Socialisme og krig er uforenelige: Svar til Ib Gram-Jensen
Al krig, også den der føres i demokratiets navn, styrker statens interesser på bekostning af befolkningens frihed. Når vi vælger at støtte den ene side i en krig, accepterer vi også den økonomiske og politiske orden, som krigen udspringer af. I dette svar på Ib Gram Jensens kritik, uddyber Klaus Krogsbæk sine argumenter mod krig mellem stater og for en international solidaritet og socialisme
Debatindlæg er udtryk for skribentens egne holdninger. Kontakt os her, hvis du selv vil bidrage til debatten.
I en artikel i Solidaritet søndag 15. juni retter Ib Gram-Jensen kritik mod de analyser af krig, stat og opgaverne for en demokratisk socialistisk opposition, som jeg har behandlet i en række artikler. Kritikken er principiel og fortjener et grundigt svar.
Ifølge Gram-Jensen bygger mine tekster på to forsimplede modsætninger: For det første en modsætning mellem staten og befolkningen, uden skelnen mellem demokratiske og autoritære regimer; for det andet en modsætning mellem krig og fred, uden skelnen mellem angrebs- og forsvarskrig.
Gram-Jensens kritik af mit ikkevoldelige perspektiv er dog ikke behandlet i denne artikel. Jeg vil i denne artikel besvare kritikken og begrunde, hvorfor demokratiske socialister må afvise krigens nødvendighed og nægte opbakning til staten som krigsførende instans.
Demokratisk socialisme: Ikke med staten, men mod den
Gram-Jensen anfører, at jeg ignorerer, hvor vigtig stemmeretten og det repræsentative demokrati er, selv inden for kapitalismens rammer. Her mener jeg, at selv begrænset borgerindflydelse er vigtig og bør forsvares mod autoritære tilbageskridt. Men det betyder ikke, at man som socialist bør tilslutte sig staten i krig.
Tværtimod må man spørge: Hvilken magt er det, man bakker op om? Hvad er det for et samfund, man forsvarer? Det er ikke socialismens opgave at legitimere et system, blot fordi det tilbyder befolkningen en stemmeseddel, mens det samtidig forvalter en økonomisk struktur, hvor befolkningen systematisk underkastes udbytning og konkurrence.
Derfor må en demokratisk socialistisk position ikke forveksles med en forsvarsvilje for den eksisterende orden. At kritisere statens krigsførelse er ikke et fravalg af demokrati, men en forudsætning for at bevare et selvstændigt socialistisk perspektiv, som ikke forsvinder ind i krigens nationale enhed, men insisterer på et andet mål og en anden vej.
Den gældende orden er problemet
Gram-Jensen kritiserer mig for ikke at lægge vægt på, hvem der startede krigen i Ukraine. Det er rigtigt, at jeg ikke beskæftiger mig særligt med skyldsspørgsmålet, hverken i folkeretlig eller moralsk forstand. Men det er ikke en mangel, det er en pointe. For når man forsøger at skelne mellem ’retfærdige’ og ’uretfærdige’ krige, tager man samtidig staters egne interesser – deres suverænitet, deres magtposition, deres sikkerhed – som udgangspunkt for politisk stillingtagen. Og det bør socialister ikke gøre.
Alle stater, der går i krig, begrunder det med, at deres egne vitale interesser er truet. De forsvarer deres handlefrihed og indflydelse. Den ene stat kalder det forsvar, den anden kalder det nødvendighed, og begge mobiliserer de deres befolkning med kravet om loyalitet og villighed til at ofre liv.
Det er den samme logik på begge sider af skyttegraven. Venstrefløjens opgave er derfor ikke at vurdere, hvilken stat der har mest ret, men at analysere og kritisere den økonomiske og politiske orden hvor konflikter mellem stater løses med våbenmagt, og hvor befolkningerne reduceres til ressourcer i et nationalt spil.
Krig skaber lydighed, ikke frigørelse
Gram-Jensen kritiserer mig også for at overse forskellen mellem de rettigheder, ukrainere har i deres nuværende stat, og hvad de risikerer at miste under russisk kontrol. Jeg forstår hensigten, men den overser, hvad krigen i sig selv gør ved disse rettigheder. Krig fordrer undtagelsestilstand og centralisering af magt og kontrol. Borgerindflydelsen sættes ud af kraft, når staten mobiliserer til væbnet konflikt – også i en demokratisk stat.
Det gælder også i Ukraine, hvor staten med henvisning til krigens nødvendighed har suspenderet rettigheder og begrænset friheder. Selv i Danmark ser vi, hvordan oprustningen allerede nu danner grundlag for politisk enighed om at underordne velfærd og arbejdsmarked. Dét, der forsvares i krig, er nemlig ikke borgernes frihed, men statens suverænitet og handlekraft.
Når socialister tager parti i krige mellem stater – under henvisning til, at den ene stat er mindre undertrykkende end den anden – så er det ikke et skridt frem mod, men et skridt væk fra socialisme. For krigen fremmer ikke befolkningens magt, men dens underkastelse. Derfor må venstrefløjen afvise ethvert forsvar for krigen; også når den føres i demokratiets navn.
En demokratisk socialistisk opposition må stå uden for krigens nødvendighed
Ib Gram-Jensens kritik hviler på forestillingen om, at socialister bør vælge side, når en stat går i krig – særligt når et demokratisk styre angribes af en autokratisk magt. Denne opfattelse tager udgangspunkt i en moralsk og institutionel vurdering af de stridende parter og antager, at venstrefløjens opgave er at støtte det mindst undertrykkende system.
Men netop denne præmis mener jeg, må afvises hvis man vil fastholde et socialistisk perspektiv. For i det øjeblik socialister vælger side i en krig mellem stater, accepterer de ikke blot krigens præmisser, men også den økonomiske og politiske orden, som krigen udspringer af.
Dermed glider socialismen over i loyal opposition og mister sin karakter af systemisk alternativ. For socialisme handler ikke om at forbedre statens handlekraft i krisetider, men om at afsløre og angribe de grundlæggende samfundsforhold – ejendomsforholdene, udbytningen, konkurrencen og de nationale interesser, som gør krig til et rationelt middel i statens værktøjskasse.
At modsætte sig krigen er ikke et passivt nej, men et aktivt ja til et andet udgangspunkt: Ikke national enhed, men international solidaritet. Ikke statens interesser, men befolkningens behov. Ikke krig, men socialisme.
Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet
Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.
Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.
Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.
Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.
20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER

Deltag i debatten og kommenter på artiklen (kun for medlemmer)
[…] I en artikel søndag 12. juli har Klaus Krogsbæk besvaret min kritik (15. juni) af hans fem artikler med, som han skriver, ”analyser af krig, stat og opgaverne for en demokratisk socialistisk opposition”. For så vidt muligt at imødegå de enkelte argumenter i hans replik nogenlunde overskueligt, vil jeg her gengive og besvare dem et ad gangen. […]