Vi bryster os af demokrati – Men hvor demokratiske er vi egentlig?

Ukraines kamp for suverænitet er samtidig en kamp for vores demokratiske værdier. Modstanden mod Ruslands forsøg på at undertrykke en fri nation er ikke kun en kamp for Ukraine, men også en europæisk kamp for at beskytte demokratiet.

Nogenlunde sådan taler politikerne, når de argumenterer for militærstøtte til Ukraine og for oprustning herhjemme. Og argumentationen har vægt, for vi synes alle, at demokrati er en god ting, som vi nødigt vil miste.

I debatten om Ukrainekrigen bruges ordet demokrati dog ofte uden forklaring og mest til at afgrænse det fra autokrati. Denne kontrast overskygger en reel definition af, hvad demokrati faktisk er i dagens Danmark.

Vores demokrati – fremover blot demokratiet – er nemlig ikke bare en neutral ramme for politisk beslutningstagning. Det er samtidig en mekanisme, der opretholder statens autoritet og samfundets økonomiske fundament. Og spørgsmålet er, om det nu også er så demokratisk, som vi bryster os af?

Med valget opnår staten handlefrihed

Demokratiet forstås almindeligvis som en styreform, hvor borgernes vilje organiseres og kommer til udtryk. Folketingsvalget betragtes som demokratiets stjernestund, idet borgerne angiveligt vælger deres eget styre.

Men hvad er valgets reelle funktion? Det er at sikre statens stabilitet og handlefrihed ved at opnå borgernes frivillige samtykke til at blive regeret.

Valget sikrer nemlig ikke, at borgerne styrer; tværtimod sikrer det, at borgerne bliver styret. Selve valghandlingen er i realiteten borgernes afgivelse af den politiske magt til politikerne og staten – den “enhed, der har monopol på den legitime brug af fysisk magt”, som den tyske sociolog Max Weber definerede den.

Valghandlingen afpolitiserer borgerne

Således udspringer valgets funktion ikke af borgernes behov for at forbedre deres tilværelse, men af statsmagtens behov for at legitimere sin kontinuitet. Vælgerne afgør alene, hvem der skal have magten over dem – ikke hvorvidt nogen skal have magt over dem. Det eneste spørgsmål, som vælgerne besvarer ved valget, er: Hvilke personer og partier skal have den politiske magt i den næste valgperiode, de næste fire år?

Selve valghandlingen er en proces uden kommentarer eller indhold – en simpel afgivelse af et kryds ved en kandidat eller et parti. Det “almindelige, direkte og hemmelige valg” forhindrer manipulation af stemmeafgivelsen, men understreger samtidig at valget ikke er en kollektiv beslutningsproces, hvor borgerne diskuterer og søger fælles løsninger.

Vælgerens personlige eller politiske motiver for at stemme ophører med at have betydning i det øjeblik, krydset sættes. Hver stemme eksisterer som en isoleret enhed, et abstrakt udtryk for den individuelle vælgers vilje, uden nogen direkte forbindelse til konkrete bekymringer, krav eller ønsker. Faktisk erklæres stemmesedlen ugyldig, hvis vælgeren ledsager sit kryds med en politisk ytring, såsom ’flere børnehaver!’, ’lavere priser!’ eller ’mindre stress!’

Valget er således med til at afpolitisere borgerne, eftersom deres komplekse ønsker og krav reduceres til et enkelt kryds på et stykke papir.

Frivillig accept og integration af utilfredshed

Valget er afgørende for staten, da det sikrer, at borgerne frivilligt fortsætter med at støtte et system, hvor de reelt ikke selv bestemmer. De valgte kandidater er nemlig ikke forpligtet over for vælgerne; som grundlovens paragraf 56 fastslår: “Folketingsmedlemmerne er ene bundet ved deres overbevisning og ikke ved nogen forskrift af deres vælgere.“

Uanset om vælgerne har stemt på regeringen eller oppositionen, må de acceptere den førte politik, og selv ikke-vælgere er bundet af lovene. På den måde bekræftes den politiske magt også af dem, der er imod den.

Og selv utilfredse borgere søger at påvirke beslutningerne ved at appellere til regeringen og staten. Kritikken sigter ikke mod at afskaffe systemet, men forbliver inden for dets rammer og forsøger blot at korrigere det.

Så valget legitimerer statens magt ved at sikre borgernes frivillige opbakning til et system, hvor de reelt ikke har bestemmelse. Selv kritik af systemet forbliver inden for dets rammer og søger kun at reformere det frem for at afskaffe det.

Politikere kommer og går, staten består

Statens voldsmonopol sikrer regeringens ultimative magt over samfundet, og valg handler derfor om, hvem der får lov til at administrere den eksisterende orden. Politikernes rolle er ikke at ændre systemet grundlæggende, men at forvalte dets magt og love.

Statens succes vurderes primært ud fra økonomisk vækst og de skatteindtægter, den genererer. Uanset deres personlige overbevisninger eller partiprogrammer er de politikere, der leder staten, forpligtet til at fremme denne vækst. De er bundet af statens overordnede rationale – dens statsræson – det princip, der sikrer statens fortsatte eksistens, stabilitet og politiske orden.

Den danske statsræson

Markedsøkonomien er en central del af den danske statsræson, formet gennem historisk udvikling, international integration og politisk konsensus. Dette afspejles eksempelvis i grundlovens beskyttelse af privat ejendomsret, statslig regulering af markedet, et skattesystem baseret på privat værditilvækst og en offentlig sektor, der socialiserer borgerne til lønarbejde. Internationale forpligtelser gennem EU, WTO og IMF samt bred politisk enighed cementerer denne struktur.

Selvom markedsøkonomien også er et politisk valg, er den således først og fremmest en konstitutionel realitet og en strukturel nødvendighed for staten. Et opgør med den økonomiske orden ville ikke blot kræve en grundlovsændring, men også en gennemgribende omstrukturering af statens økonomiske model og fundament. De politiske, juridiske og økonomiske mekanismer, der understøtter markedsøkonomien, sikrer dens stabilitet og gør det i praksis næsten umuligt at afvige fra den – selv hvis politikerne ønskede det.

For eksempel ville et forbud mod at opkræve husleje stride mod grundlovens beskyttelse af ejendomsret, Danmarks EU-forpligtelser og markedsøkonomien. Det ville begrænse ejendomsinvestorers indtægter, ryste finanssektoren og true den økonomiske stabilitet. Sådanne indgreb er derfor uforenelige med den danske statsræson, som sætter de rammer, politikerne må navigere inden for.

Demokratiets grænser

Vores demokrati er derfor ikke kun begrænset i sit indhold, men også i sit omfang. Demokratiet stopper nemlig dér, hvor økonomien – produktionen og erhvervslivet – begynder.

Demokratiet bygger på en formel lighed mellem borgere, ligesom markedet bygger på en formel lighed mellem køber og sælger. Men bag denne formelle lighed skjuler sig dybere økonomiske uligheder.

Lønmodtagerne sælger deres arbejdskraft til en arbejdsgiver, der betaler en løn. Men værdien af det udførte arbejde er større end lønnen; denne merværdi bliver til arbejdsgiverens profit. Og fordi det er arbejdsgiverens virksomhed, bestemmer han/hun også, hvordan overskuddet bruges. Lønmodtagerne er således helt afhængige af en produktion, som de ikke selv kontrollerer.

Netop derfor er demokratiet begrænset til politikkens verden og omfatter ikke produktion og erhvervsliv; selvom disse forhold har afgørende betydning for både individets liv og samfundets udvikling.

Demokratiet skal blive det, det udgiver sig for

Demokratiet, som vi kender det, opfattes som en neutral og fri styreform, men i praksis legitimerer det både statens politiske magt og kapitalejernes økonomiske dominans.

Valghandlingen reducerer demokratisk deltagelse til en individuel og symbolsk markering, der samtidig bekræfter statens autoritet over borgerne. Samtidig stopper demokratiet ved økonomiens grænse: Arbejdsgiverne ejer virksomhederne og kontrollerer overskuddet, mens lønmodtagerne står uden reel indflydelse.

At bekæmpe autokrati og forsvare demokrati er nødvendigt, men det kræver mere end et pseudodemokratisk selvbedrag. Tværtimod må vi granske vores eget system kritisk og spørge, hvordan demokratiet kan blive netop det, det udgiver sig for at være.