Ukraine-trætheden breder sig – men det er ikke EU’s eneste problem

I spidsen for EU’s udenrigspolitik har estiske Kaja Kallas markeret sig som en af de mest kompromisløse fortalere for en hård linje over for Rusland og vedvarende støtte til Ukraine. Alligevel peger meldinger fra internationale medier på, at hun nu anerkender en voksende “Ukraine-træthed” blandt medlemslandene – en erkendelse der angiveligt kom til udtryk under udenrigsministermødet den 21. april.

Denne træthed skal ses i lyset af både økonomiske og geopolitiske realiteter. EU har i stigende grad overtaget rollen som Ukraines vigtigste støtte, efter at USA har reduceret sin økonomiske støtte. Et nyt EU-lån på omkring 90 milliarder euro illustrerer både viljen til fortsat engagement og de betydelige byrder, der følger med.

Samtidig hviler tilbagebetalingen af sådanne lån på usikre forudsætninger: en fredsaftale og potentielle russiske krigsskadeserstatninger, som på nuværende tidspunkt forekommer langt fra garanterede.

Dertil kommer konkrete politiske kompromiser, som understreger spændingerne internt i EU. Ukraines beslutning om igen at tillade transit af russisk olie gennem Druzhba-ledningen har været afgørende for at sikre opbakning fra centrale østeuropæiske lande.

Det illustrerer, hvordan energipolitik og sikkerhedspolitik i stigende grad flettes sammen, og hvordan principielle sanktioner mod Rusland i praksis må balanceres mod medlemslandenes økonomiske behov. Flere regeringer oplever desuden, at sanktionerne har en “boomerang-effekt”, hvor de økonomiske konsekvenser rammer EU hårdere end Rusland.

Ukraine med i EU?

Ukraine-trætheden er ikke ny, men har udviklet sig gradvist, især efter den mislykkede ukrainske sommeroffensiv i 2023. Spørgsmålet om ukrainsk EU-medlemskab har yderligere skærpet debatten. Ukraine har selv udtrykt ønske om optagelse allerede i 2027, men dette afvises bredt som urealistisk. Også kommissionsformand Ursula von der Leyen har signaleret, at processen må være meritbaseret og afhænge af opfyldelsen af de økonomiske og institutionelle kriterier.

Et fuldt ukrainsk medlemskab anslås at kunne koste EU op mod 186 milliarder euro årligt, hvilket vil lægge yderligere pres på medlemslandenes økonomier. Samtidig risikerer udsigten til store finansielle overførsler og øget arbejdskraftmigration at styrke EU-skeptiske partier på tværs af kontinentet. I Tyskland gælder det eksempelvis Alternative für Deutschland, mens Jordan Bardella i Frankrig repræsenterer en lignende tendens gennem sit parti Rassemblement National.

Ifølge flere vurderinger har Ukraines præsident, Vladimir Zelenskij, selv erkendt, at et medlemskab næppe kan realiseres før tidligst omkring 2030. Indtil da kan en form for observatørstatus blive et kompromis.

Mange kriser spiller sammen

Samtidig er Ukraine langt fra den eneste udfordring for EU. Interne spændinger i medlemskredsen bidrager yderligere til presset. I Ungarn forhandler EU med den nye regeringsleder Péter Magyar om økonomiske reformer, tilslutning til euroen og frigivelse af indefrosne midler. Selvom det skabte en vis lettelse i Bruxelles, at Magyar vandt valget over Viktor Orbán, fører han fortsat en politisk linje, der på flere områder minder om forgængerens – blot i en mildere version.

Også i Rumænien og Bulgarien er den politiske situation ustabil. I sidstnævnte spiller præsident Rumen Radev en balancerende rolle som EU-kritiker uden at indtage en decideret konfrontatorisk position.

På det udenrigspolitiske plan udfordres EU yderligere af uenigheder om linjen over for Mellemøsten og USA. Mens Spaniens premierminister Pedro Sánchez har støttet internationale skridt mod Israels ledelse, har både Kallas og von der Leyen været mere tilbageholdende med kritik.

Samtidig har konflikter i regionen – herunder USA og Israels krig mod Iran – bidraget til stigende energiomkostninger, hvilket yderligere forværrer de økonomiske konsekvenser af sanktionerne mod Rusland.

Samlet tegner der sig et billede af et EU, der befinder sig i et krydspres mellem geopolitiske ambitioner, økonomiske begrænsninger og interne politiske spændinger.

“Ukraine-træthed” er i den forstand ikke et isoleret fænomen, men snarere et symptom på en bredere strukturel udfordring: hvordan EU fastholder en samlet udenrigspolitisk kurs i en tid præget af både krig, økonomisk pres og voksende politisk fragmentering.