Anmeldelse: Samtaler med Makka Kleist og Jessie Kleemann – Grønlandske kunstnere i mini-biografier

Forlaget Antipyrine har udgivet to små interviewbøger om de grønlandske multikunstnere Makka Kleist og Jessie Kleemann. De er fra den generation, der var unge i 1970’erne og 1980’erne. Stine Lundberg Hansen har interviewet og redigeret. Hun har indtil for nylig arbejdet på Nuuk Kunstmuseum, men bor i dag i Danmark og er tilknyttet Nordatlantens Brygge i København.

Samtaler med Jessie Kleemann udkom i 2023 og blev lanceret sammen med to udstillinger og en oplæsning af Jessie Kleemann i Danmark. Samtaler med Makka Kleist er udgivet i december 2025, men den bog står i højere grad alene og følges ikke op af begivenheder på dansk grund.

Bøgerne kan læses som mini-biografier over Makka Kleists og Jessie Kleemanns liv og værk. Samtidig introducerer de to bøger to vidt forskellige kunstneriske bearbejdninger af grønlandsk og dansk identitet, kultur, samfund, historie og ikke mindst grundfortællinger.

Det politiske spiller også ind, men fra uens perspektiver. Selvom kunstnerne aldersmæssigt tilhører samme generation, og bøgerne overfladisk betragtet ligner hinanden, er de på ingen måde ens.

Makka Kleist: Myter, teater og interkulturel forståelse

Makka Kleist er – med Grønlands eneste dagblad Sermitsiaqs ord – Grønlands teaters grand old lady. Hun er i dag 74 år og tog efter læreruddannelsen i Grønland i 1970’erne skuespilleruddannelse på det dengang nye Tuukkaq teater i Fjaltring i Vestjylland. Makka Kleist blev siden initiativtager til oprettelsen af den første skuespilleruddannelse og teaterskole i Grønland.

Gennem livet har hun boet og arbejdet på Ærø, i Toronto, Tromsø og Nuuk. Det er i sig selv spændende at læse om, hvordan det har været at arbejde kunstnerisk og falde til i de forskellige lande, og et vigtigt omdrejningspunkt for samtalerne. Bogen er inddelt efter det geografiske område, hvor den del af Makka Kleists liv, som den enkelte samtale primært handler om, finder sted.

Makka Kleist forsøger at støbe et fundament for interkulturel forståelse med historierne, spiritualiteten og kropserfaringerne som udgangspunkt, når hun besvarer Stine Lundberg Hansens spørgsmål. Det er karakteristisk for grønlandske myter, at historierne aldrig er “pæne” og de sproglige billeder ofte overraskende.

Som det hedder i et typisk citat i Samtaler med Makka Kleist:

“Historien siger, at uden kunst er dit liv bare gråt, du sygner hen, og der kommer mug i din hjerne.“

For rigtigt at forstå, hvad hun hentyder til og mener, må man sætte sig ind i de grundfortællinger, som hun henviser til. Hvis man intet ved om inuit-kultur, kan man få svært ved at begribe for eksempel Makka Kleists henvisninger til navne-tabuerne, som for hende har været en større udfordring i livet uden for Grønland, men som hun vælger at holde fast i.

Det betyder dog ikke, at bogen ikke kan læses uden forudsætninger. Makka Kleist er god til at forklare, men pladsen, som hun har at forklare på, er meget smal. Derfor kunne bogen have været et godt afsæt for videre fordybelse i kunst og kultur med afsæt i de dele af verden, som er befolket af folk med rødder i det højeste nord. Men der mangler noget. Det vender jeg tilbage til.

Man mærker tydeligt, at hun også er lærer. Selv hvad man skal gøre for at komme ind i et nyt samfund i et andet land og få det bedste ud af fællesskabet – er hun omhyggelig med at beskrive, så det er til at følge opskriften.

Hun forklarer også grundigt, hvordan man kan mærke, om ens skuespil virker, så oplevelser, der i virkeligheden kan være meget komplicerede eller afhængige af kroppen, bliver så lette at forstå som muligt for os, der ikke har erfaring med teater.

De politiske aspekter hos Makka Kleist

Makka Kleists kunst er politisk, men på en anden måde, end vi er vant til i dansk kunst og teater.

Hun fortæller om sin opvækst med en kommunistisk far i et miljø med politisk aktive kvinder i kulminebyen Qullissat, og hvordan det har præget hende. Hun deltog i Aasivik i 1977, hvor hun blev inspireret til at starte på Tuukkaq-teatret året efter. Aasivik var og er et politisk og kulturelt sommertræf, hvor man fra 1976 og frem blandede forsøg på at genoplive gamle grønlandske traditioner for politisk rådslagning med inuit-kultur – og måske en dråbe inspiration fra samtidens danske ø-lejre.

Makka Kleist er mest udtalt politisk i sine visioner om og arbejde med uddannelsesområdet. Det er ret specielt. Eksempelvis forklarer hun, hvordan og hvorfor man kan blive en bedre fanger, hvis man er uddannet skuespiller på en særlig måde. Hvad hun mener med det, må man læse bogen for at finde ud af. Jeg kan i hvert fald ikke forklare det så flot, som hun kan.

Hun beskriver sine kampe med det grønlandske bureaukrati, da hun udvikler den grønlandske skuespilleruddannelse og kommer med spidsfindige antydninger af sin opfattelse af de politiske forhold i og omkring Grønland, når hun for eksempel forklarer, hvorfor det giver mening, at hun og Moses Olsen oversatte netop Shakespeares MacBeth til grønlandsk.

Hendes refleksioner om sprog og kultur i forhold til arbejdet med oversættelse af Shakespeare og andre store teaterfolk er originale og meget spændende, men fordi man har valgt at lave en kort bog, sidder jeg som læser tilbage med en følelse af, at hun kunne have øst ud af meget mere viden.

Hendes kunstneriske og didaktiske metoder og overvejelser er desværre kun lige sporadisk berørt i den meget kortfattede bog. Det gælder alle afsnit i bogen. Makka Kleist er 74. Hun fortjener en stor og fyldig biografi, hvor der er plads til, at hun fortæller alt, inden hun bliver for gammel til at fortælle.

Jessie Kleemann: Ensomhed, traumer, kritik og konflikt

Samtaler med Jessie Kleemann er delt lidt anderledes op end Samtaler med Makka Kleist. Der er ikke på samme måde en bærende struktur, og kapitlerne er blot nye afsnit adskilt af en hvid side uden overskrift.

Det kan ligne et forsøg på et kunstnerisk greb med et hvidt åndehul, men effekten udebliver. Resultatet er i stedet et mere ustruktureret værk, stærkt præget af Jessie Kleemanns meget lange, nærmest hypnotiske beskrivelser af, hvordan hun arbejder improviserende med sin kunst, performance og poesi.

Jessie Kleemann er i dag 66 år og startede ligesom Makka Kleist sin kunstneriske uddannelse på Tuukkaq-teatret. De har også begge senere haft en tilknytning til Grønlands eneste professionelle teatergruppe, Silamiut. Alligevel virker de som to generationer, både kunstnerisk og politisk. Jessie Kleemann fortjener også en rigtig god, fed biografi. Mini-biografien er for tynd i forhold til hendes format.

Hun er født i Upernavik i Nordgrønland og kom siden til at bo i Aasiaat. Hendes traumatiske barndom med vold og seksuelle overgreb fylder meget i hendes beskrivelser af, hvorfor hun arbejder kunstnerisk, som hun gør. Ensomhed og en følelse af at være udenfor nævnes i langt de fleste sammenhænge som ramme for forståelse.

Følelsen af ensomhed som kunstner startede allerede på Tuukkaq, hvor hun var mindre uddannet og yngre end de andre. Senere på Grønlands første kunstskole, Grafisk Værksted i Nuuk, var hun i modsætning til de andre enlig mor – og derfor var hun på skolen om formiddagen, hvor de andre kom sent. I begyndelsen af 1980’erne blev hun leder af skolen, som skiftede navn til Grønlands Kunstskole. Uddannelsen er siden blevet anerkendt som en videregående uddannelse, men også her føler Jessie Kleemann sig alene.

Hvor Makka Kleist er meget præget af dels teaterklassikere, dels den politiske og kollektivistiske tilgang fra 70’erne, er Jessie Kleemann nærmest 80’er-agtig med sin brug af performance, digte, vildt ekspressivt maleri, installation og videokunst. Og med sin optagethed af individet og traumet. Hun er i udpræget grad solokunstner.

Lange, abstrakte beskrivelser af hendes kunstneriske proces med de enkelte værker og projekter fylder det meste af Samtaler med Jessie Kleemann. Det er tæt på terapi og handler meget om kroppen, om at overskride grænser, og om at føle en forbindelse til verden og noget større.

Jessie Kleemann arbejder meget konfliktorienteret, ikke mindst i konflikten mellem betydninger af beklædning, symboler, genstande, forgængelige materialer og sprog, der er forbundet med køn, krop, identitet og nation.

De politiske aspekter hos Jessie Kleemann

Jessie Kleemann er langt mere kendt i Danmark end Makka Kleist, og hun har sågar haft en soloudstilling på Statens Museum for Kunst. Omvendt er Makka Kleists teater i Grønland så populært, at et kort stykke med spøgelseshistorier, som ligger på YouTube, har fået mere end 80.000 views. Altså langt flere views, end der er grønlandsktalende i verden. Det svarer til, at en dansksproget teateroptagelse får mere end 8 millioner views.

Jessie Kleemanns tilgang til såvel kunstnerisk arbejde som relationerne mellem det danske og det grønlandske kan måske virke besnærende og letforståelig for mange danske læsere.

I sammenligning med Makka Kleist har hun et helt anderledes tag på relationen mellem Grønland og verden, herunder ikke mindst de politiske perspektiver. Jessie Kleemanns kritik af grønlandsk identitetspolitik, og politik i det hele taget, hæver sig nogle gange op på et niveau, hvor der er kommet kunst ud af refleksionerne.

Et eksempel fra bogen:

“Vi har alle disse festdragter, men hvornår er det blevet til én nationaldragt? At vores dragter er konventionelle eller urørlige er en lille løgn, fordi noget hele tiden har forandret sig. For eksempel var perlerne oprindeligt en importeret handelsvare. Vi har bare taget det ind, og nu er det en ny sandhed.”

Nogle af tankerne og følelserne har hun skabt værker af. De er interessante.

Andre gange bliver hendes kritik meget personlig. Den kan virke hudløst sårbar, som når hun for eksempel beskriver, hvordan folk i Grønland kan finde på at kalde hende “fjeldgænger” eller “spøgelse” – qivittoq – fordi hun har boet i Danmark i mere end 20 år. Eller den kan virke rivaliserende og arrogant, som når hun kritiserer, hvordan alt var forkert ved Grafisk Værksted, før hun blev leder – inklusive at der gik enkelte arbejdsløse på skolen.

At alt var forkert på Grafisk Værksted, kan man som dansker måske vælge at tro på. Jeg tror personligt ikke på det, men jeg har også haft mange grafiske tryk fra Grafisk Værksted mellem hænderne, fordi jeg har arbejdet med dem som bibliotekar – mange år efter at de blev skabt. Værkerne vidner om, at meget var rigtigt, ikke mindst fordi de bærer kunstnerisk vidnesbyrd om en spirende grønlandsk selvbevidsthed blandt unge i perioden op til Hjemmestyrets indførelse i 1979. 

Og sådan får man lyst til at diskutere med bøgerne og stille flere spørgsmål, ikke kun til Jessie Kleemann, men også til Makka Kleist.

De har hver deres bud på og opfattelse af kunst, kultur og Grønland i verden. Så selvom der er store ligheder i deres referencerammer, får man stort udbytte af at læse begge, sammenligne og stifte bekendtskab med de tanker, der er i spil.

Det er et godt tegn, når interviewbøger pirrer nysgerrigheden efter at vide mere og også kan fungere som debatbøger, som man får lyst til at danne meninger i forhold til.

Forståelsesrammen mangler

Bøgerne er hvide og små, med kun omkring 80 sider hver. De har et skrabet, køligt udtryk, med hvidt omslag. Forlaget har måske ønsket at iscenesætte bøgerne som såkaldt “smal litteratur”, men hverken Makka Kleist eller Jessie Kleemann er selvbevidst “smalle” i deres kunstneriske arbejde.

Forlaget Antipyrine og forfatteren Stine Lundberg Hansen gør desværre ikke meget ud af at rammesætte det fortalte, så læseren kan forstå de mange indforståede referencer, begge bøger er spækket med. De har et noteapparat, som om det var akademiske afhandlinger. Men noterne er selektive og printet med minimal skrift.

Det er ikke den mest heldige og læservenlige måde at støtte indblikket i, hvem eller hvad der gemmer sig bag alle de indforståede ord, der nævnes. Uanset om det er navne på enkeltpersoner, begreber, betegnelser for kunstnergrupper, teaterdidaktik eller andet. Jeg kunne godt have brugt en ordentlig præsentation bag i bogen, printet med gode store typer som resten af teksten. Og ikke mindst uden det videnshierarki, som desværre præger udvalget af, hvad der tilsyneladende er værd at notere.

Ikke alle personer får for eksempel en præsentation i en note. Som uvidende læser kunne man derfor få den tanke, at en note kun bliver tildelt personer, der er “vigtige”, hvad “vigtig” så ellers vil sige. Men det er i høj grad forkert. Et eksempel af mange findes i Samtaler med Makka Kleist, hvor Moses Olsen ikke har fået en note. Han nævnes blot i forbifarten som en medoversætter.

Men Moses Olsen var en helt central person for Grønlands politiske opbygning og nye selvbevidsthed i 1970’erne. Han sad bl.a. i Folketinget og var den første, der formulerede tanken om hjemmestyre fra Folketingets talerstol. Han var medstifter af Grønlands historisk set mest magtfulde parti Siumut. Den del af Macbeth, som han har oversat, er for øvrigt blevet rost til skyerne i dagbladskritikken.

Og nu hvor vi er ved noterne, så ville begge bøger blive stærkt beriget af værklister med kunstnernes egne værker – i det mindste de litterære, som man kan gå ind og læse – samt en litteraturliste, med henvisninger til, hvor man kan stifte bekendtskab med de myter, som fylder meget i begge kunstneres livsværk.

Der er ingen illustrationer, hvilket i mine øjne er en yderligere mangel, da begge kunstnere er meget visualiserende i deres forklaringer på, hvordan de har levet og arbejdet.

Den knastørre, kridhvide akademiske stil, som forlaget har lagt, passer dårligt til de to kunstnere, som aldrig har tilstræbt i særlig grad at henvende sig til akademikere, og som for øvrigt ikke selv er akademikere. Som bøgerne fremstår nu, ligner de udprintede universitetsopgaver. Det kan Antipyrine gøre bedre.

Samtaler med Jessie Kleemann og Samtaler med Makka Kleist er gode og tiltrængte bøger. Men der mangler en portion solid formidling i et længere afsluttende eller indledende afsnit, så læseren kan følge med.

Da der er tale om interviewbøger – hvor den interviewede naturligvis ikke kan forklare alt helt ned i grundsubstanserne – forbliver meget sagt lidt henkastet eller indforstået. Derfor er noteapparatet for tyndt og minder mere om noterne til en universitetsopgave end om bred formidling.

---

Stine Lundberg Hansen: Samtaler med Jessie Kleemann
Forlaget Antipyrine, 2023
80 sider
Vejledende pris: 160 kroner

Stine Lundberg Hansen: Samtaler med Makka Kleist
Forlaget Antipyrine, 2025
84 sider
Vejledende pris: 160 kroner