Den Europæiske Centralbank. Foto: European Union / Flickr.
8 min. læsetid

For Per Bregengaard var Finanskrisen i 2008 “murbrækkeren for EU’s bankunion”, der viste de store kriminelle huller i banksektoren. “Danmark står udenfor – skal vi blive ved med det?” spørger han i søndagens første EPvalg-kronik.


Af Per Bregengaard og Søren Kolstrup

Finanskrisen i 2008 blotlagde store dele af sektorens sårbarhed som følge af vovede udlån og fejlslagen spekulation. Roskilde Bank, Amagerbanken og andre forliste. Danske Bank og mange flere blev bjerget i land med statsstøtte. Men ikke nok med det: Danske Bank og Nordea har hvidvasket kriminelles pengeoverførsler. Nordea og Jyske Bank har medvirket til skattesnyd.

Skandalerne er ikke udtryk for tilfældige ulykker. De kan heller ikke reduceres til et spørgsmål om enkelte brodne kar i branchen. De er udtryk for en generel grådighed.

Grådigheden fremmes af den måde, bankverdenen fungerer på, og dens lovgivningsmæssige rammer! Der er ingen belønning for at holde sig på måtten. – tværtimod! At holde sig på måtten ved at opgive de umoralske og tvivlsomme forretninger er til fordel for konkurrenterne, som snupper markedsandele.

Grådigheden fremmes af den måde, bankverdenen fungerer på, og dens lovgivningsmæssige rammer! Der er ingen belønning for at holde sig på måtten. – tværtimod!

Solidaritet bringer som optakt til EP-valget en række kronikker af kandidater fra de fire forskellige partier til venstre for midten. Hvis du er interesseret i at deltage i debatten, er du velkommen til at skrive til vores debatredaktion


EU – historisk set

Farlige systemfejl skal rettes med systemforandring. Vi skal diskutere, hvordan vi skaber en sikker og samfundsnyttig finanssektor ved at gennemføre skelsættende forandringer.

Nationale indgreb over for finanssektorens uhæmmede spekulative adfærd – og frihed hertil – er en afgørende, men ikke tilstrækkelig forudsætning for en demokratisk kontrolleret finanssektor. Det kræver tillige internationalt samarbejde – med villige og progressive lande i spidsen.

EU betragtes ofte som muligheden. Den er der derfor grund til at se nærmere på. Der er ingen tvivl om, at EU historisk set har et kolossalt ansvar for den samfundsfarlige udvikling inden for den danske finanssektor. EU-direktiver har været baggrunden for katastrofale liberaliseringer, selvom vi absolut ikke skal lukke øjnene for, at også væsentlige danske kapitalinteresser har presset på.

Frankfurt am Main skyline, hvor Den Europæiske Centralbank (ECB) tårner over byen. Banken har det direkte og suveræne tilsyn med Euro-landenes storbanker. Foto: Frank Friedrichs / Flickr.

EU’s grundlag, som er kapitalens frie bevægelighed, føjer sig for dette. Det samme gør EU’s konkurrence- og udbudsregler, som er fjendtlige over for mange typer offentlig opgaveløsning og støtte. EU’s udbudsregler kan f.eks. stå i vejen for, at finansielle institutter udelukkes fra offentlige opgaver, når de dømmes for forsømmelighed i forhold til lovkrav, skatteunddragelse og hvidvask. Sådan er det. Men det handler ikke om bankunionen.

Euro-landenes bankunionen blev dannet i 2012 og skal fremme fælles spilleregler for finansielle tjenester og sikre et fælles banktilsyn. Banktilsynet er placeret i Den Europæiske Centralbank, ECB.

Det grundlæggende budskab er, at det ikke er bankernes størrelse og kompleksitet, der er problemet. Vi skal blot holde ordentligt øje med dem, så kommer det ikke til at gå galt igen. Man går imidlertid med både livrem og seler: Bankunionen er klar til at redde banker, hvilket både er til gavn for bankerne og deres kunder.

Det er Den Europæiske Centralbank (ECB), der har det direkte og suveræne tilsyn med Euro-landenes storbanker. ECB skal føre tilsyn med Danske Bank, Nykredit, Nordea Danmark, Jyske Bank og BRF Kredit, hvis Danmark træder ind i Bankunionen. Nationalbanken argumenterer for en dansk tilslutning, fordi man får en mere kvalificeret ekspertise ind, og man får flere og eksterne øjne på bankerne i det enkelte land.

Man skal her være opmærksom på, at ECB er en såkaldt uafhængig politisk instans, der ikke må tage imod politiske instrukser. Centralbanken må hverken lade sig underkaste Europa-Parlamentets eller nationale regeringers råd eller beslutninger. Den skal udelukkende varetage hensynet til EU og EUs indre marked.

Danmark og uafhængigheden

En dansk tilslutning til Bankunionen betyder, at vi afgiver yderligere suverænitet. Det bliver nu den suveræne EU-instans: ”Den Fælles Afviklingsinstans” (Single Resolution Board), som skal tage stilling til, hvad der skal ske med en dansk bank, der erklæres nødlidende. Skal banken have lov at gå konkurs? Skal den splittes op? Skal den drives videre af andre banker? Skal den drives videre i offentligt regi?

Formelt er ECB og dens ”fælles afviklingsinstans” neutral. Reelt er den klistret sammen med bankernes lobbyister. ECBs leder, Mario Draghi er medlem af den magtfulde G30 gruppe, der blandt andet består af højtstående bankfolk fra de banker, som ECB skal føre tilsyn med. EUs ombudsmand har gentagne gange forgæves kritiseret Draghis dobbeltrolle. Ræven er sat til at vogte høns.

Det kniber alvorligt med uafhængigheden af finanssektoren. Af 517 deltagere i ECBs rådgivningsgrupper er hele 508 fra den finansielle sektor, og en meget stor del kommer fra storbankerne. De, som bestemmer og har indflydelse i ECB, kan have særinteresser.

Bankforskeren Finn Østrup har her gjort opmærksom på, at chefen for den lettiske centralbank, der sidder i ECBs styrelsesråd, er sat under anklage for at have været vidende om Danske Banks hvidvask. Det var en whistleblower og de amerikanske myndigheder og ikke ECB, der kom under vejrs med hvidvaskningen.

Finn Østrup gør også opmærksom på, at nogen under en krise kan have interesse i at afvikle f.eks. Danske Bank med henblik på at lade en tysk storbank overtage den.

Bankunionen er i tråd med liberaliseringerne skabt for at sikre storbankernes konkurrencekraft på det globale marked. Topchefen for Deutsche Bank, Christian Sewing har netop været en af de fremmeste fortalere for en bankunion for at sikre de europæiske storbankers position over for konkurrenter fra USA og Asien.

Deutsche Banks nye og gamle ledelse: Christian Sewing (tv.) overtog fra Marcus Schenck (th.), og har været en af de varmeste fortalere for en fælles europæisk bankunion. Banken er lige nu involveret i en skandale, der involverer hvidvask for bl.a. den russiske mafia for mere end 20 milliarder Euro. Foto: Deutsche Bank / Flickr

Den franske storbank BNP Paribas øverste chef har udtalt, at han ser Bankunionen som en måde at sikre færre, men større banker. Den første og eneste beslutning om EU-håndtering af en svækket storbank førte til, at den ene spanske storbank – Santander – kunne købe Banco Popular for bare én euro. Og det til trods for, at den angiveligt var omtrent 7,5 milliarder kroner værd.

Nationalbanken har korrekt påpeget, at det ifølge Bankunionens bestemmelser er en banks ejere og investorer, der i første omgang skal søge at redde en nødlidende bank. Der er også dannet en fælles redningsfond, men den forslår lidet, hvis en finanskrise er brudt løs.

Redningsfonden kommer til at rumme ca. 410 mia. kr. – dog først i 2023. Det lyder umiddelbart af rigtig mange penge. Ser vi imidlertid på følgerne af finanskrisen i 2007/08 vurderes den at have kostet skatteyderne mindst 12.500 milliarder kr., altså 30 gange så meget som i fonden. Uanset løfter om, at bankerne via indbetalingerne til redningsfonden skal redde sig selv, så kommer skatteborgerne til at træde til også under næste alvorlige finanskrise.

Det er aldrig lykkes at få forslag om opdeling af de store banker i mindre enheder realitetsbehandlet i EU. – Det kniber det lige så meget med i Danmark. Men på EU-plan har der været initiativer til reformer af finanssektoren bl.a. en stærkere opdeling mellem bankers investeringer og bankers forretninger med kunderne. De europæiske banker har nemlig meget nemmere ved at spekulere med penge, de har fra f.eks. småsparere, end de amerikanske banker.

Det er aldrig lykkes at få forslag om opdeling af de store banker i mindre enheder realitetsbehandlet i EU. – Det kniber det lige så meget med i Danmark

Det lyder forjættende. Sådanne forslag er imidlertid skudt ned. Til gengæld har et direktiv, der fremmer markedet for ‘securitisering’, set dagens lys. Her er tale om forsikringshandler, som reelt er gigantiske væddemål om fremtiden og som åbner for en ny og dristig runde af uigennemskuelig og spekulativ adfærd.

Hvad angår EU’s bankunion må vi konkludere, at det, der burde være en del af løsningen, i virkeligheden er en del af problemet. Men naturligvis skal man presse på og modvirke den stærke banklobbys indflydelse i EU-systemet. Alle institutioner er politisk påvirkelige.


Læs også:

Rina Ronja Kari: Derfor må EU-modstanden være tværpolitisk

Rasmus Nordqvist: Venstrefløjen bør omfavne internationalt samarbejde

Peter Westermann: Progressive i alle lande, foren jer!

Jeppe Studtmund: Enhedslisten blæser til kamp imod unionens kulsorte ræs

Kenneth Haar: Om fem år er EU endnu mere udemokratisk

Thomas Fazi: EU er en udemokratisk skændsel


Per Bregengaard har skrevet bogen ”Fra en farlig til en samfundsnyttig finanssektor” sammen med Søren Kolstrup. Han er medlem af Enhedslistens Politisk-Økonomiske Udvalg.

Søren Kolstrup er cand.mag. i historie, og er forfatter til bogen De røde flertal – håb, sejre, nederlag.