Indkøbskurv: 0,00kr. Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Generic filters
Menu
3. juni. 2021

Yonatan Goldshtein: Israel er et forbillede for autoritære stater i hele verden

‘Det nye ved opstanden i Palæstina lige nu er ikke selve opstanden, men reaktionerne på Israels brutalitet – både fra internationale menneskerettighedsorganisationer og fra den palæstinensiske modstand.’ Solidaritet har interviewet den danske fredsaktivist Yonathan Goldshtein, der selv har boet i de besatte områder.

Dansk-jødiske Yonatan Goldshtein er til daglig ansat som forsker, men har været aktivist på bl.a. Palæstina-spørgsmålet i mange år. Her fortæller han om situationen i Palæstina, det politiske kaos i Israel, og de nye toner fra det internationale samfund. Fotograf: Morten Lau-Nielsen

For at blive klogere på konflikten i Israel/Palæstina er det vigtigt at lytte til de mennesker, der har mærket konsekvenserne af den israelske stats repression på egen krop. Solidaritet har derfor interviewet Yonatan Goldshtein, der er mangeårig aktivist i de besatte territorier, og som selv har boet i de besatte områder. Det dansk-jødiske medlem af Jøder for en Retfærdig Fred forklarer her, hvordan konflikten hænger sammen med ekstrem højrenationalisme og politisk ustabilitet i landet, og i hvor høj grad det giver mening at sammenligne Israel med den sydafrikanske apartheidstat. Samtidig har en ny tilgang til rettighedsspørgsmålet åbnet for en solidaritets-bevægelse, der forbinder kampen med konflikter på tværs af kloden.


Først og fremmest mange tak fordi du vil tage dig tid til at dele din viden med Solidaritets læsere. Vil du starte med at introducere dig selv?

Yonatan Goldshtein: Jeg er dansk jøde med israelsk baggrund, og har igennem mange år lavet aktivisme i forbindelse med de besatte territorier i Israel og Palæstina, hovedsageligt på Vestbredden. Jeg har også boet dernede i perioder, hvor konflikten er eskaleret, både i Gaza og på Vestbredden. Jeg følger selvfølgelig stadig med i konflikten, og vil gerne bidrage med mine erfaringer.

Lad os starte med at tale om den bølge af opmærksomhed og modstand, der er i øjeblikket. Hvad er baggrunden for den her opstand?

YG: Den øgede opmærksomhed på Israel-Palæstina konflikten har flere årsager. Det hænger selvfølgelig sammen med den øgede repression fra Israels side, de meget voldsomme angreb på Gazastriben, og eskaleringen af volden i Østjerusalem. Hvorfor kommer den så nu? Det kan der være forskellige forklaringer på, men en del af det skyldes, at Israel i længere tid har haft carte blanche, frit spil til gøre som det passer dem. Det skyldes den amerikanske ledelses holdning, men også at det internationale samfund har været fokuseret på coronakrisen. Mange har mistet noget af interessen for, hvad der sker rundt om i verden, og det har også smittet af på den udenrigspolitiske aktivisme. Israel har nok identificeret en mulighed for at eskalere konflikten på den baggrund.

En anden grund til den nye situation er, at modstanden fra palæstinenserne har taget nye former. Der har været en generalstrejke, der har været enormt store, folkelige demonstrationer imod eskaleringen af konflikten – hvad enten man kigger på kampen på tempelbjerget ved al-Aqsa moskéen, Sheikh Jarrah (palæstinensisk område i Jerusalem, red.) eller andre lokalsamfund, hvor folk bliver smidt ud af deres hjem. Derudover har Hamas også overrasket mange med den militære styrke, de har vist under de seneste sammenstød i Gazastriben.

Endelig handler det også om, at den opmærksomhed, konflikten har fået fra flere internationale organisationer. Det har ændret måden, vi snakker om den her konflikt på. Human Rights Watch’s (HRW) store rapport fastslog, at Israel ud fra international lovgivning begår apartheid. Det har nok været et wake-up call for mange. Det er selvfølgelig ikke første gang, det bliver slået fast af menneskerettigheds-organisationer. For eksempel har den kendte israelske organisation, B’Tselem længe påpeget det. Men at HRW også går ud og siger det ændrer på den prisme, vi kan forstå modstanden igennem.

Palæstinensisk politisk splittelse

Du nævner en række forskellige steder hvor vi ser modstand opstå. Kan du beskrive det nærmere? Hvad består modstanden i?

YG: Rigtig mange steder er der en lokalt forankret, folkelig modstand imod fordrivelserne af folk i Sheikh Jarrah. Folk går ganske enkelt på gaden og protesterer over, at Israel vil smide familier ud af deres huse, og at modstanden bliver mødt af så voldelig undertrykkelse. Israels øgede restriktioner over for, hvem der må opholde sig på tempelbjerget har også ført til, at mange mennesker møder op dér for at protestere. Derudover fik den føromtalte generalstrejke også opbakning fra en del palæstinerse bosat i Israel, hvilket var med til at understrege den samlede modstand.

Der mangler nok mest af alt en eller anden form for samlet strategi – og en fælles politisk vilje fra de palæstinensiske gruppers side. Der er ikke nogen af de store palæstinensiske organisationer, der tager en sådan ledende rolle i frigørelsen fra besættelsen. De to største politiske organisationer – Fatah som leder Vestbredden, og Hamas der leder Gazastriben, har ikke noget særligt demokratisk mandat. Hamas blev valgt i 2006, men det internationale samfund boykottede valget og udråbte dem til at være en illegitim forhandlingspartner. De ville hellere forhandle med Fatah. Begge de to organisationer mangler et demokratisk mandat – og udøver deres egen form for repression over for den palæstinensiske befolkning. Det betyder, at der ikke er en reel ledelse af modstanden mod besættelsen.

Selv om Azzam al-Ahmad (th.) fra Fatah og Saleh al-Arouri fra Hamas officielt har begravet stridsøksen, kæmper de to organisationer stadig om at lede palæstinenserne. De undertrykker på deres egen måde befolkningen, og vanskeliggør en samlet modstand mod den israelske besættelse. Foto: Khaled Desouki

Det der mangler, er med andre ord en tredje palæstinensisk pol, som kan repræsentere den modstand vi ser lige nu?

YG: Ja, det kan man godt sige. Jeg vil gerne understrege, at jeg ikke nødvendigvis ser de her partiorganisationer som centrale spillere i den palæstinensiske modstand, men det er et problem, at de ofte direkte modarbejder den folkelige modstandskamp.

Fatah og Hamas har udviklet sig over temmeligt lang tid, og har på hver sin måde haft afgørende roller i de to første intifada’er. Kan man tale om en trejde intifada her, sådan som nogle kommentatorer har sagt?

YG: I al den tid, jeg har været aktivt engageret i konflikten, har jeg nok fem gange hørt folk udråbe noget til at være “en trejde intifada”. Jeg vil ikke afvise, at der er elementer i det her, som kan udvikle sig til en sådan, men det er for tidligt at konkludere på nu. Det mener jeg særligt fordi der ikke er nogen samlet strategi, som kan understøtte langvarige protester. Det palæstinensiske lederskab tager ikke en særligt aktiv rolle på sig. Derfor skal man passe på med at udråbe det her til at være den nye, store opstand – selvom frøene kan være sået til det.

“Udhulingen af palæstinensernes demokratiske muligheder er med til at eskalere den voldelige side af konflikten.”

Det bringer mig til at spørge om den politiske situation. Lad os starte med at snakke om, hvordan det ser ud internt i Palæstina. Kan du uddybe din pointe om, at de store partier har mistet deres legitimitet?

YG: Der skulle faktisk have været palæstinensisk valg 22. maj – hvor man kunne få afklaret, hvem der skulle repræsentere palæstinenserne, såvel internt som eksternt. Men Israel meldte på forhånd ud, at man ville forhindre palæstinenserne i Østjerusalem i at deltage i valget. Det fik Fatahs leder, Mahmoud Abbas til at udskyde valget på ubestemt tid. Nogen kalder det faktisk et kup, Fatah stod nemlig til at få et rigtig dårligt valg, og på den her måde kan han så nok blive siddende  uden et demokratisk mandat.

Flere analytikere har påpeget, at Hamas faktisk bakkede op om valget, fordi de heller ikke sidder særligt stærkt lige nu. De kontrollerer kun Gazastriben, og står ikke særligt stærkt andre steder, så det havde været en klar mulighed for dem. Men når valgprocessen så kollapser, står de i en situation, hvor de også bliver nødt til at legitimere sig selv på anden vis. Hamas har brug for at vise de andre militante bevægelser i Gazastriben, hvem der bestemmer, og at det er dem, der er militærmagten i området. Det mønster har gentaget sig siden 2006, hvor Hamas første gang blev valgt. Også dengang var de rimeligt klar til at indgå i forskellige forhandlinger, men når de så er blevet boykottet af såvel Israel som resten af verden, jamen så er deres eneste måde at legitimere sig selv på gennem militær magt. Udhulingen af palæstinensernes demokratiske muligheder er på den måde også med til at eskalere den voldelige side af konflikten.

Som du ser det spiller de ikke-religiøse dele af det gamle PLO ikke nogen afgørende rolle i øjeblikket?

YG: Lokalt foregår der selvfølgelig en masse, og forskellige partier og fagforeninger spiller også en rolle i palæstinensisk politik. I nogle af de store flygtningelejre er det PFLP (Folkefronten til Palæstinas Befrielse, red.), DFLP (Democratic Front for the Liberation of Palestine, red.) eller andre organisationer med en eller anden form for marxistiske rødder, der tager sig af folks behov. Andre organisationer, som for eksempel organisationer for fængslede, har også styrende roller lokalt. Men i det større politiske billede sidder Hamas tungt på tingene i Gazastriben – og undertrykker deres politiske modstandere massivt. Det samme kan man sige om Fatah-bevægelsen på Vestbredden. Fatah agerer desuden ofte sikkerhedspoliti for Israel – for eksempel ved at tæve palæstinensiske demonstranter, sætte folk i fængsel og udsætte dem for tortur. På den måde er de en undertrykkende bevægelse over for andre former for politisk modstand mod Israel.

Politisk tumult i Israel

Også i Israel har der været stor politisk ustabilitet de seneste år. Hvordan spiller det sammen med Israels behov for at markere sig i konflikten?

YG: Israel har som du påpeger været enormt ustabilt over det sidste lange stykke tid, politisk set. Alene siden april 2019 har der været valg 4 gange, fordi ingen har kunnet samle flertal til at danne en regering. Ikke desto mindre har Benyamin Netanyahu siddet på magten siden 2009, altså mere end 10 år. Hans problemer med regeringsdannelse har også ført ham til at appellere mere til den alleryderste højrefløj i Israel. I israelsk politik optræder han som en centrum-højre figur, men det seneste års tid har han appelleret kraftigt til fx den yderligtgående bevægelse Otzma Yehudit, som betyder ‘Jødisk Styrke’. Den udspringer af en internationalt erklæretterrororganisation, og har ideologisk rod i Meir Kahanes (rabbiner og medstifter af Jewish Defence League og det ultranationalistiske Kach-parti, red.) forestilling om et jødisk overherredømme. Dem forsøger Netanyahu nu at tiltrække, og han danner alliancer med både dem, samt nogle af de mindre, yderligtgående folk på den religiøse højrefløj. Til trods for det har han ikke formået at danne regering.

Det nye er så, at  to partier har meldt ud, at man ønsker at danne en regering uden om Netanyahu. Det ene er centerpartiet Yesh Atid, der nok bedst kan sammenlignes med Radikale Venstre, og så Naftali Bennets parti, Yamina, som er et parti med dybe rødder i den israelske bosætterbevægelse. De har nu meldt ud, at de vil danne en samlet regering, hvor de vil skiftes til at sidde på premierministerposten. Det bliver mildest talt interessant at følge med, hvad det kan føre til! Mange har desuden spekuleret i, om den politiske situation i Israel også er blevet påvirket af den enorme hårdhed, man har slået ned med i Gaza. Når folk føler, de står i en krigssituation, er der også tendens til at stemme på militært stærke ledere. Det har Netanyahu udnyttet, da han gennem sine mange år på posten står som indbegrebet af stabilitet og status quo for mange israelere.

Koalitionsregering udenom Netanyahu. I et forsøg på at slippe af med landets mangeårige præsident, er Yair Lapids (tv.) Yesh Atid og Naftali Bennets (th.) Yamina gået sammen om at danne regering. De to partier ligger ideologisk set fjernt fra hinanden, og ligner mest af alt et forsøg på at slippe af med ‘Bibi’ for enhver pris. Foto: Uriel Sinai

Nye toner i verdenssamfundet

Den seneste måneds opstande har affødt en ny opblomstring af international solidaritet med den palæstinensiske sag. Hvad er dine tanker om den udvikling?

YG: Den internationale solidaritet med palæstinenserne er helt afgjort ved at ændre karakter. Normalt bevæger diskursen – uden for de snævreste Palæstina-aktivistiske kredse – sig inden for en ramme, der taler om en to-statsløsning. Hvordan kan man få PLO og Israel til at sætte sig ved forhandlingsbordet, og eventuelt med USA som moderator få dem til at finde frem til et resultat, lader mange til at tænke. Med det øgede fokus på apartheid-situationen i Israel – det man kunne kalde “apartheid-realiteten” – er der kommet en slags paradigmeskifte. I stedet for at snakke om grænsedragning mellem de to parters lande, snakker man i højere grad om at give rettigheder til alle indbyggere i hele landet. Det ændrer simpelthen på måden, vi snakker om det her på – og mulighederne for at lave solidaritetsarbejde.

“Under det seneste Gaza-angreb blev det tydeligt, at det er fuldstændig ligegyldigt, om man boykotter bosætterne, for det er ikke bosætterne, der bombede Gaza. Det er den israelske regering.”

Også under det seneste Gaza-angreb blev det tydeligt, at det er fuldstændig ligegyldigt, om man boykotter bosætterne, for det er ikke bosætterne, der bombede Gaza. Det er den israelske regering, det israelske militær. Den slags manifesterer sig også i den danske politiske diskussion, hvor apartheid er blevet bragt op i Folketinget. Det må siges at være nyt. Også i USA har samtalen ændret karakter. Jødiske organisationer går nu ud og siger højt og tydeligt – at Israel ikke skal tale på deres vegne, så længe de udøver apartheid. Det er en helt anden måde at snakke om problemet på.

Hvad kan vi så stille op som målsætninger internationalt set, og hvordan tænker du vi kan nå i mål? Særligt når bevægelsen internt ikke taler med en stemme, sådan som du forklarer.

YG: Der er mange forskelle på den apartheid, vi så i Sydafrika, og den der lige nu er virkeligheden i Israel. Alligevel tror jeg, at målene i høj grad må være de samme. Vi er ved at bevæge os væk fra tanken om at oprette to stater, hvor befolkningerne kan leve adskilt, men i stedet arbejder på at skabe én stat, hvor alle har de samme rettigheder. Det kræver, at vi først anerkender et behov for lige rettigheder for alle, der bor i samme land. Der er samtidig behov for at kunne stille ansvarlige for krigsforbrydelser til retsligt ansvar – og for at kunne tale om, hvordan palæstinensere kan blive kompenseret for de forbrydelser, der er blevet begået mod dem. Det her er begyndelsen på den proces. Det politiske pres, som det ville kræve, mener jeg i høj grad kan komme fra BDS-bevægelsens (Boycott, Divestment, Sanctions, red.) krav. Det var dét, der også virkede mod apartheid-regimet i Sydafrika, hvor man tvang landet økonomisk i knæ. Der er brug for et lignende massivt pres gennem internationale organer som FN, Den Internationale Strafferetsdomstol og så videre. Endelig er der også brug for en kulturel boykot, der kan understrege over for israelerne, at de ikke er velkommen på den internationale politiske scene – før de stopper deres apartheid mod palæstinenserne.

Det antisemitiske spøgelse

Særligt den kulturelle boykot-dimension du nævner, har været med til at fodre beskyldninger om antisemitisme mod BDS-bevægelsen – men også mod mange andre, der laver solidaritetsarbejde med palæstinenserne, og som kæmper for lige rettigheder. Hvad er dine tanker om det?

YG: Beskyldninger om antisemitisme bliver brugt til at dæmme op for kritik af staten Israel. Det udmønter sig på mange forskellige måder. Blandt andet har organisationen “The International Holocaust Remembrance Alliance” lavet en definition på antisemitisme, der i høj grad omfatter kritik af Israel. Flere stater har anerkendt netop deres definition som deres egen officielle udlægning af “antisemitisme”, og Mette Frederiksen har lagt op til, at den også skulle anerkendes i Danmark. Den kan bruges til at gøre kritik af Israel til en form for ‘hate speech’, og gør man først dét, er ytringsfrihedens rammer sat ud af spillet. Så kan man for eksempel ulovliggøre opfordringer til boykot, og tech-firmaerne – der ejer de sociale medier – kan bruge det til at udøve censur. Det er et virkelig farligt kort at spille, men stadig flere lande gør det til en del af deres lovgivning. Det er virkelig uhyggeligt.

Det eneste man kan gøre er at gå ud og sige: Min holdning er den stik modsatte! Det er netop ikke antisemitisme at kritisere Israel for racistiske massakrer i Gazastriben, for den eneste måde, man kan sikre såvel jøder som andre forfulgte folk på, er ved at holde fast i stærke, internationale organisationer, der stiller folk til ansvar, hvis de gennemfører racistisk eller morderisk politik, sådan som tilfældet faktisk er i Israel lige nu. Jeg mener faktisk, at den eneste måde man kan lære af tidligere tiders antisemitisme på, er ved at bakke op om kritikken af Israel, når de udfører apartheid.

Det autoritære spejlbillede

Når du taler om netop autoritære tendenser, leder det mig til sidste spørgsmål. Der forekommer at være en sammenhæng mellem den bølge af modstand, vi ser i Israel og Palæstina lige nu, og den bredere globale tendens til, at autoritære regimer begynder at bruge lovgivning til at kontrollere debatten, styre kritik og holde modstanden nede. Tror du, der er noget karakteristisk ved, at mange af de områder – hvor vi ser oprør blomstre op – ikke bliver ledet centralt? Og hvordan ser du den palæstinensiske opstand i forhold til den globale oprørs-tendens?

YG: Der er helt klart en tendens til, at autoritære, etno-nationalistiske bevægelser får magt rundt om i verden. Mange af dem ser faktisk op til Israel som en slags idealstat, og mener den er et forbillede for en racebestemt politik, hvor alt fra mulighederne for at købe jord til hvem du må gifte dig med, bliver betinget af, at du tilhører det rigtige folk – til trods for, at der bor mange forskellige folk i ens land. Det bliver tydeligt for tiden, at der er nogle ret forskellige lejre i det internationale samfund. I den autoritære, etno-nationalistiske lejr, som Israel befinder sig i, bakker man op om Israels politik over for palæstinenserne.

Modstanden mod Israels politik samler sig til gengæld i en anden lejr, hvor man generelt forsøger at forbinde modstanden mod de autoritære bevægelser med hinanden. Eftersom politisk undertrykkelse af palæstinenserne er en realitet, bliver vi nødt til at forbinde den undertrykkelse med andre kampe – fra modstanden mod Jair Bolsonaro i Brasilien, til kampen mod ultranationalisten Narendra Modi i Indien, og så fremdeles.

Alle de her kampe er forbundne – og går også gennem Palæstina.


Om skribenten

Peter Saxtrup

Peter Saxtrup

Faglært bager, revolutionær socialist og klimaaktivist.
  Læs mere

Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet

Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.

Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.

Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.

Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.

20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.

Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER