Trumps krig mod Iran er et løftebrud alle kunne forudse

Fem måneder. Så lang tid tog det Donald Trump at få USA ind i endnu en krig i Mellemøsten, efter at han havde fortalt, at han ville “stoppe kaosset i Mellemøsten.” Trump, der ved sin indsættelse proklamerede, at han ønskede at blive husket som en “fredsskaber,” kunne ikke engang vente et halvt år, før han gjorde præcis det, han havde sagt, han ikke ville gøre – og som hele hans politiske brand var bygget op omkring at modsætte sig.

Men Trumps store eventyr i Mellemøsten vil sandsynligvis gå endnu dårligere end George W. Bushs. Den amerikanske befolkning er slet ikke i samme stemning som i 2003, og Trumps Hvide Hus har ikke engang gjort en halvhjertet indsats for at ændre det. Bush var enormt populær, da han besluttede at invadere Irak. Takket være en lang, veltilrettelagt propagandakampagne støttede et stort flertal af amerikanerne hans krig og de løgne, den byggede på.

I modsætning hertil har Trump været upopulær blandt vælgerne i næsten hele sin embedsperiode og bliver kun mindre populær, mens hans minimale forsøg på at overbevise offentligheden om, at Iran skulle angribes, betyder, at størstedelen af landet er stærkt imod dette – selv flertal blandt republikanere og hans egne vælgere.

Trumps faldende opbakning kan være en del af forklaringen på, hvorfor han traf denne tåbelige og ulovlige beslutning – krig er det ældste trick for en vaklende leder, der desperat søger et popularitetsløft. Men dette træk vil sandsynligvis ikke gavne ham mere end de andre højt satsende politiske gamblinger, han har foretaget i forsøget på at udstråle styrke. Det seneste eksempel: hans beslutning om at sende tropper ud på amerikanske gader for at nedkæmpe demonstranter i Los Angeles – har givet et alvorligt hak i hans politiske omdømme.

Skruen uden ende i Mellemøsten

Vi står kun ved begyndelsen af, hvad der kan blive en lang og ødelæggende nedadgående spiral. Det er ikke Trump eller de tre underordnede, der stod bag ham, da han annoncerede beslutningen på tv, som kommer til at kæmpe denne krig. De har truffet denne hovedløse og hensynsløse beslutning, mens de gambler med livet for over 40.000 amerikanske soldater spredt ud over regionen, som nu vil blive mål for de gengældelsesangreb, der måtte komme.

Baseret på offentlige udtalelser ser det ud til, at Trump og hans team tror, at deres angreb på Irans atomanlæg i aftes er en “engangsforeteelse” — det, man i Washington kalder et “begrænset” angreb, som ikke udvikler sig til regulær krig. De har advaret Iran mod at gengælde og sagt, at gengældelse vil blive mødt med endnu hårdere angreb. Det var dét. Luk sagen.

Problemet for Trump er, at han og den amerikanske udenrigspolitik i mindst det seneste år har fjernet enhver tilskyndelse for Iran til at reagere på en afmålt og tilbageholdende måde. Iran er et undertrykkende, teokratisk regime, som ingen vil pege på som et forbillede for god regeringsførelse, men det er uomtvisteligt, at landet har reageret på gentagne, alvorlige provokationer med det, man i udenrigspolitiske kredse kalder “tilbageholdenhed”. Det betyder alvorlig vold efter enhver almindelig definition, men alligevel langt mindre end det, de selv blev ramt af, og på måder der var tilrettelagt for at undgå en større krig.

Irans lederskab handlede sådan, fordi det syntes at være i deres egeninteresse: en fuldskala krig var ikke det værd — både for at bevare den iranske stats fortsatte eksistens og fordi der var udsigt til reelle forhandlinger om at genindtræde i atomaftalen, som Trump rev itu i 2018.

Men Iran har fået præcis ingenting ud af at vælge denne tilgang. Israel har reageret på tilbageholdenhed med endnu flere provokationer, og Trump til sidst har brugt atomforhandlingerne som et påskud til at svække Iran for endnu et israelsk angreb — og nu også et amerikansk, alt imens den iranske regering kæmper for sin blotte overlevelse.

Selv i de bedste tider ville tilbageholdenhed være svær at opretholde i en situation som denne. Men nu vil det ikke se særligt attraktivt ud for Irans ledere, som meget vel kan se tilbage på de relativt tilbageholdende valg, de tidligere har truffet, som noget der har ført dem frem til dette katastrofale punkt. Og de vil betragte Trumps handlinger de seneste uger — som har ført til et totalt sammenbrud i tilliden til Washington — som grund til at afvise vestlige opfordringer om at vende tilbage til forhandlingsbordet som utroværdige og uden vægt.

En endnu mere usikker fremtid

Hvad der nu vil ske, afhænger af, hvordan de beslutter sig for at reagere. Irans ledere kan meget vel vælge den mindst destruktive af deres mange muligheder. Men selv hvis de gør det, har vi bevæget os ind i en ny, farligere verden.

Chancerne for en aftale mellem USA og Iran synes at være sprængt i luften sammen med det, Trumps bomber ødelagde — hvilket bestemt ikke var Irans atomprogram, som israelske og amerikanske embedsmænd da også indrømmede dagen efter. I stedet gav Trumps angreb os det værst tænkelige scenarie: Det lykkedes ikke at hæmme Irans berigelsesprogram væsentligt, men det har sandsynligvis overbevist Irans ledelse om, at de ikke har andet valg end faktisk at løbe mod en atombombe, da Trumps og Israels adfærd har givet dem alle incitamenter til det — præcis som amerikanske efterretningstjenester advarede om på forhånd.

Ikke-spredning af atomvåben var rart, så længe det varede: hvem ved, hvor mange regeringer der nu har set dette, den russiske invasion af Ukraine, og ødelæggelsen af Libyen og Irak, og som er nået til den rationelle, men alarmerende konklusion, at det er bedre at være bevæbnet til tænderne som Nordkorea — et land, der brutalt er blevet sanktioneret og isoleret, men aldrig angrebet siden det begyndte at opbygge og teste masseødelæggelsesvåben — end at stole på international lov og normer, som israelske og amerikanske embedsmænd har brugt det 21. århundrede på at rive itu.

På den anden side kunne Iran lige så vel vælge den mest destruktive mulighed og gengælde angreb mod de titusinder af amerikanske soldater, hvis liv Trump har besluttet at gamble med. Hvis det sker, vil Trump aldrig tillade, at amerikanske dødsfald står uimodsagt uden hans egen gengældelse.

Og selv hvis han var tilbøjelig til at lade være, ville han komme under et uundgåeligt pres fra sine egne rådgivere, pressen og hele det politiske establishment for at indfri sin trussel om at slå endnu hårdere tilbage — hvilket også har inkluderet en trussel om at myrde Irans øverste leder. Det er risikoen: at Trumps “begrænsede” angreb starter en ond cirkel, der ender med, at tusindvis af amerikanske familier et sted i Midtvesten får deres børn hjem i kister dækket med flag.

En ulovlig krig

Trump havde absolut ingen juridisk ret til at gøre dette. Forfatningen kunne ikke være mere tydelig: det er Kongressen, der starter krige, ikke en kongeagtig figur, som kaster landet ud i konflikt på sin personlige impuls. Trump gad ikke engang antyde den eneste mulige juridiske begrundelse for angrebet, nemlig en nært forestående trussel mod USA. I stedet nævnte Trump i sin tale, hvor han annoncerede angrebet, kun — sigende nok — “at udslette denne frygtelige trussel mod Israel.”

Amerikanerne begynder med rette at undre sig over, hvordan det kan være, at de bliver ved med at vælge præsidenter, som lover at afslutte krige og fokusere på problemerne derhjemme – men alligevel ender med at få de krige, de ikke ønskede, og tilsyneladende værre og mere farlige krige hver gang, kæmpet på vegne af et fremmed lands interesser.

Svaret er et politisk system, der bliver mere og mere isoleret fra de ønsker og interesser, det er ment at tjene, og som flyder over med korruption. Ud over sin magt bag kulisserne har Israel First-lobbyen i de seneste år brugt tocifrede millionbeløb af dollars på amerikanske valg for at vippe resultaterne til sin fordel og kvæle selv det mindste glimt af politisk mod i Washington til at trodse Israels ønsker – hverken i denne eller andre sager.

Det andet svar er, at Trumps handlinger burde aflive den absurde påstand om, at han er en præsident, som er imod krig. At Trump overhovedet kan fremsætte den påstand, er resultatet af held i bedste fald, da han snævert undgik en krig med Iran i sin første embedsperiode, som han meningsløst næsten satte i gang.

Bortset fra når han fører valgkamp, har Trumps instinkter i virkeligheden altid peget i retning af en mere krigsstøttende linje: han støttede Irak-krigen, før han senere indså, at der var mere politisk gevinst i at kritisere den; han støttede krigen i Libyen, før han vendte flere gange på spørgsmålet; og hans første impuls, da Rusland invaderede Ukraine, var, at USA skulle ind i et atomopgør med Moskva. Og han har hele tiden været for netop denne krig mod Iran, før han meget kortvarigt i år var imod den.

Et dysfunktionelt system i Washington

Trump slap også af sted med det takket være hans elendige modstandere. Et årti inde i hans politiske karriere har Det Demokratiske Parti stadig ikke fundet ud af andet end at posere som mere krigshungrende end Trump, hvilket giver ham mulighed for kynisk at fremstå som en fredskandidat.

Demokratiske ledere som Chuck Schumer har i år aktivt udfordret Trump til at starte denne krig og har fremmet de løgne, som israelske embedsmænd har brugt til at manipulere ham til det. Mens Trump gjorde sig klar til dette angreb, var de fleste fremtrædende demokrater på skammelig vis helt tavse, og kun få dusin af partiets valgte embedsmænd skrev under på et tværpolitisk initiativ om en War Powers Resolution, der ville have standset ham.

Denne krig og det blodige kaos, der følger, er Trumps krig, men det er også Washingtons krig. Den er kulminationen på to årtiers alt det, som den amerikanske offentlighed hader ved det, der foregår på Capitol Hill:

Bushs vrangforestillinger om at omforme Mellemøsten fra 2000’erne, våbenproducent-finansierede lobbyers besættelse af krig mod Iran, et medielandskab, der har fået Trump til at tro, at militære angreb er hans vej til at opnå respekt, og en gruppe neokonservative, der aldrig forsvandt efter deres spektakulære fiasko i Irak, men som har sneget sig tilbage i Trumps gunst – samt ind i rækkerne af hans politiske modstandere. Der var mange fingre på aftrækkeren.

Sket er sket, og verden må nu gøre sit bedste for at komme igennem det kaos, der følger, indtil vi når igennem på den anden side. Set i lyset af de seneste år, og med endnu tre og et halvt år tilbage af denne præsidentperiode, er det svært at være optimistisk med hensyn til, hvad der venter os der.

Teksten er først udgivet i Jacobin 22. juni 2025. Den er oversat af Jonas Neivelt. Mellemrubrikkerne er Solidaritets.