Alternativet med Fock i front

Valget af Josephine Fock som Alternativets nye politiske leder har ført til en række øjeblikkelige reaktioner: Det er starten på en mere kompromissøgende linje, starten på en intern magtkamp – og begyndelsen til enden for Liste Å.

Af Kim Kristensen

Som det er blevet bemærket i Jyllands Posten, var det sigende for Alternativets valgfest lørdag i Amager Bio, at Uffe Elbæk smuttede før festlighederne overhovedet var gået i gang. Hvis der er noget partiets stifter – og den 65-årige, nu tidligere politiske leder – har inkarneret, er det ellers netop sang og dans. Men Uffe Elbæk var ikke i humør til at feste, efter at partiets politiske ordfører og hans mangeårige ven og støtte, den 44-årige Rasmus Nordqvist, netop havde tabt valget om at blive hans efterfølger. Og ikke bare tabt, men tabt stort. Rasmus Nordqvist røg ud allerede i anden valgrunde, hvor han fik færre stemmer end både den 35-årige klimaforsker Theresa Scavenius og den senere vinder – den 54-årige tidligere gruppeformand, Josephine Fock. I tredje og sidste valgrunde fik Theresa Scavenius 668 stemmer, mens Josephine Fock vandt med 936 stemmer ud af de 1.604 afgivne stemmer.

Josephine Focks valg har da også øjeblikkeligt medført en række reaktioner fra såvel partiets egne medlemmer som politiske kommentatorer, som er hurtige til at tolke resultatet. Men er det overreaktioner? Her er i hvert fald tre af dem.

Det indvarsler en ny og mere kompromissøgende linje i forhold til regeringen

Vurdering: Overreaktion.

Josephine Fock har ganske vist solgt sig selv som den mere kompromissøgende af kandidaterne – og ikke mindst en modsætning til den mere kompromisløse Theresa Scavenius – og har efter sit valg gjort det klart, at hun vil ringe til statsminister Mette Frederiksen (S) for at sikre sig, at Alternativet bliver indbudt til alle forhandlinger.

Men opfattelsen af alternativisterne som placeret på sidelinjen i dansk politik skyldes én enkelt begivenhed: Uffe Elbæks beslutning om at melde partiet ud af rød blok og danne sin egen af slagsen med en dertilhørende statsministerkandidat, nemlig ham selv. Det kommer ikke til at ske igen, har Josephine Fock forsikret. Alternativet går ikke til valg næste gang med hende som statsminister-kandidat – om end hun fastholder, at partiet fortsat vil være en del af sin egen grønne blok frem for at indgå i en rød.

Allerede da det på valgaftenen 5. juni 2019 stod klart, at Alternativet ikke fik de afgørende mandater, overvejede Uffe Elbæk og hans inderkreds – herunder Rasmus Nordqvist – dog, om det alligevel ikke gav mest mening at pege på Mette Frederiksen. Blot for at komme frem til, at det ville virke utroværdigt … efter netop at have ført en valgkamp på IKKE at ville gøre dette.

“Så længe hverken regeringen – eller nogle af dens støttepartier – ser strategiske interesser i at holde Alternativet ude af forlig og aftaler, vil partiet blive inviteret med i den kommende valgperiode. Problemet opstår formentlig først, når regeringen fremlægger sit udspil til en klimahandlingsplan.”

Alternativet var derfor ikke med til at forhandle det såkaldte forståelsespapir mellem regeringen og dens støttepartier på plads, men har siden været med i de aftaler, som nu begynder at udmønte hensigterne i papiret. Finansloven, klimaloven og senest boligaftalen har Alternativets signatur på den stiplede linje. Men som Rasmus Nordqvist – der hidtil har været partiets chefforhandler – aldrig bliver træt af at understrege, så står der kuglerammer overalt på Christiansborg. Og de kuglerammer tæller kun op til 90.

Det handler med andre ord ikke så meget om, hvad Alternativet vil være med til, eller ikke med til, men om, hvad de andre (læs: regeringen) vil have dem med til. Så længe hverken regeringen – eller nogle af dens støttepartier – ser strategiske interesser i at holde Alternativet ude af forlig og aftaler, vil partiet blive inviteret med i den kommende valgperiode. Problemet opstår formentlig først, når regeringen fremlægger sit udspil til en klimahandlingsplan. Her vil det være et selvstændigt mål, at omstillingen til et mere klimavenligt samfund hverken må gøre os fattigere eller mere ulige. Hvilket vil være en invitation til Venstre om at indgå en bred politisk aftale, hvor Alternativet med sine fem mandater næppe flytter ret mange kommaer.

Valget er startskuddet på en intern magtkamp

Vurdering: Overreaktion.

Alternativet står i den usædvanlige position, at medlemmerne nok har valgt en politisk leder – men ikke én, folketingsgruppen har valgt. Hvis det stod til de fem folketingsmedlemmer, havde Rasmus Nordqvist i dag været politisk leder af Alternativet. Josephine Fock trak sig da også i 2017 som gruppeformand (for siden at stoppe i Folketinget og blive direktør for integrationsafdelingen i Dansk Flygtningehjælp), fordi triumviratet Uffe Elbæk, Rasmus Nordqvist og hun ganske enkelt ikke kunne sammen. Og nu er hun så tilbage med medlemmernes mandat i håndtasken.

Rasmus Nordqvist forudså allerede på valgaftenen et »sværere« fremadrettet samarbejde, hvor folketingsgruppen skal finde ud af, hvordan det skal foregå – i og med den politiske leder ikke længere sidder i Folketinget. Og efterfølgende har Rasmus Nordqvist så trukket sig som politisk ordfører, for at koncentrere sig som sine ordførerposter – med henvisning til, at medlemmerne forkastede hans politiske projekt.

»På den baggrund vil jeg ikke optage en plads, som naturligvis altid vil kræve et tæt samarbejde med den politiske leder,« skriver han på Facebook. »Josephine skal nu have plads og mulighed for at folde sit politiske projekt for Alternativet ud«.

Josephine Fock var ikke på forhånd orienteret om Rasmus Nordqvists beslutning – og der er risiko for, at det i forvejen anspændte forhold mellem de forskellige grupper i partiet kan udvikle sig til en regulær magtkamp. Eller at taberne slet og ret tager deres gode tøj og går – Rasmus Nordqvists støtte, Leila Stockmarr har allerede trukket sig som medlem af hovedbestyrelsen, som hun var været talsmand for. Det vil måske give ro – men vil også let kunne forveksles med gravkammerets stilhed.

Valget af Fock er begyndelsen til enden for Liste Å

Vurdering: Overreaktion

I den seneste meningsmåling, Voxmeter har lavet for Ritzau, står Alternativet til 2,4 procent af stemmerne – mod tre procent ved folketingsvalget – og altså i foruroligende nærhed af spærregrænsen.

Alternativet er dog gang på gang blevet afskrevet, siden Uffe Elbæk præsenterede partiet på et pressemøde i 2013 (for øvrigt sammen med Josephine Fock), så man skal passe på med at skrive nekrologen. En række europæiske lande har plads til såkaldte grønne partier – hvoraf det mest kendte er det tyske »Die Grünen« – så hvorfor ikke også i Danmark?  

Omvendt har Uffe Elbæk erkendt, at Alternativet på en måde har sejret sig selv ihjel. Alle partier er i dag hoppet på den grønne bølge, som skyllede partiet ind i Folketinget i 2015, og selv Dansk Folkeparti kan nu stemme for at gøre klimamålet på 70 procent i 2030 til dansk lov. – Og hvad skal man så egentlig bruge alternativisterne til?

Foreløbig har Josephine Fock – som er tidligere jurist og forhandler i fagbevægelsen – slået på sin ledelseserfaring og dét, at hun på mange måder er et alternativ til Uffe Elbæk.  Hun vil »tilbage til substansen og seriøsiteten«, lyder det. Uffe Elbæk har advaret om, at Alternativet risikerer at blive just another boring political party – men det kan måske være dét, som partiet i dag har brug for at blive. Eller i hvert fald mindre spændende. Hvilket netop er, hvad den nye politiske leder er.

Kim Kristensen er journalist på Solidaritet. Han har tidligere arbejdet på Information og Ritzaus Bureau, og har senest skrevet bogen Det Hærdede Stål, om Enhedslistens første 25 år i Folketinget.