Ingen frihed uden de kurdiske kvinder

”Kurderne har ingen venner undtagen bjergene”, siger kurderne nogle gange som for at trøste hinanden. Det er et udtryk, der beskriver følelsen af svigt fra verdenssamfundet.

Den kurdiske historie indeholder mange mørke kapitler med etnisk forfølgelse, massakrer, tortur og fornægtelse af sprog og kultur. Et af de kapitler er ratificeringen af Lausanne-traktaten i 1924, hvor tidligere løfter om en kurdisk stat blev glemt. Et nyt mørkt kapitel startede i de første dage af 2026.

Den internationale støtte til kurderne ophørte

Den nye overgangsregering i Syrien er ledet af Ahmed al-Sharaa, som er tidligere overhoved for en fundamentalistisk, islamistisk bevæbnet gruppe med forbindelser til al-Qaeda. Regeringen erklærede kurdiske bydele i Aleppo for legitime militære mål i en centraliseringskampagne med militær opbakning fra Tyrkiet.

Inspireret af idéen om “ét land, ét folk, ét sprog” retter kampagnen sig mod den nordlige del af Syrien, som styres af det demokratiske, autonome område Rojava. Her har forskellige etniske og religiøse grupper – kurdere, armeniere, assyrere og kristne – sammen med arabere og muslimer opbygget et selvstyre baseret på principperne om direkte demokrati, feminisme og sekularisme. De har også dannet en inkluderende væbnet styrke, Syrian Democratic Forces (SDF).

SDF har med amerikansk og europæisk støtte været afgørende i kampen mod Islamisk Stat (IS), og havde det ikke været for SDF, ville Syrien formentlig stadig være præget af hundredvis af fragmenterede, militære grupper og lige så mange væbnede konflikter.

Det lurede i horisonten, at Tyrkiet ville sætte aktivt ind over for et pro-kurdisk selvstyre i dets grænseområde. Faktisk invaderede tyrkiske styrker sammen med syriske regeringsvenlige faktioner i 2018 Afrin, en overvejende kurdisk by, som lige siden har været under belejring.

USA har smidt sine kræfter ind bag al-Sharaa og det tyrkisk-influerede projekt om, at kurderne og de øvrige minoriteter afgiver selvstyret og lader sig assimilere i “Den Syriske Arabiske Republik.”

Var det hele forgæves?

Mere end 11.000 SDF-krigere, mænd og kvinder, døde i krigen mod IS. Nu skal kurderne underlægges en regering, der samarbejder med Tyrkiet om at undertrykke den kurdiske identitet.

Det er spil for galleriet, at al-Sharaa for nylig har udstedt et dekret, der anerkender det kurdiske sprog og tildeler statsborgerskab til alle kurdere i Syrien. Bashar al-Assad, Syriens væltede præsident, gjorde det samme knap en måned efter, at den syriske revolution startede i et desperat forsøg på at vinde kurdernes alliance.

Kurderne har ingen tillid til den nye syriske regering og dens hær, som består af tidligere jihadister, der har begået grusomheder mod etniske minoriteter og kvinder både før og efter det tidligere syriske regimes fald.

En ny video florerer nu på de sociale medier. En mand holder grinende en afklippet, mørk fletning op i luften: “Det her er håret fra en kammerat [en kvindelig kurdisk kriger, red.].” En anden mand spørger ham, hvorfor han har klippet hendes hår. Han svarer: “Hun var allerede død. Nu er kun hendes hår i sikkerhed.”

Mændene tilhører den syriske regeringshær, og det ovenstående er blot ét eksempel på deres kvindesyn; især de kurdiske kvinder beskrives som vantro, der fortjener døden.

Kvinderne i Kobane

Mens dette mørke kapitel udfolder sig – og et årtis kamp for feminisme bliver rullet tilbage i løbet af dage – har jeg både som kvinde og kurder brug for at minde verden om de kvinder, der ofrede alt for at bekæmpe den misogyne mentalitet. De kurdiske kvinder er blevet hyldet verden over for deres mod, men nu hvor de har brug for hjælp, bliver de ladt i stikken.

Jeg mødte nogle af disse kvinder, da jeg i 2015 arbejdede på et militærhospital i Kobane, en by i det nordlige Syrien der var belejret af IS, som samme år blev endegyldigt slået ud af byen og de omkringliggende områder.

Jeg ved ikke, hvor de er henne i dag, men jeg vil gerne minde verden om de unge kvinder, der stod som et bolværk mod IS og dens kvindeundertrykkende mentalitet. Med deres blotte eksistens var de symbolet på en ny og lysere tid.

Jeg husker Asmin. En dag i skadestuen tilså jeg hende, da hun kom ind, efter hun sammen med andre krigere havde været i kampe med IS. Jeg husker hendes tykke, lange og sorte fletning, der føltes støvet under mine fingre. Hun klagede over en fornemmelse af et stort stykke metal, der sad i baghovedet. Jeg kunne ikke mærke noget og forsikrede hende om, at alt var OK, men hun virkede distraheret og rejste sig irriteret op.

Hun var kommet ind sammen med en anden ung kvinde, der var alvorligt kvæstet, og ville til at begynde med ikke give slip på sin vens hånd, men sygeplejerskerne havde vristet deres hænder løs. Det gik op for os begge, at veninden nu var væk, og ingen vidste, hvor hun blev af.

Jeg husker Amira. Hun var hospitalets opsynskvinde, en lav og meget solbrun kvinde, som gemte snacks og cigaretter til patienterne. Krigerne kaldte hende “mor”, og hun kaldte dem “mine børn.” Hun gav dem det nærvær og den varme, som nogle gange syntes forduftet fra jordens overflade i Islamisk Stats mareridt.

Jeg husker en kvindelig kriger. Jeg husker hendes ansigt, ikke hendes navn. Hun var blevet indlagt på patientstuen, det må have været om natten, fordi hun var der ikke, da jeg lagde mig til at sove på gulvet. Hun sad op i sengen med fjernbetjeningen i hånden og bestemte, at vi skulle se et kurdisk børneprogram.

Hun skiftede efter noget tid kanal til et nyhedsprogram, hvor der blev nævnt noget om et angreb på et IS-mål gennemført af amerikanerne. “Gad vide om det var mig, der ringede de koordinater ind,” sagde hun grinende. Efter det brugte vi tid på at farvelægge i en malebog.

Jeg husker Fatma. Jeg kan ikke lade være med at tænke på hende uden at sukke, for hvis der fandtes en kvinde, der bare ville leve i fred, shoppe med sine veninder og blive forelsket, så var det Fatma. Det var i hende, at jeg mærkede uretfærdigheden i, at nogle af os tilfældigvis bliver født til et liv i krig.

Fatma gik rundt i en plettet trøje. Det var den trøje, hun havde på fire uger forinden, da hendes far drog sit sidste åndedrag i hendes arme under IS’ sidste massakre i byen, der slog mere end 233 civile ihjel. Fatma var sygeplejerske. Hun fortalte mig, at hun blev nødt til at efterlade sin far og tilse andre sårede. Faktisk var hun ikke sikker på, at pletterne kun var hendes fars blod.

Jin, Jiyan, Azadî

Jeg husker Zozan. Jeg mødte hende aldrig, men hendes navn og billede stod på hospitalets facade – Martyr Zozan Hospitalet. Ligesom de fleste af sygeplejerskerne på hospitalet var hun ikke uddannet sygeplejerske; hun var blevet det af nød, af mangel på sundhedspersonale.

Hun var kun i starten af tyverne men en legende i Kobane, kendt for sit mod og sin humor i dagene, hvor Kobane havde været under belejring af IS, og hospitalet havde sine lokaler i en kælder, hvor plejepersonalet arbejdede døgnet rundt.  

Zozan blev dræbt af IS, da hun sammen med en chauffør kørte en ambulance ud til frontlinjen for at hente sine sårede kammerater. Fatma viste mig den gennemhullede ambulance, som var parkeret under et halvtag foran hospitalet. “Hendes lærer havde fortalt hende, at hun kunne blive, hvad end hun ville; at hun havde hele sit liv foran sig.”

Kvinde, liv, frihed eller “Jin, Jiyan, Azadî” er et årtier gammelt slagråb, der stammer fra den kurdiske frihedsbevægelse, som sagde, at hvis kvinden ikke er fri, er samfundet ikke frit. Den syriske regerings behandling af kvindelige kurdiske krigere er et symptom på en misogyn tankegang og en mentalitet, der kun bliver stærkere af at undertrykke minoriteternes stemme.

Friheden i Syrien dør med den kurdiske kvinde. Hvis verdenssamfundet oprigtigt ønsker fred i Syrien, må man handle hurtigt og bakke kurderne og de øvrige minoriteter op i deres kamp for et ægte frit Syrien.