Er det forkert at forsvare sig mod angreb fra et autoritært land? Svar til Klaus Krogsbæk

I en artikel søndag 12. juli har Klaus Krogsbæk besvaret min kritik (15. juni) af hans fem artikler med, som han skriver, ”analyser af krig, stat og opgaverne for en demokratisk socialistisk opposition”. For så vidt muligt at imødegå de enkelte argumenter i hans replik nogenlunde overskueligt, vil jeg her gengive og besvare dem et ad gangen.

Krogsbæks første argument: Demokratisk socialisme – ikke med staten, men mod den

”Gram-Jensen anfører, at jeg ignorerer, hvor vigtig stemmeretten og det repræsentative demokrati er, selv inden for kapitalismens rammer. Her mener jeg, at selv begrænset borgerindflydelse er vigtig og bør forsvares mod autoritære tilbageskridt. Men det betyder ikke, at man som socialist bør tilslutte sig staten i krig.

Tværtimod må man spørge: Hvilken magt er det, man bakker op om? Hvad er det for et samfund, man forsvarer? Det er ikke socialismens opgave at legitimere et system, blot fordi det tilbyder befolkningen en stemmeseddel, mens det samtidig forvalter en økonomisk struktur, hvor befolkningen systematisk underkastes udbytning og konkurrence.

Derfor må en demokratisk socialistisk position ikke forveksles med en forsvarsvilje for den eksisterende orden. At kritisere statens krigsførelse er ikke et fravalg af demokrati, men en forudsætning for at bevare et selvstændigt socialistisk perspektiv, som ikke forsvinder ind i krigens nationale enhed, men insisterer på et andet mål og en anden vej.”

Hvis selv begrænset borgerindflydelse er vigtig og bør besvares mod autoritære tilbageskridt, er det inkonsekvent at afvise, at det kan give mening at forsvare den mod autoritære tilbageskridt ved at forsvare et samfund mod angreb fra et andet samfund, hvis sejr må forventes at føre til sådanne tilbageskridt.

Det betyder selvfølgelig ikke, at socialister – eller befolkningen generelt – bør støtte ”deres” stat i enhver konfrontation med en anden stat, uanset de konkrete omstændigheder, endsige legitimere systemet ved at fortie dets interessemodsætninger og borgerindflydelsens begrænsninger.

Krogsbæks andet argument: Den gældende orden er problemet

På sin side mener Krogsbæk ikke, at sådanne konkrete omstændigheder gør nogen forskel:

”Gram-Jensen kritiserer mig for ikke at lægge vægt på, hvem der startede krigen i Ukraine. Det er rigtigt, at jeg ikke beskæftiger mig særligt med skyldsspørgsmålet, hverken i folkeretlig eller moralsk forstand. Men det er ikke en mangel, det er en pointe. For når man forsøger at skelne mellem ’retfærdige’ og ’uretfærdige’ krige, tager man samtidig staters interesser – deres suverænitet, deres magtposition, deres sikkerhed – som udgangspunkt for politisk stillingtagen. Og det bør socialister ikke gøre.

Alle stater, der går i krig, begrunder det med, at deres egne vitale interesser er truet. De forsvarer deres handlefrihed og indflydelse. Den ene stat kalder det forsvar, den anden kalder det nødvendighed, og begge mobiliserer de deres befolkning med kravet om loyalitet og villighed til at ofre liv.

Det er den samme logik på begge sider af skyttegraven. Venstrefløjens opgave er derfor ikke at vurdere, hvilken stat der har mest ret, men at analysere og kritisere den økonomiske og politiske orden hvor konflikter mellem stater løses med våbenmagt, og hvor befolkningerne reduceres til ressourcer i et nationalt spil.”

Det må være helt klart, at socialister aldrig bør støtte ”deres” stat i at indlede en angrebskrig. Men det er vel også venstrefløjens opgave at vurdere, hvilke konsekvenser den ene eller den anden parts sejr vil have – også med hensyn til venstrefløjens muligheder for at arbejde for borgerindflydelse, socialisme og en verden uden krig.

Krogsbæks tredje argument: Krig skaber lydighed, ikke frigørelse

Med næste skridt i sin argumentation kommer Krogsbæk faktisk ind på noget mere konkret, men uden at se sagen fra mere end én side:

”Gram-Jensen kritiserer mig også for at overse forskellen mellem de rettigheder, ukrainere har i deres nuværende stat, og hvad de risikerer at miste under russisk kontrol. Jeg forstår hensigten, men den overser, hvad krigen i sig selv gør ved disse rettigheder. Krig fordrer undtagelsestilstand og centralisering af magt og kontrol. Borgerindflydelsen sættes ud af kraft, når staten mobiliserer til væbnet konflikt – også i en demokratisk stat.

Det gælder også i Ukraine, hvor staten med henvisning til krigens nødvendighed har suspenderet rettigheder og begrænset friheder. Selv i Danmark ser vi, hvordan oprustningen allerede nu danner grundlag for politisk enighed om at underordne velfærd og arbejdsmarked. Dét, der forsvares i krig, er nemlig ikke borgernes frihed, men statens suverænitet og handlekraft.

Når socialister tager parti i krige mellem stater – under henvisning til, at den ene stat er mindre undertrykkende end den anden – så er det ikke et skridt frem mod, men et skridt væk fra socialisme. For krigen fremmer ikke befolkningens magt, men dens underkastelse. Derfor må venstrefløjen afvise ethvert forsvar for krigen; også når den føres i demokratiets navn.”

Krogsbæk insisterer her reelt på fortsat at se bort fra forskellen mellem de rettigheder, ukrainere har i deres nuværende stat, og hvad de risikerer at miste under russisk kontrol – og vel at mærke de rettigheder, de kan forventes at have i tilfælde af, at Ukraine bevarer sin uafhængighed af Rusland, og hvad de kan forvente at have – eller rettere ikke have – af rettigheder i tilfælde af indlemmelse i Rusland og/eller Ukraines forvandling til en russisk lydstat.

Det er rigtigt, at borgerindflydelsen gerne indskrænkes eller sættes ud af kraft under en krig, men deraf følger ikke, at indskrænkningerne efter krigen nødvendigvis bliver opretholdt i et uafhængigt Ukraine; hvorimod et nederlag til det autokratiske Rusland må forventes at betyde, at ukrainerne eller en betydelig del af dem mister enhver form for demokratiske rettigheder og borgerindflydelse – og at den autokratiske russiske statsmagt vil stå stærkere.

I Storbritannien blev der ikke afholdt parlamentsvalg under Anden Verdenskrig, men efter sejren over Tyskland opløstes samlingsregeringen, der blev afholdt valg, og vælgerne sendte de Konservative – med lederen af den sejrrige samlingsregering, Churchill, i spidsen – i opposition. Dermed kunne Labour danne regering.

Vil Krogsbæk hævde, at det var forkert for britiske socialister at støtte op om og deltage i krigen mod det nazistiske Tyskland og dets allierede, og at krigen ikke også i praksis var et forsvar for de britiske borgeres borgerindflydelse og borgerligt-demokratiske rettigheder?

Og hvis den britiske stat faktisk var mindre undertrykkende for sine borgere end den tyske, gav det så ikke mening at vælge, og kæmpe for, det mindste onde? Ikke ifølge Krogsbæk.

Krogsbæks fjerde argument: En demokratisk socialistisk opposition må stå uden for krigens nødvendighed

”Ib Gram-Jensens kritik hviler på forestillingen om, at socialister bør vælge side, når en stat går i krig – særligt når et demokratisk styre angribes af en autokratisk magt. Denne opfattelse tager udgangspunkt i en moralsk og institutionel vurdering af de stridende parter og antager, at venstrefløjens opgave er at støtte det mindst undertrykkende system.

Men netop denne præmis, mener jeg, må afvises hvis man vil fastholde et socialistisk perspektiv. For i det øjeblik socialister vælger side i en krig mellem stater, accepterer de ikke blot krigens præmisser, men også den økonomiske og politiske orden, som krigen udspringer af.

Dermed glider socialismen over i loyal opposition og mister sin karakter af systemisk alternativ. For socialisme handler ikke om at forbedre statens handlekraft i krisetider, men om at afsløre og angribe de grundlæggende samfundsforhold – ejendomsforholdene, udbytningen, konkurrencen og de nationale interesser, som gør krig til et rationelt middel i statens værktøjskasse.

At modsætte sig krigen er ikke et passivt nej, men et aktivt ja til et andet udgangspunkt: Ikke national enhed, men international solidaritet. Ikke statens interesser, men befolkningens behov. Ikke krig, men socialisme.”

Dette argument er delvist blevet imødegået ovenfor. Men det virker derudover vilkårligt at påstå, at socialister ikke blot accepterer krigens præmisser, men også den økonomiske og politiske orden, som krigen udspringer af – og dermed mister sin karakter af systemisk alternativ, hvis de vælger side i en krig mellem stater.

Lad det være understreget igen: socialister skal naturligvis ikke tage parti for en angribende stat; var der ingen angrebskrige, så var der heller ingen forsvarskrige.

Men netop forsvaret for borgerindflydelse og mod autokrati og hensynet til mulighederne for at afsløre, angribe og ændre de grundlæggende samfundsforhold og dermed gøre op med ejendomsforholdene, udbytningen, konkurrencen, de nationale interesser og krig som et middel i staternes værktøjskasser kan, afhængigt af de konkrete omstændigheder, betyde, at det giver mening at støtte en angreben stat – og befolkning.

Og dermed, i bedste fald, bidrage til på sigt at eliminere krig.