Venezuela under belejring

Tirsdag 16. december annoncerede USA’s præsident Donald Trump på sit sociale medie Truth Social, at alle (af USA) sanktionerede olietankere fra Venezuela vil blive beslaglagt. Med andre ord indførte han en maritim blokade.

En uge tidligere så vi det første eksempel, da amerikanske tropper boardede og stjal en olietanker, som tilsyneladende var på vej til Cuba med venezuelansk olie. Begge lande har hårdt brug for udenlandsk valuta, fordi de er underlagt vidtrækkende amerikanske sanktioner.

Olie er som bekendt Venezuelas primære eksportvare – og det som landet lever af og bruger til at importere varer med. De amerikanske angreb på olietankere – reelt set en blokade af farvandet – er en uppercut til Venezuelas hårdtprøvede økonomi. Det kommer sandsynligvis til at betyde større varemangel i Venezuela og højere inflation, muligvis endda en tilbagekomst til den hyperinflation vi så i 2018.

Maria Corina Machado og Nobels Fredspris

Imens, i Oslo, gik Venezuelas højrefløjsopposition i selvsving over Nobels fredspris. Tidligere er prisen blevet givet til krigsforbrydere som Henry Kissinger, denne gang blev den givet til Maria Corina Machado. Hun er oppositionens frontfigur, hun er for krig mod Venezuela, og så har hun udtrykt støtte til USA’s angreb på såkaldte narkobåde i Caribien, dvs. til udenomsretlige drab.

Den borgerlige amerikanske presse brugte enorm spalteplads på rygter om, hvordan Machado angiveligt var flygtet ud af Venezuela på en båd til Curacão for at nå til Oslo. Andre kilder indikerer, at hendes afrejse var en del af en forhandling med den venezuelanske regering.

Uanset hvad så kan Machado fremover vise sig at blive lidt af en sten i skoen for Trump-administrationen: Hun vil – formentligt indirekte – agitere for militær eskalation, turnere internationalt og forsøge at presse Trump til at gå fra flådeblokade til direkte angreb på fastlandet.

Det handler ikke om narko

Trumps erklærede mål om at stoppe narko led et enormt knæk i troværdigheden, da han i forrige uge valgte at benåde Juan Orlando Hernández, Honduras’ tidligere præsident, som var blevet dømt ved en amerikansk domstol i New York for at have medvirket til at smugle over 500 tons narko ind i USA.

Hernández kom til magten nogle år efter det amerikansk støttede kup mod Manuel Zelaya i 2009. Efter hans præsidentembede udløb i 2022, blev han udleveret til USA, retsforfulgt og dømt, sad i et amerikansk fængsel – men blev simpelthen benådet af Trump.

Det viser meget godt, hvor ligeglad Trump reelt er med narkosmugling – og dermed også hvor tynd hans begrundelse for offensiven mod Venezuela er.

USA’s nye sikkerhedsstrategi

USA’s nye sikkerhedsstrategi blotlægger USA’s egentlige intentioner. Det er en genoplivning af Monroe-doktrinen. Det er ifølge dokumentet USA’s ret at dominere den vestlige halvkugle. Det er USA’s økonomiske, diplomatiske og militære pression, som skal få “ikke kontinentale-aktører” (læs: Kina) ud.

Med andre ord handler det om imperialisme, om kampen for råstoffer, markeder og indflydelsessfærer. Sådan har det altid været – også under demokraterne – men i det nye dokument hævder Trump-administrationen at USA’s indflydelse i nærområder, dvs. Latinamerika, er blevet forsømt af tidligere administrationer. Amerikansk magt skal derfor omdirigeres til det, USA opfatter som sin traditionelle indflydelsessfære.

Det er også derfor, at Trump ikke kun har truet Venezuela, men også et land som Colombia, som ledes af den moderat venstreorienterede Gustavo Petro. Kampagnen handler ikke udelukkende om Maduro og Venezuela, men om en generel amerikansk påvirkningskampagne som skal genvinde indflydelse. Venezuela er blot det eksempel, der skal statueres – at ingen regering skal trodse Amerikas Forenede Stater.

Paladsrevolution

Det har altid været USA’s egentlige mål, at Maduro skal væltes af folk omkring ham. Af Padrino López, af Rodríguez-søskendeparret, af generalerne.

Trump har ikke ønsket en krig. Men flere måneders nervekrig har været forgæves. Venezuelas hær er ikke splittet. Regeringstoppen sidder fortsat i Miraflores-paladset. Trump tvivler. Han er gået langsomt frem.

Problemet er, at kampagner som den her har sin egen logik. Så snart Trump begyndte at mobilisere tropper på et vist niveau, var det svært at bakke tilbage. Angreb på skibe blev afløst af blokade af Venezuelas luftrum. Blokade af luftrum blev til maritim blokade.

Men kan det fortsætte i længere tid? Trump risikerer reelt set at blive til grin. Hans impotens bliver udstillet. Han forsøger sig nu med en langsom udsultningskampagne, men Venezuela har overlevet den slags før, endda en krise på et enormt niveau i 2018.

Hvad skal det hjælpe?

Begivenhedernes egen logik kan få Trump til at trykke på knappen, beordre et angreb, formentlig fra luften. Det svirrer med rygter om, at krig er nært forestående. Men Trumps tvivl er velbegrundet, for hvad kommer en kortvarig bombekampagne reelt til at hjælpe?

Måske vil det give fifteen minutes of fame. Hegseth kan hovere, Rubio vil smile. Men de ved udmærket, at der skal landtropper ind, hvis de vil erobre og fastholde magten i en længere periode. Hvis Maduro stadig er ved magten efter et bombetogt, står Det Hvide Hus tilbage som den store taber.

Det amerikanske folk er ikke opsat på nye krigseventyr. I en meningsmåling fra CBS News svarede hele 70 procent, at de er imod USA’s brug af militære midler i Venezuela.