Trumps nervekrig mod Venezuela

Mandag 24. november erklærede USA’s udenrigsministerium officielt det såkaldte sol-kartel – og dermed Venezuelas regering – for en terrororganisation. De har også startet “Operation Southern Spear”.

De to træk udgør det legale framework for at retfærdiggøre angreb imod mål inde i Venezuela. Trækkene var allerede blevet annonceret en uge i forvejen som en slags ultimatum fra USA’s præsident Trump til Venezuelas Maduro. Et led i nervekrigen.

Trumps offensiv har nu kørt i tre og en halv måned. En nervekrig, hvor amerikanerne hele vejen igennem har forsøgt at afpresse dele af ledelsen i den venezuelanske regering til at vælte Nicolás Maduro og indføre en mere lydig regering. I det følgende vil jeg prøve at opsummere situationen og give mit bud på, hvorfor den er, som den er.

Amerikansk mobilisering

USA har nu mobiliseret et enormt antal tropper. Vi taler ikke længere om få tusinde. De fleste estimater taler om et sted imellem 15.000 og 20.000 soldater.

Det enorme hangarskib, USS Gerald Ford, er med. Det er af verdens største krigsskibe, med omkring 4.500 besætningsmedlemmer og kapacitet til at sende omkring 75 bombefly på vingerne. Og ikke nok med det. Amerikanerne har også sendt skibe som USS Gravely, USS Jason Dunham og USS Stockdale, der alle kan affyre missiler, til området.

Der har allerede været flere farlige situationer, hvor amerikanske F35-fly har fløjet enormt tæt på Venezuela. Nogle kilder antyder endda, at der har været krænkelser af Venezuelas luftrum. Samtidig kører USA og Trinidad og Tobago (som er naboøen, blot 11 km fra Venezuelas kyst), fælles militærøvelser. Det er bevidste provokationer, som har til hensigt at presse Venezuelas regering.

“Krigen mod narko”

Indtil nu har USA angrebet mindst 21 både og dræbt 83 mennesker i den såkaldte “offensiv mod narko”. Blot to mennesker har overlevet de amerikanske angreb. Angrebene er de facto illegitime drab. Der er ikke fremlagt beviser for, at de små både smuglede narko, ej heller at de skulle udgøre en overhængende fare for USA’s nationale sikkerhed.

Et af ofrene, Alejandro Carranza, var angiveligt en ganske almindelig colombiansk fisker. Hans familie er nu i gang med at sagsøge den amerikanske stat for mordet.

Den enorme, amerikanske militære mobilisering i Puerto Rico, på Skt. Croix, i Trinidad-Tobago og i farvandet ud for Venezuela er selvfølgelig fuldkommen disproportional med tanken om en anti-narkotika-mission. Og som de fleste amerikanske medier åbent erkender, så er der absolut intet belæg for, at Venezuela skulle være det største narko-transit-land.

Tværtimod erkender anti-narko-enheden under det amerikanske justitsministerium, at langt de fleste stoffer, som transporteres ind i USA, går gennem Stillehavs-ruten. Undskyldningen med narko er derfor enormt svag – og det er en del af grunden til, at Trump i de seneste uger har talt om migration og hævdet, at Venezuela har tømt sine fængsler og sendt banditter til USA.

Trumps zig-zag-kurs

Trump svinger konstant i sine udtalelser. Den ene dag hævder han, at han ‘har taget en beslutning’, den næste siger han, at Maduro bør tale med ham, men at Maduros dage er talte.

Hans zig-zag afspejler både hans personlige tvivl, men også en større usikkerhed der er i den amerikanske elite, som er dybt splittet på spørgsmålet. Mens Marco Rubio, eksilcubanerne og dele af miljøet i Florida ønsker et endeligt opgør med Maduro (og senere med Cuba), er store dele af MAGA-bevægelsen dybt kritisk.

Trump gik trods alt til valg på et løfte om at stoppe krig, ikke starte nye. Og flere og flere røster – også langt ind i det republikanske parti – kan se, hvor farlig en krig vil være for USA selv, fordi det ikke vil være så let at trække sig ud.

Der er ingen tvivl om, at Trump både påvirkes af de forskellige fraktioner i hans regering og sine skiftende luner. Men det vil være forkert at se det hele som et irrationelt foretagende. Der er faktisk et rationale bagved det, han har foretaget sig de seneste par måneder.

I et større perspektiv handler det om, at Trump har en anden opfattelse af USA i verden end tidligere amerikanske administrationer. Han mener, at USA skal koncentrere sig mere om sine traditionelle indflydelsessfærer – og netop Latinamerika har amerikanerne betragtet som deres “baggård”. Kinas handel i Latinamerika er vokset enormt i løbet af de seneste tre årtier, og det bekymrer Donald Trump.

Derudover er der selvfølgelig Venezuelas umådelige olierigdomme. Selv i en enormt tilspidset situation har Trump tilladt licenser til, at Chevron kan handle med Venezuela. For Det Hvide Hus er større adgang til oliemarkedet i Venezuela – fx via et regime-skifte i Caracas til et blødere og mere underdanigt regime – også en stærk motivation.

Situationen eskalerer

I løbet af de seneste dage er situationen eskaleret. Der er mange flyselskaber, bl.a. Iberia, som har indstillet deres fly til Venezuela. Enkelte selskaber, som fx Avior, opererer dog fortsat. USA har sendt en advarsel ud til civilpiloter – en såkaldt NOTAM – om at passe på i Venezuelas luftrum.

Indtil videre har nervekrigen ikke fungeret. Hverken Maduro eller andre i Venezuelas regering er bukket under for presset. I de borgerlige amerikanske medier er der historier om forhandlinger, som skulle inkludere Qatar og Maduro-regeringen. Men selv hvis de har fundet sted, så er de strandet. Der er gået tre måneder uden nogen udmeldinger.

Det kan betyde, at Trump bliver nødt til at gå videre, medmindre han vil tabe ansigt. Hans næste muligheder er selektive angreb med missiler eller droner, formentlig mod kaserner og regeringsbygninger.

Men selv det vil være svært at udråbe som en sejr. Hvad vil han sige, hvis Maduro fortsætter ved magten på trods af et par bombninger? Er han parat til at gå endnu længere og sætte landtropper ind? Det vil blive en enorm svær og farlig mission, som amerikanerne ikke vil have let ved at trække sig ud af.

Situationen i Venezuela

Nicolás Maduro har svækket forsvaret af Venezuela enormt, fordi den revolutionære ånd – som prægede Venezuela i Chávez-perioden – er erstattet med benhård repression og undertrykkelse.

Overenskomster er blevet ophævet. Nationaliseringer erstattet med privatiseringer. Fagligt aktive er fængslet. Venezuelas venstrefløj er frarøvet dens mulighed for at stille op ved valg. Unge mennesker er smidt i fængsel uden retssager. Valgresultater er annulleret (som i Barinas) eller gemt væk (som i 2024).

Disse træk har undermineret forsvaret af Venezuela imod det, som utvivlsomt er en imperialistisk aggression. Der vil under alle omstændigheder komme en modreaktion mod amerikanske angreb, men den passivitet og desillusion, som Maduros autoritære kurs har skabt, har paradoksalt nok gjort det sværere at skabe en aktiv anti-imperialistisk bevægelse.

Venezuelas højrefløj har endnu engang afsløret sig selv ved åbenlyst at agere heppekor for en krig mod Venezuela. Oppositionslederen Maria Corina Machado, som tilsyneladende har forladt Venezuela i disse dage, er helt igennem fortaler for et amerikansk angreb. Kun en mindre del af oppositionen, anført af tidligere præsidentkandidat Henrique Capriles Radonski, har taget afstand fra en amerikansk intervention.

Krigsmodstand i Venezuelas nabolande

Situationen i dag er anderledes end i 2019, hvor Trump – særligt guidet af koldkrigere som John Bolton, Elliott Abrams og eksilcubanerne omkring Rubio – forsøgte det første store kup mod Maduro.

Dengang havde højrefløjen magten i begge nabolande, Bolsonaro i Brasilien og Duque i Colombia. Dengang var det Brasiliens hær, som måtte stoppe Bolsonaro, sætte ham på plads og stoppe enhver snak om brasiliansk krigsdeltagelse.

I dag ledes begge lande af socialdemokrater – eller hvad man måske kunne betegne som moderate centrumvenstre-regeringer. Både Lula og Petro har energisk afvist Trumps krigstrusler. Derfor er amerikanerne sandsynligvis nødt til at angribe fra havet eller fra luften.

Uanset hvad må vi bygge en stærk anti-krigsbevægelse. Trump har ingen moralsk ret til at gå ind i Venezuela, og en krig vil være et forfærdeligt scenarie for både Venezuela og for de omkringliggende lande i Latinamerika.