Valget i Storbritannien viderefører Europas socialdemokraters katastrofekurs

Det er længe siden, at Storbritannien beherskede verdenshavene, som det ellers så kækt lyder i imperiets gamle slagsang Rule Britannia. Nu er det også ved at være slut med, at det britiske arbejderparti Labour behersker kongerigets arbejderbyer. Det står klart efter valgene til 136 byråd i England og parlamenterne i Wales og Skotland.  

Ligesom ved en række valg på det europæiske kontinent led de britiske socialdemokrater et stort nederlag, der har kastet partiet ud i en intern magtkamp. Et større antal af partiets parlamentsmedlemmer har krævet, at partileder Keir Starmer skal gå af.

Sundhedsminister Wes Steeting har trukket sig som minister og positionerer sig som en konkurrent til Starmer, der af mange udpeges som ansvarlig for det store valgnederlag. Det er over 100 år siden, at Labour sad på så få pladser i parlamentet i London.

Tilbagegang over det hele

Ved lokalvalgene i England mistede Arbejderpartiets 1460 mandater og antallet af byrådsmedlemmer blev halveret. Partiet mistede sit flertal i 36 byråd, heriblandt byer som Leeds, Birmingham og Cambridge. Mindst var tilbagegangen i London, hvor Labour trods en tilbagegang på 16 mandater bevarede flertallet i Camden, hvor Starmer har sin valgkreds.

De tabte mandater er ikke gået til den traditionelle politiske modstander, det konservative parti. Det har også haft tilbagegang på i gennemsnit 14 procent og i alt 561 tabte byrådspladser. Partiet har også mistet flertallet i blandt andet Suffolk, Essex og i London-området Havering.

Labour har tabt vælgere til flere sider. Partiet De Grønne har haft en fremgang på i gennemsnit 18 procent og råder nu i alt over 515 mandater i de lokale råd. Partiet har blandt andet vundet 10 af de 16 tabte socialdemokratiske pladser i Camden. Nogle pladser – især i London-området – har arbejderpartiet tabt til uafhængige muslimske kandidater, der har udtrykt stærk kritik af regeringens linje i forhold til krigene i Mellemøsten.

En stor del af de tabte pladser er for både socialdemokrater og konservative gået til det fremadstormende højreorienterede Reform UK, som med en tredjedel af stemmerne har vundet 1450 pladser i byrådene og opnået flertal i 14 byråd.

Også ved de to samtidige parlamentsvalg i Wales og Skotland var der gevinst for Reform UK og nederlag for de konservative og ikke mindst socialdemokraterne.

I Wales blev det regionale parti Plaid Cymru med 43 mandater den helt store vinder og det største parti i parlamentet. På andenpladsen kom Reform UK, som med 34 mandater fik sit gennembrud i Wales. Arbejderpartiet måtte nøjes med tredjepladsen efter en tilbagegang, der kostede premierminister Eluned Morgans mandat, hvilket fik hende til at træde tilbage som leder af partiet i Wales. Også det konservative parti havde tilbagegang, mens De Grønne havde en beskeden fremgang.

I Skotland havde De Grønne til gengæld en markant fremgang, mens De Konservative havde en kraftig tilbagegang. Med kun 17 mandater fik Labour ikke opfyldt drømmen om at blive det skotske parlaments største parti. For det skotske nationale parti, SNP blev for femte gang det største og dermed også regerende parti i Skotland. Reform UK fik også i Skotland sit gennembrud og opnåede ligesom Labour 17 mandater i det skotske parlament.

Storbritannien og Tyskland – samme historie

Det var et barskt valgresultat, erkendte Starmer et par dage efter valget på et møde med partimedlemmer og lovede forbedringer i partiets indsats; men mange traditionelle arbejdervælgeres tillid til arbejderpartiets formåen er svundet ind.

De oplever et nedslidt og dårligt fungerende sundhedsvæsen, en udhulet offentlig velfærd samt høje priser på dagligvarer og energi, samtidig med at afvikling af industri sender arbejdere ud i arbejdsløshed eller lavtlønsjob i servicesektoren. Ikke mindst i Wales og andre af Labours gamle højborge er frustrationen stor.

I medierne har skuffede arbejdervælgere fortalt, hvordan de føler sig svigtet af deres parti. Det er næsten ordret det samme, som skuffede arbejdervælgere har udtalt ved to delstatsvalg i det vestlige Tyskland i årets første måneder. Reaktionen har været den samme – krydset på stemmesedlen er rykket til højre.

Ved valget i Baden Würtemberg opnåede SPD kun lidt over 5 procent af stemmerne. Det lykkedes således kun med nød og næppe at krybe over spærregrænsen – det dårligste valgresultat siden 2. verdenskrig. I Rheinland-Pfalz gik det ikke helt så galt. SPD fik knap 26 procent af stemmerne, hvilket er en betydelig tilbagegang i forhold til resultatet ved delstatsvalget i 2021, hvor partiet fik 36 procent af stemmerne og dermed endnu et lavpunkt ligesom ved valget til Forbundsdagen sidste år.

Den store vinder i begge delstater var det stærkt højreorienterede AfD, der har meget politisk tankegods til fælles med Reform UK og appellerer til de samme vælgergrupper. De opnåede ved de to valg knap 20 procent af stemmerne og dermed mere end en fordobling af stemmetallet – i enkelte valgkredse endda næsten hver anden stemme.

En undersøgelse gennemført i Baden Würtemberg viste, at AfD især henter stemmerne i byer med under 100.000 indbyggere, blandt kortere uddannede og i højere grad blandt mænd end kvinder, mens det for SPD næsten forholder sig omvendt.

Med omkring hver femte stemme ved disse delstatsvalg er AfD nu også slået igennem i det vestlige Tyskland og er ligesom Reform UK blevet et parti med væsentlig opbakning i hele landet og er ikke kun et regionalt baseret parti. Ved løbende meningsmålinger står AfD til at få omkring hver fjerde stemme ved et valg til Forbundsdagen, ligesom partiet tegner til at få mindst hver tredje stemme ved efterårets to delstatsvalg i det østlige Tyskland.

Blikket retter sig især imod Sachsen-Anhalt, hvor AfD i aktuelle meningsmålinger står til at få 40 procent af stemmerne, mens CDU står til 25 procent og Die Linke til 10 procent. SPD, De Grønne og FDP står og vipper på spærregrænsen. Så holder disse tal ved valget i september kan AfD få regeringsmagten i delstaten enten alene eller i koalition med CDU, hvis partiet vælger at slå hul i brandmuren – og ikke som CDU i de to vestlige delstater afviser at lukke AfD ind i varmen.

Den konservative forbundskansler Friedrich Merz afviser kategorisk at lukke AfD inden for muren, men er selv presset af hastigt dalende popularitet – ganske som Starmer har oplevet det i Storbritannien.

Fælles for de to lande er store økonomiske udfordringer, der også rammer den brede befolkning, hvilket giver grobund for de stærkt højreorienterede partiers vækst i stemmer, men også i øget opslutning om deres udenomsparlamentariske aktiviteter.  

Det ekstreme højre mobiliserer

En stor demonstration i London 16. maj arrangeret af den højreorienterede aktivist Tommy Robinson og gruppen Unite the Kingdom samlede ifølge politiet omkring 60.000 deltagere under en parole om at forberede ”the battle of Britain” – med det hovedmål at smide tusindvis af migranter ud af landet. Der var taler og uddelingsmateriale præget af nationalistiske og racistiske ytringer.

En række deltagere i mange aldre fortalte i interviews med medierne, at de havde stemt eller ville stemme på Reform UK. Uden direkte at være en del af dette parti, fungerer grupperne bag demonstrationen og et lignende arrangement i september med 150.000 deltagere som en form for stormtropper for og støtte til partiets parlamentariske kamp.

Samme billede ses i Tyskland, hvor nynazistiske grupper og medlemmer af ungdomsafdelingen af AfD står bag en række demonstrationer med racistiske ytringer og krav om remigration. Unge fra AfD har også efter besøg hos og med inspiration fra unge højreorienterede medlemmer af det republikanske parti i USA søgt alliancer med tyske abortmodstandere med udspring i kirkelige kredse – og har indgået i demonstrationer arrangeret af disse.

Højreorienterede grupper har også infiltreret fodboldscenen og ved nogle fodboldkampe gjort det normalt med racistiske slagsange og tilråb samt nazihilsner og synlige hagekors, ligesom de står bag voldelige overfald. Det er ikke noget nyt, at højreorienterede har spillet en rolle i hooligan-kredse i både Tyskland og England, men det synes nu at foregå mere systematisk. Og mens klubber og spillere hidtil har taget afstand fra racistiske og højreorienterede synspunkter, er nogle spillere nu også begyndt offentligt at bakke op om sådanne holdninger.

Det har vakt opmærksomhed, at den mangeårige Chelsea- og landsholdsanfører John Terry har erklæret sig som højreorienteret og på Instagram erklæret sig 100 procent bag den stærkt højreorienterede politiker Rupert Lowe, der har forladt Reform UK for at etablere det endnu mere højreorienterede parti Restore Britain, der blev dannet i februar i år.

Partiets mærkesager er massedeportation af indvandrere uden lovligt ophold og en reduktion af nettoindvandringen til Storbritannien. Terry har givet en smiley til en opfordring om at ”kræve vores hovedstad tilbage” og bidrager med sine tilkendegivelser til at legitimere og normalisere stærkt højreorienterede synspunkter.

Europa går til højre

Mens lederen af Reform UK, Nigel Farage, har udråbt resultatet af de netop gennemførte valg som et historisk skifte i britisk politik, ser Tommy Robinson frem til, at ”the Battle of Britain” – der refererer til 2. verdenskrig – kan blive et vendepunkt. Imod mange odds lykkedes det i 1940-41 under Slaget om England for det britiske luftvåben RAF at afværge det tyske Luftwaffes forsøg på at bombe Storbritannien til overgivelse.

Ved at bruge denne reference fremstilles bølgen af migranter med kurs mod engelske kyster med Nazitysklands angrebskrig imod kongeriget og appellerer til patriotiske følelser blandt briterne – ganske som Putins henvisninger til 2. verdenskrig som begrundelse for krigen mod Ukraine.  

Nogle politikere og kommentarer har kaldt det et vendepunkt, at Viktor Orban tabte parlamentsvalget i Ungarn, hvilket udlægges som begyndelse på enden for højrefløjens fremmarch i Europa. Umiddelbart tyder det dog ikke på at være tilfældet. Giorgia Meloni sidder solidt i sadlen som premierminister i en efter italienske forhold usædvanlig stabil regering, der stille og roligt indenrigspolitisk gennemfører en række af højrefløjens politiske mærkesager, mens hun udenrigspolitisk får anerkendelse for at være bro mellem EU og Trump i USA.

Marine le Pen står til at vinde i alt fald første runde af det kommende franske præsidentvalg. Ved de seneste valg i Holland og Østrig har højrefløjspartier med navnet Frihedspartiet opnået gode valg, ligesom det yderste højre også gik frem ved parlamentsvalget i Portugal i maj 2025, hvor det højreekstreme Chega opnåede en fremgang til 58, hvilket er det samme antal som Socialistpartiet.

I fortyndet form tegnede det samme billede sig ved de seneste valg i Danmark. Efter markant tilbagegang ved efterårets kommunalvalg fik Socialdemokratiet det dårligste valgresultat i over 100 år ved folketingsvalget, mens Dansk Folkeparti med 10 procent af stemmerne genvandt en del af fortids storhed og især baserede sin fremgang på stemmer hentet på den københavnske vestegn, i Sydsjælland og på Lolland-Falster, der ellers har været udpræget socialdemokratisk orienterede områder.

Potentiale for venstrefløjen

En del af de tabte stemmer gik dog også til SF, der havde markant fremgang, ligesom venstreorienterede partier også havde en vis fremgang ved valgene i Storbritannien og Tyskland. Der ligger derfor et potentiale for venstrefløjen i at opsamle utilfredse socialdemokraters stemmer, hvis den over for denne vælgergruppe kan fremstå troværdig.

Både Storbritannien og Tyskland har været store, førende industrinationer med – ligesom i Midtvesten i USA – en stærk og stolt arbejderbevægelse, der fik tilkæmpet sig gode lønninger, pensioner og trygge ansættelsesforhold. Afindustrialisering og udflytning af arbejdspladser har trukket tæppet væk under de gunstige forhold og sendt mange ud i arbejdsløshed eller lavtlønnede job i servicesektoren i konkurrence med legale og illegale migranter. Mange arbejdere føler sig svigtet af det parti, som hidtil havde varetaget deres interesser, men nu i højere grad interesserer sig for den voksende middelklasse.

I USA fik det mange arbejdere til at stemme på Donald Trump. I Nordengland flyttede en del Labour-vælgere ved parlamentsvalget i 2019 deres stemme til de konservative, der dog ikke formåede at opfylde deres forventninger.

Derfor vendte mange ved parlamentsvalget i 2024 tilbage til Labour, men blev nok en gang skuffet – nu over Starmer og hans parti. ”The new boss is the same as the old boss”, som det mistrøstigt lyder i rockgruppen The Who´s sang fra 1971 Won´t get fooled again. Nogle forsøger sig så med en stemme på højrefløjen, men risikerer at blive narret igen.