Tyske AfD er langt mere end racisme

Da detaljerne kom frem om et hemmeligt møde, hvor man diskuterede deportation af tyske statsborgere med migrantbaggrund, var Alternative für Deutschland (AfD) allerede kendt for sine aggressive racistiske synspunkter. Den voksende radikalisering, partiet har gennemgået, har ikke forhindret dets vælgere i fortsat at støtte det.

I de konservative partier CDU, CSU og Frei Wähler (FW) og i det liberale parti (FDP) smuldrede brandmuren mod et samarbejde med AfD dag for dag, mens næsten alle partier bevægede sig mere og mere mod højre. Nu er en bølge af spontane masseprotester med samlet omkring 1,5 millioner deltagere over hele landet ved at få politisk momentum.

“Re-migration” af 20 millioner mennesker

I januar offentliggjordes en undersøgelse udført af undersøgende journalister, hvoraf det fremgik, at politikere fra AfD og medlemmer af højrefløjen i CDU og iværksættere 25. november 2023 mødtes med nogle fremtrædende højreekstreme aktivister og diskuterede planer om “re-migration” – altså deportation – af ca. 20 millioner mennesker.

De mennesker, der skulle “re-migreres”, var ikke kun ikke-tyske statsborgere, men også mennesker med tysk statsborgerskab. At fratage statsborgerskabet er i direkte modstrid med den tyske forfatning, der tildeler borgerne umistelige rettigheder, som er nedfældet i forfatningsparagraffer, der ikke kan fjernes. Med andre ord kræver gennemførelsen af disse planer mindst en grundlæggende omformning af forfatningen.

Det ville kræve en form for “racelov”, som skulle definere, hvem der er etnisk tysker, og hvem der ikke er. Desuden ville de skulle udføres af et statsapparat, som ikke længere er bundet af international lov. Med andre ord ser det ud til, at racistiske følelser i betydelige dele af AfD bruges til at forfølge en dagsorden, der går i retning af at gøre statsapparatet fascistisk.

Masseprotester mod fascismetruslen

Selv om den slags ideer allerede kendtes fra en del af det ekstreme højre og dele af AfD og også delvist blev udbredt offentligt, gav offentliggørelsen af mødets afholdelse næring til en ny dynamik. Det førte til et offentligt ramaskrig og landsdækkende protester. Alene i Berlin gik omkring 350.000 mennesker på gaden. Der bliver stadig bekendtgjort nye protester, selv i mindre byer og i landdistrikter.

Ikke alle demonstranter er enige i, at der er tale om en fascistisk strategi. Men demonstranterne deler en følelse af, at den organiserede racismes politiske gren – som ligger på over 30 procent i meningsmålingerne – har nået et niveau, hvor det truer demokratiets opretholdelse i Tyskland, hvis der ikke træffes samfundsmæssige modforanstaltninger for at isolere AfD.

Mens ønsket om at isolere AfD politisk udgør den laveste fællesnævner blandt demonstranterne, opfordrer mange af dem (hvis ikke flertallet) til at forbyde AfD. En livlig debat om dette finder ikke længere kun sted på gaden, men også i det officielle politiske landskab.

Planerne om massedeportationer giver problemer for hele højrefløjen

Protesterne er et alvorligt tilbageslag for alle de kræfter i Tyskland, som overvejede at indgå i et samarbejde med AfD – nemlig CDU, CSU, FDP og FW. For at samarbejde med kræfter, hvis radikaliserede racisme kun kan bringes til udførelse ved at fjerne grundlæggende principper i den tyske forfatning med magt, ville være noget i en klasse for sig.

Alligevel har CDU i den seneste tid antaget mere højreorienterede holdninger, der relativerer de universelle menneskerettigheder – især når det gælder flygtninges rettigheder. Ikke desto mindre er der blandt medlemmerne stadig en betydelig kristen-konservativ religiøs base, som nægter helt at tilslutte sig den migrantfjendtlige politik, og som er en del af protesterne.

CDU’s ledelse er nødt til at overveje disse interne faktorer. Med andre ord er protesterne med til at isolere AfD og dermed gøre et samarbejde med partiet mere kompliceret, i hvert fald på kort sigt. På længere sigt er det stadig en stor udfordring at isolere et parti, der er så populært som AfD. Det er usandsynligt, at protesterne vil overbevise AfD’s tilhængere om at vende sig væk fra AfD.

Hvilket svar skal masseprotesterne give?

Mens aktiv deltagelse fra alle demokratiske partier er nødvendig for at opnå en bred front mod den proto-fascistiske udfordring, er bredden i en protest næsten altid en hindring for yderligere krav. Mange demonstranter opfatter ikke længere udfordringen fra AfD som højrepopulistisk, men snarere som proto-fascistisk.

Derfor er protesterne ikke kun en antiracistisk manifestation, men også et udtryk for et ønske om at forsvare demokratiet. Det skal naturligvis hilses velkommen, men det har også sine mangler: Betingelserne for de voksende højreorienterede tendenser er og kan ikke fuldt ud behandles af protesterne, fordi de ligger ud over forsvaret af demokrati og borgerrettigheder.

AfD var ligesom mange andre højreekstremistiske og højrepopulistiske partier i verden i stand til at drage fordel af den usikkerhed, der er forårsaget af de mange kriser i verden, og den herskende politiks manglende evne til at give passende svar på dem, som ikke lægger byrderne og risiciene ved krisen over på den enkelte.

For eksempel blev mange mennesker i Tyskland i løbet af de seneste årtier ramt af neoliberaliseringen af økonomien og de sociale sikringssystemer, som blev drevet frem af konservative, liberale, socialdemokrater og de grønne. Folk havde en fornemmelse af, at den økonomiske vækst stort set fandt sted uden dem.

I denne situation lykkedes det radikale politiske højre med at skyde skylden for de sociale resultater af den neoliberale økonomi over på en progressiv identitetspolitik -der fremstilles som wokeness – og give migrations- og miljøpolitikken skylden for den sociale og økonomiske krise. Men de udviklede ikke deres eget økonomiske alternativ.

Die Linke kæmper for at genvinde den offentlige tillid

Regeringspartier som Socialdemokraterne (SPD) og De Grønne slutter sig meget højlydt til protesterne. Under dække af den voldsomme radikalisering af AfD formår begge partier at fremstille sig selv som fortalere for demokratisk fornuft. Det på trods af, at de spiller en aktiv rolle i stramningen af EU’s asylpolitik.

Faktisk er SPD, De Grønne og især FDP ikke villige til grundlæggende at ændre deres politik for at kunne give bedre svar på vores tids kriser. De hænger fast i kreditrestriktioner og uvilje mod at beskatte de superrige og virksomhederne.

I denne meget komplekse situation kæmper Die Linke stadig for at genvinde den offentlige tillid, som man mistede på grund af de langvarige konflikter med Sahra Wagenknecht og hendes tilhængere.

Ikke desto mindre har partiet genvundet evnen til at handle og bringe sin egen formåen ind i de aktuelle kampe mod racismen, som er intet mindre end en kamp for fremtiden for Tysklands demokrati.

Da Die Linke ikke har deltaget i stramningen af asyllovgivningen, og en stor del af partiets aktivister deltager aktivt i antiracistiske initiativer, har partiet i det mindste mere troværdighed end alle andre konkurrerende partier.

En anden stor forskel til de andre partier er, at Die Linke er fortaler for en dybtgående økonomisk og økologisk samfundsomdannelse uden at give den progressive kulturpolitik skylden for økonomiske og sociale blindgyder. Og netop dette er nødvendigt for at kunne håndtere rødderne til det politiske højres fremmarch.