Ken Fiery: 'The Road Not Taken' (2011).
6 min. læsetid

Kriser giver mulighed for forandring – både til det værre og bedre. Vi skal derfor se corona-epidemien som en mulighed for at gennemføre venstreorienterede krav, skriver Per Clausen.


Dette er en Replik – et svar på et indlæg tidligere bragt på Solidaritet. Læs Reinout Boschs artikel her.

Har du selv lyst til at besvare dette eller et andet indlæg bragt på siden? Så skriv en Replik til Solidaritet


Af Per Clausen

Reinout Bosch advarer i et indlæg i Solidaritet mod risikoen for, at den nuværende corona-krise kan udnyttes af borgerskabet til at gennemføre en række tiltag, som vil svække venstrefløjen og arbejderbevægelsen. Det er helt berettiget at frygte dette, når en finansiel nedsmeltning i 2008-09 kunne udnyttes til dette, kan en corona-krise naturligvis også.

Det er imidlertid værd at huske på, at det ikke er en naturlov, at kriser af denne art styrker den herskende klasse. Der findes altid andre muligheder. Kriser kan også bruges til at gennemføre reformer, som styrker arbejderklassen og venstrefløjen. Ind i mellem har de også ført til revolutioner eller i det mindste revolutionære forandringer. Resultatet afhænger af menneskers konkrete handling og af hvilke sociale bevægelser, som aktiveres i disse situationer.

Venstrefløjens svar

Umiddelbart mener jeg ikke, at venstrefløjen står svagt. De fleste af de krisetiltag, som er gennemført, retter sig målrettet mod det formål at sikre medarbejdernes fortsatte ansættelse og sikre, at virksomheder kan overleve krisen. En del af støtten gives således kun, hvis medarbejderne ikke fyres. Støtten målrettes delvist bestemte brancher, og mindre virksomheder får betydeligt mere hjælp end de store virksomheder. Det er også lykkedes at komme igennem med hjælp til forskellige grupper af arbejdsløse og mennesker med en løs tilknytning til arbejdsmarkedet. Der er kommet fornyet fokus på den lave dagpengedækning ved arbejdsløshed.

“Politiske kommentatorer mener, at Forståelsespapiret er dødt. Men bemærkelsesværdigt er det, at regeringen – i hvert fald i første omgang – afviser denne tankegang. Adskillige socialdemokrater formulerer i stedet et behov for en ekspansiv, grøn økonomisk politik”

Det er rigtigt, at bankerne får støtte, uden at der stilles nogen krav til dem, men utilfredsheden mod, at de i denne situation udbetaler udbytte er udbredt. Og markedet står endnu en gang tilbage, som en mekanisme der er bedre til at skabe problemer, end til at løse dem. Staten og den offentlige sektor fremstår – i hvert fald i Danmark – som en vigtig del af løsningen. Der er et stort element af planøkonomi i de redningspakker, som er gennemført. Jeg ser ingen grund til, at denne situation skulle føre til en vellykket, nyliberalistisk offensiv – tværtimod.

Naturligvis forsøger højrefløjen sig med det synspunkt, at vi nu ikke har råd til at løse klimaudfordringen, at vi ikke har råd til at sikre ældre en værdig tilbagetræden fra arbejdsmarkedet, og at minimumsnormeringer må udsættes. Politiske kommentatorer mener, at Forståelsespapiret er dødt. Men bemærkelsesværdigt er det, at regeringen – i hvert fald i første omgang – afviser denne tankegang. Adskillige socialdemokrater formulerer i stedet et behov for en ekspansiv, grøn økonomisk politik.

Formentlig er nogen af dem godt klar over, at vi under alle omstændigheder ville have fået en økonomisk krise og de kan jo også tænke i at gennemføre en chokbehandling med en socialdemokratisk reformpolitik. Den proces kan vi påvirke. Udfaldet er ikke givet på forhånd.

Grundlæggende er der en sammenhæng mellem at løse klimaudfordringen og begrænse risikoen for en hurtig spredning af epidemier, som den vi ser i disse dage. Færre og kortere turistrejser og mindre transport af varer er elementer i løsningen af begge udfordringer. Højrefløjens ønske om at vende tilbage til de gode, gamle dage og droppe investeringerne i klimaløsninger står ikke nødvendigvis stærkt.

Det vakte stor vrede, da Danske Bank annoncerede udbetalingen af 7 milliarder kroner til sine aktionærer under opsejlingen til en krise. Staten og den offentlige sektor er alment accepteret som en vigtig del af løsningen, mener Per Clausen, som ikke tror den nyliberale ‘chokdoktrin’ kommer til at få gennemslagskraft. Fotograf: Finn Årup Nielsen.

Stærke bevægelser styrker kravene

Det har vist sig, at markedet ikke er i stand til at gennemføre den hurtige omstilling af produktionen af test- værns og andre medicinske produkter, som en sådan epidemi stiller krav om. Medicinproduktion ejet af eller kontrolleret af det offentlige er et logisk svar på denne udfordring.

Det er rigtigt, at corona-epidemien formentlig betyder, at arbejderen påtvinges en overenskomst, de aldrig ville have sagt ja til, hvis denne epidemi ikke var kommet til Danmark. Strejkevåbenet er ikke ret stærkt lige nu. Til gengæld er kampviljen ikke nødvendigvis forsvundet. Den mobilisering og den aktivitet, vi har set både i forbindelse med de offentlige og private overenskomster spiller stadig en rolle, når vi vurderer fremtidens muligheder.

De bevægelser på velfærdsområdet og på klimaområdet, som fik afgørende betydning både for valgets udfald og for, hvad der skete bagefter er heller ikke døde.

Grundlæggende er jeg enig med Pelle Dragsted, når han i Altinget fremhæver, at vi formentlig er på vej ud i en omfattende global økonomisk krise. Her vil vi se ønsker om flere redningspakker. Det afgørende er, at disse mødes med modkrav både af økonomisk og politisk karakter og krav om en omfattende omlægning af den finansielle sektor. Dragsted har i altinget fremlagt nogle gode bud på dette.

For os er forståelsespapiret ikke dødt, men det kræver nok en overbygning.

Det er imidlertid ikke nok, at vi har de rigtige politiske svar. Vi må sikre, at disse udbredes i samfundet. Det kræver en aktiv indsats af Enhedslistens medlemmer og andre socialister. Det bliver vi kun i stand til, hvis vi sætter gang i disse diskussioner nu.

Det andet element er en styrkelse af de sociale bevægelser. Det bliver helt afgørende, at klimabevægelsen fastholder fokus på, at vi skal have en løsning af klimaudfordringerne nu og at kravet om minimumsnormeringer kombineres med en generel kamp for flere penge til velfærd. Her tror jeg coruna-krisen er med til at skabe endnu større forståelse for, hvor vigtig den offentlige velfærd er for os alle.

Kriser giver muligheder for afgørende forandringer. De kan gå begge veje. Vores opgave lige nu er at gøre alt, hvad vi kan for at gøre udfordringer og trusler til muligheder og sejre. Det er muligt, hvis vi vil.


Per Clausen

Tidligere medlem af Folketinget for Enhedslisten, og sidder i Aalborg Byråd. Per Clausen er formand for Magistrenes A-kasse.

Læs mere af Per Clausen