6 min. læsetid

Gravskriften ser ud til at kunne skrives over Liste Å efter Uffe Elbæks farvel til partiet: »Det var personligt, ikke politisk«.


Af Kim Kristensen

Han byggede partiet op og ender sandsynligvis nu med at ødelægge det, som Samson der til sidst væltede filistrenes tempel og tog dem med sig i døden. Mandag valgte Uffe Elbæk og tre andre af de i alt fem medlemmer af Alternativets folketingsgruppe således at melde sig ud af partiet og blive løsgængere. Det sker, fordi Uffe Elbæk og de andre folketingsmedlemmer ikke kan samarbejde med den nye formand Josephine Fock, hvilket efterlader Torsten Gejl som det eneste medlem af Liste Å’s folketingsgruppe.

Josephine Fock har ganske vist været hurtig til korrekt at påpege, at hun faktisk også var med til at starte Alternativet i 2013, og at det stadig har en partistruktur – eller et »enormt stærkt fundament« – at genopbygge sig på. Men det er svært at se, hvordan Alternativet kan overleve denne Exodus.

Ikke siden Fremskridtspartiets daværende fire folketingsmedlemmer i 1999 valgte at forlade partiet, og fortsætte under navnet Frihed 2000 i protest mod ophævelsen af Mogens Glistrups eksklusion, har et parti på den måde mistet sin parlamentariske repræsentation. Frihed 2000 blev efter folketingsgruppens eget ønske aldrig et egentligt parti og opstillede følgelig ikke til valget i 2001, hvilket blev enden på Fremskridtspartiet (liste Z opnåede under Mogens Glistrups lederskab kun 0,5 procent af stemmerne ved folketingsvalget i 2001 og stillede ikke op ved valget i 2005).

»En fri grøn stemme«

Foreløbig har Uffe Elbæk og de andre løsgængere herunder den tidligere politiske ordfører og formandskandidat Rasmus Nordqvist, ikke villet tage stilling til, hvad der nu skal ske med henvisning til, at det er alt for tidligt. Uffe Elbæk nøjes med at sige, at han er »en fri grøn stemme på Christiansborg sammen med tre af mine andre MF-kollegaer«.

Men at forestille sig, at den 65-årige Uffe Elbæk endnu engang skulle stifte et parti er næppe tænkeligt. Og hvis ikke ham, hvem så? Den slagne kandidat fra formandsvalget Rasmus Nordqvist beviste ikke ligefrem, at han er en stemmesluger, og de to andre nyvalgte folketingsmedlemmer Suzanne Zimmer og Sikandar Siddique er ukendte i den bred offentlighed. Resultatet kan blive, at de fire løsgængere – som det så ofte er sket for løsgængere – trods forsikringer om det modsatte før eller siden melder sig ind i et af de andre partier.

“En fri grøn stemme”, skriver Uffe Elbæk på Twitter, efter han sammen med det meste af Folketingsgruppen i går forlod Alternativet.

Ring til Mette Frederiksen

Uanset hvad står Josepine Fock med et parti, som har mistet den sidste rest af indflydelse på Christiansborg, hvor Alternativet i forvejen led under ikke at have de afgørende mandater. Og det til trods for, at Josephine Fock under det netop afholdte formandsvalg solgte sig som den kompromissøgende af kandidaterne – og efter sit valg gjorde det klart, at hun vil ringe til statsminister Mette Frederiksen (S) for at sikre sig, at Alternativet bliver indbudt til alle forhandlinger.

Samtidig får Uffe Elbæk og folketingsmedlemmerne følgeskab af en række støtter i Alternativets organisationen – senest partiets mangeårige pressechef Rune Langhoff – der mere eller mindre højlydt smækker med døren. Hvilket Folketinget også gør: Smækker med døren til pengekassen, når det gælder de såkaldte gruppestøtteregler – hvis der ikke længere er nogen folketingsgruppe (eller i hvert fald færre end fire).

“Uffe Elbæks beslutning er således kulminationen på en personlig – og ikke politisk – konflikt, som har ulmet siden folketingsvalget i 2015, og hvor de seneste beskyldninger mod Josephine Focks ledelsesstil netop stammer fra den første valgperiode”

Alternativet flirtede i forvejen med spærregrænsen, og ved det kommende folketingsvalg kan partiet ikke bare se frem til endnu engang at skulle konkurrere med de andre centrum-venstre partier (læs: De Radikale, SF og Enhedslisten) om de grønne stemmer. Veganerpartiet stormer lige nu så hurtigt frem, at partiet efter alt dømme vil stå på stemmesedlen ved næste folketingsvalg, der skal komme senest i 2023.

Det er personligt, ikke politisk

At det skal ende på denne måde for Alternativet er ironisk. Uffe Elbæk (og Josephine Fock) dannede netop Alternativet i protest mod de etablerede partier og deres politik og politiske kultur. I stedet havde Alternativet seks såkaldte kerneværdier: Nemlig mod, generøsitet, gennemsigtighed, ydmyghed, humor og empati.

Men syv år, og to folketingsvalg, senere ser partiets gravskrift ud til at komme til at hedde: Det var personligt, ikke politisk.

Uffe Elbæks beslutning er således kulminationen på en personlig – og ikke politisk – konflikt, som har ulmet siden folketingsvalget i 2015, og hvor de seneste beskyldninger mod Josephine Focks ledelsesstil netop stammer fra den første valgperiode. En periode som afslørede, at triumviratet Uffe Elbæk, Rasmus Nordvist og Josephine Fock ganske enkelt ikke kan arbejde sammen. Hvor Uffe Elbæk og Rasmus Nordqvist mente, at Josephine Fock altid var på tværs, mente hun til gengæld, at de havde rottet sig sammen mod hende. Udgangen blev at Josephine Fock i første omgang trak sig som gruppeformand, og Rasmus Nordqvist samtidig stoppede som politisk ordfører, hvorefter hun siden, i 2017, forlod Folketinget for at blive direktør for integrationsafdelingen i Dansk Flygtningehjælp.

Men efter Uffe Elbæk trak sig som formand sidste år, gjorde Josephine Fock ikke bare politisk comeback. Josephine Focks valg som formand efterlod Alternativet i den usædvanlige position, at medlemmerne nok havde valgt en politisk leder – men ikke én, folketingsgruppen havde valgt. Hvis det stod til de fem folketingsmedlemmer, havde Rasmus Nordqvist i dag været politisk leder af Alternativet, og bortset fra Torsten Gejl har de alle nu fravalgt partiet.


Kim Kristensen er journalist på Solidaritet. Han har tidligere arbejdet på Information og Ritzaus Bureau, og har senest skrevet bogen Det Hærdede Stål, om Enhedslistens første 25 år i Folketinget.