Stor spænding om udfaldet ved COP27

Allerede torsdag havde halvdelen af deltagerne på den enorme konference i den egyptiske badeby Sharm el-Sheikh pakket sammen. Hvor verdens nationer og utallige selskaber og civilsamfundsorganisationer havde boltret sig i boder og messestande de seneste 11 dage, stod nu halvtomme pavilloner tilbage.

Rygter svirrede i luften, og pressemøder indkaldtes for herefter at blive udskudt. “Et dårligt tegn” kommenterede en COP-veteran. Det syntes stadig at være de samme emner, der snubledes over. Spørgsmålet om finansiering af støtte til tredjeverdenslandes bidrag til mindskelse af drivhusgasser og deres tilpasning til klimaforandringerne forventedes udskudt.

Der skulle hvert år sikres 100 mia. i støtte fra de rige lande. I 2020 er kun 83 mia. sikret. USA alene mangler i alt at betale 32 mia. Men også en eventuel udfasning af de fossile brændstoffer delte vandene. Først og fremmest gik spliden i forhandlingerne dog på spørsgsmålet om oprettelse af en fond for skader og tab, samt på at kun ca. 30 lande har meldt nye klimamål ud for nedbringelse af drivhusgasudledninger. Det er til trods for løfter fra alle 197 lande om at gøre dette på sidste års klimatopmøde. Med de nuvaerende løfter om nedbringelser er verden på vej mod en apokalyptisk temperaturstigning på 2,4 grader i 2100

Lula indgød håb

Torsdag syntes ellers at stå i en vag optimismes tegn. Brasiliens nyvalgte, men endnu ikke indsatte præsident, Lula da Silva holdt pressemøde. Den brasilianske præsident markerede sig allerede onsdag på et meget velbesøgt møde – som en tredjeverdensleder, der bryder det vestlige narrativ om en international brudflade mellem demokratier og autokratier. Han talte dunder mod de rige lande, som ikke lever op til løfter om at levere 100 mia. dollars om året i støtte til tredjeverdenslandes mindskelse af udledning af drivhusgasser og deres tilpasning til klimaforandringerne.

“Lucile Schmid fra de franske Grønne ser generelt en positiv udvikling i Latinamerika, hvor progressive politikere også er kommet til magten i tidligere meget konservative lande som Colombia og Chile.”

Samtidig sagde han, at det netop afholdte præsidentvalg – som han vandt i Brasilien – havde været historisk. For den gamle folketribun Lula var det fascismen og fakta-benægtelsen, som led nederlag med Jair Bolsonaros deroute. Lula vil nu sætte alt ind for at hindre fortsat afskovning af verdens største regnskov, Amazon-junglen. Han inviterede COP-topmødet i 2025 til at finde sted i Amazonas. Og han slog fast, at en håndtering af klimaudfordringen kræver, at der tages hånd om de enorme uligheder på verdensplan – idet de rigeste udleder langt mere CO₂ end de fattigste. 10 % af verdens befolkning udleder halvdelen af verdens drivhusgasser, mens de 50 % fattigste kun udleder 3 %.

Jeg talte onsdag med Brasiliens førende klimaekspert, Carlos Alfonso Nobre. Han mindede om, at afskovningen af Amazon-junglen er tæt på at nå et såkaldt tipping point. Man risikerer at skoven bliver nettoudleder af CO₂, hvilket vil sige, at CO₂ frigivet af fældede træer risikerer at overstige mængden af CO₂, som tilbageholdes af skoven. Valget af Lula da Silva som Brasiliens præsident kan forhåbentlig vende udviklingen på afgørende vis.

Nobre sagde, at Lula langt fra havde været tilstrækkeligt lydhør over for oprindelige folk i sin forrige præsidentperiode (2003 – 2010, red.). Blandt andet havde han skubbet på for opførelsen af store dæmninger på oprindelige folks territorier på trods af deres protester. Men afskovningsraten var faldet med 83 % i Lulas 8 år lange tid på posten. Omvendt er den siden Bolsonaro tog over i 2019 vokset med 74 %. På bare et år bliver 13.000 km² skov fældet. Lula har nu lovet at oprette et ministerium for oprindelige folk. Det blev hilst velkommen af brasilianere og andre på COP27. Større respekt for oprindelige folk lover ifølge dem godt for modstanden mod kvægavlere, sojabønder og guldgravere, der ulovligt fælder skoven.

Flere brasilianere på topmødet peger samtidig på Brasiliens økonomiske genvordigheder, den stærke polarisering i landet, hvor Bolsonaro var overraskende tæt på at vinde, og Lulas problem med at få flertal for sin politik i det nyvalgte parlament. Det er alt sammen forhold, der giver anledning til bekymring på den nye præsidents vegne. Men Lucile Schmid fra de franske Grønne (EELV, Europe Ecologie Les Verts, red.) ser generelt en positiv udvikling i Latinamerika, hvor progressive politikere også er kommet til magten i tidligere meget konservative lande som Colombia og Chile. Schmid håber derfor, at Latinamerika nu kan fungere som en samlet blok, og være en vigtig alliancepartner for grønne kræfter i EU.

Europæisk opblødning

En anden anledning til forsigtig optimisme på klimatopmødet var viceformanden for EU-Kommissionen, Frans Timmermans’ udmelding om, at EU nu som noget nyt bakker op om oprettelse af en fond, der kan støtte tredjeverdenslande, som har lidt tab og skader som følge af klimaforandringer forårsaget af de rige landes drivhusgasudledninger.

Efter et år, der har været præget af katastrofer – oversvømmelser i Pakistan, hedebølger i Europa og Kina, og tørke på Afrikas Horn og i Sahel – har oprettelsen af en sådan fond til klimahærgede tredjeverdenslande været det centrale stridspunkt på COP27.

Der var en række forbehold i Timmermans’ åbning. Blandt andet skal støtte fra en fond forbeholdes ”særligt sårbare lande”.  Endvidere skal Kina, som er verdens største udleder af drivhusgasser, også bidrage. Det kan blive svært at opnå – ikke fordi kineserne ikke vil bidrage, men fordi en formel kinesisk forpligtelse til at bidrage kan rokke ved Kinas status som udviklingsland, der stadig fremgår af FNs rammekonvention fra 1992. Det vil gøre det sværere for landet fortsat at unddrage sig et ansvar for, som verdens største udleder at formulere mere ambitiøse mål om at nedbringe udledning af drivhusgasser.

USA har hidtil været meget forbeholden over for ideen om en fond. Men avisen The Guardian skrev fredag, at USA måske vil ændre holdning, hvis det står klart, at der ikke vil være tale om tvungne kompensationskrav, som påtvinges de rige lande, men om en hjælpefond.

Der har også været udvikling i spørgsmålet om fossile brændsler. Det var først på Glasgow-topmødet sidste år, at fossile brændstoffer overhovedet blev eksplicit nævnt som et problem i et topmøde-slutdokument, idet “ineffektive subsidier” skulle udfases, som det hed. Alliancen af Små Østater (AOSIS) kræver en general udmelding om, at fossile brændstoffer skal udfases. Her har der som nævnt været bevægelse hos Indien – der sidste år modsatte sig en erklæring om udfasning af kul, men meldte offentlig ud, at man godt vil være med til en erklæring om generel udfasning af fossile brændstoffer – altså ikke kun kul, der i højere grad bruges af de fattige lande, men også af olie og naturgas. Alt tyder dog på, at olieproducenter som Saudi Arabien har haft held med at hindre en udmelding om, at subsider til fossile brændstoffer, mens det slet ikke har været på tale at fossile brændstoffer som sådan udfases.

Planetarisk pessimisme

Laurent Jossic fra Grenobles Polytekniske Læreanstalt er også kommet til Egypten. Han udtrykte pessimisme på planetens vegne. “Historisk er det aldrig sket, at man er gået væk fra en type brændstof til fordel for en anden. Man har gennem historien fundet nye typer brændstoffer, som så blot har føjet sig til brugen af de tidligere. Man havde således brændsel i gamle dage. Så fik man kul. Herefter er olie, naturgas, atomenergi, og nu vind- og solenergi kommet til. Men fossile brændstoffer udgør stadig 85 % af energiforbruget. Herefter kommer brændsel og biomasse, som heller ikke er klimavenligt.”

De afrikanske lande, som i dag er ombejlet af de udviklede lande og af Kina som leverandører af naturressourcer, vil i hvert fald umiddelbart have svært ved at lade sig overbevise om at lade olie og gas forblive under jorden, hvilket ellers er bydende nødvendigt for at overholde Paris-aftalen ifølge FN’s klimapanel.

“Fossile brændstoffer udgør stadig 85 % af energiforbruget. Herefter kommer brændsel og biomasse, som heller ikke er klimavenligt.”

Laurent Jossic, Grenoble Polytekniske Læreanstalt

Jeg talte i går med den nigerianske advokat, Chima Williams, som er modtager af verdens måske vigtigste miljøpris, The Goldman Environmental Prize. Han står bag den første sejr ved en hollandsk domstol over olieselskabet Shell, der gennem seks årtier har forurenet Niger-deltaet, hjemsted for 30 millioner nigerianske småbønder. Spildevand er blevet lukket direkte ud i floderne og dermed økosystemet, i stedet for som andre steder, hvor olieselskaber opererer, at blive ledt tilbage til undergrunden.

På vegne af to landsbyer, hvis beboere har oplevet, at deres land og sundhed blev ødelagt af forurening, har han sikret, at Shell skal udbetale erstatning til de berørte. Erstatningen gælder kun forureningen, ikke de affødte helbredsproblemer, som det er svært at føre bevis for, forklarer han. Men dommen er en opmuntring for de mange andre ofre for olieudvinding i Nigeria, der nu kan håbe også at få medhold ved domstolene.

FN’s klimapanel har vaeret meget klar i mælet om, at der ikke skal investeres i ny infrastruktur  til fossil energi, hvis sidste års mål om en maksimal global temperaturstigning på 1,5 grader skal overholdes. Men behovet for investeringer er enormt i Afrika. Derfor har de europæiske lande i dag let spil med i lyset af den såkaldte europæiske ”energikrise” at iværksaette en lang række fossile projekter i Afrika. Fx står det franske olieselskab Total bag en naturgasledning, Eacop, der føres 1.440 km igennem bl.a. unikke naturområder i Uganda og Tanzania. I Mozambique har utilfredshed med Total’s operationer været med til at udløse et blodigt oprør i provinsen Cabo Delgado. En rapport fra den tyske miljøorganisation Urgewald offentliggjort på COP27 viser, at olie-, gas- og kulselskaber eftersøger eller udvikler nye fossile reserver i 48 ud af 55 afrikanske nationer.

At også den forestående grønne omstilling kan medføre store problemer, mindede den congolesiske regeringsrepræsentant, Clement Mufundji Tshinat Karl mig om. “Tutsi-guerrillaer har besat 200.000 km² i det sydøstlige Congo”, sagde han. Han mente, at de avancerede våben i oprørernes hænder er et bevis på, at Rwanda og dets tætte allierede, USA, står bag oprøret. Det besatte område er særlig rigt på sjældne mineraler, fortalte han. Internationale iagttagere har i flere år peget på, at vestlige selskabers rivalisering om adgang til Congos enorme reserver af bl.a. sjældne mineraler har været en drivkraft i nogle af verdens mest blodige konflikter.

COP: Verdens bevidsthed eller en sovepude?

Verden er lige nu på katastrofekurs mod 2,4 graders temperaturstigning og sandsynligvis endnu højere temperaturer i år 2100. Sagen er nemlig, at verdens gennemsnitlige temperaturstigning kun kan holdes under 2,4 grader, hvis alle lande overholder de løfte, de har givet om at nedbringe af deres CO₂-udledninger. Det er langt fra sikkert, at de vil holde løfterne. Men allerede med en temperaturstigning på 1,5 grader, som siden sidste års topmøde i Glasgow er mål for en maksimal temperaturstigning, vil ‘tipping points’ blive udløst. Det vil sige, at kædereaktioner sættes i værk med uforudsigelige, katastrofale virkninger til følge.

“De træge forhandlinger ved klimatopmødet virker som et selvmorderisk udtryk for en verden, der søvngængeragtigt bevæger sig mod dommedag”

I den forstand virker de træge forhandlinger ved klimatopmødet som et selvmorderisk udtryk for en verden, der søvngængeragtigt bevæger sig mod dommedag. NGO’ere på topmødet harcelerede over de mange kommercielle fremstød på topmødet. Mange landes pavilloner virkede mere som turistfremstød. Og på alt for mange seminarer søgt virksomheder at sælge fx atomkraft eller geo-engineering løsninger – som fx at udsende svovlpartikler, der kan reflektere noget af solens bestråling væk fra Jorden. Det kan skabe nye problemer i fremtiden; fx rejser brugen af atomkraft problemer med affald, kræver mere sikkerhed og centralisering, og øger faren for atomvåbenspredning. Svovlpartikler vil kunne falde ned igen og kunne skabe helbredsproblemer.

Alligevel er topmødet uundværligt som forum for at sikre den fortsatte dialog på en splittet international scene, og for at holde politikerne ansvarlige og skabe et vindue af opmærksomhed for klimasagen i verdensoffentligheden, hvor andre temaer – som for tiden inflationen og krigen i Ukraine – ellers stjæler dagsordenen.

Selv i politistaten Egypten, hvor modstand undertrykkes og demonstrationer er forbudt, har topmødet tjent som en udveksling mellem tilrejsende fra hele verden. Og for den enkelte deltager er topmøder, som en mangeårig klimaaktivist bemærkede, en unik slags efteruddannelse, idet man fx kan overvære seminarer med nogle af verdens førende debattører eller forskere.

Men klimatopmødet, der i år har kaldt sig “et implementerings-topmøde”, kan naturligvis ikke politisk holde til de manglende fremskridt, der stadig truer med at blive COP27’s eftermæle.

Videnskaben fortæller os, at vinduet for at holde verdens gennemsnitlige temperatur under 1,5 grader lukkes om otte år. Derfor kan verden ikke leve med, at nødvendige klimatiltag sættes i stå. Meget står på spil de næste timer, hvor de mange klammer i udkastet til slutdokument skal afløses af endegyldige formuleringer, som bliver accepteret af 197 nationer – og med reel mulighed for ikke at kæntre Paris-aftalen.