tænk globalt, handl lokalt”.

To store forbrændingsskorstene ryger i denne Paris-forstad. Med udgangspunkt i en rapport fra ToxicoWatch fortæller en ung kvinde, at det ansvarlige selskab, franske Suez, angiveligt sender rekordstore mængder af bl.a. dioxin ud i det tætbefolkede lokalområde. Dioxin er et giftigt stof, der er mistænkt for at være kræftfremkaldende. Den ansvarlige for tilsynet er Éric Césari, fortæller hun. Selvsamme Césari blev sidste år idømt fængsel for at have sagt god for den tidligere præsident, Nicolas Sarkozy’s forfalskede regninger af bidrag til valgkampen i 2007. Betryggende, bemærker hun sarkastisk.

Efter oplæggene fra partiet får forsamlingen ordet. For NPA er det et erklæret formål med valgkampen, at den skal være en ”folkelig diskussion”, frem for partiets afliring af sit program.

Olivier Besancenot går på scenen

Men inden spørgsmålene taler partiets absolutte megastjerne og aftenens hovedtaler, Olivier Besancenot. Præsidentkandidaten Philippe Poutou er andetsteds i aften. Med henvisning til venstrefløjskandidaten Mélenchon, som holder flere simultane møder med brug af hologrammer af sig selv, joker Besancenot med, at partiet i fravær af midler til at betale for et hologram, i stedet må trækkes med ham som Poutous hologram.

NPA og LCR på stemmesedlen

Nouveau Parti anticapitaliste er et revolutionært trotskistisk parti, som blev stiftet i 2009. Både Philippe Potou og Olivier Besancenot var tidligere medlemmer af Ligue communiste révolutionnaire (LCR), der stillede op ved valgene i 2007 og 2002. Her er resultaterne fra de seneste fire valg, hvor man er stillet op på en selvstændig platform:

• 2017: Philippe Poutou (NPA) – 1,09 %

• 2012: Philippe Poutou (NPA) – 1,15 %

• 2007: Olivier Besancenot (LCR) – 4,08 %

• 2002: Olivier Besancenot (LCR) – 4,25 %

+

Den karismatiske Olivier Besancenot er tidligere postbud og bokser, og har ikke mistet noget af sin kampgejst. Han har selv to gange været præsidentkandidat for NPA, og fik mere end 4 % af stemmerne ved præsidentvalgene i 2002 og 2007. I dag er han talsmand for NPA’s kandidat, den arbejdsløse Phillippe Poutou, der kun er spået 1 % af stemmerne ved valget d. 10. april.

De første ord gælder ikke overraskende Ukraine. Besancenot støtter 100 % det ukrainske folk, som er blevet overfaldet af Rusland. Samtidig ironiserer han over, at medierne først nu opdager, at der er krige. Selv om der hele tiden har været krige, ”som også blev filmet” men dog forblev usynlige. Han nævner som eksempel verdens mest blodige krig – krigen i Yemen – ført gennem otte år af Vestens allierede og aftager af fransk militæreksport, Saudi Arabien.

”Nu ser vi krigen, endog i sløjfe. Men selv om det irriterer os, skal vi ikke undervurdere betydningen af, hvad der sker, som er ved at omkonfigurere hele den politiske situation. Det er fx ikke hver dag, at vi står over for en trussel om atomkrig”. Den tidligere bokser hamrer fast: ”Når et land invaderer et andet, bomber skoler og hospitaler kan intet som helst retfærdiggøre det. Der er ikke noget ”men”. Det burde giver sig selv, at vi fordømmer det, som vi gjorde fra starten. Der er kun et krav: De russiske troppers tilbagetrækning. Det kan ikke forhandles”.

”Ordet imperialisme skal ikke kun udtales på engelsk”, siger han med henvisning til den amerikanske interventionisme i bl.a. Latinamerika. ”Og vi er solidariske med dem, som på Cuba gør modstand herimod. Ordet imperialisme skal også udtales på fransk”, tilføjer han, med tanke på det franske militæreventyr i Sahel-regionen (Afrika under den nordlige Maghreb-region. red.), herunder nu i det uran-rige Niger. ”Og imperialisme udtales også på russisk! For selv om Putin fremstilles som en gal Doktor Strangelove – måske ikke helt med urette – så er der også et politisk projekt, som er tsaristisk og stalinistisk”. Han tilføjer: ”Men i modsætning til, hvad man hører på TV, er det ikke et bolsjevikisk projekt. For bolsjevikkerne gik ind for folkenes selvbestemmelsesret, herunder i Ukraine”.

Fransk hykleri

”Lad os på venstrefløjen undgå alle karikaturer: At vi forlanger Ruslands tilbagetrækning gør os ikke til CIA-agenter. Og at vi ikke ser på NATO som en del af løsningen, fordi NATO fra starten har været en del af problemet, gør os ikke til KGB-agenter. Tingene er en smule mere komplekse!”, siger han fra talerstolen.

“Siger man nationalismens tilbagekomst, siger man også krigens tilbagekomst.”

Olivier Besancenot

Med udgangspunkt i dagsaktuelle nyheder peger Besancenot på de vestlige landes – herunder Frankrigs – hykleri, idet Frankrig har eksporteret våben til Rusland for 152 mio. euro efter den russiske annektering af Krim og overfaldet på Donetsk og Luhansk-regionerne i Ukraine i 2014 og frem til 2020. ”Så vi har al mulig grund til at være skeptiske over for de smukke taler, hvor de end kommer fra”.

Besancenot peger på, at der længe før krigen var en overproduktions-krise, som kun vil forværres med den eskalerende inflation, der udhuler købekraften og herved efterspørgslen. ”Når alle priser stiger, får man ikke løst kapitalismens overproduktionskrise: Ingen vil længere have råd til at købe noget som helst!”

”De sidste fem år har vi sagt, at det måtte ende med en krig. For efter de tredive lykkelige år – lykkelige for kapitalisterne – har man opbrugt alle arbejdskraftreserver. I dag er 75 % af menneskeheden lønarbejdere. Man har gravet ned til bunden af brønden! Og derfor er de dybe selvmodsigelser i kapitalismen kommet op til overfladen. Og inden for de seneste 5-6 år ser vi så også nationalismernes tilbagekomst, som de kapitalistiske stater står ved i dag. Husk bare på Trump. Og siger man nationalismens tilbagekomst, siger man også krigens tilbagekomst. Som Rosa Luxembourg sagde, er krige fortsættelsen på det militære terræn af en konkurrence, som indtil da foregik på det politiske terræn”.

Regeringen tvinger folk ud i kriminalitet

Besancenot peger på, at masse-prekariatet og massearbejdsløshed eksisterede længe før Covid-19-krisen. Han mener, at regeringens politik i forhold til de arbejdsløse er en ”opfordring til kriminalitet”. Hundredetusinder er angiveligt blevet slettet fra arbejdsløshedskasserne. ”Af de heldige, som stadig er registreret, får over en million nu 17 % mindre i understøttelse, mens leveomkostningerne eksploderer. Man sender bevidst millioner ud i elendighed. Køerne til fødevarehjælp bliver stadig længere.”

Besancenot forklarer: “Ukraine-krisen understreger den økologiske krise og problemerne ved atomkraft, ved at tydeliggøre den fortsatte afhængighed af fossil energi og faren for sprængning af atomkraftværker. Alle skælvede vi, da vi hørte om beskydningen af atomkraftværkerne i Ukraine. Alligevel fortsætter regeringen af den samme vej.”

“Hvis I kun skal huske ét af NPAs budskaber, så er det denne: Vi kan enten bare være tilskuere, eller vi kan beslutte at smøre ærmerne op og blande os!”

“Alle taler om, hvordan vi nu skal få naturgas! Og regeringen har med en fantastisk timing annonceret, at den vil opføre en masse nye atomkraftværker. Men det går jo også fantastisk med fransk atomkraft”, fortsætter Besancenot spydigt.

Han henviser til atomkraftværket Flamanville, hvis opførelse var planlagt til at vare 5 år og koste 3 mia. euro. Det har indtil videre kostet 20 milliarder, og værket, som blev påbegyndt i 2007, er stadig ikke færdigt.

”Atomkraft spiller også en rolle i nord-syd-relationerne. De franske tropper har i dag forladt Mali. Hvor er de nu? De er i Niger. De beskytter uran-minen, som er nødvendig for fransk atomkraft. Så når dele af venstrefløjen også støtter atomkraft i Frankrig, skal man vide, at det også hænger sammen med den imperialistiske politik i Afrika. Vi er i en økologisk krise, og de skridt, man tager, forværrer blot problemerne”.

Det hele hænger sammen, forklarer han. ”Alle disse kriser – sundhedskrise, militær, økonomisk, økologisk, social krise – skaber til sammen en politisk krise uden fortilfælde, et generaliseret kaos. Der er ingen tegn på, at det går over! Og hvis I kun skal huske ét af NPAs budskaber, så er det denne: Vi kan enten bare være tilskuere, eller vi kan beslutte at smøre ærmerne op og blande os!”

Advarsel mod det yderste højre

I denne betydelige politiske krise og polariserede politiske debat i Frankrig, alarmeres Besancenot af det yderste højres fremgang og radikalisering. Højrepopulisten Marine Le Pen og den rabiate Éric Zemmour, som gentagne gange er dømt for opfordring til had, står samlet til at få næsten en tredjedel af stemmerne.

“Nogle af os troede vi havde nået bunden, med alle de racistiske bemærkninger og tendenser, vi har oplevet de seneste år. Men nej, der er på det yderste højre altid nogen, som kommer og siger, grav dybere ned!”

”Her er problemet! Vi oplever i dag ikke kun forskellige afarter af liberalismen, det yderste højre, højrefløjen, den liberale venstrefløj, som går lige op. Nej, der er røde linjer, som er blevet overtrådt. Jeg har hørt ting, som jeg aldrig havde troet, at jeg ville høre i hele mit liv. Fordi folk har kæmpet før os imod netop dette”, siger Besancenot.

“Vi må tage det alvorligt. Historien viser os, at fremgangen for det yderste højre, for højrepopulismen, for neofascismen eller for fascismen, ikke kun handler om ét politisk program, om én kandidat, man ikke kan lide. Det er en lang politisk proces, som er selv-fødende og har varet i årevis. Hvor venstrefløjen løber efter højrefløjen, som løber efter det yderste højre, som så ender med selv at blive endnu mere yderliggående!”

”Nogle af os troede vi havde nået bunden, med alle de racistiske bemærkninger og tendenser, vi har oplevet de seneste år. Men nej, der er på det yderste højre altid nogen, som kommer og siger, grav dybere ned! Det er, hvad der sker med fænomenet Zemmour, en meget uinteressant personnage, som Bolloré (fransk mediekonglomerat ejet af Vincent Bolloré, red.) står bag. Ud over en lavine af racistiske, homofobiske, sexistiske og islamofobiske hånytringer får vi også et forsøg på at rehabilitere de mest mørke sider af fransk historie”, forklarer han, og henviser til Zemmours forsvar af samarbejdslederen under den tyske besættelse, Philippe Pétain, samt ultranationalisten Charles Maurras. “Undertiden spørger man sig selv, om ikke alle historiens kloakker har sat hinanden stævne i Frankrig under denne præsidentvalgkamp”.

Han hilser det velkommen, at europæerne vil tage imod ukrainere med åbne arme, men finder sorteringen af flygtninge uudholdelig. “Hvis man er ukrainer, okay, hvis man er syrer, afghaner, kurder, nej, dø!”

”Selv venstrefløjen i dag kan ikke tale om migration uden samtidig at bruge ordet ”problem”. Men siden hvornår har venstrefløjen opfattet migration som et problem? Andelen af migranter i den franske befolkning er forblevet den samme gennem et århundrede, mellem 9 og 11 %. Men man bliver ved med at prøve at gøre folk bange. Spørgsmålet om institutionaliseret racisme handler ikke kun om frygt eller had vendt mod indvandrere, men er rettet mod deres børn og børnebørn og bygger på en imaginær identitet, som aldrig har eksisteret, og som baserer sig på blodets ret, ikke fødselsstedet. Så i sidste ende handler det om overherredømme og racers overlegenhed. I mødet med det skal vi holde fast i princippet om lige ret, også for indvandrere, om lovliggørelse af papirløses ophold, om bevægelses- og opholdsfrihed”.

Er en stemme på NPA stemmespild?

Mange kommentatorer har spurgt til, hvorfor den yderste venstrefløj ikke trækker sig fra valget så de kan sikre, at den bedst placerede venstrefløjskandidat, Jean-Luc Mélenchon, er til stede i anden valgrunde.

Men for Besancenot giver det ikke mening. ”Vi er til stede hele året i politiske kampe, i sociale konflikter, og så vil man have, at vi ikke er til stede, når der er en mulighed for at præsentere sit program! Man taler om, at vi skal stemme med fornuften, ikke med hjertet. Men vi har så mange gange prøvet at stemme med fornuften. Mange gange har vi stemt venstrefløjskandidater ind, som derefter har ført en højrefløjspolitik. Sjovt nok er det modsatte ikke sket i hele menneskehedens historie. Lad os denne gang stemme med hjertet”. Ganske selvironisk appellerer han til de mange, som har tænkt sig ikke at stemme, til at stemme på NPA’s kandidat: ”Det er også en måde at boykotte valget på!”

“Der er ikke tale om paradis på jorden, men blot om at aktionærerne skal tilbagebetale, hvad de har stjålet.”

Besancenot holder fast i sit trotskistiske arvegods, og han hylder sin mentor, Alain Krivine, den mangeårige leder af Den Kommunistiske Revolutionære Liga (Ligue Communiste Révolutionnarie, LCR), der netop er død. Han udtrykker støtte til de aktuelle protester på Korsika, hvor voldsomme demonstrationer har afstedkommet over 100 sårede, de fleste politifolk, og afbrænding af offentlige bygninger. Hans argument er, at tilhængere af mere uafhængighed på Korsika først med opstanden kunne få myndighederne i tale.

Af partiets konkrete forslag fremhæver han en mindsteløn på 1.800 Euro – efter skat. Der er ikke tale om ”paradis på jorden”, men blot om at aktionærerne skal ”tilbagebetale, hvad de har stjålet”. Forholdet mellem profitter og lønninger skal tilbage til niveauet fra 1980’erne. Endvidere foreslås en socialisering – ikke ”statsliggørelse” og bureaukratisering ”som i gamle dage”, men overtagelse ved ansatte og forbrugere – af bank- og finanssektoren, energisektoren og medicinalindustrien: ”Pfizer og de andre store medicinalvirksomheder har intet opfundet. De lever blot højt på offentligt finansieret forskning. De kommer med start-ups og køber patenter, og tager 20 Euro for en vaccine, som koster 1 Euro at lave”.

Endelig vil NPA også slå på begrænset arbejdstid: ”Vi foreslår det direkte modsatte af, hvad alle rapporter og anbefalinger siger. Der er millioner af folk, som ønsker at arbejde, og der er millioner, man beder om at arbejde mere. Men hvis vi dividerer den samlede arbejdstid i dag med antallet af arbejdere og arbejdsløse, får vi en arbejdsuge på 28-30 timer”.

Så er det tid til ”debatten”. Men spørgelysten er begrænset. Der er blot enkelte tøvende indlæg, som mere udtrykker bekymringer end formulerer spørgsmål, endsige kommenterer.

Efter afsyngningen af Internationalen, inviterer arrangørerne til en ‘broderlig’ kanapé og en drink. Snart bevæger de fleste sig ud på den tomme Voltaire-plads, og videre ud i den nu afdæmpede parisiske forstad.