Indkøbskurv: 0,00kr. Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Generic filters
Menu
20. april. 2020

Danske Bank dropper at betale udbytte til aktionærer

Bedre sent end aldrig? Efter opfordring fra såvel politikere som Finanstilsynet opgiver Danske Bank at udbetale milliardudbytte til aktionærer.

Efter opfordring fra såvel politikere som Finanstilsynet opgiver Danske Bank at udbetale milliardudbytte til aktionærer. »Bedre sent end aldrig,« lyder det fra Enhedslisten.


Af Kim Kristensen

Danske Bank opgiver at udbetale udbytte til sine aktionærer. I en meddelelse til Fondsbørsen – en såkaldt selskabsmeddelelse – skriver Dansk Banks bestyrelse, at dette i hvert fald er indstillingen til bankens kommende generalforsamling. Årsag: »Den samfundsøkonomiske situation i forbindelse med COVID-19 pandemien«.

Bestyrelsen havde ellers foreslået at udbetale for i alt 7,3 milliarder kroner i udbytte, men de penge må aktionærerne altså nu se langt efter. »Med beslutningen (om ikke at udbetale udbytte, red.) bakker bestyrelsen op om initiativer, der skal afbøde de økonomiske konsekvenser af COVID-19-pandemien,« skriver Danske Bank imidlertid. »Som en af Nordens største banker og den største bank i Danmark har Danske Bank en vigtig rolle i at bidrage til at begrænse de negative økonomiske konsekvenser for vores kunder og samfundet som helhed. Danske Bank er godt rustet til at bidrage til denne fælles indsats«.

Kritik af udbytte

Beslutningen kommer i forlængelse af, at Danske Bank er blevet kritiseret for med den ene hånd netop at udbetale udbytte, mens banken – og andre banker – har måttet række den anden hånd ud til regeringen for at få hjælp på grund af coronakrisen.

Regeringen har nemlig tilladt bankerne at bruge af deres økonomiske polstring i form af den såkaldte kontracykliske kapitalbuffer (samtidig er de forhøjelser, der var planlagt til at træde i kraft senere, aflyst). Det er en form for økonomisk stødpude, som blev til i kølvandet på finanskrisen i 2008. Meningen er, at bankerne i gode tider sparer op, så de har ekstra penge på bankkontoen, som de kan bruge i dårlige tider. Og af samme grund har Nationalbanken tidligere specifikt advaret bankerne mod at udbetale udbytte.

Det indeholder den opdaterede hjælpepakke bl.a.

· Muligheden for at få kompensation til faste omkostninger er udvidet en måned til og med 8. juli.

· Anciennitetstælling i dagpengesystemet er blevet suspenderet

· Det er desuden blevet fastslået, at “virksomheder, der søger om kompensation efter forlængelsen af ordningerne, skal betale den skat, som de er forpligtede til i henhold til internationale aftaler og nationale regler”.

Kilde: Finansministeriet

+

»Det (at tillade at bruge af bufferen, red.) er en fornuftig beslutning i en tid, hvor der er udsigt til en væsentlig svækkelse af den økonomiske udvikling, og beslutningen bidrager til, at kreditinstitutterne fortsat kan opretholde en passende kreditgivning,« hed det i sidste måned i en pressemeddelelse. »Det er vigtigt, at institutterne bruger det ekstra handlerum til at udbygge deres udlånskapacitet og ikke til at udbetale udbytter eller tilbagekøb af egne aktier«.

Danske Bank har dog hidtil henvist til, at der ikke var nogen sammenhæng mellem det at udbetale udbytte for regnskabsåret 2019 og så kapitalbufferen. Denne ville således ikke blive anvendt til at udbetale øgede udbytter for 2020, har det lydt.

»Generel udlodningspolitik«

Generalforsamlingen i sidste måned, den 17. marts, måtte udskydes, og Danske Bank ved endnu ikke, hvornår den kan indkalde til en ny.

Bestyrelsen understreger dog i selskabsmeddelelsen, at den forventede manglende udbetaling i år er et særtilfælde. Den havde således foreslået at udbetale et udbytte for 2019 på 8,5 kroner per aktie svarende til 49 procent af årets rapporterede resultat eller de i alt 7,3 milliarder kroner. Et tal som var i overensstemmelse med bankens udlodningspolitik om at udbetale mellem 40 – 60 procent af årets resultat.

»Indstillingen om ikke at udbetale udbytte for 2019 ændrer ikke ved bankens generelle udlodningspolitik,« hedder det. »Danske Bank er kapital- og likviditetsmæssigt i en stærk position, og bestyrelsen følger situationen tæt og vil udbetale overskydende kapital til aktionærerne, når den økonomiske effekt af pandemien er kendt«.

SF og Enhedslisten har kritiseret, at regeringen som en del hjælpen til bankerne netop ikke krævede et stop for udbetaling af udbytte. En række banker, som blandt andre Jyske Bank og Sydbank, har dog tidligere annonceret, at de ikke vil udbetale udbytte i år, men Danske Bank har først nu valgt at følge trop. »Bedre sent end aldrig,«, skriver Enhedslistens  finansordfører, Rune Lund, på Twitter. »Og godt at se, at politisk pres virker«.

Senest aftalte regeringen og alle Folketingets partier i weekenden en udvidelse og justering af hjælpepakkerne, så virksomheder, der modtager ekstra meget krisehjælp ikke må udbetale udbytte til virksomhedens ejere i 2020 og i 2021. Der er også kommet et forbud mod tilbagekøb af egne aktier i 2020 og 2021. Fremover bliver det heller ikke muligt for virksomheder i skattely at modtage statslig corona-krisehjælp.


Kim Kristensen er journalist på Solidaritet. Han har tidligere arbejdet på Information og Ritzaus Bureau, og har senest skrevet bogen Det Hærdede Stål, om Enhedslistens første 25 år i Folketinget.

Deltag i debatten og kommenter på artiklen (kun for medlemmer)

Om skribenten

Kim Kristensen

Kim Kristensen

Tidligere journalist på Solidaritet. Ansat som journalist på det socialdemokratiske nyhedsmedie Pio. Læs mere

Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet

Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.

Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.

Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.

Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.

20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.

Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER