Indkøbskurv: 0,00kr. Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Generic filters
Menu
22. juni. 2025

Tomme ord og manglende resultater: Enhedslistens nye militariseringspolitik dulmer samvittigheden mens oprustningen fortsætter

Under dække af en progressiv retorik, støtter Enhedslisten militær oprustning og krig. Kaivon Kjems fra Kommunistisk Parti stiller i dette indlæg spørgsmål til Enhedslistens egentlige hensigter i deres arbejde for fred

Jacques Callot: L’Enrôlement des Troupes. Fra serien “Les Grandes Misères de la Guerre” (1633). Wikimedia Commons

Debatindlæg er udtryk for skribentens egne holdninger. Kontakt os her, hvis du selv vil bidrage til debatten.

Enhedslistens nye militariseringspolitik er endnu et eksempel på partiets vedvarende bestræbelser på at retfærdiggøre den generelle højredrejning i dansk politik.

Denne tendens er ikke overraskende hos Socialdemokratiet og højrefløjen. Højrefløjens begrundelser for militarisering er åbenlyst reaktionære, men i det mindste er de ærlige. Med dem ved man, hvad man får.

Enhedslisten pakker imidlertid denne bekymrende udvikling ind i progressiv retorik. Med denne retorik kan velmenende mennesker overbevises til at støtte en politik, der uundgåeligt vil bidrage til en militariseringsspiral.

En bevidst strategi?

Også den nylige antisemitisme-lov er et eksempel på, at Enhedslisten giver højrefløjens politik legitimitet under dække af pragmatisme eller principper.

Enhedslistens princip om en “betinget” tilgang til militarisering antager naivt, at Danmarks øgede militære kapacitet ikke vil blive underlagt bredere geopolitiske og imperialistiske dagsordener. Dette er især absurd set i lyset af deres åbenlyst begrænsede, politiske indflydelse – hvilket deres manglende evne til at blokere godkendelsen af amerikanske militærbaser på dansk jord er et bevis på.

Enhedslisten hævder at ville være en kritisk stemme mod krig, men det er alt, hvad de er – en stemme. I mellemtiden bidrager de til at yde den materielle støtte, der muliggør krig. I den sammenhæng tjener deres “kritiske stemme” kun til at dulme samvittigheden, mens netop den politik, de hævder at modsætte sig, bliver gennemført.

Samarbejde med NATO er en støtte til Trumps oprustning

Efter det amerikanske valg kræver den nye verdenspolitiske situation højere militærudgifter, og hele Folketinget – inklusive Enhedslisten – skynder sig at levere. Selvom de kalder det “nationalt forsvar”, styrer Enhedslisten og deres parlamentariske allierede mod den samme militariseringsafgrund.

Men denne snak om “nationalt forsvar” mister al troværdighed, når Enhedslisten eksplicit knytter det til Danmarks deltagelse i globale militære alliancer – alliancer, der i stigende grad er rettet mod konflikt med det globale syd.

Når Enhedslisten udtaler: ”Territorialt forsvar står aldrig alene, men skal ses i sammenhæng med hele samfundets beredskab og de sikkerhedsalliancer, som Danmark er en del af og prioriterer”, kan det også læses mellem linjerne, at mens de bekender sig til at forsvare fædrelandet, støtter de eksplicit Danmarks integration i imperialistiske militære strukturer.

Enhver tale om betinget militarisering bliver hul, når betingelserne fastsættes inden for rammerne af NATO – en global arm af den amerikanske magt. Her kræver præsident Trump og amerikanske embedsmænd, at landene skal bruge milliarder på yderligere oprustning for at forberede sig på krig. Enhedslisten kan godt tage afstand fra Trumps retorik, men i sidste ende bidrager de til at realisere hans oprustningsdagsorden.

At arbejde for fred kræver mere end intentioner

For virkelig at modsætte sig militarisering må man vurdere det praktiske resultat af sin politik – ikke bare intentionen. Det gør ingen forskel, om man vælger en anden vej, hvis den ender det samme sted. I substansen afspejler Enhedslistens politik højrefløjens.

Med en politik, der bliver kaldt for rød, fører Enhedslisten folket lige ind i armene på den amerikanske krigsmaskine.

Om skribenten

Kaivon Kjems

Kaivon Kjems

Medlem af Kommunistisk Parti og studerende. Læs mere

Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet

Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.

Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.

Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.

Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.

20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.

Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER