Indkøbskurv: 0,00kr. Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Generic filters
Menu
13. marts. 2026

Ugen på venstrefløjen – 13. marts 2026

På søndag 15. marts – idus martiae – holder Solidaritet generalforsamling. Mens du venter på generalforsamlingen, kommer her Ugen på venstrefløjen til at slå tiden ihjel med. Her er der indkaldt til demonstration mod USA og Israels krig i Iran. Revolutionært Kommunistisk Parti har lavet en valgtest. Underskriftindsamlingen mod EU’s associeringsaftale med Israel nyder store fremskridt. Og så planlægger supportergrupper stemningsboykot til den københavnske venstrefløjs superclásico mellem Brønshøj og Frem

Foto: Wikimedia Commons

Demonstration mod USA og Israels krig i Iran

USA og Israels bombardementer i Iran fortsætter, og endnu tyder intet på, at krigen har hjulpet den iranske opposition i væsentlig grad.

Derfor indkalder Komitéen for Kvinde-Liv-Frihed til demonstration mod krigen. Demonstrationen finder sted søndag 15. marts kl. 14 på Gammeltorv i København.

Arrangørerne af demonstrationen skriver på Facebook: ”Vi fordømmer USA og Israels angreb mod Iran, som først og fremmest rammer den iranske civilbefolkning.

En befolkning, som i årtier har lidt under et brutalt og undertrykkende regime.

Det iranske regime er allerede i gang med at udnytte krigen til at intensivere undertrykkelsen af befolkningen, og forleden dag slog regimet fast på offentligt tv, at enhver som protesterer mod noget, vil blive betragtet som ”fjenden”, og vil blive skudt og dræbt med det samme.

Vi udtrykker fuld solidaritet med det iranske folks kamp for frihed og retten til selv at skabe deres fremtid – uden indblanding fra USA, Israel eller andre stater.”

Arrangørerne frabeder sig nationale eller etniske flag til demonstrationen. Der foreligger endnu ingen talerliste, men der vil være musik ved Sten Sejr.

Demonstrationen anbefales af en lang række organisationer på venstrefløjen, heriblandt Enhedslistens Internationale Udvalg, Global Aktion, Rød-Grøn Ungdom og Socialistisk Ungdomsfront.

Ny valgtest fra Revolutionært Kommunistisk Parti

Der er snart folketingsvalg, og på flere forskellige hjemmesider kan du tage valgtests for at finde ud af, hvilken kandidat du måske er mest enig med. Du kan også lege med at trykke neutral på alle spørgsmål og se, hvilken kandidat i din valgkreds, som er mest ligeglad med alting – eller bare har færrest skrupler med hensyn til taktiske besvarelser i valgtesten.

Men du kan også droppe Altinget, Politiken, DR, TV2 og alle de andre og i stedet tage Revolutionært Kommunistisk Partis valgtest. Den vil ikke vise, hvem du skal stemme på, men i stedet vil den give dig svaret på, om du er revolutionær og derfor bør blive medlem af – netop – Revolutionært Kommunistisk Parti (RKP).

RKP skriver om testen: ”Årets vigtigste valg er nemlig ikke hvem du stemmer på til folketingsvalget, men om du organiserer dig mod systemet og kæmper for en anden verden.”

Hvis man svarer ja til slet ikke ledende spørgsmål som ”Er du træt af levebrødspolitikere, der bryder valgløfterne, så snart stemmerne er talt op?” og ”Er du træt af magthavernes dæmonisering af muslimer og minoriteter, mens de rigtige kriminelle, der sidder i toppen af samfundet, går ustraffet?”, så er man revolutionær, og RKP anbefaler, at man ”går med” ved at melde sig ind i RKP.

Underskriftindsamling mod EU’s associeringsaftale med Israel når sit mål i Danmark

I den forløbne uge er det strømmet ind med underskrifter mod EU’s associeringssaftale med Israel. Underskriftindsamlingen har nu indsamlet 541.524 underskrifter i hele EU.

Danmark er også pænt med – og har nu passeret minimumskravet med i alt 10.737 underskrifter, hvilket svarer til 109 procent af minimum for Danmark.

Der er indsamlet flest underskrifter i Frankrig, hvor 241.677 personer har skrevet under. Det svarer til mere end fire gange så mange som det påkrævede antal for Frankrig.

I alt har 9 lande – Belgien, Danmark, Finland, Frankrig, Nederlandene, Irland, Italien, Spanien og Sverige – har passeret minimum.

I den anden ende af skalaen har Tjekkiet blot indsamlet 581 underskrifter. Estland har indsamlet 217 underskrifter, Letland 265, og Rumænien har indsamlet 1.153 underskrifter. Det er for alle landene mellem 4 og 5 procent af minimumskravet. Den absolutte bundskraber er Ungarn med 308 underskrifter – eller blot 2 procent af minimumskravet.

Underskriftindsamlingen fortsætter, og der skal samles mindst en million gyldige underskrifter ind i hele EU. Indsamlerne satser dog på halvanden million. Underskriftindsamlingen varer til 12. januar 2027, og du kan skrive under her.

Fanprotest ved københavner-derbyet mellem Brønshøj og Frem

Og nu til sporten. Når hvepsene fra Tingbjerg (Brønshøj) i aften fredag 13. marts møder sutterne fra Sydhavnen (BK Frem) i herrefodboldens tredje division, vil kampen blive indledt af en sjælden lydkulisse for lokalopgør af denne karat. De første ti minutter af kampen vil ifølge de to klubbers fangrupperinger blive afviklet uden sang og jubel fra tilskuerne.

Denne organiserede protest fra de to klubbers tilhængere skyldes Københavns Kommunes forbud mod brugen af trommer på Vanløse Idrætspark, hvor kampen spilles. Naboer til Vanløse Idrætspark har klaget over støjen i forbindelse med fodboldkampe på stadion. Det har fået Københavns Kommune til at måle lydniveauet, og forvaltningen har ved disse målinger fundet ud af, at lydniveauet fra fansenes trommer overskrider det tilladte lydniveau. Derfor er trommerne blevet forbudt. Fansene må dog stadig gerne klappe og synge.

Frem-supporterne fra fangruppen Paulis Rødder begrunder stemningsboykotten på Facebook: ”Som protest mod kommunens forsøg på at kvæle fankulturen uden for Superligaen opfordrer Paulis Rødder alle til at boykotte al visuel og vokal støtte indtil kampens 10. minut. Deltag i stemningsboykottet og giv den maks gas fra 10. minut, så alle kan høre, hvad ægte fodboldstemning er.”

Ifølge fodboldmediet bold.dk er kampen faktisk ikke underlagt forbuddet mod trommer. Klima-, Teknik- og Miljøforvaltningen udtaler til bold.dk: “Der er ikke udstedt et støjpåbud mod hverken Frem eller Brønshøj. Påbuddene udstedes mod de enkelte klubber og ikke mod idrætsanlæggene som sådan. Derfor er aftenens kamp ikke omfattet af noget påbud.”

I Vanløse Idrætspark er kun Vanløse IF og FCK Kvinder underlagt det såkaldte støjpåbud. Det får dog ikke Paulis Rødder til at afblæse protesten. Julie-Marie Riis fra Paulis Rødder har oplyst til bold.dk, at boykotten vil ske, “da det handler om fodboldkultur generelt og ikke klubberne enkeltvis”.

Brønshøj har hjemmebane i kampen, som ofte besøges flittigt af venstrefløjs-politikere. Brønshøj har fået lov til at låne stadion i Vanløse til kampen, da græstæppet på klubbens normale hjemmebane i Tingbjerg stadig lider under efterdønningerne af en hård vinter.

Brønshøj vandt det omvendte opgør i Valby med en fortjent sejr på 1-0 i september 2025.

Om skribenten

Jonas Neivelt

Jonas Neivelt

Redaktør på solidaritet.dk Læs mere

Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet

Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.

Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.

Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.

Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.

20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.

Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER