Krogsbæks fejlslutninger om krig, fred, demokrati og socialisme

Klaus Krogsbæk har i (foreløbig?) fem artikler i Solidaritet argumenteret imod oprustning i almindelighed og støtte til Ukraine i krigen mod Rusland i særdeleshed.

Jeg vil her påpege, at hans argumentation hviler på to bastante forenklinger: For det første opstillingen af en modsætning mellem staten som sådan og befolkningen som sådan – uden skelnen mellem forskellige udgaver af kapitalistiske stater med – eller uden – (repræsentativt) demokrati og dermed forskellige grader af borgerindflydelse;

For det andet opstillingen af en modsætning mellem krig som sådan og fred som sådan – uden nogen skelnen mellem forsvars- og angrebskrig og den angrebne og den angribende part, eller mellem forskellige årsager til krige.

Forskellige grader af demokrati

I artiklen 9. marts 2025 skriver Krogsbæk, at:

“I debatten om Ukrainekrigen bruges ordet demokrati dog ofte uden forklaring og mest til at afgrænse det fra autokrati. Denne kontrast overskygger en reel definition af, hvad demokrati faktisk er i dagens Danmark.”

Reelt, hævder han, er valgets funktion at sikre statens stabilitet og handlefrihed ved at opnå borgernes frivillige samtykke til at blive regeret. Det er “borgernes afgivelse af den politiske magt til politikerne og staten” og dermed afgørende for staten, “da det sikrer, at borgerne frivilligt fortsætter med at støtte et system, hvor de reelt ikke selv bestemmer”:

Demokratiet legitimerer således i praksis “både statens politiske magt og kapitalejernes økonomiske dominans”. Ikke desto mindre slutter han dog artiklen med at konkludere, at det er nødvendigt at bekæmpe autokrati og forsvare demokrati, idet han understreger nødvendigheden af at “granske vores eget system kritisk og spørge, hvordan demokratiet kan blive netop det, det udgiver sig for at være.”

Hans påpegning af det repræsentative demokratis begrænsninger i kapitalistiske samfund er langt henad vejen korrekt nok. Men man ville måske forvente, at nødvendigheden af at forsvare demokrati og bekæmpe autokrati peger henimod at støtte Ukraine, hvor der er tale om et repræsentativt demokrati i dets militære forsvar mod angrebet fra Rusland, hvor der reelt er autokrati.

Det er vigtigt at erkende, at graden af demokratiske friheder gør en forskel. Den afgør, hvor vide eller snævre grænser de regerende har for deres handlemuligheder. Det har også betydning for borgernes retssikkerhed og reelle friheder.

Disse forhold påvirker, hvor store muligheder borgerne har for at kæmpe for flere rettigheder og friheder. På længere sigt har det også betydning for, om det er muligt at arbejde hen imod en overgang til socialisme. Og videre mod et klasseløst samfund, hvor borgerne som kollektiv har den reelle magt over produktionsmidlerne, produktionen og samfundets anliggender.

Krigens udfald er ikke ligegyldigt for borgerne

Men i artiklen 15. april skriver Krogsbæk:

“I det øjeblik soldaten skyder på fjenden for ikke selv at blive skudt, så har soldaten og staten identiske interesser. Han – eller hun – forsvarer både sig selv og sin stat.

Men at soldaten overhovedet er i risiko for at blive angrebet, er statens ansvar. Det er den, der har placeret soldaten i skudlinjen. Og det er uanset, om staten angriber eller forsvarer sig. For “krigen begynder med den angrebnes forsvar”, som militærteoretikeren Carl von Clausewitz sagde. Uden væbnet forsvar vil det ikke komme til krig.

“Hvad er det, der forsvares? Det er staten, dens suverænitet og position. Borgerne angribes derimod. Når staten vælger at gå i krig, udsætter den sine egne borgere for angreb fra fjenden. Borgerne er statens redskaber, som den forsvarer sig med. Borgerne risikerer at dø, for at staten kan leve.”

Her er ingen konkret analyse af, hvad den konkrete krig mellem Ukraine og Rusland drejer sig om, hvad og hvem der har startet den, og hvad det må formodes at betyde for Ukraines borgere, hvis Rusland vinder den.

Der er ingen som helst antydning af, at den ene eller den anden parts sejr eller nederlag vil gøre nogen reel forskel for borgerne i det ene eller det andet land. Det hele anskues som en konflikt mellem to stater, for hvem borgerne kun er redskaber – eller mere præcist kanonføde – for staternes helt egne interesser.

Krogsbæks argumentation mod Søren Søndergaard i artiklen 17. maj 2025 bekræfter dette:

“Søndergaard insisterer på, at Ukraine selv må bestemme, hvordan krigen skal føres, og hvilken vej landet skal gå: “Det valg kan kun træffes af Ukraine og af den ukrainske befolkning. For det er dem, som er under angreb, og som hver dag mister liv og lider under krigen,” skriver han. Det lyder umiddelbart demokratisk, men rummer en grundlæggende forveksling. For det er ikke befolkningen, der bestemmer – det er staten.

“Det er den ukrainske stat med regering, militær og magtinstitutioner, der fører krigen, fastsætter målene og definerer midlerne. Og dét, der forsvares, er ikke borgernes liv og velfærd som sådan, men statens suverænitet.”

Og så videre i samme dur. Om ukrainske borgeres liv og velfærd forsvares bedre ved at forhindre, at de kommer under russisk herredømme, end ved at lade det ske, overvejer Krogsbæk ikke. Heller ikke hvad borgerne i Ukraine rent faktisk mener om krigen og forsvaret mod invasionen.

Demokratisk socialisme uden blik for folkets ønsker

Der er i Krogsbæks optik ingen forskel på den ene eller den anden stat, eller deres forhold til borgerne i de respektive lande; intet større ansvar for krigen og dens konsekvenser for landenes befolkninger hos den angribende stat end hos den angrebne; ingen forskel det kan gøre for samme befolkninger, om den ene eller den anden part vinder krigen.

Når han insisterer på, at det er statens suverænitet, der forsvares – og ikke borgernes liv og velfærd – overser han en vigtig pointe.

Det gør en reel forskel for borgerne i Ukraine, om de har mulighed for at øve indflydelse på, hvem der har magten, og hvordan den udøves. Selv inden for de begrænsninger, som den kapitalistiske økonomi og det repræsentative demokrati sætter, har det betydning, om borgerne har en stemme.

Alternativet er at være mere eller mindre direkte underlagt en autokratisk statsmagt, som de ingen indflydelse har på – nemlig den russiske.

Den blindhed må kaldes overraskende hos en person, der angiveligt betegner sig selv som demokratisk socialist og peger på nødvendigheden af at bekæmpe autokrati og forsvare demokrati.

Og hans konklusion bliver derefter:

“For demokratiske socialister betyder solidaritet med Ukraine derfor ikke opbakning til den ukrainske stat, men forsvar for de mennesker, der lever og dør under krigen. Og den rækker ud til befolkningerne i Rusland, i EU og videre ud til alle dem, som i denne verdensorden stilles over for de samme krav: Støt din stat, forbered dig på krig! Vær klar til at ofre dig selv, dine børn og børnebørn!

En international solidaritet må nægte at følge disse krav og insistere på, at en anden verden er mulig.”

Civil ulydighed har sine begrænsninger mod maskingeværer

Hvordan dette konkret skal foregå her og nu i den foreliggende situation mellem Ukraine og Rusland forekommer måske temmelig vagt. Men svar fulgte i artiklen 9. juni 2025:

“Da Warszawa-pagten invaderede Tjekkoslovakiet i 1968, blev soldaterne ikke mødt af hærens ødelæggende ildkraft, men af en modvillig befolkning, der udøvede civil ulydighed og rystede fjendens moral.

Det er ikke en myte, men en strategi: Når soldater konfronteres med civile i modstand, opstår et andet rum end slagmarkens; et rum hvor lydigheden vakler, og statens vold mister sin selvfølgelighed.”

Meget smukt, men (repræsentativt) demokrati kunne først etableres igen i Tjekkoslovakiet med Østblokkens opløsning fra 1989 og frem – rystelse af fjendens moral eller ej. Og da syrere demonstrerede fredeligt for reformer i Syrien i 2011, svarede regimet med at beskyde dem. Det oprør, der fulgte, blev – med ikke mindst russisk hjælp – besvaret med magt af militær og militser, bombning af civile såvel som bevæbnede oprørere og kemiske våben. Regimet faldt som bekendt først i slutningen af 2024, og det var væbnet magt, der tvang det bort.

Intet vi ved om det russiske regimes håndtering af oppositionen tyder på, at ikkevoldelig modstand ikke vil blive mødt med massiv magtanvendelse. En verden uden krig vil alt andet lige klart være bedre end en verden med krig, men det er ikke tilstrækkeligt blot at konstatere dét rent abstrakt – det er også nødvendigt at overveje, hvordan den faktisk kan etableres.

Civil ulydighed rækker desværre nok ikke som universalmiddel. Og ønsker man ikke at vælge socialismen fra, vil muligheden for at virkeliggøre den nok være større i en verden, hvor autokratiet ikke har fået lov til at brede sig uhæmmet på demokratiets bekostning – trods alle det repræsentative demokratis begrænsninger.