Venstrefløjen fører forud for præsidentvalget i Colombia

I middagstimen bliver varmetrykket næsten ubærligt i den lille by Puerto Carreño, hovedstaden i departementet Vichada i det østlige Colombia ved grænsen til Venezuela. Forlader man sit klimaafkølede hotelværelse, træder man ud i en anden dimension. Bare almindelig gang får sveden til at pible. Heden klæber kvælende til kroppen. Øjnene blændes af solen.

Placeret på en endeløs savanne i en krog af Colombia ligner Puerto Carreño mere en søvnig landsby af sand og svedent græs end en departements-hovedstad. Lave huse ligger spredt mellem landingsbanen og udmundingen af Meta-floden i den mægtige Orinoco-flod. Folk sidder i skyggen af et ceiba- eller mandeltræ eller forskanset indendørs. Tidsfornemmelsen synes en anden end i Colombias hektiske hovedstad Bogotá.

Om aftenen er lyset sparsomt, mens Puerto Páez ovre i Venezuela på den anden side af Orinoco lyser forjættende. Frugtsælgeren på hjørnet fortæller mig, at de fleste produkter kommer ind over grænsen fra Venezuela. Der bor hun selv, hoverer hun. Venezuela! Et land der beskrives som i opløsning, med en sammenbrudt økonomi, der har skabt massemigration. At Venezuela kan udgøre en livslinje for hovedstaden i en af Colombias 32 departementer siger noget om centralregeringens manglende tilstedeværelse i Colombias fjerneste områder.

Jeg drikker tinto – den lokale kaffe – med Gardenia Rebolledo, som er journalist på det eneste uafhængige lokale medie, El Morichal. Hun fortæller mig, at klaner og familier ofte sidder på magten i de fjerne departementer i Colombia. Ved det netop overståede parlamentsvalg gik Vichadas to kredsmandater dels til den tidligere guvernør, dels til sønnen af et tidligere kongresmedlem, som har dom for valgsvindel.

Departementet Vichada er – trods sin lille befolkning på måske 112.000 indbyggere i et land med 54 millioner indbyggere – et billede på landet som helhed: Colombia er medlem af OECD, sammenslutningen af verdens mest velstillede demokratier. Men det er også et land, hvor store dele af territoriet, i jungle, på savanner og i bjerge, unddrager sig centralregeringens magt.

”En lavintensitets-borgerkrig pågår stadig trods en ti år gammel fredsaftale”, fortæller Rebolledo. ”Tilstedeværelsen af væbnede grupper gør det umuligt for partierne at føre valgkamp i mange områder. Mange vælgere vil også være afskåret fra at stemme. Eller omvendt: opleve pres fra væbnede grupperinger for hvem, de skal stemme på”.

Løsningen for Rebolledo er ikke at få mere militær tilstedeværelse. ”Hæren har gennem historien stået bag undertrykkelse og drab på civile, så der er stor mistillid til hæren i mange konfliktramte egne”.

Puerto Carreño er formentlig en af de tryggeste byer i Colombia. Men det er også et transitpunkt for indsmugling af ulovligt udvundet guld og coltan fra Venezuela. Og et par hundrede kilometer væk i det store departement kontrolleres floderne angiveligt af guerillagrupper. Der er FARC-dissidenter fra grupperingerne Calarca Cordoba, Iván Mordisco, Frente Camila Ramírez og La Segunda Marquetalia. Der er også den gamle rival til FARC, guerillagruppen ELN, foruden bevæbnede guldminearbejdere og narkosmuglere.

Den ulovlige brug af kviksølv i Amazonas som led i guldudvindingen har ført til eksplosion af kræfttilfælde og af antal af børn født med deformiteter. Mange steder frarådes det at spise fisk.

Venstrefløjens kandidat favorit til præsidentposten

Ved præsidentvalget 31. maj skal colombianerne afgøre, om Colombia skal holde fast i centrumvenstre-kursen, som landet for første gang i sin historie slog ind på i 2022 med valget af Gustavo Petro som præsident. En præsident kan ikke genopstille i henhold til den colombianske forfatning. Men Iván Cepeda, der ligesom Petro er fra centrumvenstre-partiet Pacto Histórico, er favorit til at afløse ham.

Cepeda vil videreføre Petros moderat venstreorienterede politik, som tager sigte på at mindske de enorme uligheder og arbejde på at skabe fred i landet. Resultatet af det netop overståede parlamentsvalg betyder, at han lige så lidt som Petro vil have et flertal. Han vil altså også skulle manøvrere i kongressen for at få love igennem. Og til dels regere ved hjælp af dekreter.

Petro har vundet respekt blandt progressive verden over ved at lukke af for levering af kul til Israel for ikke at støtte folkemordet i Gaza og har talt dunder mod Donald Trumps terrorisering af indvandrere i USA.

Indenrigspolitisk har Petro også stået for en ny kurs. Der er taget spæde skridt til en jordreform, som var en central men aldrig realiseret del af fredsaftalen med FARC i 2016. Der er også lagt an til mere autonomi til landets oprindelige folk. Pensioner og offentligt ansattes lønninger har fået et løft.

Først og fremmest har præsident Gustavo Petro rokket ved landets tidligere dominerende sikkerhedsdiskurs, som har været præget af præsidenten gennem otte år, Álvaro Uribe (2002 – 2010), der bl.a. blev beskyldt for at køre parløb med blodige, højreekstreme paramilitære grupper.

Mest opsigt vakte skandalen ”Falsos positivos”, hvor Uribe-regeringens præmiering af soldater, som gjorde det af med guerillaer, førte til, at tusinde uskyldige, som typisk hjemløse, blev myrdet af militæret og iført guerillatøj, hvorefter de blev præsenteret som døde guerilla-soldater.

Når Gustavo Petro prædiker ”Total fred”, er det for mange et velkomment opgør med Álvaro Uribe og Colombias højrefløj, der fortsat mener, at kun blodig undertrykkelse kan få bugt med guerillaer og narkogangstere. Men ”Total fred” er måske en umulig ambition i Colombia med landets voldelige historie.

En historie skrevet med blod

Det martrede land har foranlediget oprettelsen af en særlig videnskab – la violentologia – videnskaben om volden.

Volden i Colombia er dybt rodfæstet og har altid haft en politisk slagside. Et centralt afsnit i Gabriel García Márquez’ klassiker ”Hundrede års ensomhed” beskriver massakren på strejkende arbejdere på en bananplantage. En beretning, der trækker veksler på virkelige begivenheder i Colombia, hvor bananarbejderes strejke i 1928 på en plantage i Ciénaga på Colombias caribiske kyst, ejet af det nordamerikanske selskab United Fruit (i dag Chiquita), blev druknet i blod af hæren.

I bogen beskrives, hvordan volden i 1940’erne bølgede frem og tilbage mellem det liberale og det konservative parti. Startskuddet blev bogstaveligt affyret med en revolver. Drabet på den progressive politiker Jorge Eliécer Gaitán i 1948 førte til en borgerkrig, som varede i ti år. Perioden er ganske enkelt kendt som Volden. På en måde sluttede den aldrig. I dag er der 7 millioner internt fordrevne i Colombia på grund af fortsatte interne væbnede konflikter.

Den mest kendte colombianske guerilla, FARC, blev dannet i 1964 med krav om en jordreform. Guerillakrigen varede i over 50 år.

I perioden blev jordfordelingen om muligt mere skæv, idet godsejere og store selskaber med hjælp fra højreorienterede paramilitære grupper tilranede sig stadig mere jord i ly af borgerkrigens generelle vold på bekostning af bl.a. afrocolombianere og oprindelige folk. Samtidig blev landbefolkningen stadig mindre. 80 % af colombianere bor i dag i byerne, hvorfor der da også er stadig mindre forståelse for FARC’s kamp.

På landet er strukturen ændret, idet selvejende småbønder ofte er fordrevne og godsejere undertiden erstattet af store agro-kapitalistiske selskaber, der dyrker monokultur som oliepalmer, sukkerrør, bananer og avocadoer med henblik på eksport og ansætter landarbejdere på kortvarige kontrakter i sæsonen.

Efter fredsaftalen i 2016 blev flere hundrede af 7.000 tidligere guerilla-soldater, som havde afleveret deres våben, myrdet af hæren eller af højreorienterede paramilitære grupper. På den baggrund valgte FARC’s tidligere cheffredsforhandler Iván Márquez og andre med ham at gribe til våben igen.

Dissidenterne fra FARC, som er taget tilbage til junglen og bjergene for at kæmpe videre, er nu delt i en lang række indbyrdes stridende grupperinger. De slås tilmed med landets historisk næstvigtigste guerillagruppe ELN foruden kriminelle grupper, der også opererer i afsides områder og vil have andel i landets mægtige guld- og narkoreserver.

I dag er der så tunge økonomiske interesser i de tyndt befolkede områder i landet, hvor guerillaer er aktive, at det er svært at afgøre i hvilket omfang de stadig er drevet af ideologiske motiver.

Også landets tilbageværende højreekstreme, paramilitære grupper er indblandet i den indbringende narkohandel. Det samme gælder angiveligt også dele af den colombianske hær. Colombia står for 60 procent af verdens produktion og eksport af kokain, der udvindes af oprindelige folks traditionelle coca-plante.

Samtidig betyder et boom i guldprisen som følge af usikre markeder, at guldudvinding på de vigtigste floder i colombiansk Amazonas og Orinoco – som ofte kontrolleres af væbnede guerillaer – er blevet en uhyre indbringende aktivitet.

Nordamerikanske anklager om narko

Gennem årtier har USA ifølge venstreorienterede kritikere brugt narkokrig som en løftestang for at sikre militær tilstedeværelse og kontrol i Sydamerika.

For mange latinamerikanere handler USA’s aggressive optræden i regionen dels om en magtdemonstration i et område, hvor dets traditionelle hegemoni er anfægtet som følge af stadig tættere handelsforbindelser med Kina, dels om en stærk interesse i kontinentets store naturressourcer, som de enorme olie- og mineralforekomster i Brasilien og specielt Venezuela.

Med præsident Trump, der agerer som en terroristisk udgave af traditionelt, nordamerikansk kanonbådsdiplomati – senest med kidnapningen af Venezuelas præsident – er denne tendens blevet åbenbar. Colombias held kan være, at landet ikke har store olieforekomster. Incitamentet for en nordamerikansk indgriben er derfor mindre.

Trump anklagede i oktober den colombianske præsident for at være skyld i narkodødsofre i USA på grund af narkoeksporten fra Colombia til USA. Han truede med at angribe Colombia. Men efter en telefonsamtale og et møde mellem de to præsidenter er der gødet olie på vandene.

I marts fremkom The New York Times og nyhedsbureauet AP dog med anonyme beretninger om, at der skulle pågå undersøgelser i USA om Gustavo Petros påståede bånd til narkomiljøer. Selv om man kan mistænke, at nordamerikanske regeringskilder står bag lækagen, er dette ikke bekræftet.

Der er heller ikke fremkommet det mindste indicie for, at forlydenderne skulle have noget på sig.  Men den politisk splittede og trængte højrefløj og den højre-dominerede colombianske presse tog anklagerne til sig som manna fra himlen. Det store dagblad El Tiempo begyndte at spekulere over, om USA ville kræve Gustavo Petro udleveret til en retssag i USA.

Den yderligtgående højreorienterede kandidat Aberlardo de la Espriella udtalte, at han ville udlevere Petro til USA, hvis han blev valgt som præsident. Alt dette uden at der overhovedet er rejst en sag imod Petro.

Et splittet land

Hvis det netop overståede valg til parlamentet er en strømpil, har Iván Cepeda gode chancer for at blive præsident. Det bliver så uden flertal i Kongressen. Meget vil derfor afhænge af den kommende præsidents evne til at støbe alliancer og skabe dialog hen over midten.

Cepeda har gennem sine år som medlem af det colombianske senat gjort sig bemærket ved en pragmatisk og konsensussøgende stil i modsætning til Gustavo Petros undertiden noget uforudsigelige og aggressive adfærd. Samtidig lægger han op til i mindre grad at give efter for pres fra den højrerabiate præsident i Washington. Han er således imod sprøjtning af coca-marker og bombning af ELN-baser, som Petro nu har indvilget i efter pres fra Trump-regeringen.

Cepeda har nyligt valgt senatsmedlemmet Aida Quilcué fra Colombias oprindelige folk som sin kandidat til vicepræsidentposten. Det ses som en bekræftelse på Cepedas progressive orientering og hans engagement til fordel for de mest sårbare grupper i Colombia.

Efter snart et års valgkamp med primærvalg, som begyndte i efteråret, er fronterne trukket hårdt op mellem Pacto Histórico og højrefløjens kandidater. Álvaro Uribes favorit er Paloma Valencia fra Centro Democrático (Det Demokratiske Centrum), som fik fem millioner stemmer ved højrefløjens primærvalg, der fandt sted 8. marts samtidig med parlamentsvalget. Hun har lovet en afslutning på Petros ”Totale fred” og synes mere at varsle ”Total krig” mod narko’er og guerillaer. Mere forsonende toner lyder ikke fra La Espriella fra Salvación Nacional (”National Redning”). Han vil også styrke samarbejdet med USA.

Hvem der så er Det Hvide Hus’ kandidat, og om Donald Trump vil udnytte de anonyme anklager mod Gustavo Petro til igen at true Colombia med intervention, vil de næste måneder vise.

I det østlige departement Vichada vandt højrefløjen de to kredsmandater til kongressen. Men Gardenia Rebolledo fra mediet El Morichar mener, at valget i departementet kan falde ud til Iván Cepedas fordel ved præsidentvalget.

”I kongressen stemmer man om budgetter til infrastrukturprojekter rundt i departementerne. Det er altså meget lokale interesser, som er i fokus”, siger hun og tilføjer: ”Ved præsidentvalget vil det mere handle om den overordnede politik”.

I et departement domineret af 16 oprindelige folkeslag menes Iván Cepeda at have bred appel, fordi han har lovet at videreføre Gustavo Petros politik med landreform og fremme af oprindelige folks rettigheder.

”65 procent af befolkningen er fra oprindelige folk. Mange i landdistrikterne i Vichada mangler jord, og underernæring er udbredt blandt børn. Jordkoncentrationen er stor. Mange store jordejere lader jorden ligge brak. De spekulerer i prisstigninger på jord”.

”Desværre er mange af de indvalgte i Kongressen generelt stadig godsejere. Så uanset resultatet af præsidentvalget, vil det fortsat blive op ad bakke med en jordreform”, afslutter Rebolledo.