Madleen bordet af israelske styrker i internationalt farvand – besætningen taget til fange
Israels væbnede styrker har natten til mandag 9. juni angrebet hjælpeskibet Madleen og taget dets besætningsmedlemmer til fange. Besætningen er ifølge Israels forsvarsministerium uskadt og i sikkerhed. Det er Gazas civile befolkning til gengæld ikke: Ud over mere end 62.000 døde er 2 millioner mennesker på flugt og i risiko for hungersnød
Klokken 3.02 om natten mandag 9. juni blev nødhjælpsskibet Madleen bordet af israelske tropper i internationalt farvand nord for Port Said i Egypten. Skibets civile besætning blev taget til fange, og skibets last – fx mad og modermælkserstatning – blev konfiskeret. Det bekræfter Freedom Flotilla Coalition, som står bag skibet, i en pressemeddelelse.
Det sker, efter Israels forsvarsminister Israel Katz søndag 8. juni havde givet Israels forsvar ordre til at standse skibet, inden det nåede frem til Gaza.
Israel havde advaret
Talsmanden for den danske del af Freedom Flotilla Coalition, John Ekebjærg-Jakobsen udtaler:
“Vi har advaret om, at dette ville ske. En ulovlig indtrængen på et privat fartøj med nødhjælp. Vi har sendt flere breve til udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen, vi har ikke fået svar, men er kun mødt af rungende stilhed. Den samme stilhed som vi oplever fra vores regering og vores politikere, når det handler om konkret indgriben i, hvad der foregår ikke kun i Gaza, men i hele Palæstina.”
Det israelske forsvarsministerium har i et opslag på X bekræftet, at de har beslaglagt Madleen.
”’Selfie-yachten’ og dets kendis-besætning er nu sikkert på vej mod Israels kyster. Passagererne forventes at vende tilbage til deres hjemlande”, skrev de. Ministeriet tilføjede senere, at besætningsmedlemmerne er i sikkerhed og ikke kommet til skade. Ifølge ministeriet fik de tilmed sandwiches og vand.
Blandt besætningsmedlemmerne på Madleen var den svenske aktivist Greta Thunberg. Hun lagde tidligt om morgenen mandag 9. juni en video ud på X, hvor hun fortæller, at Madleens besætning var blevet standset og bortført.
Freedom Flotilla Coalition kræver stop for blokaden
Israels angreb på Madleen følger efter en række andre angreb på nødhjælpsskibe med kurs mod Gaza. Senest gik det ud over skibet Conscience, som 2. maj blev angrebet af en drone i internationalt farvand ud for Maltas kyst, hvorved fire besætningsmedlemmer blev såret og skibet ødelagt.
Menneskerettighedsadvokat og organisator af Freedom Flotilla, Huwaida Arraf udtaler i en pressemeddelelse:
”Israel har ingen juridisk myndighed til at tilbageholde internationale frivillige ombord på Madleen. Denne beslaglæggelse krænker åbenlyst international lov og trodser ICJ’s bindende ordrer, der kræver uhindret humanitær adgang til Gaza. Disse frivillige er ikke underlagt israelsk jurisdiktion og kan ikke kriminaliseres for at levere hjælp eller udfordre en ulovlig blokade – deres tilbageholdelse er vilkårlig, ulovlig og skal ophøre øjeblikkeligt.”
Siden 7. oktober 2023 er mindst 62.614 palæstinensere i Gaza blevet dræbt. Ifølge FN er 2 millioner mennesker drevet på flugt og i risiko for hungersnød. Madleens last skulle være en symbolsk lettelse af de civile palæstinenseres lidelser. Men det satte Israels militær en stopper for.
I forbindelse med Israels militære aktion mod Madleen kræver Freedom Flotilla Coalition:
• En afslutning på den ulovlige og dødbringende belejring af Gaza.
• Øjeblikkelig løsladelse af alle bortførte frivillige.
• Øjeblikkelig levering af humanitær hjælp direkte til palæstinensere, uafhængigt af besættelsesmagtens kontrol.
• Fuld ansvarspålæggelse for de militære angreb på Madleen og Conscience.
Freedom Flotilla Coalition oplyser, at de er klar til igen at sætte sejl mod Gaza for at ophæve blokaden.
Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet
Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.
Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.
Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.
Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.
20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER

Deltag i debatten og kommenter på artiklen (kun for medlemmer)
[…] der fulgte opfordringen fra talerstolen til at deltage i “akutdemonstrationen” mod Israels kapring af hjælpeskibet Madleen, blokaden af nødhjælpen og arrestationen af dem om […]
[…] til mandag 9. juni blev aktivisterne fra Freedom Flotilla Coalition (FFC) tilbageholdt af israelske styrker på internationalt farvand, mens de forsøgte at bringe nødhjælp til et folk, der sulter i Gaza. De sejlede fredeligt […]
[…] Missionen kommer blot få uger efter Israels ulovlige angreb på Madleen, en anden Freedom Flotilla-båd, der ulovligt blev beslagla…. […]
[…] til Gaza, var der også et par kendinge ombord. Thiago og Yasemin, som begge havde sejlet med Madleen. De er med i forberedelserne for at kunne videregive deres erfaringer til nye deltagere. […]
[…] nødhjælpsskibet Madleen, som i juni 2025 sejlede mod Gaza med nødhjælp ombord, indtil Israel bordede skibet i internationalt farvand og tog besætningen til […]