Tumisu /Pixabay
13 min. læsetid

Det ser ud til at blive en særdeles hård magtkamp om de centrale ledelsesposter i Labour efter valgnederlaget. -Men hvad handlede valget egentlig om, hvad gik der galt, og hvad kan vi lære af Labours udvikling de seneste år? Tre væsentlige spørgsmål for Labours venstrefløj – og for venstrefløjen i andre lande.


Af Esben Bøgh Sørensen

“Progress does not come in a simple straight line”, skrev Jeremy Corbyn to dage efter valget i Storbritannien. Den vælgermæssige tilbagegang, det store tab af mandater og den snarlige afgang af ledelsen i partiet taget i betragtning, er det uden tvivl vigtigt for venstrefløjen i Labour at holde sig dette for øje.

Allerede nu står de gamle New Labour folk fra Blair-tiden klar til at tage over. Samtidig byder Blue Labour sig til som en kultur-konservativ løsning på partiets problemer. Det ser ud til at blive en særdeles hård magtkamp om de centrale ledelsesposter i Labour. Men hvad handlede valget egentlig om, hvad gik der galt, og hvad kan vi lære af Labours udvikling de seneste år? Det er tre væsentlige spørgsmål ikke bare for Labours venstrefløj, men også for venstrefløjen i andre lande.

Valget er blevet udråbt til det største nederlag siden 1935. Det er dog en sandhed med stærke modifikationer. Labour gik mandatmæssigt stort tilbage, og det er rigtigt – at med undtagelse af valget i 1983 hvor man fik 209 mandater – skal man tilbage til 1935 for at finde et endnu lavere tal, end de 202 Labour fik ved valget 12. december. – Der er dog flere valg, hvor partiet mandatmæssigt har endt med at ligge nede i den lave ende af 200, f.eks. i 1987 og 2015.

Valg i Storbritannien 2019

– Der stemmes om 650 mandater til det engelske underhus, ‘House of Commons’

– De Konservative (‘The Tories’) har fået 365 pladser, og har dermed sat sig på et flertal af pladserne.

– Labour gik 60 mandater tilbage fra valget i 2017. Særligt i nordengelske byer har partiet tabt en række af sine tidligere højborge.

– I Skotland har Scottish National Party (SNP) fået hele 48 ud af 59 pladser, og der spekuleres allerede nu i, hvornår en ny afstemning om løsrivelse fra unionen kommer.nn- Valgdeltagelsen på 67,3 % var 1,5 % procent lavere end ved sidste valg.

+

Det britiske valgsystem er dog særegent på grund af sin first past the post med flertalsvalg i enkeltmandskredse. Labour fik ved valget i 2017 et af de historisk bedste resultater med hele 12.8 millioner eller 40 % af de afgivne stemmer. I 2019 er de faldet til 10.2 millioner, eller hvad der svarer til 32.1 % af stemmerne. Det er selvfølgelig, uanset hvordan man vender og drejer det, et nederlag.

Corbyn har rykket den offentlige mening langt til venstre

Sammenlignet med sine umiddelbare forgængere siden 2000 – Ed Miliband, Gordon Brown og Tony Blair – har Corbyn dog klaret sig relativt godt ved stemmeboksen:

  Antal stemmer Procentdel Mandater
2001 (Tony Blair) 10.725.000 40.7 413 / 659
2005 (Tony Blair)   9.562.000 35.3 356 / 646
2010 (Gordon Brown)   8.601.000 29.1 258 / 650
2015 (Ed Miliband)   9.340.000 30.5 232 / 650
2017 (Jeremy Corbyn 12.875.000 40.0 262 / 650
2019 (Jeremy Corbyn) 10.269.000 32.1 202 / 650

Corbyn har altså klaret sig vælgermæssigt markant bedre end sine umiddelbare, mere moderate – nogle ville sige økonomisk liberalistiske – forgængere. Det viser sig dog også, at flertallet af de britiske vælgere rent faktisk støtter op om de centrale dele af Labours program. Hele 64 % støtter højere skatter på de rige, og kun 22 % er imod. På samme måde ligger støtten til nationaliseringer af eksempelvis jernbanenettet på 64 % og vandforsyninger på 63 %. Det var ikke tilfældet for bare få år tilbage – Labour under Corbyn har således formået at rykke den offentlige mening et langt skridt til venstre. En landvinding, der er tilkæmpet – trods et massivt højredrejet medielandskab.

Medlemstallet fordoblet

Det er dog ikke bare vælgermæssigt og i forhold til den offentlige mening, at Labour under Corbyn har klaret sig relativt godt sammenlignet med sine umiddelbare forgængere siden 2000. Efter Corbyn overtog ledelsen, har partiet mere end fordoblet medlemsbasen fra omkring de 200.000 i starten af 00’erne til omkring en halv million. Labour er i dag mere end noget andet europæisk politisk parti et masseparti i ordets klassiske forstand.

De sidste års venstredrejning af Labour er på mange måder en succeshistorie. Man kan dog ikke løbe fra, at det netop overståede valg alligevel var en kæmpe skuffelse og et stort nederlag. Der har været mange forklaringer på årsagerne. Eksempelvis ser vi ikke overraskende højrefløjen i partiet argumentere for, at problemet var Labours venstredrejning. Det er med føromtalte succeshistorier dog måske den mest usandsynlige forklaring.

Efter Corbyn overtog ledelsen, har partiet mere end fordoblet medlemsbasen fra omkring de 200.000 i starten af 00’erne til omkring en halv million. Labour er i dag mere end noget andet europæisk politisk parti et masseparti i ordets klassiske forstand.

Andre forklaringer har peget på, at Corbyn var upopulær og mødte stor mistillid blandt vælgerne. Det er dog uklart, hvad der præcist gjorde udfaldet her. Det mest sandsynlige er, at mistilliden til Corbyn og ledelsen er skabt af den massive hetzkampagne, størstedelen af de landsdækkende britiske medier har ført imod Corbyn-Labour og Momentum-aktivisterne.

En kampagne, der netop har brugt løgn og hetz for at miskreditere Corbyn og udstille ham som rabiat på alle tænkelige måder, trods – eller måske netop på grund af – den store popularitet hans politik ellers nyder blandt vælgerne. En undersøgelse har således fundet, at hvor ingen af Labours politiske annoncer indeholdt vildledende påstande, var det tilfældet i 88 % af de konservative annoncer.

Hjulpet godt på vej af de notorisk højreorienterede britiske medier – der er ejet af ekstremt velhavende mediemoguler – formåede de konservative således at skabe et forvrænget billede af Corbyn og Labours ledelse – og dermed fodre en dyb mistillid til dem blandt vælgerne. Således kan vi også forklare den iøjnefaldende afstand mellem mistilliden til Corbyn og populariteten i hans politik.

Britiske tabloidaviser – som her The Sun – har siden Corbyn blev valgt som leder af Labour kørt en skræmmekampagne mod ham. Det er en del af grunden til “den iøjnefaldende afstand mellem mistilliden til Corbyn og populariteten i hans politik”, forklarer Esben Bøgh Sørensen.

Brexit afgørende

Som påpeget af Tobias Clausen er en anden, mere sandsynlig forklaring på, hvorfor Labour gik tilbage ved valget – spørgsmålet om Brexit. Hvor Clausen mener, at valgnederlaget skyldtes manglen på en klar pro-Brexit position – og at en sådan ville have sikret et bedre resultat – er jeg dog skeptisk overfor den konklusion.

På den ene side er det rigtigt, at Labour mistede en række vigtige mandater i særligt de nordlige kredse til de konservative. Selvom Brexit-partiet kun fik i alt 2 % af stemmerne, så kan partiets i alt cirka 640.000 stemmer have været afgørende for, at Labour ikke fik flertal i en række valgkredse. En stor del af den mandat-mæssige tilbagegang kan altså forklares af marginale vælgervandringer fra Labours leave-vælgere til henholdsvis de konservative og Nigel Farage Brexit-parti.

Det ser således ud til, at for denne marginale gruppe af vælgere var spørgsmålet om at gennemføre Brexit vigtigere end at støtte det program, Labour fremlagde. I den proces er spørgsmålet om Brexit formentlig blevet koblet sammen med det af hetzkampagnen skabte billede af Corbyn og Labours ledelse.

Der er dog ingen tvivl om, at denne gruppe også potentielt kunne spille en rolle ved næste valg under det nuværende valgsystem. Det bliver derfor en stor opgave for Labour at finde ud af, hvordan man vinder deres tillid igen.

Labour er et dybt splittet parti… Corbyns strategi var et forsøg på at samle på tværs af dette skel, ved at fokusere på spørgsmålet om klasseskel.

På den anden side er det usandsynligt, at Labour ville have fået et markant bedre resultat, hvis man gennem en klarere, pro-Brexit position havde kunnet fastholde i hvert fald dele af den marginale gruppe af leave-vælgere. En undersøgelse har estimeret, at omkring 7-800.000 leave-vælgere skiftede fra Labour til konservative. Med vælgere, der skiftede fra Labour til Brexit-partiet kommer man imidlertid kun op omkring de cirka 1.1 million remain-vælgere, der skiftede fra Labour til Liberaldemokraterne og de grønne.

Om der er flere, lidt færre eller omtrent ligeså mange vælgere, der forlod Labour på grund af utilfredshed med en manglende remain- som en manglende leave-position, så er faktum, at flertallet af Labours egne vælgere og potentielle vælgere var tilhængere af remain. Selv i de valgkredse, hvor leave fik flertal ved afstemningen om brexit i 2016, var et flertal af Labours vælgere tilhængere af remain.

På den måde er Labour et dybt splittet parti mellem på den ene side et flertal, der er imod brexit, og på den anden side et stort mindretal af tilhængere. Corbyns strategi var et forsøg på at samle på tværs af dette skel, ved at fokusere på spørgsmålet om klasseskel. Uanset om man er tilhænger eller modstander af Brexit, så er der for flertallet af befolkningen meget mere, der samler end splitter, når det kommer til fælles klasseinteresser. Desværre var der cirka 2.5 millioner nu forhenværende Labour-vælgere, for hvem Brexit var mere afgørende.

Arbejderklasse eller middelklasse-vælgere

Nederlaget handler ikke om, at Labour har frastødt sine egne arbejdervælgere eller byttet dem ud med en angivelig storby-middelklasse eller universitetsstuderende. Tværtimod har Labour fastholdt en stor del af arbejderklassen. Arbejderklassen findes desuden ikke kun i de nordøstlige områder i England blandt folk med kortere formel uddannelse, og som har mere eller mindre nationalistiske holdninger. Arbejderklassen i Storbritannien er ligesom i alle andre lande højest sammensat på tværs af faglige, uddannelsesmæssige, kulturelle og etniske skel.

Et socialistisk projekt kan ikke kun være orienteret mod en lille del af denne brede og sammensatte arbejderklasse, som en ren pro-Brexit position ville have været, men må samle den på tværs af de mange skel. Det er den store udfordring.

Ved at have haft en ren leave eller en ren remain position, ville Labour efter al sandsynlighed have tabt endnu flere af den ene eller den anden type vælgere. Det er vildledende at tro, at der i situationen var nogen nemme løsninger på den udfordring.

Ved valget i 2017 fik man 40 % af stemmerne på en position, hvor man ville respektere Brexit-afstemningen, men forhandle sig til en ny og bedre aftale. Det er usandsynligt, at den samme position ville have vækket nok genklang blandt vælgerne ved valget i 2019, hvor de konservative med Boris Johnsons ’get Brexit done’-position klart havde kapret den dagsorden.

I bagklogskabens lys kan man argumentere for, at Labour skulle have indgået en aftale med Theresa May langt tidligere om et ‘soft Brexit’ – hvilket i praksis ville have været en løsere tilknytning til EU. Alternativt skulle man aldrig være gået med til at udskrive valg – og i stedet have ventet på, at Johnsons projekt kuldsejlede. Begge dele er dog rent spekulative, og fyldt med egne faldgruber og risici.

Venstrefløjen i Labour – og andre lande – bør trække på og lære af erfaringerne fra de seneste års udvikling i Labour op til og med dette december-valg.

Jeremy Corbyn og Theresa May er nu begge fortid som politiske ledere i engelsk politik. Skulle Corbyn have indgået en aftale med May om et ‘soft Brexit’? Foto: UK Parliament / Flickr.

Massiv skræmmekampagne fra elitens medier

For det første vil ethvert demokratisk socialistisk parti, der står på kanten til faktisk at vinde et valg, støde på massiv modstand i form af omfattende og grove skræmmekampagner. De britiske eliter kunne ikke sidde Labours radikale og samfundsforandrende program overhørigt, og det var således aldrig Corbyns person, men Labours program der var problemet. Vi kan ikke forvente eliterne og medierne i andre lande vil handle meget anderledes.

Enhver socialdemokratisk formand vil formentlig altid være udsat for angreb fra den dominerende, højreorienterede presse. Men smædekampagnen mod Corbyn har været af et særligt massivt omfang og af en særlig grov karakter. Det skyldes selvfølgelig, at Corbyn i modsætning til mange af sine forgængere er demokratisk socialist – og at både Labours 2017- og 2019-program ville have rykket de grundlæggende ejendoms- og magtforhold i Storbritannien betragteligt. Det var og er altså ikke et spørgsmål om det rigtige lederskab.

Det nationale spørgsmål skader ethvert socialistisk projekt

For det andet viser nationalisme og det nationale spørgsmål sig stadigvæk at være dybt skadeligt for ethvert socialistisk projekt. Endnu engang trumfede det nationale spørgsmålet om klasse. Det er et spørgsmål venstrefløjen altid har tumlet med altid, men som stadigvæk udfordrer. Også her er der ingen nemme løsninger.

Læren fra UK er, at spørgsmålet om EU ikke er givtigt for venstrefløjen, men derimod kan være den rene gift, hvis det ikke tages op under de rette omstændigheder.

Spørgsmålet om EU er dybt splittende, og for et socialistisk parti kræver det en meget fin balancegang at sikre, at EU-spørgsmålet blive taget op på vores præmisser. Hvis man eksempelvis havde forestillet sig, at Brexit kom på dagsordenen som følge af, at en Labour regering kom i karambolage med EU, havde situationen været en hel anden. Læren fra UK er, at spørgsmålet om EU ikke er givtigt for venstrefløjen, men derimod kan være den rene gift, hvis det ikke tages op under de rette omstændigheder.

I tilfældet med det britiske valg kan vi med fordel spørge: hvem gavnede valget af det konservative flertal på en brexit-platform? Det er ikke tilfældigt at aktiekurserne skød i vejret umiddelbart efter valget.

Venstreorienterede tænketanke og konkrete, gennemarbejdede reformforslag

For det tredje er der også positive erfaringer at tage med fra Labours udvikling de seneste år. Først og fremmest er det som sagt lykkedes for Labour at forandre holdningen blandt vælgerne på en række centrale, politisk-økonomiske spørgsmål såsom skat og offentligt eje. Det har man gjort ved at udvikle, støtte og trække på et omfattende netværk af venstreorienterede tænketanke og ved at igangsætte grundlæggende debatter og konferencer, der skulle munde ud i konkrete og gennemarbejdede reformforslag. Det er ikke nok at have de rigtige ideer, de må også understøttes af en konkret intellektuel infrastruktur af organisationer og institutioner.

Massiv mobilisering af medlemmerne

Endeligt er det vigtigt at fastholde og videreudvikle erfaringerne fra den massive mobilisering af medlemmerne. Hvis socialistiske partier i andre lande skal løse problemet med den manglende mobilisering og engagering af medlemmer og vælgere, så kan man med fordel lade sig inspirere af de organisatoriske metoder, Labour har udviklet de seneste år.


Esben Bøgh Sørensen

Ph.d. i idéhistorie fra Aarhus Universitet. Ansat som regionssekretær for Enhedslisten Midtjylland.

Læs mere af Esben Bøgh Sørensen