Indkøbskurv: 0,00kr. Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Generic filters
Menu
25. april. 2025

Ugen på venstrefløjen – 25. april 2025

Efter påskeferie vender Ugen på Venstrefløjen tilbage. Denne gang skal vi glædes over, at Danmark nu udvider retten til fri abort. Vi skal også en tur til Bruxelles, hvor Per Clausen er blevet udpeget som forhandler for Venstrefløjsgruppen. Fra Bruxelles skal vi til Djursland, hvor Enhedslistens lokalafdeling i Norddjurs er ramt af en voldsanmeldelse. Og så skal vi snøre løbeskoene og ud at løbe for Palæstina

“Frí abort bjargar lív”. Frælsisfylking Annarkistanna demonstrerer i Torshavn. Danmark udvider retten til fri abort. Hvornår sker det også i Færøerne?

Retten til fri abort udvides

Torsdag 24. april vedtog Folketinget en udvidelse af retten til den fri abort. Hvor aborten indtil nu kun har været fri indtil den 12. graviditetsuge, er grænsen fra 1. juni i år nu rykket til den 18. graviditetsuge. Tidligere skulle man – hvis man ønskede at få foretaget en senere abort – søge om tilladelse hos et nævn.

Beslutningen blev vedtaget i Folketinget med 74 stemmer for og 29 imod. Dansk Folkeparti, De Konservative, Danmarksdemokraterne og paradoksalt nok Liberal Alliance (på nær Helena Artmann Andresen) mente ikke, at Danmarks kvindelige befolkning skulle have udvidet ret til at bestemme over sin egen krop. Folketingets formand, Venstres Søren Gade, gik imod Venstres partilinje og stemte også imod lovforslaget.

Den udvidede ret til fri abort er blevet modtaget med glæde på venstrefløjen. Enhedslistens Rosa Lund skriver på Facebook, at hun får tårer i øjnene, mens Alternativets Franciska Rosenkilde glæder sig over, at Danmark udvider en grundlæggende menneskerettighed som retten til abort. SF’s Carl Valentin skriver på sin Facebook-side, at han er glad for, at Danmark går den modsatte vej af USA og udvider retten til den fri abort.

På det område deler Valentin statsminister Mette Frederiksens holdning. På sin Instagram-profil skrev statsministeren nemlig, at ”mens andre lande tager et skridt tilbage – tager vi i dag et vigtigt skridt frem.”

Det skridt frem ville den yderste højrefløj tilsyneladende ikke være med til.

Per Clausen udpeget som forhandler i EU-forslag om udstationerede

Enhedslistens medlem af Europa-Parlamentet, Per Clausen, er blevet udpeget som forhandler for Venstrefløjsgruppen i forbindelse med EU-Kommissionens forslag til en ny digital indberetningsportal for udstationerede arbejdstagere – den såkaldte E-Erklæring.

Forslaget, som behandles i både Beskæftigelsesudvalget (EMPL) og Udvalget for det Indre Marked (IMCO), skal gøre det lettere for virksomheder at registrere udstationeringer digitalt i hele EU. Men ifølge Per Clausen og dele af fagbevægelsen er der alvorlige mangler ved forslaget.

“Det virker som forhastet EU-lovgivning, der risikerer at føre til mere social dumping,” advarer Clausen, der især kritiserer, at hensynet til at reducere bureaukrati er sat højere end beskyttelsen af arbejdstagerrettigheder. Han fremhæver, at værn som det danske RUT-register risikerer at blive udhulet.

EU-Parlamentets behandling af sagen går nu ind i en afgørende fase med den første større diskussion i maj og endelig afstemning planlagt til oktober 2025.

Politianmeldelse for vold rammer Enhedslisten Norddjurs

Enhedslisten i Norddjurs er ramt af yderligere uro, efter et medlem har anmeldt et andet medlem for vold oven på uenigheder om lokalafdelingens samarbejde medden ekskluderede lokalpolitiker Ulf Harbo. Det skriver TV2 Østjylland.

Ifølge TV2 Østjylland blev Henrik Holmsted Pedersen under en ekstraordinær generalforsamling i marts angiveligt skubbet ud af mødet af partiets kontaktperson Joachim Speck. Holmsted Pedersen har politianmeldt episoden, mens Speck ikke vil udtale sig. Øjenvidner har forskellige udlægninger af, hvad der skete.

Konflikten bunder i en længere sag om, at Ulf Harbo ikke har indbetalt partiskat til sin lokalafdeling, og om Enhedslisten i Norddjurs bør samarbejde med Harbos nye liste, Natur- og Velfærdslisten. Harbo blev ekskluderet af Enhedslisten tidligere i år. Alligevel var han til stede ved generalforsamlingen. Det blev Henrik Holmsted Pedersen sur over og nægtede at deltage i mødet, hvis ikke Ulf Harbo forlod det.

Henrik Holmsted Pedersen blev da informeret om, at Harbos tilstedeværelse var varslet i dagsordenen, og det endte ifølge Holmsted med, at han fysisk blev skubbet ud. Det skal politiet nu tage stilling til.

Den ekstraordinære generalforsamling fandt sted onsdag 23. april.

Løb for Palæstina

Snør gummiskoene, og løb en tur for Palæstina. I dagene 25.-27. april afholder gruppen Løb for Palæstina i samarbejde med Puls 48 et velgørenheds-arrangement i hele Danmark, hvor interesserede kan vise deres solidaritet med Palæstina ved at løbe.

Sidste år deltog omkring 2000 løbere i hele landet, og arrangørerne lykkedes med at indsamle 215.000 kr. til humanitært arbejde i Palæstina. I år gentager de succesen, og du kan melde dig til her.

Der er arrangementer i flere byer over hele landet, og overskuddet går til Red Barnets arbejde i Palæstina.

Arrangørerne skriver dette om tankerne bag arrangementet:

”Vi tror på potentialet i at samle folk gennem en enkel handling: løb. Vores vision er klar – at skabe en verden, hvor løb ikke kun handler om at nå målstregen, men også om at bygge broer, frihed og genopbygning. Ved at deltage i vores løb, går du ikke blot kilometer, men også et skridt tættere på en verden, hvor harmoni og respekt for menneskelig værdighed blomstrer. Kom med os, og lad os sammen løbe mod en lysere fremtid, hvor frihed, retfærdighed og genopbygning er mere end bare en drøm – det er vores virkelighed.”

Husk Solidaritets essay-konkurrence

De første essays i Solidaritets essay-konkurrence med emnet ”Verdens tilstand” er begyndt at tikke ind. Men der er plads til flere, så jeg vil slutte af med en venlig reminder om, at du stadig har mulighed for at deltage.

Læs mere om konkurrencen her.

Deltag i debatten og kommenter på artiklen (kun for medlemmer)

  • […] viser, at der var brug for sidste års modernisering af abortloven. Det viser de nye tal fra Sundhedsdatastyrelsen, som i disse dage får en tur gennem den […]

  • Om skribenten

    Jonas Neivelt

    Jonas Neivelt

    Redaktør på solidaritet.dk Læs mere

    Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet

    Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.

    Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.

    Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.

    Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.

    20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.

    Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER