Udkant eller frontlinje: Moldova, EU-forhandlingerne og venstrefløjen

“Selvfølgelig støtter vi europæisk integration. Men vi insisterer på at spørge om, hvilken slags Europa og hvilken slags integration”, fortæller Lilia og Vitalie, da samtalen falder på fremtiden for Moldova som EU-kandidat.

Gennem fælles bekendte fra Ukraine har vi fået et møde i stand med de to venstrefløjsaktivister, som har inviteret os til frokost på et spisested i centrum af landets hovedstad Chișinău. Det lavloftede lokale er indrettet med træmøbler, genbrugsmaterialer og en afslappet café-bar-stemning. Her er masser af referencer til international pop- og cafékultur – og bemærkelsesværdigt få til klassiske moldoviske motiver som vinranker, landarbejdere og nationalromantik.

Til gengæld er der Christiania-agtigt og en ironisk-satirisk omgang med magt og hierarkier, fx med barokke malerier, hvor adelige er portrætteret med grisehoveder og navneskilte på russisk med højtidelige titler.

Med andre ord de perfekte rammer til at få ordnet verdenssituationen, når urbane aktivist-typer mødes for at blive klogere på hinanden.

Marginale, men langt fra isolerede

Det politiske stævnemøde finder sted, mens stemmerne fra det moldoviske parlamentsvalg stadig er under optælling i starten af oktober og efter en vild valgkamp med elementer lige fra bombetrusler og falske opinionsundersøgelser til partiforbud og organiseret stemmekøb.

Valget blev udråbt som både afgørende og historisk, og resultatet rækker langt ind i fremtiden. Alligevel er stemningen ved bordet alt andet end triumferende. Lilia og Vitalie konstaterer tørt, at “for os på venstrefløjen er der ingen af Moldovas partier, der repræsenterer os”.

Begge er aktive omkring Platzforma, Moldovas vigtigste venstreorienterede onlinemagasin, som i årevis har leveret skarpe analyser af migration, arbejdsliv, bolig, klima og politisk økonomi.

Platzforma er ét af ganske få rum for venstreradikal systemkritik i et land, hvor næsten al offentlig debat i disse år presses ind i én altoverskyggende akse: EU versus Rusland. Ikke desto mindre er miljøet omkring Platzforma dybt integreret i landets netværk af modkulturer – fra flygtningesolidaritet til klimakamp og faglig organisering af tekstilarbejdere.

For selv om Moldova er marginaliseret, er det langt fra isoleret. Tværtimod er det tæt indlejret i globale værdikæder og ikke mindst geografisk placeret som nabo til Ukraine og endda med en del af sit territorium under de facto russisk kontrol.

Så samtidig med at landet leverer arbejdskraft og råvarer, er det både blevet en nødhavn og et transitland for flygtninge og i stigende grad en skueplads for en omfattende hybridkonfrontation.

Sidstnævnte udspiller sig gennem intens propagandakrig og falske konti via tech-platforme som TikTok og Instagram, økonomisk afpresning og systematiske forsøg på bestikkelse og manipulation af vælgere. Og i takt med den voksende udenlandske interesse for Moldova betyder det også, at der i stigende grad pustes til ilden under landets interne modsætninger – og dem er der mange af.

Hinsides geo- og splittelsespolitik

“Vi stemte på det mindst ringe alternativ”, fortæller Lilia og Vitalie, idet måltidet er ankommet, og vi får smagt de lokale retter.

De skynder sig straks at præcisere, at de bestemt ikke positivt stemte for den rådende politik, men negativt imod noget værre. For mens regeringspartiet PAS under præsident Maia Sandu oprindeligt kom til magten på en bølge af modstand mod oligarker og for demokrati, har de i praksis ikke vist sig i stand til at levere. Samtidig har deres liberale politik forstærket eksisterende kløfter mellem land og by, som andre kræfter kan udnytte.

“Den modsatte fløj kalder sig socialister og kommunister. Men i praksis er de autoritære, socialkonservative og i lommen på oligarker med tætte bånd til Rusland”, uddyber de.

For de to systemkritikere har ingen af de eksisterende partier reelt nogle bud på de presserende behov for demokratisering og strukturelle forandringer. Behov, der går på tværs af de geopolitiske fronter, men som netop handler om det store flertal af befolkningen. Derfor er de heller ikke overraskede over den lave valgprocent på kun 49 procent. For dem var det ikke håbet, men frygten, der var den virkelige vinder af valget.

Ulmende modsætninger

Over frokosten tegner Lilia og Vitalie billedet af et lille, frugtbart landbrugsland klemt mellem Ukraine og Rumænien – og præget af, at omkring en million mennesker, svarende til hver tredje i arbejdsstyrken, har forladt landet. Landbrug og industri er i høj grad indrettet til at levere råvarer, mens udenlandske virksomheder kontrollerer design, markeder og profit.

Samtidig løber der dybe skillelinjer gennem samfundet. Mellem by og land, mellem generationer og mellem dem, der har arbejdet i udlandet og dem, der er blevet tilbage – og mellem dem, der forbinder EU-medlemskab med håb for fremtiden over for dem, der forbinder det med social opløsning og trusler mod den nationale identitet.

Hertil kommer to autonome regioner, Gagauzien og Transnistrien, der har egne sprog og politiske orienteringer. Hvor flertallet i Moldova taler rumænsk, er gagauzerne således tyrkisktalende, mens russisk dominerer i Transnistrien.

Alt sammen forhold, der gør det politiske landskab både opsplittet og ustabilt, og samtidig umuligt at forstå alene gennem en geopolitisk linse. For folkene bag Platzforma handler konflikterne i høj grad om forskellige erfaringer med overgang, fattigdom og migration, der meget konkret former hverdagsliv, familieforhold og økonomiske overlevelsesstrategier.

Det store spørgsmål er, hvad der så kan pege i andre retninger og alternative muligheder for befolkningsflertallet.

En venstrefløj uden partier, men ikke uden praksis

“Selvfølgelig er der en venstrefløj i Moldova”, slår Lilia fast over kaffen. “Den lever bare ikke i parlamentet, men i konkrete kampe.”.

Som fx i tekstilindustrien, hvor europæiske virksomheder lukrerer på lave lønninger, og hvor faglige aktivister har ført langvarige retssager om løntyveri. I mindst én veldokumenteret sag måtte over 100 kvinder kæmpe i to år for at få udbetalt den løn, de havde til gode.

Eller i hovedstadens grønne lommer, hvor selvorganiserede byhaver er blevet en del af kampen mod ejendomsspekulation og for natur og miljø. “Chișinău ser grøn ud, men byen er ikke klimamæssigt robust”, fortæller Vitalie. “Vi skaber haver i ubebyggede områder, så vi i det mindste kan redde dem midlertidigt.”

Endelig engagerer de sig i international solidaritet – både da ukrainske flygtninge strømmede til landet, men blev opdelt efter etnicitet, og i forbindelse med Palæstina-aktivisme. “Den selektive dobbeltmoral er ulidelig”, slår de fast.

Hvilken slags europæisk integration?

Idet vi fordøjer de mange nye indtryk, rejser Lilia og Vitalie deres bekymringer om de kommende EU-forhandlinger. Bliver det reelle forhandlinger, der er demokratisk forankrede, eller blot en ensidig tilpasning præget af liberalisering, markedstilpasning og konkurrenceudsættelse?

“Moldova er ikke Danmark eller Holland. Hvis udenlandsk kapital får frit spil til at opkøbe jord som led i EU-tilpasningen, kan det trække tæppet væk under store dele af befolkningen”, lyder en af bekymringerne fra de to aktivister. Omvendt kan EU-regler også rumme potentiale for bedre beskyttelse af lønarbejdere, forbrugere og borgere.

“Men vores største frygt er faktisk, at processen slet ikke bliver transparent”, understreger de.

Det er et emne, som de gentagne gange har rejst via Platzforma. For hvis befolkningen føler sig kørt over, risikerer utilfredsheden at finde udtryk i autoritære eller nationalistiske retninger frem for progressive og venstreorienterede.

Som en sidste bekymring deler de, at Moldova er så småt og socialt opsplittet – og desuden så tæt på Rusland – at det simpelthen ikke er muligt at forsvare militært. Så selv om de i høj grad ser Putin-regimet som en trussel, ser de også på neutralitet og større social robusthed som den eneste realistiske sikkerhedsstrategi.

Til gengæld afslutter de på en mere optimistisk note og med et håb om flere fælles debatter på tværs af venstrefløjen i Europa.

Og forsikrer deres nye venner fra Danmark om, at “En ting er i hvert fald sikkert – vi vil ikke bare se fremtiden komme, men være med til at skabe den”.